Kunstig intelligens — som hos en orm

„DER har i det sidste års tid været talt meget om neurale netværk, parallelprocessorer, multiprocessorer samt andre forsøg der er gjort i kommercielt eller forskningsmæssigt regi på at konstruere datamater som tåler sammenligning med menneskehjernen. Hvad der ikke har været talt så meget om er hvad der egentlig foregår eller hvor langt man faktisk er nået i denne henseende. En af mine venner fra et firma der arbejder med neurale netværk, har fortalt mig at med ’biomental’ udvikling som målestok er det man har frembragt, intelligensmæssigt på samme stade som en orm. En orm? Ja, en orm. At udføre de opgaver en menneskehjerne er i stand til, kræver . . . nå ja, en menneskehjerne.“ — Bladet Computerworld for 27. februar 1989, side 21.

Hjernen behandler informationer ved hjælp af elektrokemiske impulser. „Skønt sådanne impulser som bekendt er langsomme — med en hastighed på omkring 30 meter i sekundet — overgår de alligevel de elektriske impulser i ledningsnet af metal, der kan bevæge sig med en hastighed af 300.000 kilometer i sekundet.“ En af de mest imponerende datamater der findes i dag indeholder 65.536 processorer og er på størrelse med en vaskemaskine. Til sammenligning er der „150.000 gange så mange processorer klemt sammen inde i et menneskekranie“. Selv den kostbareste datamat er en autistisk specialist. Den kan regne lige så hurtigt som man kan fodre den med tal, men prøv at få den til at træffe en forstandsmæssig beslutning — så bryder den sammen.

Artiklen i Computerworld slutter: „Hensigten med alt dette er blot at vise hvor vanskeligt det er at forsøge at erstatte menneskehjernen med et system af hardware og software i en eller anden form. Selv i de enkleste forhold fremstår menneskehjernen stadig som den originale ’datamat’, mens alle de andre i sammenligning — uanset hvor skelsættende deres evner måtte være — kun er efterligninger der befinder sig på kravlestadiet.“