Møde med tapiren

Af Vågn op!-​korrespondent i Brasilien

HAR du nogen sinde mødt en tapir i fri natur? Sikkert ikke, for dette fredsommelige dyr lever kun i isolerede områder i Syd- og Mellem- amerika samt i Sydøstasien. Tapiren er på størrelse med et æsel. Med sine lavstammede ben kan den dog minde lidt om et svin. En zoolog har sagt at dens unge ligner „en omvandrende, stribet vandmelon“.

Tapirer kan blive 1,8 til 2,4 meter lange og 80 til 90 centimeter høje. Vægten ligger mellem 230 og 290 kg. Deres krop er rund og trind. De har en bred nakke og en kort hale. Øjnene er små og synet dårligt. Snuden er en kort, bevægelig snabel, som tapiren bruger flittigt i sin søgen efter føde. „Af alle verdens større dyr,“ meddeler opslagsværket The International Wildlife Encyclopedia, „er den nok det mest forsvarsløse.“

Den sky tapir opholder sig normalt i de tætteste skovtykninger for at undgå fjender som jaguaren og tigeren. Hvis en jaguar slår kløerne i den, styrter tapiren efter sigende omgående ind i junglekrattet med jaguaren på ryggen. Jaguaren bliver derved rystet af i den tætte underskov. Og takket være sin tykke hud, der hurtigt læges, bliver tapiren i regelen ikke alvorligt såret.

For det meste holder tapirer til i nærheden af floder eller søer, og en stor del af deres tid går med at svømme og bade i vandet eller med at vælte sig i mudderet. På den måde bliver de afkølet i varmen og beskyttet mod tropernes mange insekter. Trods deres vægt kan de, om nødvendigt, løbe temmelig hurtigt. Disse stærke, kraftige dyr med deres korte hals er som skabt til livet i regnskoven, idet de uden problemer kan trænge gennem dens tætte bevoksning.

Der findes tre tapirarter i Syd- og Mellemamerika, nemlig Bairds tapir, den sydamerikanske tapir og bjergtapiren. Desuden findes der en art i Sydøstasien der kaldes skaberak-tapiren. Man har fundet forsteninger af tapirer i Europa, Kina og De Forenede Stater, hvilket vidner om at de engang har været udbredt i store dele af verden.

Tapirer er almindeligvis ikke sociale dyr. De lever enten alene eller parvis, og det er sjældent at man ser mere end tre sammen, undtagen i zoologiske haver. Selv dér skænker de ikke hinanden synderlig opmærksomhed. De er vegetarer og lever udelukkende af vandplanter eller lav plantevækst på land. De elsker salt og tilbagelægger gerne store afstande for at nå hen til en saltsten. Tapiren er hovedsagelig et natdyr og kan blive op til 30 år gammel.

Tilsyneladende kan tapirer komme i brunst på en hvilken som helst årstid. Ungen fødes efter 13 måneders drægtighed og er rødbrun med gule og hvide striber og pletter langs kroppen, hvilket giver en fremragende camouflage i regnskovens halvmørke. Denne farvetegning forsvinder dog som regel i løbet af det første års tid. Den voksne skaberak-tapir er sort og har et bredt, hvidt bælte på bagpartiet, mens de sydamerikanske tapirer er mørkegrå eller brune.

Truet dyreart

Tapirer er blevet jaget for kødets skyld — ofte om natten når dyrene er mest aktive. Somme tider har man brugt salt som lokkemiddel. Efter at have slikket saltet i sig, søger dyret ned til det nærmeste vandløb. For nemmere at kunne skyde det, blænder jægerne det med blitzlys.

Kødet, som er magert, bliver som oftest grillstegt og skulle være meget velsmagende. Af den stærke, solide hud fremstilles piske, lassoer og seletøj. Nogle brasilianske indianere har holdt tapirer som kæledyr.

Menneskets jagt på tapiren og fældningen af regnskoven har resulteret i at den mange steder er blevet en sjælden dyreart. Derfor er bjergtapiren, Bairds tapir og skaberak- tapiren nu kommet på listen over truede dyrearter.

Mulighederne for at møde en tapir i dens naturlige omgivelser er altså små. Men hvorfor ikke studere tapiren nærmere næste gang du kommer i zoologisk have!