En betagende solformørkelse

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I MEXICO

MORGENEN den 7. marts 1970 gryede klar og strålende her i Mexico. Den begyndte som enhver anden dag på denne årstid. Men der var dog noget i luften der antydede at denne dag skulle blive meget anderledes. Trafikken i byerne var betydelig mindre end ellers. Mange mennesker, især skoleelever og lærere, havde fridag. Der var usædvanlig stille og fredeligt.

Efterhånden som denne lørdag formiddag skred frem, begyndte man at mærke den uro og spænding der opstår når noget usædvanligt er i vente. Folk havde travlt med at opstøve fotografiapparater, linser, særlige filtre, røgsværtede glasstykker, svejsemasker, fremkaldte film, beholdere med vand, eller hvad som helst der kunne hjælpe dem til at betragte en højst usædvanlig begivenhed uden fare. Når de skulle betragte solen kunne de beskytte deres øjne ved hjælp af sådanne genstande. Gennem forskellige kommunikationsmidler havde man advaret folk mod at se direkte på solen, så mange traf disse forholdsregler.

Kom, lad os skynde os at tage ud til Metatebjerget! Klokken er ti om formiddagen. Nogle føler at minutterne før den store begivenhed går meget langsomt, og andre synes at de går meget hurtigt. Spænding, utålmodighed, nysgerrighed og stigende forventning har grebet folk. Endelig indtræffer det forventede øjeblik.

Forestillingen på himmelen begynder med fuldkommen præcision. Himmelen der for et øjeblik siden var klar blå, bliver grålig. Det grønne landskab får et mærkeligt orangefarvet, næsten violet skær. Temperaturen begynder at falde. Selv dyrene opfatter det mærkelige fænomen på himmelen. De bliver urolige. Hundene hyler og giver hals, tyrene brøler, fuglene flyver til deres reder, hønsene samler deres kyllinger sammen og hanerne galer.

Indtil for få øjeblikke siden var solen en fuldkommen cirkel. Se nu! Dér på siden der vender mod øst! En lille plet. Ja, månen er begyndt at passere hen foran solen. Månen fortsætter langsomt, og nu ser solen ud som om én havde bidt eller nappet et stykke af den. Månen fortsætter hen foran solen, og det „afbidte stykke“ synes at blive større og større. Det bliver mørkere på jorden.

Solen ligner nu en halvmåne. Ubøjeligt fortsætter månen sin fremfærd indtil man kun kan se en strimmel strålende lys. Lyset bliver stadig svagere. Det føles nu som om det er sidst på eftermiddagen; mørket bryder frem og dækker landet. Vindstød ryster træerne, der ligner silhouetter i det mørke landskab. Dyrene bliver mere urolige. Solen forsvinder hurtigt. Nu da skuespillerne i dette kosmiske drama nærmer sig det betagende syns højdepunkt, ses solen kun som et meget tyndt bånd.

Til sidst når forestillingen den glansfulde klimaks! Solen er helt skjult bag månen, og formørkelsen har nået sin sidste fase. Det har været imponerende at se solen forsvinde og mørket falde på midt på dagen. Vi mærker at det er blevet koldt. Det er næsten helt mørkt, og månen omgives kun af en klart lysende cirkel. Det er solens korona.

Pludselig er det som om alt lammes! Fra tilskuerne hører man kun korte overraskelsesudbrud. Landskabet er uvirkeligt, folks silhouetter ligner statuer. Der hersker en mærkelig stemning. Den smule lys man kan se er som månens lys om natten, blot mere intenst. Nu kan man tydeligt se stjernerne. Mægtige flammer slår ud fra solen, som helt er dækket af jordens drabants sorte omrids. Uanset hvilken vej vi vender os ser vi lys langt borte, meget lys. Det er som når solen er lige ved at stå op om morgenen; forskellen er blot at det sker overalt omkring os.

Men vent, forestillingen er ikke forbi. Vi får øje på et udsøgt „diamantbånd“ der er kendt som „Bailys perler“. Det er en række strålende lys der dannes når solens stråler passerer uregelmæssighederne i månens overflade. Dette syn fuldendes da et stærkt lys kommer til syne på den side af solskiven der vender mod øst. Denne udstråling ligner en ædelsten indfattet i en ring; det er en lille del af solskiven der atter er ved at blive synlig.

Månen skygger ikke længere for solen, hvis varme stråler igen skinner på jorden. Den korte nat er forbi. Det bliver varmere og alting kommer til live igen. Det fænomen vi har set er sandelig usædvanligt. Dets skønhed og storhed lader sig vanskeligt beskrive.

En begivenhed man havde set frem til

Den totale formørkelse varede omkring tre og et halvt minut. Det var dog en begivenhed der var bekendtgjort lang tid i forvejen, og mange havde med spænding set frem til den. Det skyldes at den sidste totale solformørkelse der var synlig i Mexico fandt sted den 10. september 1923. Så det er forståeligt at ingen ønskede at gå glip af dette drama på himmelhvælvingen.

Videnskabsmænd, forskere og amatører i astronomi, astrofysik og lignende udså sig de bedste steder hvorfra de kunne betragte formørkelsen. Det sted der især ville være velegnet til at foretage observationer fra, var den lille by Miahuatlán i den mexicanske stat Oaxaca, og især Metatebjerget nogle få kilometer uden for byen.

Hvad gjorde dette sted så velegnet? Jo, det hæver sig mere end 1500 meter over havets overflade, og luften er næsten fri for skyer, støv, tåge, dis og varme luftstrømme. Så flere måneder før begivenheden begyndte grupper af videnskabsmænd at undersøge observationsstederne. Der var også videnskabelige delegationer fra udlandet.

Blandt de ting man ønskede at undersøge var afbøjning af stjernernes lys, ændringer i det magnetiske felt, virkninger på den kosmiske stråling, virkninger på radioforbindelserne, og de ultraviolette strålers funktion. Man ville også studere meteorologiske fænomener og forstyrrelser i havene. Også nogle sider af Einsteins relativitetsteori skulle efterprøves, og solens korona og protuberanser skulle fotograferes. De mexicanske videnskabsmænd undersøgte især målinger af ionosfæren under formørkelsen, forskellige radiobølgers spredning og registrering af statisk elektricitet

Folks reaktioner

Det var interessant at se hvordan folk fra forskellige steder og med forskellig uddannelse reagerede på formørkelsen. Selv om man hele tiden arbejder på at befri folk fra uvidenhed og overtro, og der er sket store fremskridt, findes der dog stadig nogle der tror at sådanne naturfænomener varsler sorg og ulykke eller at de på en eller anden måde har uheldige følger for menneskene. I nogle byer ringer man stadig med kirkeklokkerne under formørkelsen; folk gør korsets tegn, knæler og beder himmelen om nåde. Gamle kvinder står foran kirkerne med rosenkranse og gentager deres bønner. Gravide kvinder hænger sakse og andre amuletter om halsen fordi de frygter at deres børn vil blive vanskabte på grund af formørkelsen.

Man tror nogle steder at en formørkelse er en kamp mellem solen og månen. Folk slår derfor på trommer, kander, stegepander og andre redskaber for at hjælpe solen med at vinde kampen. Andre står ubevægelige af frygt for det ukendte og mystiske.

Astrologerne er som altid klar til at udnytte de lettroende. De omgiver begivenheden med mystik for at narre de naive. Troldmænd og andre af den slags bekendtgør deres meninger om hvad formørkelsen varsler og hvad der derefter vil ske ifølge stjernernes stilling. Man har spået, fortolket horoskoper og brugt andre underfundige metoder til at udnytte overtroiske mennesker. Ja, og i Miahuatlán kunne man se „hippier“ udføre forskellige ritualer til solens ære.

Hvad er en formørkelse?

En formørkelse opstår enkelt sagt når ét himmellegeme skjuler et andet ved at passere hen foran det. Formørkelsen kan være total eller partiel. Den kaldes total når det skjulte legeme er helt dækket som vi så det den 7. marts; når kun en del er dækket kaldes formørkelsen partiel. En solformørkelse opstår når månens bane fører den ind mellem solen og jorden således at månens skygge rammer jorden. En ringformet solformørkelse sker når månen står lige foran solen, men på grund af afstand og stilling ikke er stor nok til at skjule solen helt. En ring af solen forbliver synlig. Måneformørkelserne er aldrig ringformede, for jordens slagskygge er altid stor nok til at dække månen når jorden står lige mellem solen og månen.

Formørkelser er noget naturligt der indtræffer med stor regelmæssighed; de er hverken en trussel eller et varsel om ulykke. De vidner om universets uforanderlige love. De viser at en guddommelig visdom ligger til grund for og styrer hvert eneste himmellegeme i universet. Ja, de viser hvor små vi mennesker er i forhold til det mægtige univers der omgiver os. Som avisen El Universal udtrykte det: „Det kunne meget vel siges at mennesker aldrig vil kunne fremvise et skue som det der blev vist i dag, om de så mobiliserede al deres opfindsomhed og skaberevne.“

Ja, formørkelser er et af underne i Jehovas skaberværk, endnu et bevis på at universet fortsat følger hans fuldkomne lov.

Solformørkelser i Danmark

Der er ingen nulevende danskere der har set en total solformørkelse i deres eget land. Den sidste totale solformørkelse indtraf den 28. juli 1851, og kunne kun iagttages i Vendsyssel og på Bornholm. Den næste solformørkelse af denne art vil ifølge beregningerne først finde sted herhjemme den 25. februar år 2142.