„Krage søger mage“ — gælder også flamingoer

Af Vågn op!-​korrespondent i Spanien

VELKENDT men gådefuld, kejtet men elegant, kræver isolation men er udpræget selskabelig — flamingoen er en forunderlig fugl.

Næsten alle kender flamingoens karakteristiske silhuet. Den findes afbildet i ægyptiske hieroglyffer (som symbol på farven rød), i gamle hulemalerier og i moderne kunst. Men flamingoen holder stadig på nogle af sine hemmeligheder: Dens ynglepladser ligger usædvanlig isolerede — adskillige af de største har man først fundet inden for de sidste 50 år. Desuden er hannen og hunnen så ens i udseende at selv erfarne ornitologer kun kan skelne dem fra hinanden ved at undersøge dem indvortes med en optisk sonde.

Flamingoens stylteben og den lange gummiagtige hals, som den kan dreje helt rundt og stikke ind under vingen, bidrager til dens kejtede fremtoning. Når den derimod sindigt vader gennem det lave vand eller med hovedet under vandet søger efter krebsdyr på bunden, ser den unægtelig mere elegant ud. Men mest elegant er den når den folder vingerne ud og flyver.

Få naturoplevelser kan måle sig med synet af en flok flamingoer i luften. De røde og sorte felter på vingerne danner skarpe kontraster til de rosa eller hvide kroppe.a Når flokken letter og langsomt stiger til vejrs, ser det ud som om i tusindvis af flerfarvede vifter bevæges i takt. Og når de endelig er i luften fremtræder de med deres yndefulde silhuetter og rytmiske bevægelser som fugleverdenens balletdansere.

Desværre kommer man ikke så let til at opleve dette prægtige skue. Ganske vist er flamingoerne selskabelige, men de foretrækker selskab af deres egen art — de er et udmærket eksempel på talemåden „lige søger lige“ eller „krage søger mage“, som det også hedder. De undgår omhyggeligt befolkede områder og samles som regel kun i større antal ved afsidesliggende saltvandssøer eller vadestrækninger.

Særegen adfærd

For at få flere oplysninger om disse fascinerende fugle har Vågn op! interviewet Manuel Rendón, der er leder af Fuente de Piedra-reservatet ved Malaga i Spanien.

Er flamingoerne så skrøbelige som de ser ud til? „Slet ikke. Nogle lever i ugæstmilde saltsøer højt oppe i Andesbjergene hvor ingen andre fugle vover sig op. I de afrikanske søer er vandet så varmt og alkalisk at det ville beskadige menneskers hud, men den læderagtige hud på flamingoernes ben tager ikke skade.“

Hvad er det største problem for flamingoerne? „Det er uden tvivl at finde egnede ynglepladser. Flamingoerne behøver en uforstyrret, lavvandet og saltholdig sø med små øer hvor de kan bygge deres reder. Sådanne steder er efterhånden svære at finde. Faktisk er der i hele den vestlige del af Middelhavsområdet kun to steder der opfylder disse krav: et i Spanien og et i Frankrig.b

Her i Fuente de Piedra har flamingoerne endnu et problem. Søen hvor de yngler tørrer temmelig hurtigt ud under den bagende andalusiske sol — ofte før ungerne er flyvefærdige.“

Hvad sker der hvis søen tørrer helt ud? „Nogle år er vi nødt til at tilføre vand for at ynglekolonien ikke skal gå tabt. Vi har fundet ud af at det er tilstrækkeligt hvis vi holder omkring 6 hektarer under vand, selv om det betyder at næsten alle de voksne flamingoer må fouragere i lagunerne flere kilometer borte. Det indebærer at de bruger det meste af tiden på at flyve frem og tilbage med føde, mens opsynet med ungerne er overladt til nogle få voksne fugle — faktisk ligesom i en børnehave.“

Hvilke opdagelser har I ellers gjort? „Takket være mærkning af fuglene har vi lært meget mere om deres færden. Flamingoer er ikke trækfugle i egentlig forstand, skønt de strejfer en del omkring fra det ene fourageringsområde til det andet. For eksempel kan én fugl tilbringe sommeren i Spanien og vinteren i Nordafrika mens en anden gør det modsatte.c Man kan godt kalde dem udflugtsrejsende, selv om deres vandringer øjensynlig snarere er styret af fødemulighederne end af fornøjelsen.

Det er helt tydeligt at flamingoerne trives hvis de får en smule hjælp og beskyttelse. Før 1980’erne ynglede de kun spredt her, og i forholdsvis lille antal. Ved at holde de menneskelige forstyrrelser på et minimum og opretholde en minimal vandstand i søen indtil ungerne er flyvefærdige, har vi opnået en forøgelse af bestanden. I 1988 kom næsten titusind unger på vingerne.“

Et af skaberværkets undere

Hvis man har oplevet flamingoerne i den fri natur vil man sent glemme dette indtryk. Takket være de fjerntliggende områder og engagerede miljøfolk, er der stadig beskyttede områder hvor man kan se de store flamingoflokke i deres naturlige omgivelser.

Verden ville unægtelig være fattigere uden disse skaberværkets undere, der både kan fryde øjet og løfte humøret. Disse fugle yder i sandhed et væsentligt bidrag til den lovprisning af Jehovas navn der lyder fra de „vingede fugle“. — Salme 148:10, 13.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 25]

Fotos, øverst og nederst: Zoo de la Casa de Campo, Madrid