Den flyvende læge — Redningstjeneste i Australiens indre

Af Vågn op!-​korrespondent i Australien

FOR over 80 år siden, i begyndelsen af 1900-tallet, skulle den unge kvægopdrætter Jimmy indfange kvæg i nærheden af Hall’s Creek i det nordlige Australien. Pludselig standsede hesten brat. Jimmy blev slynget af og alvorligt kvæstet.

Den hårdt sårede halvvoksne dreng blev kørt i hestevogn til Hall’s Creek, hvor postmesteren også fungerede som „landsbylæge“. Postmesterens eneste lægelige ’uddannelse’ bestod i at han nogle år tidligere, da han boede i Perth, havde overværet en række førstehjælpskurser. Der var flere hundrede kilometer til den nærmeste læge.

Postmesteren telegraferede en hastemeddelelse til en læge, men han var på sygebesøg og ville måske først komme hjem adskillige dage senere. Ude af sig selv telegraferede postmesteren derefter til den læge der havde været hans lærer på førstehjælpskurserne i Perth — over 3200 kilometer fra Hall’s Creek. Over telegrafen instruerede lægen ham skridt for skridt. Trods sin angst lykkedes det postmesteren, med en skarp kniv og et barberblad, at udføre en primitiv operation på den sårede kvægopdrætter.

Lægen tog straks af sted på den lange tur fra Perth til Hall’s Creek. Først måtte han sejle med kvægbåd op langs Australiens vestkyst, derefter køre i bil på ujævne veje og til sidst med hest og sulky. Efter 12 ¹/₂ dag nåede han frem til den isolerede købstad. Lægen slæbte sig udmattet ind på postkontoret. Hans første ord var: „Hvordan går det med patienten?“

„Han døde i går,“ måtte postmesteren bedrøvet meddele ham.

Denne og andre hjerteskærende oplevelser fik i sin tid mange uselviske mennesker til at tage det indre Australiens største udfordring op — afstandene! Hvordan kunne man i nødsituationer hurtigt nå ud til dem der havde brug for lægehjælp?

Afstandene besejres

De besværligheder som folk i de isolerede områder stod over for ved århundredskiftet var forfærdende. Der var kun to læger i et område på 1.800.000 kvadratkilometer, et område der er cirka tre gange større end Frankrig! Nogle begyndte imidlertid at forestille sig en tid hvor sundhedsvæsenet ville dække alle de afsidesliggende egne. Kunne det virkelig lade sig gøre? Ja, ved at anvende fly og radioer i lægernes tjeneste. Som én sagde ligeud: „Vi har to valgmuligheder — flyvemaskinen eller graven.“

Dengang var flyvning risikofyldt og så godt som uprøvet, og radioen var i sin spæde begyndelse. Som årene gik blev det mere realistisk at rejse med fly, og radioen vandt hurtigt udbredelse. Men der skulle dukke en anden forhindring op. Hvorfra skulle man få energi til at drive en tovejsradio i det indre af Australien? Dette banede vej for opfindelsen af . . .

Pedalradioen

En ung radioingeniør fik i slutningen af 1920’erne den idé at man kunne bruge en slags pedaltræk til at drive en generator. Generatoren behøvede ingen batterier og kunne fremstilles uden de store omkostninger. Radiotransmissionen havde en rækkevidde på cirka 500 kilometer. Den sindrige pedalradio blev gennem mange år flittigt anvendt i de afsidesliggende egne.

I begyndelsen kunne man hverken sende eller modtage mundtlige meddelelser. Man var derfor nødt til at bruge det telegrafiske morsealfabet med dets prikker og streger. De som kun havde lidt kendskab til morsealfabetet havde vanskeligheder med at telegrafere. Men man fik bugt med disse problemer da man fandt på at tilslutte et specielt skrivemaskinetastatur til en trådløs sender. Uøvede maskinskrivere kunne nu telegrafere med én finger. Når de for eksempel trykkede på A-tasten blev morsetegnet „prik-streg“ sendt. Morsealfabetet blev senere overflødiggjort da man begyndte at anvende en slags telefonapparat.

Pedalradioen blev til sidst erstattet af et mere moderne udstyr, og den såkaldte sidebåndsradiosender blev taget i brug. Adskillige radiobaser blev moderniseret med dette nye udstyr. I dag er der opstillet over 2600 radioanlæg som jævnligt står i forbindelse med disse baser.

Den flyvende læge bliver til virkelighed

I maj 1928 lettede hjælpetjenesten. I den første flyvemaskine man benyttede var der plads til en pilot, en læge og en sygeplejerske eller en siddende patient, samt en båre. Det enmotors todækkerfly Havilland DH-50A havde en tophastighed på kun 130 kilometer i timen. Men det var en begyndelse, og flyet kunne udkonkurrere hestekøretøjerne! I 1941 fik hjælpetjenesten navnet Flying Doctor Service. Og i 1955 blev det officielle navn Royal Flying Doctor Service (det kongelige flyvende lægekorps).

Der var økonomiske problemer lige fra begyndelsen, og især i den første halvdel af 1930’erne, under den verdensomspændende økonomiske depression. Efterhånden fik man dog regelmæssig offentlig støtte samt beløb fra legater og fra offentlige indsamlinger. I dag er det flyvende lægekorps stort set afhængigt af gaver fra virksomheder og enkeltpersoner. Det forventes at patienter giver bidrag for lægebesøg og behandling, men det vil altid kun være et symbolsk beløb i forhold til de faktiske udgifter.

Med livet som indsats

I de første år risikerede piloter livet når de skulle lande i de afsidesliggende egne, men moderne flyvemaskiner og udstyr har i dag gjort flyvningen meget mere behagelig og sikker. Mange landingssteder var førhen ujævne og for korte til at lande eller lette på. Før piloten kunne lande måtte han ofte flyve lavt ind over landingsstedet for at skræmme dyr væk — heste, kænguruer, kvæg, får og selv emuer. Når det nogle gange var nødvendigt at lande om natten, måtte interimistiske, hjemmelavede signallys tændes. Da det senere blev mere almindeligt at folk havde biler og lastbiler, brugte man bilernes forlygter til at oplyse „landingsbanen“.

Dengang var navigation lidt af en udfordring. Da kortene var upålidelige, hvis de overhovedet fandtes, måtte piloter ofte finde nogle orienteringspunkter fra luften — måske en bunke tømmer, et skelhegn, en jordvej, et vandhul eller en flod.

En ventetid på højst to timer

Det flyvende lægekorps er med tiden vokset, og i dag er der 13 baser over hele det indre af Australien samt én i Tasmanien. (Se kort.) Ved hver base er en flyvende læge altid klar til at rykke ud, og på nogle af de større baser er der måske tre eller flere læger. Der er altid en pilot til stede, og nogle baser kan tilkalde op til tre piloter. Sygeplejersker fra de lokale hospitaler i nærheden af baserne står normalt til rådighed.

Korpset har nu en flåde på 32 fly der årligt foretager rundt regnet 6500 flyvninger og bringer op til 9000 patienter til hospitalerne. Desuden besøger og behandler de flyvende læger omkring 90.000 patienter. Denne fuldstændige dækning af Australiens indre betyder at den flyvende læge kan nå frem til en hvilken som helst patient inden for to timer.

Tandpleje og hjerteundersøgelser

De der i dag lever i de tyndt befolkede egne af Australiens indre kan endda regelmæssigt få deres tænder undersøgt og kyndigt behandlet. Det er tandlæger der foretager de regelmæssige tandeftersyn, hvortil de benytter lægernes fly. Hvert år modtager mellem 5000 og 6000 patienter behandling af en besøgende tandlæge.

Foretages der også hjerteundersøgelser? I bladet Australasian Post har der været en interessant beretning om en ældre kvinde i den lille by Tibooburra (150 indbyggere) i New South Wales. Hun fik sin hjerterytme kontrolleret gennem radioen, trods det at der var 340 kilometer til den nærmeste base for flyvende læger, i Broken Hill. Da hendes brystsmerter ikke forsvandt men forværredes, blev patienten koblet til et elektronisk apparat der overførte elektriske impulser fra hendes hjerte til basehospitalet i Broken Hill; på den måde kunne man yde den rette behandling.

En enestående tjeneste

Australiens flyvende lægekorps er i sandhed enestående. Det dækker et stort område og betjener folk hurtigt og effektivt. Andre lande med tyndt befolkede områder har en lignende hjælpetjeneste. For eksempel har Canada en effektiv ambulancefly-tjeneste. Der er blandt andet Saskatchewan Air Ambulance Service, som blev sat i gang i 1947. Og i 1961 fik folk i Østafrika gavn af et fælles engelsk/amerikansk foretagende.

Australiens flyvende lægekorps skiller sig imidlertid ud ved at dække over to tredjedele af Australiens vidtstrakte landområde på næsten 7.770.000 kvadratkilometer. Ingen andre lande kan måle sig med det.

Det er derfor ikke overraskende at Australiens Royal Flying Doctor Service i en officiel brochure konkluderer: „Det flyvende lægekorps som er til rådighed for folk uanset tro, hudfarve og race, er en enestående humanitær tjenesteorganisation der var uden sidestykke da den blev oprettet for over 50 år siden; og frem til i dag har ingen andre lande kunnet komme på højde med denne hjælpetjeneste.“

[Kort på side 18]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det flyvende lægekorps’ 14 baser spredt over Australiens indre samt Tasmanien

Pt. Hedland

Carnarvon

Meekatharra

Kalgoorlie

Derby

Wyndham

Alice Springs

Mt. Isa

Charters Towers

Charleville

Broken Hill

Hobart

Ceduna

Pt. Augusta

[Illustration på side 17]

Sådanne fly benyttede den flyvende læge i begyndelsen