Tre timer der forandrede mit liv

SOM tiårig fik jeg en luftbøsse i julegave. Jeg skød til måls efter flasker og blikdåser men gik hurtigt over til at skyde efter noget mere spændende — fugle, snoge, kort sagt alt hvad der bevægede sig. For hver fugl jeg skød, lavede jeg et hak i bøssens skaft. Snart vidnede 18 stolte hakker om min dygtighed som jæger.

Men så skete der noget der brat gjorde ende på min jagtkarriere. En dag jeg var ude i baghaven for at jage fugle, fik jeg øje på en spurv i toppen af vores poppeltræ, tog omhyggeligt sigte og trykkede på aftrækkeren. Et pletskud! Det var nummer 19!

Fuglen styrtede til jorden. Jeg gik hen til den og så dens blodige fjer. Fuglen stirrede på mig. Det var som om den med øjnene sagde: ’Hvem gav dig ret til at tage mit liv?’ Derefter sænkede den langsomt hovedet og døde. Det skar mig i hjertet. Jeg begyndte at græde. Jeg løb ind til min mor for at fortælle hvad der var sket og hvad jeg troede at den døende fugl havde sagt til mig. Efter den tid skød jeg ikke flere fugle og lavede heller ikke flere hakker i min luftbøsse. Endnu den dag i dag kan jeg se den lille blodige fjerklump for mig. Denne oplevelse i barndommen åbnede mine øjne for hvor dyrebart livet er, uanset om man er spurv eller menneske.

Der var også andet jeg lærte tidligt i livet — deriblandt ærlighed, respekt for de ældre, moralfølelse og kærlighed til sandhed. Jeg er født i Memphis i Tennessee, USA, men er vokset op i Robbins, en forstad til Chicago, Illinois. Som barn blev jeg taget med i kirke, men de moralnormer jeg lærte i kirken gik i glemme som årene gik. Hverken menighedens eller præsternes handlinger svarede til de smukke ord; tværtimod var jeg vidne til meget hykleri. Også i det øvrige samfund blev disse moralnormer forkastet som uanvendelige og ignoreret. Hvad jeg havde lært ved den lille spurvs død, glemte jeg imidlertid aldrig — at livet er dyrebart.

Da jeg kom på highschool, holdt jeg — til mine forældres store sorg — op med at gå i kirke. Min samvittighed blev sløvet, men jeg kan huske at da jeg begyndte at bande, ligesom alle andre, rørte den alligevel på sig. Min omgangskreds blev dårligere og dårligere, og jeg begyndte at tage stoffer og leve umoralsk. Det gik nøjagtig som Bibelen siger: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

Men trods det havde jeg stadig lidt moralsk sans i behold. I mit tredje år på highschool var jeg altid sammen med to kammerater, som jeg også gik til basketball med — lige til vi en aften mødte en ung kvinde. Mine to venner besluttede at voldtage hende. Hun tryglede dem om at lade være, men da de greb fat i hende, blev hun hysterisk og skreg at de hellere skulle slå hende ihjel. Trods hendes modstand voldtog de hende. Derefter ville de have mig til at tage del i deres skændselsgerning. I væmmelse og syg om hjertet nægtede jeg at være med til deres feje krænkelse af hende. De blev rasende på mig og hånede mig. Fra den aften var vi ikke længere venner.

Flere år senere blev jeg klar over at også mine kammeraters opførsel stemte med hvad Bibelen siger: „De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer.“ — 1 Peter 4:4.

I 1965, i mit sidste år på highschool, blev Vietnamkrigen optrappet, og jeg var i et dilemma med hensyn til hvad jeg skulle gøre efter min afgangseksamen. Jeg ville nødig indkaldes og blive tvunget til at tage andres liv. Det var mig stadig meget imod at gøre det — uanset om det drejede sig om spurves eller menneskers liv. Der var en nem udvej: At få et stipendium til at spille basketball for et universitet. I stedet meldte jeg mig dog til flyvevåbnet, hvor jeg ikke ville komme til at kæmpe i junglerne og slå andre ihjel.

Under mine fire års militærtjeneste var jeg tilknyttet en flyverkommando som flymekaniker. Efter grunduddannelsen blev jeg sendt til en militærlufthavn på Taiwan. Det var i januar 1968. De fleste af mine soldaterkammerater i vores eskadrille blev indimellem sendt til Vietnam, Thailand, Japan og Filippinerne. De kunne få alt hvad de pegede på — også hårde stoffer som heroin og kokain. Jeg var begyndt at tage stoffer i highschool, og nu begyndte jeg også at sælge dem. Efter otte måneder blev hele vores eskadrille forflyttet til Okinawa i Japan, som dengang var under amerikansk administration. Vores narkohandel gik strygende.

Min eskadrillechef inviterede mig personligt til Vietnam så jeg kunne få et førstehåndsindtryk af forholdene dér. Af pengetørst og eventyrlyst greb jeg chancen. Vietnam var et smukt og grønt land med hvide sandstrande. Vietnameserne var utrolig venlige og gæstfri. Hvis man bankede på deres dør plejede de at invitere på et måltid mad. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvorfor bliver denne krig kæmpet? Hvorfor bliver disse mennesker slagtet som dyr?’ I Saigon var jeg imidlertid vidne til megen kriminalitet, til mange beskidte handlinger, og megen korruption og hensynsløs vold! Menneskeliv blev ikke regnet for noget. Jeg begyndte alvorligt at tvivle på menneskers evne og vilje til at leve sammen i fred og lykke.

Efter min afsked med flyvevåbnet sidst i juli 1970 tog jeg tilbage til min hjemby Robbins i Illinois. Jeg fik arbejde og forsøgte at finde mig til rette, men det var svært. Det hele var forandret. Ja, også jeg var forandret. Jeg følte mig ikke længere hjemme der. Mine tanker var i Fjernøsten; det jeg havde oplevet dér havde prentet sig uudsletteligt i min hukommelse. Jeg ønskede mig brændende tilbage til Orienten. Så otte måneder efter min hjemsendelse købte jeg en enkeltbillet til Okinawa i Japan.

Den første aften jeg var tilbage, gik jeg hen til et af mine gamle tilholdssteder, Tina’s Bar and Lounge, en bar hvor der altid var liv og glade dage. Ved bardisken sad til min store overraskelse en af mine gamle venner fra dengang jeg handlede med narkotika. Vi var glade for at se hinanden og udtænkte straks en plan om at smugle stoffer ud af Thailand. For at kunne komme ind i landet udgav vi os for at være militærpersoner idet vi brugte falske identitetspapirer, orlovspapirer, uniformer og så videre. På den måde lykkedes det os at slippe ud af lufthavnen og ind i Bangkok.

Dér kontaktede vi en rejsefører som var informeret på forhånd. I kano sejlede vi gennem nogle mørke sumpe i junglen ind til en afsidesliggende ø. Vi blev budt velkommen af en af Thailands narkobaroner. Han var en overstrømmende og gæstfri vært, og vi drømte ikke om at han ville angive os til politiet. Det gjorde han ikke desto mindre — som et led i en afledningsmanøvre for at tilsløre nogle af sine egne ulovlige aktiviteter.

På busstationen i Bangkok ventede politiet på os — og i min kuffert var der 29 kilo stoffer! Jeg gik ind ad indgangsdøren til busstationen, og pludselig mærkede jeg et koldt stålrør mod min nakke. En oberst fra det thailandske politi holdt en kaliber .38 revolver mod mit hoved og sagde med knusende ro: „Forsøg ikke at gøre modstand.“ Vi blev derefter anholdt og ført til politigården.

På Okinawa skulle vi have mødt en medsammensvoren som skulle have medbragt tre skotøjsæsker heroin. Ved at slå pjalterne sammen havde vi regnet med at komme til at kontrollere narkohandelen på Okinawa. Vores kollega kom for at hente æskerne på transportbåndet med bagage, men politiets hunde fandt heroinen. Han mistede sin heroin, og jeg mistede en kuffert fuld af marihuana og speed, så vores forretning gik nedenom og hjem endnu før den var startet. Selv havnede vi i Klong Premm-fængselet. Forholdene her var primitive. Vi fik nogle små saltede fisk og en skål ris to gange daglig. Under de to måneders fængselsophold tabte jeg 45 kilo.

I fængselet kom der en høj, distingveret herre og besøgte os. Han hævdede at være fra det amerikanske konsulat. Han sagde at han ville hjælpe os men at han måtte have flere oplysninger. Vi havde dog ikke tillid til ham. Efter at være gået et par gange op og ned ad gulvet røbede han at han var leder af narkotikaefterforskningen i hele Sydøstasien, og at han forsøgte at bevise at vi smuglede narkotika ud af landet. Næste dag vendte han tilbage for at snakke med mig på tomandshånd.

„Se hellere at få munden på gled,“ sagde han. „Ellers lover jeg dig at du kommer til at rådne op i det her fængsel.“ Jeg indvilligede og fortalte sandheden. Derefter spurgte han: „Hvad ville du sige til at arbejde for mig som hemmelig agent?“ Dette forslag kom helt bag på mig, men til sidst indvilligede jeg.

Jeg blev så løsladt fra fængselet og vendte tilbage til Okinawa for at begynde et nyt liv som agent for narkopolitiet. Min opgave bestod i at indgå aftaler om narkotikahandel med det formål at angive narkosælgerne. Efter cirka halvandet år som agent søgte jeg imidlertid andre græsgange.

Min ven og jeg åbnede en kro vi kaldte Papa Joe’s. Vi havde nogle barpiger til at arbejde som værtinder. Deres opgave var at få soldaterne til at drikke mest muligt. En aften spurgte en mand der sad ved bardisken mig: „Er du ikke Jimmy-san?“

„Jo, jeg er.“

„Det kører helt godt for dig, hvad?“

„Jeg klarer mig. Hvorfor spørger du?“

„Lyt til et godt råd: Kom ikke tilbage på gaden! Hvis det sker, fanger vi dig og rydder dig af vejen.“

Jeg var klar over at det var en narkoagent og at jeg blev overvåget. Jeg vidste for meget, og de rådede mig til at holde fingrene væk. Men det rørte mig ikke. Jeg var ikke længere ude at sælge på gaderne. Jeg havde lagt min tidligere, nedværdigende livsstil bag mig.

På det tidspunkt forsøgte jeg at finde livets mening ved at undersøge Østens religioner. Jeg fandt dog hurtigt ud af at de var lige så mystiske og forvirrende som kristenheden med dens treenighedslære. De var ikke præget af sund fornuft.

En dag jeg var alene hjemme, bankede det på døren. Udenfor stod en ældre, japansk dame med et venligt smil på læberne. Det der fængslede mig mest var hendes øjne. Det var som om de funklede. Jeg kunne næsten læse i hendes øjne at hun var oprigtig og retskaffen og ikke var ude på at føre mig bag lyset. Jeg følte virkelig at jeg burde lytte til hende. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men jeg kunne bare ikke ignorere hende. Så jeg bød hende indenfor.

Det var først da vi fik sat os ved køkkenbordet at jeg egentlig begyndte at lytte til hvad hun sagde. Som barn havde jeg ofte været i kirke, men jeg havde aldrig før hørt disse tanker fra Bibelen. Damen viste hvorfor der er så megen ondskab til, at Satan er denne verdens Gud, at alt dette er et tegn på at vi lever i de sidste dage, og at Gud snart vil sætte en stopper for ondskaben og skabe en ren, ny og retfærdig verden. Jeg havde ofte spekuleret over hvorfor vi er til, over meningen med livet og hensigten med den smukke jord. Svarene stod i Bibelen, og har altid stået der. — Salme 92:7; Prædikeren 1:4; Esajas 45:18; Daniel 2:44; 2 Korinther 4:4; 2 Timoteus 3:1-5, 13; 2 Peter 3:13.

Mens hun talte videre begyndte brikkerne at falde på plads. Som frø der ligger i jorden i årevis men spirer så snart der falder regn, havde disse tanker om Gud ligget slumrende i mit sind og begyndte pludselig at pible frem da sandhedens vand fra Bibelen skyllede hen over dem. — Efeserne 5:26; Åbenbaringen 7:17.

Evigt liv, ikke i himmelen, men på en paradisisk jord der er som en Edens have, hvor millioner af døde vil blive oprejst, og hvor der ikke længere er smerte, tårer, lidelse, kriminalitet, sygdom eller død — de mange skriftsteder der viste at dette vil være nogle af velsignelserne under Kristi styre i Jehovas rige, tegnede et fantastisk billede for mit indre øje af hvad Gud har tiltænkt lydige mennesker. — Salme 37:10, 11, 29; Ordsprogene 2:21, 22; Johannes 5:28, 29; 17:3; Åbenbaringen 21:1, 4, 5.

Var det for godt til at være sandt? Nej, for damen kunne underbygge alle sine udtalelser med skriftsteder fra Bibelen. Mens hun talte, blev Bibelen for første gang krystalklar, forståelig og nærværende for mig. Jeg indså to ting: For det første at dette var den uforfalskede sandhed fra Guds ord, en sandhed som ikke var forplumret af kirkernes falske trosbekendelser og dogmer; og, for det andet, at jeg måtte lægge min levevis om og rette mig ind efter Guds normer og love. — Salme 119:105; Romerne 12:1, 2; 1 Korinther 6:9-11; Kolossenserne 3:9, 10.

Vi talte sammen i tre timer — tre timer der forandrede mit liv. Før Haruko Isegawa — for sådan hed hun — tog af sted, fortalte hun hvor Jehovas Vidner holdt møder. Ugen efter var jeg med til mit første møde hos Jehovas Vidner. Derefter begyndte Haruko Isegawa at studere med mig hver uge. Det jeg lærte, havde en stærk indflydelse på min tankegang og opførsel. Jeg forandrede mig næsten fra den ene dag til den anden. Mange af mine gamle venner syntes at det gik lidt for stærkt, og slog derfor hånden af mig. Jeg mistede således nogle af mine gamle venner, men fik mange nye, nøjagtig som Jesus havde lovet. (Mattæus 19:29) Den 30. august 1974, ti måneder efter at søster Isegawa havde besøgt mig første gang, blev jeg døbt som et Jehovas vidne.

Den følgende måned flyttede jeg hjem til De Forenede Stater og blev tilsluttet menigheden i min hjemby Robbins. Året efter besøgte jeg Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn i New York, der kaldes Betel, hvilket betyder „Guds hus“. Her er tre tusind frivillige medarbejdere — samt et tusind på Watchtower Farms i den nordlige del af staten New York — beskæftiget med at fremstille bibelsk læsestof der sendes ud til hele verden. Besøget øgede mit brændende ønske om at tjene på dette sted, og i september 1979 lod Jehova mit ønske gå i opfyldelse.

Efter et par måneder blev en anden broder sat til at arbejde i samme afdeling som mig. Der var noget bekendt ved ham, men jeg kunne ikke finde ud af hvad. Efter at vi havde lært hinanden bedre at kende, viste det sig at vi havde været på Okinawa samtidig, havde boet i samme boligkompleks og begge havde været narkotikasælgere. Det var et glædeligt gensyn. Nu tjener han og hans hustru i heltidstjenesten, som specialpionerer, i Mikronesien.

I 1981 velsignede Jehova mig med en kærlig hustru, Bonnie, og sammen har vi nydt mange rige velsignelser under vores tjeneste her på Betel. Jeg føler det på samme måde som salmisten David, der i Salme 23, vers 6, skrev: „Ja, godhed og loyal hengivenhed vil følge mig alle mit livs dage; og jeg skal bo i Jehovas hus en lang række dage.“

En dag læste jeg Mattæus 10:29, 31. Straks fløj tankerne tilbage til min barndom: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden.“ Havde Jehova virkelig set at jeg slog spurven ihjel? Jeg blev lettet da jeg læste videre: „Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ — Fortalt af James Dyson.

[Tekstcitat på side 19]

’Hvorfor bliver disse mennesker slagtet som dyr?’

[Tekstcitat på side 20]

Pludselig mærkede jeg et koldt stålrør mod min nakke

[Tekstcitat på side 21]

Politiets hunde fandt heroinen

[Tekstcitat på side 22]

Jeg følte virkelig at jeg burde lytte til hende

[Illustration på side 23]

James og hans hustru, Bonnie