Et vidunder i lyserødt

En flammende fugl! Sådan beskrev de gamle grækere den mytiske fugl Føniks der endte sit liv i flammerne men som bagefter genopstod af asken. Århundreder senere blev navnet Føniks imidlertid hæftet på en virkelig fugl, nemlig flamingoen, der tilhører en familie som på latin fik navnet Phoenicopteridae. Og den lever endnu bedre op til navnet end sagnfuglen nogen sinde kunne. En flok flamingoer der går på vingerne er et storslået skue — en skrigende, baskende „ildstorm“ af sorte, lyserøde og rosa farver breder sig over himmelen.

Flamingoen er et sandt vidunder, fra isse til fod. Betragt engang dens næb. Det er som en aflang æske med låg der har et knæk på midten. Når fuglen bøjer hovedet for at søge efter føde i det lave vand, vil den yderste del af næbbet være parallel med søbunden. Langs næbranden sidder stive hår der filtrerer større genstande fra og som tilbageholder små, spiselige småpartikler som alger og lignende, mens tungen henholdsvis suger vandet ind og presser det ud igen. De eneste dyr der indtager føde på en tilsvarende måde er hvalerne, som fanger små rejer med deres barder.

Flamingoens hals og ben er forholdsmæssigt de længste i fuglenes verden. Visse flamingoer kan blive op mod to meter høje. De lange stylteben er velegnede til livet i lavbundede saltsøer. Mens fuglen står ude i vandet, i sikker afstand fra fjender, kan den endda sove i en tilsyneladende højst akavet stilling, nemlig stående på ét ben! Eksperter siger at flamingoen står på ét ben for at hvile det andet. En særlig sene gør det muligt for fuglen at låse benet fuldstændig fast så det bliver som en pæl. Desuden har den en formidabel balanceevne.

Flamingoens oprindelse volder evolutionisterne meget hovedbrud. På nogle punkter har den lighed med en gås, på andre med en stork og på atter andre med en hejre. Dertil kan føjes at den indtager føde ligesom en hval og sover som en standerlampe. Men vi behøver ikke at gruble over hvor den kommer fra. Kun en vís Mesterkonstruktør kunne skabe et sådant vidunder.