Fra kriminel til missionær

DET VAR DEN 6. AUGUST 1950. Jeg befandt mig på Yankee Stadium i New York sammen med min mor, ved Jehovas Vidners internationale stævne. Dengang var vi ikke selv Jehovas vidner. Forbløffet betragtede jeg den store menneskemængde. Der var over et hundrede tusind mennesker på og omkring stadion; men der var ingen skubben, ingen ukvemsord, ingen slagsmål og ingen vredesudbrud. Jeg husker at jeg sagde til min mor: „Det er helt utroligt. Der hvor jeg før har haft min gang har der altid været slagsmål. Det her må være sandheden!“ Hun trykkede min hånd og smilede, for som min mor kendte hun min fortid bedre end nogen anden. Lad mig fortælle lidt om min baggrund.

Jeg er født i Metropolis, en lille by ved Ohiofloden i den sydlige del af Illinois. Det var i 1930, da den store depression holdt verden i sit greb. Jeg var nummer 9 ud af en børneflok på 11. Jeg blev opdraget i den lutherske tro. Hver eftermiddag plejede min mor at læse højt fra Bibelen for mig, og jeg nød virkelig disse stunder. Hun lærte mig Johannes 3:16, hvor der står: „Således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Da. aut.) Mor indprentede mig at jeg aldrig måtte glemme den kærlighed Gud har vist os. Jeg kom ofte i tanker om dette skriftsted og gentog det for mig selv når jeg var alene, men jeg kunne ikke rigtig forstå hvordan Gud havde elsket os og hvilken betydning det havde for mit liv. Når jeg spurgte forskellige religiøse mennesker hvad skriftstedet betød, gav de mange forskellige svar, som for eksempel: „Gud giver os træer og blomster.“ „Gud giver os livet.“ „Gud giver os dyrene, de smukke stjerner og regnen der får alting til at gro.“ Men jeg tænkte ved mig selv: ’Alle disse ting var her jo også før Jesus blev født. Skriftstedet lover os et evigt liv, men min bror og søster døde.’ Når jeg spurgte om hvordan det kunne være, fik jeg blot at vide at det evige liv først var noget man fik når man døde. Dette gjorde mig forvirret, og jeg mistede derfor på et meget tidligt tidspunkt i livet interessen for religion og for søndagsskolen.

Allerede som tiårig var jeg kriminel. Jeg var også medlem af en gadebande, som jeg på et vist tidspunkt var anfører for. Jeg var hele tiden på kant med myndighederne. Når min far så en politibil i vores gade, regnede han altid med at de kom for at tale med mig og sagde derfor: „Hent Robert. Politiet kommer.“ Min kriminalitet voldte mine forældre mange sorger, og far tryglede mig om ikke at komme sammen med den bande jeg var med i. Han var så nedslået at han sagde til mig: „Du har givet os lige så mange problemer som alle dine søskende tilsammen, og det skyldes ene og alene dine dårlige kammerater.“ Men underligt nok sagde mor altid til far: „Han forandrer sig en dag. Bare vent og se. En dag bliver Robert såmænd præst.“

Sandheden forandrer mig

Så skete der noget der fik stor indflydelse på min tilværelse. I 1948 begyndte min søster Evelyn at studere Bibelen med Jehovas vidner. Det eneste jeg dengang kendte til disse mennesker var at de var neutrale i politiske og nationale anliggender. Selv var jeg meget nationalistisk og ønskede derfor ikke at min søster skulle have noget med Jehovas vidner at gøre. Jeg modsatte mig det af al magt. Men hun var overbevist om at det hun lærte var sandt og lyttede ikke til mig. Den dag i dag er de fleste af hendes børn og børnebørn trofaste tjenere for Jehova Gud. Jeg takker hende og Gud for at hun holdt ud, for en dag jeg sad i køkkenet kunne jeg høre at hun og forkynderne talte om det jordiske paradis der skulle komme og om muligheden for at komme til at leve evigt i dette paradis. Nu huskede jeg igen Johannes 3:16 og tænkte: ’Det må være sådan Gud viser sin kærlighed gennem Jesus.’ Herefter sad jeg hver uge i køkkenet og lyttede. Der gik ikke lang tid før jeg blev indbudt til at være med til studiet. På denne måde lærte jeg den kærlige Gud, Jehova, at kende.

Mine forældre havde også været med til studiet, og da de flyttede til Ypsilanti i Michigan, fortsatte de med at studere Bibelen. Kort efter flyttede jeg med. I 1950 overværede jeg for første gang et af Jehovas Vidners stævner, et internationalt stævne på Yankee Stadium i New York. Denne ugelange demonstration af sand kærlighed overbeviste mig om at det var den slags mennesker jeg gerne ville have som mine venner resten af livet. Ved dette stævne indviede jeg mig i hjertet til at tjene den sande Gud, Jehova.

På vej hjem fra stævnet havde vi den glæde at besøge Vagttårnets Bibelskole Gilead, en skole der uddanner forkyndere til at tjene som missionærer i fremmede lande. Dengang lå skolen i de smukke, landlige omgivelser nær South Lansing i staten New York. Under dette besøg satte jeg mig det mål at blive missionær.

Den 10. september 1950 blev jeg og to andre døbt i en lille å. Jeg var da 19 år gammel. Min omgangskreds var nu en helt anden, og når jeg mødte mine tidligere kammerater spurgte de mig altid hvad der var sket. Nogle sagde at jeg var blevet skør. Men i virkeligheden havde jeg aldrig følt mig mere normal. Min far var forbløffet og meget lykkelig.

I 1951 giftede jeg mig med Earline Merlau Olson. Hendes baggrund var meget forskellig fra min, for hun var blevet opdraget af forældre der tjente Gud helt og fuldt. Hun havde tilbragt sine skoleferier med at forkynde på heltidsbasis og håbede en dag at blive missionær.

Målet fastholdes trods vanskeligheder

Nu fik jeg igen problemer med myndighederne, men denne gang fordi jeg ønskede at bevare min kristne neutralitet. For første gang i mit liv kom jeg i fængsel — for at være en kristen! Det døgn jeg tilbragte i fængselet oplevede jeg tydeligt Guds kærlige beskyttelse. En af de indsatte, åbenbart cellens leder, sagde til de andre at han nok skulle afsige dommen over mig og selv fuldbyrde den. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg gribe til de metoder jeg havde brugt som ungdomskriminel eller skulle jeg stole på Gud? Jeg bønfaldt Jehova om at hjælpe mig til at forblive trofast og give mig visdom og styrke. Straks kom en anden fange mig til undsætning. Han sagde til de andre at hvis de var ude på ballade kunne de lade det gå ud over ham, og så stillede han sig foran mig og sagde: „I må først ordne mig hvis I vil have fat på ham.“ Nogle minutter var stemningen spændt til bristepunktet. Så sagde cellelederen: „Glem det. Så vigtigt er det heller ikke.“ Jeg takkede Gud! Dagen efter sørgede min advokat for at jeg blev løsladt, men retssagen fortsatte i tre år indtil jeg til sidst, som en ordets tjener, blev fritaget for militærtjeneste.

Den 1. maj 1955 begyndte min hustru og jeg i heltidstjenesten som pionerforkyndere. I to år arbejdede vi sammen med menigheden i Ypsilanti i Michigan. Derefter blev vi indbudt til at tjene som specialpionerer i Burlington i Vermont fra den 1. maj 1957 og kunne derfor bruge endnu mere tid i forkyndelsen. I de to år vi tjente her var vi med til at genoprette menigheden. Vores første rigssal lå lige i byens centrum! En søndag skulle der holdes et offentligt foredrag med titlen: „Kommunisme eller kristendom — hvad vil sejre?“ Da der var blevet fremsat trusler mod mødet, gik jeg til politiet for at spørge om vi kunne regne med deres beskyttelse hvis det blev nødvendigt. De forsikrede mig om at de nok skulle tage affære. Omkring 20 minutter før mødet skulle begynde, kørte en bil fyldt med mænd op og parkerede foran rigssalen. Nogle få minutter efter kom politiet og talte med dem, hvorefter de kørte. Vi fik et fredeligt møde med god deltagelse.

Omsider missionærer!

Vagttårnsselskabet indbød nu Earlene og mig til at blive medlemmer af staben på hovedkontoret i New York. Vi skulle begynde den 1. maj 1959. Mens vi var ved at pakke fik vi et andet brev, hvori vi blev indbudt til at overvære Gileadskolen fra september 1959 for at blive uddannet som missionærer. To store velsignelser på ét år! Endelig havde vi vort missionærmål i sigte. Vor andel i den hellige tjeneste blev stadig større!

I februar 1960, efter cirka seks måneders studium og undervisning i den 34. klasse på Gileadskolen, fik vi tildelt vort nye distrikt: Bogotá i Colombia, hvortil vi ankom den 1. marts 1960.

Vores første udfordring var at lære spansk. Mit forkerte ordvalg vakte megen latter. Jeg husker at da jeg under vort første områdestævne arbejdede i logibureauet og derfor ville bede brødrene om at låne os nogle madrasser (colchones), brugte jeg ordet cochinos (grise). De spurgte mig venligt hvad jeg skulle bruge dem til. „Til brødrene, så de har noget at sove på,“ svarede jeg. Efter at latteren havde lagt sig fik vi madrasserne.

Vi havde mange uforglemmelige oplevelser alt imens vi nød Guds skaberværk i de smukke, sneklædte Andesbjerge, i junglen og på sletterne. Ved en lejlighed besøgte vi specialpionererne i Villavicencio, hvor sletterne begynder. I byen San Martín mødtes vi med forkynderne fra Granada. Det var første gang at Rigets budskab skulle forkyndes for befolkningen i San Martín. Mens min kone talte med en dame i et hus, kom en dreng hen og spurgte hvad hun lavede. Da hun fortalte det gik han igen, men kom så tilbage og fortalte hende at en kunde i butikken på den anden side af gaden gerne ville tale med hende. Denne kunde, en mand, hørte med glæde på budskabet, og bad om at få alt det bibelske læsestof hun havde. Da hun tilbød ham at han kunne få Vagttårnet og Vågn op! tilsendt med posten, sagde han: „Jeg bor så langt ude på sletterne at der ikke er postudbringning. Jeg henter min post her i San Martín, og jeg kommer kun herind én gang om året efter forsyninger.“ Det år var han tilfældigvis kommet mens vi besøgte byen!

Det var en stor glæde for os at dele Guds ords sandheder med det colombianske folk i 16 år, hvor vi benyttede os af alle mulige transportmidler: piragua (kano lavet af udhulet træstamme), fly, bus, bil, hest og æsel. Uanset hvor vi kom hen, fandt vi venlige mennesker som var glade for at drøfte sandheden fra Bibelen med os, og lære om den kærlighed som Jehova og hans søn har vist os.

Tilbage til De Forenede Stater

Af personlige årsager måtte vi i 1976 vende tilbage til De Forenede Stater, hvor vi var i stand til at fortsætte vor hellige tjeneste som pionerforkyndere. I 1980 fik jeg mulighed for som kredstilsynsmand at besøge en række menigheder i en spansktalende kreds. Vi har fundet stor glæde ved at arbejde sammen med vore varmhjertede og kærlige åndelige brødre og søstre i forskellige kredse i De Forenede Stater.

Min mor indprentede mig at jeg aldrig måtte glemme Guds kærlighed. Jeg takker Jehova for at han gennem sin jordiske organisation har hjulpet mig til at forstå hvad denne kærlighed betyder for menneskeheden, og fordi han ved hjælp af sin ånd og sit ord har hjulpet mig til at forandre mig, så jeg fra at være en ungdomsforbryder nu har fået lov til at yde ham hellig tjeneste. Jehova har ladet mig få del i mange velsignelser, og gjort det muligt for mig at nå de mål jeg har sat mig hen ad vejen. Min hustru og jeg takker Jehova, hans søn og hans trofaste organisation for et lykkeligt liv fyldt med mange privilegier i den hellige tjeneste. — Fortalt af Robert D. Reed.

[Illustration på side 17]

Robert og Earline Reed

[Illustration på side 18]

Min kone, Earline, ved vaskebaljen, mens vi tjente i Colombia