Haidaerne — Det enestående folk fra „tågeøerne“
Af Vågn op!-korrespondent i Canada
FOR omkring 200 år siden blev europæiske opdagelsesrejsende og købmænd glædeligt overraskede ved deres første møde med haidafolket, de enestående indbyggere på en nyligt opdaget øgruppe ud for Canadas vestkyst.
De første gange de mødtes rådede der en både værdig og venlig atmosfære. Glatte, håndudskårne cedertræskanoer fyldt med mænd og kvinder der — ofte klædt i de fineste sælskindskapper — sejlede hvert handelsskib i møde. Ved en lejlighed begyndte de ombordværende i en kano at synge, og som en venlig gestus rejste en mand sig og spredte fjer på vandet. (Ørnedun var et symbol på venskab og på at man var velkommen.) Ved en anden lejlighed sejlede en høvding ud og sang en solo som velkomst, mens 200 stemmer på stranden sang med på omkvædet.
Haida Gwaii, eller haidaernes hjemland, er en øgruppe på 150 øer der ligger omkring 100 kilometer vest for den canadiske provins British Columbia. Denne samling af tågede øer bliver kaldt Queen Charlotte-øerne. Den varme havstrøm fra Japan, Kuro-Shio-havstrømmen, modererer klimaet på øerne. Til trods for de milde temperaturer kan øerne imidlertid blive ramt af stærke vinde og uvejr.
Hvem er haidaerne?
Man ved ikke meget om hvor haidaerne stammer fra eller hvordan de er kommet til Queen Charlotte-øerne, eftersom der ikke er blevet ført nogen skriftlige optegnelser over deres historie eller kultur. Folkets oprindelse er, som øerne selv, hyllet i tåge. Nogle mener at haidaerne kom fra Asien over Beringstrædet, mens andre hævder at deres kanoer blev ført hertil af Kuro-Shio-havstrømmen. Det eneste vi har at gå efter er mundtlige overleveringer som sammenblander kendsgerninger med digt. Ifølge én fortælling kom haidafolket fra en kæmpemuslingeskal, der blev åbnet af en ravn ved Rose Point på den nordøstlige spids af Graham Island — den største af øerne i Queen Charlotte-øgruppen.
De talrige myter og legender kaster kun lidt eller slet intet lys over haidaernes oprindelse, men interessant nok omtaler flere fortællinger en stor oversvømmelse der dækkede de højeste bjergtoppe, og at det kun var ved at bygge en enorm tømmerflåde og fylde den med forsyninger at det lykkedes nogle at overleve. En ældste blandt haidafolket fra byen Skidegate siger bekræftende: „Mange blandt vort folk kender denne fortælling om Vandfloden, for det er sandheden. Det skete virkelig, for mange, mange år siden.“
Haidaerne, der er tillidsfulde, opfindsomme og meget kreative, havde længe inden europæerne kom i 1774, en rig og højtudviklet samfundsorden. Folket var delt i to hovedgrupper, en ørne- og en ravneklan, og man tilhørte fra fødselen automatisk moderens slægtslinje eller klan (et såkaldt matrilineært samfund). En ægtefælle måtte kun vælges fra den modsatte klan, og forlovelsen blev ofte arrangeret af moderen mens hendes søn eller datter stadig var meget ung.
Totempælenes betydning
Hver familie eller klan havde sin egen totempæl, med dyr eller mytiske skabninger som symboler. Den var et personligt kendetegn som de omgærdede med stolthed. Ørneklanens totempæl indeholdt stilistisk udskårne eller malede ørne, skarve, bævere og småhajer, mens ravneklanens totempæl omfattede bjerggeder, spækhuggere, gråbjørne og regnbuer. Disse totempæle fungerede ikke kun som dekorative skulpturer, men skildrede også familiens afstamning, rigdom og status, såvel som særrettigheder, sange og klanens historie.
Selv om disse udskårne pæle ikke blev tilbedt, havde nogle af figurerne en mytisk eller åndelig betydning, som skildrede overnaturlige forfædre med magiske evner til at forvandle sig til dyr og atter til mennesker. I løbet af mindre end hundrede år, fra omkring 1840, blev det meget populært at udskære og opstille totempæle. Nu er disse store cedertræspæle, der er blegede og medtagne af vind og vejr, langsomt ved at forfalde og vælte. Nogle af pælene var atten meter høje og halvanden meter brede.
Fra forår til efterår var haidaerne fuldt beskæftiget med at indsamle og oplagre mad. Fra havet fik de et væld af fisk, muslinger, silderogn og tang. De fangede desuden sæler på grund af det store fedtindhold; de byttede sælfedtet med olie fra eulachonfisken, der ikke fandtes i deres vande. Eulachonens olie bliver også værdsat i dag, da den sætter smag på alle slags retter. Derudover var fugleæg, vilde bær, rødder og dyrevildt med til at variere kosten.
Haidaerne var ikke kendt som landbrugere, selv om de, da kartoflerne blev indført fra fastlandet, med held dyrkede dem og solgte dem tilbage til fastlandsboerne. I vintermånederne var der potlacher, glade fester hvor familier ofte klædte sig i ceremonielle dragter lavet af smukke sælskind. Her var der lejlighed til at udveksle gaver og dele med hinanden, og desuden fordele rigdomme eller skaffe sig prestige i samfundet. I disse dage festede, dansede og sang man og fortalte historier.
Resterne af haidalandsbyerne, der ligger spredt ud over øerne, vidner om at Queen Charlotte-øerne engang havde en anselig befolkning. I begyndelsen af 1800-tallet boede der omkring 7000 indbyggere på øerne. Men sammen med den hvide mand kom også hans sygdomme og hans alkohol, hvilket førte til et udbredt alkoholmisbrug. Haidaerne forlod deres landsbyer i et forsøg på at flygte fra en katastrofal epidemi af kopper. I 1885 var der kun omkring 800 personer tilbage.
Det nordvestlige Stillehavs vikinger
Da haidaernes fædreland er omgivet af vand, har de altid følt sig hjemme på havet, især i deres prægtige kanoer. Nogle af disse kanoer var endog længere end de sejlskibe som de europæiske opdagelsesrejsende benyttede! Kanoerne varierede i længde fra 23 meter, med plads til 40 mennesker og to tons fragt, ned til de små otte meter lange kanoer til hverdagens kystsejlads. I disse store kanoer plyndrede og handlede haidaerne uforstyrret i århundreder, fra Alaska i nord til Puget Sound i syd. De vakte frygt og dyb respekt blandt de indfødte på fastlandet, og de er blevet kaldt det nordlige Stillehavs vikinger.
Selv om haidaerne nu har moderne, veludstyrede havgående skibe, er de oprindelige, røde cedertræskanoer ikke blevet glemt. Der bliver stadig bygget nogle få til særlige lejligheder, såsom den canadiske verdensudstilling Expo 86, der blev afholdt i Vancouver i British Columbia. De store røde cedertræers bløde ved er ideelt at lave kanoer af. Træet har lige årer, er let at arbejde med, og er modstandsdygtigt over for forrådnelse.
Hvad vil der ske i fremtiden?
Der findes nu kun to haida-landsbyer tilbage, Old Masset og Skidegate, og mange er derfor bekymrede for hvilken fremtid der venter såvel dem og deres kultur, som de smukke ’tågeøer’. Alkoholmisbrug og sygdomme har efterladt deres sørgelige spor. Bylivets tillokkelser har fået den yngre generation til at søge over til fastlandsbyerne Prince Rupert og Vancouver. Industriel skovning, der trods alt har skabt en del job på øerne, har vakt mistanke og bekymring blandt dem der frygter at deres elskede øer er i fare.
Kristenhedens religioner har haft en anden negativ indvirkning på haidaernes livsform. Kirkernes missionærer har i deres iver efter at omvende og få magt over haidaerne slet ikke taget hensyn til deres gamle, rodfæstede kultur. De „har aldrig gjort sig bestræbelser for at forstå haidaerne — deres måde at udtrykke sig på, deres tankegang, deres værdinormer,“ hævder en historiker. Missionærerne forbød den ene ting efter den anden, såsom deres potlacher, danse, totempæle og shamaner (medicinmænd). Ved dåben blev navnene under tvang ændret. Højt skattede navne, der var fulde af mening, blev fuldstændig tilsidesat og erstattet af angelsaksiske efternavne som Smith, Jones og Gladstone. De nye navne fulgte det patrilineære princip i stedet for det matrilineære princip som haidaerne benyttede. Missionærerne fratog dem de gamle værdinormer uden at erstatte dem med nogle der var grundlagt på Bibelen.
I de senere år er haidaerne imidlertid blevet velsignet ved at en anden slags missionærer er landet på deres strande — nemlig Jehovas vidner. Deres budskab appellerer til haidaernes gode egenskaber og giver dem et virkeligt håb for fremtiden. Når disse missionærer går fra hus til hus på alle øerne — hvortil de ofte kommer ved hjælp af fiskerbåde og små flyvemaskiner, så de kan nå ud til de afsidesliggende bygder fra Cape St. James til Langara Island — bliver de gang på gang overvældet af Queen Charlotte-øernes relativt uberørte skønhed og folkets varme og venlighed.
Som de opdagelsesrejsende oplevede det for 200 år siden, har Jehovas vidner ligeledes fundet sande venner blandt haidaerne, idet de omhyggeligt har bragt den gode nyhed om Guds oprettede rige ud til hvert eneste hjem på øerne. Og mange haidafamilier har reageret; de kan genkende den ægte klang af sandheden som den findes i Guds ord, Bibelen. Ved at studere Bibelen med Jehovas vidner har de fået forståelse for, og værdsættelse af, det sande forhold mellem Gud og mennesker, mennesker indbyrdes, og mennesker og dyr.
De har lært „den Almægtiges“ navn at kende, ikke blot som „himmelens skinnende kraft“, men som Jehova Gud. De har fået værdsættelse af det internationale broderskab og forstår at alle mennesker er lige for Jehova gennem Kristus Jesus. (Apostelgerninger 10:34, 35) De har også lært at pattedyr, fugle og fisk alle er sjæle, ligesom mennesket er en sjæl. De har ikke en udødelig sjæl eller besidder overnaturlige kræfter, som haidaernes gamle fortællinger hævder. — 3 Mosebog 24:17, 18; Prædikeren 3:18-21; Ezekiel 18:4, 20.
Der er ti forskellige slags hvaler som finder deres føde i det planktonrige vand. På forbjergene er der talrige eksemplarer af Stellers søløve. De stejle klipper bebos af en halv million søfugle foruden den sjældne vandrefalk, den hvidhovedede havørn og ravnen. Der er en mængde fisk ved kysten, i åerne og i søerne. De amerikanske sortbjørne, hvis lige ikke findes i hele verden, vandrer omkring i de mosdækkede skove hvor der vokser tusindårige træer, deriblandt den kæmpemæssige sitkagran, enebærtræet, og tsugatræet.
Naturbeskyttelsesfolk er bekymrede for om det vil gå denne uberørte, smukke og rige natur på Queen Charlotte-øerne på samme måde som det er gået andre områder som menneskets dårlige forvaltning har gjort ubeboelige. De af haidaerne som har taget imod den Almægtiges, Jehova Guds, løfter, kan imidlertid se fremtiden tillidsfuldt i møde; for hans løfter slår aldrig fejl. (Josua 23:14) Fra vor store Skaber får vi det løfte at hele jorden vil blive til et paradis under Guds riges retfærdige ledelse. Til den tid vil disse ’tågeøers’ uforglemmelige skønhed aldrig igen være truet. — 2 Peter 3:13.
[Illustrationer på side 25]
Til højre: De naturskønne ’tågeøer’
Yderst til højre: Totempæle i landsbyen Ninstints på Anthony Island
Herunder: Flok af Stellers søløve ved Cape St. James
[Illustrationer på side 26]
Herover: Guldregn i blomst
Til venstre: Rigssal i byen Queen Charlotte