Månen kryber i skyggen

DET var midt i august — en mild vinteraften i Brasilien med fuldmåne på en stjerneklar himmel. Folk var ude på deres altaner eller havde samlet sig langs vejen, hvor mange var ved at stille fotostativer op til deres kameraer eller indstille deres kikkerter. Overalt hørtes den svage summen af dæmpede, forventningsfulde stemmer.

Hvad skyldtes spændingen? Den 16. august 1989, klokken 22.21 lokal tid, skulle en fuldstændig måneformørkelse begynde. Den aften var luften klar ude på landet; det tegnede derfor til at blive et imponerende syn. Og præcis til tiden begyndte Månen at krybe ind i den skygge som Jorden kaster ud i rummet. Jorden har nøjagtig samme krumning som dens skygge aftegner. Denne enkle iagttagelse hjalp i det fjerde århundrede f.v.t. den græske filosof Aristoteles til at fastslå at Jorden måtte være rund.

Efterhånden som Månen trængte sig længere ind i skyggen, begyndte tilskuerne at udbryde „ih!“ og „åh!“. Månen ændrede farve til orange. Det samme sker ved en smuk solnedgang, hvor Jordens atmosfære bryder Solens lysstråler, skiller den blå farve fra og lader de røde og orange stråler slippe uhindret igennem. Efter 97 minutter havde Månen anbragt sig helt i skyggen. Senere begyndte den langsomt at dukke frem i sollyset igen.

Nogle af dem der iagttog Månen den nat blev oppe til klokken 2, da de ville se hele forestillingen. De syntes det var det værd. De havde været vidne til et bemærkelsesværdigt udtryk for den magt og visdom som universets Skaber besidder. Bibelen fortæller at han frembragte ’de to store lysgivere, den største til at have herredømme over dagen, og den mindste til at have herredømme over natten’, og at de skulle „tjene til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. — 1 Mosebog 1:14, 16.