Hvor længe kan vi leve?

„MANGE der lever i dag, vil få mulighed for at leve særdeles længe. Selv udødelighed forekommer nu at være muligt.“

„Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“

Hvad er forskellen på disse to udtalelser? Den første er fremsat af dr. Lawrence E. Lamb, lægevidenskabelig skribent og professor, i hans bog Get Ready for Immortality, der blev udgivet i 1975. Den anden er titlen på et offentligt foredrag og en efterfølgende bog af J. F. Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident. Foredraget blev første gang holdt i Los Angeles i 1918.

De to tilsyneladende ens budskaber bygger imidlertid på vidt forskellig tænkning og forskning. Dr. Lambs ord er typiske for hans mange meningsfæller, der formoder at den lægevidenskabelige forskning i blandt andet aldringsprocessen snart vil løse alderdommens gåde og sætte os i stand til at besejre døden. Men trods videnskabens landvindinger med hensyn til at forlænge middellevetiden og hjælpe mange til en bedre tilværelse, er og bliver forudsigelserne om udødelighed kun optimistiske spådomme.

J. F. Rutherford støttede sig derimod ikke til videnskaben eller lægekunsten, men byggede sit foredrag på Bibelens forudsigelser. Ud fra opfyldte bibelprofetier påviste han at menneskehedens verden var trådt ind i „endens tid“. (Daniel 12:4) Han kom derefter ind på det bibelsk begrundede håb om at ligesom Noa og hans familie overlevede en verdensødelæggelse, sådan vil millioner overleve den nuværende verdens ødelæggelse og komme ind i en retfærdig ny verden, hvor de vil leve evigt på en paradisisk jord. — Mattæus 24:37-39; Åbenbaringen 21:3, 4.

Mange blandt tilhørerne fandt Rutherfords tale utrolig. Også i dag mener mange at det er urealistisk og verdensfjernt at tale om evigt liv på jorden under et gudsstyre. (Salme 37:10, 11, 29) Men er Bibelens forklaring på hvorfor vi bliver gamle og dør egentlig så utrolig? Hvad siger den helt nøjagtigt om emnet?

Skabt til at leve, ikke til at dø

Logisk nok indledes Bibelen med beretningen om menneskelivets begyndelse. I Første Mosebogs første kapitel læser vi at Gud efter at have skabt det første menneskepar „velsignede dem, og . . . sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige og fyld jorden og underlæg jer den, og råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden.’“ — 1 Mosebog 1:28.

For at udføre denne opgave måtte det første menneskepar, Adam og Eva, nødvendigvis leve meget længe, og det samme måtte deres børn. Men hvor længe? Læser man videre i Første Mosebog nævnes der intet om en fastsat levetid for Adam og Eva. Men de måtte opfylde én betingelse for at blive ved med at leve. Gud sagde til Adam: „Træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det skal du visselig dø.“ — 1 Mosebog 2:17.

Det var altså kun hvis de overtrådte Guds bud at de skulle dø. I modsat fald kunne de se frem til et uendeligt liv i det jordiske paradis der kaldtes Eden. Mennesket blev tydeligvis skabt til at leve, ikke til at dø.

Beretningen i Første Mosebog fortæller videre at det første menneskepar valgte at tilsidesætte Guds utvetydige bud, og derved syndede. Deres ulydighed påførte først dem selv og derefter deres efterkommere dødens fordømmelse. Århundreder senere udtalte apostelen Paulus at „synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet“. — Romerne 5:12.

Ifølge arvelighedslovene kunne Adam og Eva kun videregive det de selv havde, til deres efterkommere. De var skabt sådan at de kunne give fuldkomment, uendeligt liv i arv til fremtidige slægtled. Men nu da deres tilværelse var blevet skæmmet af synden og døden, kunne de ikke længere skænke deres afkom denne storslåede arv. Synden, ufuldkommenheden og døden har lige siden været hele menneskehedens lod, trods alt hvad man har gjort for at forlænge menneskets levetid.

I en vis forstand kan dette sammenlignes med et dataprogram der er behæftet med en fejl. Medmindre fejlen lokaliseres og rettes, vil programmet fungere utilfredsstillende, måske med katastrofale følger. Mennesket har ikke kunnet lokalisere, endsige rette, den nedarvede fejl der medfører at legemsfunktionerne lidt efter lidt svigter, med aldring og død til følge. Men vor Skaber, Jehova Gud, har taget skridt til at afhjælpe fejlen. Hvad er hans løsning?

Gud lod sin søn Jesus Kristus, „den sidste Adam“, ofre sit fuldkomne liv og derved i realiteten træde i stedet for den oprindelige Adam som vor forfader og livgiver. Lydige mennesker kan derfor blive regnet for værdige til at modtage evigt liv som børn af deres ’Evige Fader’, Jesus Kristus, frem for at blive dømt til at dø som børn af synderen Adam. Jesus sagde selv: „Dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv.“ — 1 Korinther 15:45; Esajas 9:6; Johannes 3:16; 6:40.

Ved slutningen af sin jordiske tjeneste kom Jesus i en bøn til sin himmelske Fader ind på hvad der kræves for at man kan opnå den storslåede belønning som livet er: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

„Som træets dage“

Forestil dig at du planter en californisk kæmpefyr og ser den vokse over hundrede meter op, og at du kan følge med i dens vækst så længe den lever. Forestil dig så at du planter endnu et kæmpefyrretræ tusinder af år senere, for atter at glæde dig over dets vækst og skønhed.

Er det en realistisk forestilling? Ja, for den bygger på et løfte fra menneskets Skaber, Jehova Gud, der siger: „Som træets dage skal mit folks dage blive.“ (Esajas 65:22) Dette løfte er med til at besvare spørgsmålet: Hvor længe kan mennesket leve? Svaret er: Ubegrænset, ja, for evigt. — Salme 133:3.

Netop nu udgår nedenstående indbydelse: „’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Denne indbydelse lader Jehova Gud udgå til alle retsindige. Vi indbydes til at drage nytte af Guds åndelige foranstaltninger til evigt liv på en paradisisk jord.

Vælger du at tage imod indbydelsen? Om du kommer til at leve længe, ja, for evigt, afhænger af hvad du vælger nu!

[Ramme på side 7]

DEN FORVENTEDE LEVETID

En person der blev født i Nordamerika eller Vesteuropa ved slutningen af det 18. århundrede, kunne forvente at leve 35 til 40 år. I dag kan mænd og kvinder i Danmark forvente at leve henholdsvis 71,8 og 77,6 år, og lignende fremskridt er gjort i andre lande. Med hensyn til levetid udnytter vi i dag vore ressourcer bedre; men er der grænser for hvor meget man kan forlænge den forventede levetid?

I nyere historisk tid har ingen levet eller kunnet forvente at leve 500, 300 eller blot 200 år. Trods lægevidenskabens landvindinger er den forventede levetid stadig under 80 år. Dog berettes der om nogle der lever 140 eller endog 150 år, og på Bibelens tid blev nogle flere hundrede år gamle. Er dette blot sagn og legender?

Interessant nok hedder det i The New Encyclopædia Britannica at „menneskets nøjagtige levealder er ukendt“. Artiklen uddyber emnet med det tankeeksperiment at hvis et menneske blev 150 år, „skulle der ikke være nogen gyldig grund til at afvise muligheden for at et andet menneske blev 150 år og ét minut. Og hvis man kan gå med til 150 år og ét minut, hvorfor da ikke 150 år og to minutter, og så videre?“ Artiklen fortsætter: „Man kan ikke ud fra den nuværende viden om levetiden sætte et præcist åremål på menneskelivet.“

Hvad kan man udlede heraf? Ganske enkelt at lægevidenskabens indsigt i aldringsprocessen og døden har de nuværende menneskelige forhold som forudsætning. Det afgørende spørgsmål er om mennesket altid har været underlagt de samme forhold og om disse vil bestå altid. Guds løfte lyder: „Se! Jeg gør alting nyt.“ Og i den nye verden der hastigt nærmer sig, vil Gud „tørre hver tåre af [menneskenes] øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:4, 5.

[Illustration på side 8, 9]

’En flod med livets vand, klar som krystal, flød ud fra Guds trone.’ — Åbenbaringen 22:1.