Nu er jeg optaget af at skabe mig et bedre navn
Fortalt af indianerhøvding William Jeffrey
MUSEET for den nordlige del af British Columbia udgav i 1982 brochuren Totem Poles of Prince Rupert. Af de 22 totempæle der er afbildet deri, har jeg udskåret de 15. Byen Prince Rupert har en af de største samlinger af fritstående pæle der måler mellem 10 og 20 meter i højden, og det er mig der har lavet de 20 eller flere af dem.
Det var imidlertid først efter at jeg gik på pension i 1960 at jeg begyndte at udskære pæle på fuldtid, og jeg gjorde det hovedsagelig for at erstatte originaler der var gået tabt på grund af vind og vejr. Jeg har udskåret pæle til museer i hele verden og til særlige udstillinger som dem i Prince Rupert. Til trods for at mange pæle kunne købes for cirka 10.000 kroner, blev mine, på grund af deres kvalitet, solgt for 120.000 og derover. På anbefaling af mange blev en af mine pæle udvalgt til at være hundredårspælen ved den fest der i 1971 skulle markere staten British Columbias eksistens i hundrede år. En 22-tommers-pæl udskar jeg i ét stykke jade. Det tog mig ni måneder, og den er vurderet til cirka 750.000 kroner. Den er nu udstillet på Birks i Vancouver.
Jeg har altså allerede skabt mig et navn som mesterudskærer af totempæle. Nu er jeg imidlertid travlt optaget af at skabe mig et bedre navn.
Lad os begynde med begyndelsen — en begyndelse der i sig selv er ud over det normale. Jeg blev født i 1899, lidt nord for landsbyen Port Simpson i British Columbia. Ikke blot var mine forældre indianere af Tsimshian-folket, men de var også ud af høvdingeslægt. Dette betød at jeg var arving til høvdingetitlen.
Jeg blev opdraget hos mine bedsteforældre — under en jagt var min fader blevet dræbt ved et fald fra en klippe. Jeg husker at mens jeg endnu var lille, gav min bedstefader mig noget udskæringsværktøj i hånden, gav mig noget træ og satte mig i gang med at udskære. Han gav mig lidt undervisning i hvordan man udskærer totempæle. Jeg havde anlæg for det, men det seriøse udskæringsarbejde der er omtalt ovenfor måtte vente mange år.
Efter mine bedsteforældres død kom jeg på en kostskole for forældreløse børn, og senere, fra 1914 til 1917, på et indiansk skolehjem. Jeg ville gerne gå videre til universitetet og læse til sagfører, men hvis indianere kom på universitetet skulle de læse til præst. På det tidspunkt var indianerne blevet anbragt i reservater, og disse reservater var blevet delt ud til de forskellige kirker på samme måde som man deler spillekort ud — ét til metodisterne, et andet til Canadas forenede Kirke, et tredje til Frelsens Hær, et fjerde til katolikkerne og så videre. Mit reservat var blevet overgivet til metodisterne. Hvert reservat havde sin egen kommuneskole. Lærerne var egentlig ikke kvalificerede, undervisningen var af ringe kvalitet, og på det tidspunkt var det ikke tilladt indianerne at gå i offentlige skoler.
Jeg ønskede at disse restriktioner skulle fjernes. Med dette for øje dannede tre andre indianere og jeg i 1930 De indfødte indianeres Broderskab for British Columbia. Som repræsentant for dette broderskab begyndte jeg at forhandle om indianernes problemer i parlamentet i Ottawa. Før det kom dertil, indsamlede jeg oplysninger om indianernes vilkår i British Columbia — oplysninger om indianere på hospitaler, tilstandene i skolerne, hvad kirkerne gjorde for dem, hvilket arbejde de kunne få, behovet for en passende pension til de ældre, indianernes arveret til jordarealer, selv den diskrimination indianerne var udsat for i forbindelse med tilladelse til jagt og fiskeri.
Det var en mand ved navn Crerar som var minister for indianske anliggender i 1940 da jeg stod frem i Underhuset. Religiøse sekter i Canada havde indsendt en rapport der hævdede at indianerne ikke kunne lære.
Jeg fremlagde eksempler på indianere der havde opnået fremtrædende stillinger i kraft af deres færdigheder på mange områder og fortsatte: „I tog vort land og anbragte os i reservater, uden at spørge os først. I gav os en religion, og dens præster brændte vore totempæle fordi de mente at vi tilbad dem. Det var ikke sandt, for de var vore mindesmærker og grænseskel. I har fjernet dem og stjålet vort land. I gav os Bibelen — der er ikke noget forkert ved Bibelen — men I misbrugte den og fulgte den ikke selv.“
Snart begyndte tingene at ændre sig. Overalt i Canada fik børn af indianere tilladelse til at gå i offentlige skoler og læse videre på universiteterne. Andre rettigheder for indianerne fulgte efter — tilladelse til jagt og fiskeri, fuldmagt til at forhandle om priserne på deres fisk, bedre arbejdsvilkår på konservesfabrikker, mulighed for erhvervsuddannelse, og andet.
Mine sidste forhandlinger drejede sig om et landområde til de indianere der var blevet frataget deres land og stuvet sammen i reservater. Frem til den dag i dag er der ikke opnået nogen konkret aftale mellem Ottawa og de indfødte indianere.
I de sidste års forløb har jeg imidlertid hørt om en regering der vil bringe fred og retfærdighed til folk af alle racer, nationaliteter, trosretninger og hudfarver.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med dette budskab var i 1930. Jeg boede i Kispiox og var lige på vej ud ad døren med en mappe i hånden for at repræsentere Broderskabet og kæmpe for indianernes rettigheder. Frank Franske traf mig og sagde: „Vil du gerne lære om den sandhed der frigør dig?“ Han begyndte at forkynde for mig. Han var en omrejsende forkynder fra Jehovas Vidner. Ti år senere boede jeg i Port Edward, og en forkynder der hed Leonard Seiman havde et ugentligt bibelstudium med min familie. Han måtte gå 19 kilometer hver vej, 38 kilometer i alt, men han svigtede ikke en eneste uge! Til sidst blev min hustru et Jehovas vidne, og det samme gjorde flere af mine sønner og døtre. Jeg forsynede de rejsende tilsynsmænd med mad og stillede både til rådighed når de skulle forkynde op og ned langs kysten.
På dette tidspunkt havde jeg i omkring 30 år haft alle mulige former for arbejde — jeg havde været jæger, fisker, pelsjæger, skovhugger, minearbejder, savværksarbejder, bygningsentreprenør og meget andet — for at forsørge min familie, der består af min hustru, seks sønner og fire døtre. Dette sammen med mit arbejde for Broderskabet slugte al min tid. Men i 1953 blev jeg endelig døbt. Det år overværede jeg et internationalt stævne afholdt af Jehovas Vidner i New York på Yankee Stadium. For første gang så jeg et virkeligt broderskab — alle racer mødtes i fred, der var ingen fordomme på grund af hudfarve, men sand enhed.
Fra da af gik det fremad for fuld damp. Jeg forkyndte for alle der ville lytte, især for mit eget folk. Jeg tog min familie med til isolerede landsbyer langs Prince Ruperts kyst i båd, og forkyndte den gode nyhed om Guds rige. De næste få år var ikke uden problemer. I en landsby fik min hustru Elsie et slagtilfælde, og jeg måtte flyve hende til et hospital i Prince Rupert. Mens jeg selv forkyndte i den nordlige del af Vancouver blev jeg angrebet af en dobermannpincher og blev blind på venstre øje, og ved en bilulykke havde jeg nær mistet livet. Min søn George nåede lige at trække mig væk fra bilen inden den eksploderede — begge mine ben samt kravebenet var brækket. Disse kvæstelser begrænsede min hus-til-hus-forkyndelse.
Efter Elsies død giftede jeg mig med min nuværende hustru, Juana. Vi går nu på gadearbejde hver formiddag. Om eftermiddagen skriver jeg breve og sender hver måned 192 blade med posten. På den måde bruger jeg hver måned mellem 60 og 100 timer på dette arbejde og det hus-til-hus-arbejde jeg er i stand til at udføre.
Tid efter anden tager jeg ind i reservaterne i hele den sydlige, den mellemste og den nordlige del af British Columbia for at forkynde for indianerne, og spreder i hundredvis af bøger og blade der fortæller om at Guds rige er det eneste håb om retfærdighed og evigt liv på en paradisisk jord. Jehovas Vidner kan normalt ikke komme ind i disse reservater for at forkynde. De kirker der har fået tildelt reservaterne nægter at lade dem komme ind. Men de kan ikke holde mig ude. Jeg er ikke blot indfødt indianer — jeg er også øverste høvding! I 1982 forkyndte min datter og jeg over en strækning på 3200 kilometer i reservaterne. Også i 1983 og 1984 var jeg derinde sammen med tre medlemmer af min familie.
Før i tiden skabte jeg mig et navn ved at udskære totempæle. Nu bestræber jeg mig på at skabe mig et navn hos Jehova Gud, et godt navn som han vil huske, et navn der vil resultere i en belønning i form af et evigt liv på en paradisisk ny jord, hvor millioner fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“ vil forene sig i lovprisningen af Jehova Gud og Kristus Jesus for evigt. — Åbenbaringen 7:9, 10; Prædikeren 7:1.
At skabe sig et navn i denne verden er kun af ringe værdi. Men at skabe sig et godt navn hos Gud er af livreddende betydning.
[Tekstcitat på side 23]
I gav os en religion, og dens præster brændte vore totempæle fordi de mente at vi tilbad dem. Det var ikke sandt!
[Tekstcitat på side 24]
At skabe sig et navn i denne verden er kun af ringe værdi. Men at skabe sig et godt navn hos Gud er af livreddende betydning
[Ramme på side 22]
Der findes mange former for totemisme rundt omkring i verden. Nogle totempæle er blot stammesymboler, andre indbefatter tilbedelse af totemdyrene. — „Totemism“ i The New Encyclopædia Britannica Macropædia, 1976, bind 18, siderne 529-33.
Men hvad angår totempælene hos indianerne på nordvestkysten af Amerika, siger The New Encyclopædia Britannica Micropædia, 1976: „Ordet totem er misvisende, for hverken pælen eller de dyr der er afbildet på den bliver tilbedt.“ — Bind X, side 62. Se også side 25 i dette blad.
[Ramme på side 25]
Betydningen af totempælene i British Columbia
„Totemismens indhold og funktion varierer i høj grad rundt om i verden . . . ét af de slående kendetegn for dette område [British Columbias kystegne] er den mangfoldighed af udskårne pæle der kaldes totempæle . . . og som forestiller klanen eller slægtens heraldiske våbenmærke. Den heraldiske udformning fremstiller ofte familiens historie.“ — Encyclopedia Americana, 1977, bind 26, side 872.
„En totemfigur vil blive forstået bedre, hvis man betragter den på samme måde som man ser på et europæisk våbenskjold; den bliver respekteret men aldrig tilbedt; ligesom et heraldisk symbol har den betydning, men aldrig i religiøs henseende.“ — Haida Totems in Wood and Argillite, 1967, af S. W. A. Gunn, side 5.
„Pælene viste at en havde fået højere rang, at et hus var blevet bygget, at en prominent person var død, og i sjældne tilfælde blev de rejst som et mindesmærke for en betydningsfuld begivenhed. Opretstående pæle tjente også til at forklare fremmede hvilken status og hvilken rang indbyggerne i en landsby havde, og skulle tilkendegive hvilke huse der tilhørte medlemmerne af hans eller hendes egen klan eller slægt.“ — Totem Poles of Prince Rupert, 1982, af Dawn Hassett og F. W. M. Drew, side 6.
„Vi må især huske på at symbolerne på totempælene af de indfødte blev brugt i stedet for det skrevne ord. Totempælen var skiltet, stamtræet, mindesmærket og annoncen. Den var reklamekampagnen for den ansete mand, og som et våbenmærke identificerede den ham og hans familie, hans klan, og lejlighedsvis hans stamme, og fortalte om vigtige begivenheder fra den virkelige og fra den mytologiske fortid.“ — The Totem Pole Indians, 1964, af Joseph H. Wherry, side 90.
Hvad angår totempælene hos indianerne på nordvestkysten af Amerika, siger The New Encyclopædia Britannica Micropædia, 1976, bind 10, side 62: „Ordet totem er misvisende, for hverken pælen eller de dyr der er afbildet på den bliver tilbedt. Det at der findes virkelige eller mytologiske dyr udskåret på en totempæl henviser til familieoverhovedets afstamning. Dyret er fremhævet som en slags familievåbenmærke, meget lig dét at en englænder måske har en løve i sit våbenskjold eller at en kvægfarmer har en tyr i sit brændemærke.“
Ikke desto mindre skred kristenhedens første missionærer til handling for at frelse „de vilde“ og gik frem efter følgende (forkerte) opfattelse: „Mange missionærer formodede at pælene var afgudsbilleder. Som et led i at omvende indianerne nedrev og brændte man totempæle. Mange pæle satte man ild til, andre blev revet ned, skåret i stykker eller fjernet på anden måde.“ — Totem Poles of Prince Rupert, side 12.
[Illustration på side 25]
Udskåret af William Jeffrey