Er nyhedsformidlingen troværdig?

DEN 10. maj 1927 oplyste en særudgave af den franske avis La Presse at to franske piloter, Nungesser og Coli, havde gennemført den første nonstopflyvning over Atlanten. På avisens forside var der et billede af de to piloter samt en detaljeret beretning om deres ankomst til New York. Men historien var opdigtet. I virkeligheden var flyet havareret og piloterne dræbt.

Urigtige nyheder er faktisk mere almindelige end de fleste sikkert er klar over. En række personlige notater der angiveligt skulle være Hitlers, blev i 1983 offentliggjort i ansete ugemagasiner, især i Frankrig og Vesttyskland. De viste sig imidlertid at være falske.

I 1980 blev der i dagbladet Washington Post offentliggjort en artikelserie om en ung narkoman. Den indbragte skribenten Pulitzer-prisen — den højeste journalistiske anerkendelse i De Forenede Stater. Senere blev det afsløret at historien var opdigtet. Efter pres fra undersøgerne indgav skribenten sin afskedsansøgning, idet hun sagde: „Jeg undskylder over for min avis, for min stand, for Pulitzer-komitéen og for alle der søger sandheden.“

Men opdigtede historier eller usande meddelelser er ikke de eneste hindringer for at finde frem til sandheden om hvad der egentlig sker rundt omkring i verden.

Redigering og præsentation

Redaktører udvælger ofte nyheder der tiltrækker folks opmærksomhed men som måske ikke har den store betydning. For at øge oplagstallet foretrækker man ofte det der er sensationelt. Stjerner fra underholdnings- og sportsverdenen får presseomtale uanset hvilket eksempel de sætter. Hvis en af dem tager sig en elsker, gifter sig eller dør, bliver det ofte omtalt i nyhedsmedierne.

Fjernsynet beskæftiger sig generelt med emner der har en visuel effekt. Lederen af et større tv-selskab har ifølge bladet TV Guide sagt at „han ønsker ’øjeblikke’ i udsendelserne — chokerende, opsigtsvækkende øjeblikke der kan lokke seere til i hver eneste historie“. Ja, der bliver ofte lagt mere vægt på det at tiltrække seere end på den offentlige oplysning.

Den måde hvorpå begivenhederne skildres gengiver måske ikke hele sandheden. For eksempel kunne man læse i et ugentligt tillæg til det franske dagblad Le Monde at „tre tv-apparater var eksploderet [i Frankrig] i løbet af blot femten dage“. Skønt det blev fremstillet som noget helt usædvanligt var dette antal faktisk mindre end gennemsnittet for en periode af den længde.

Det sker også at mere betydningsfulde nyheder bliver ensidigt præsenteret. Bladet Parade afslører at embedsmænd og politikere ofte „kanaliserer vildledende oplysninger ud gennem medierne for at forvrænge virkeligheden og påvirke vores tankegang. De fremlægger manipulerede kendsgerninger i stedet for den fulde sandhed“.

Mange nyhedskommentatorer er bekymrede over dette forhold. Det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis konstaterer således: „Siden slutningen af 1980’erne er de indflydelsesrige massemedier, og navnlig fjernsynet, blevet fordømt af alle — af professionelle og lægfolk, af manden på gaden og af offentlige personer — for det der bliver sagt og for det der ikke bliver sagt, for måden det bliver sagt på og for de mange insinuationer.“

Også den frie udveksling af nyheder på verdensplan er et problem som var emne for en ophedet debat i UNESCO (De Forenede Nationers Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur). Udviklingslandene klagede over at de kun blev omtalt i nyhedsmedierne når de blev ramt af katastrofer eller der opstod alvorlige politiske problemer. Efter at have givet udtryk for at visse pressebureauer i den vestlige verden udsender langt flere meddelelser om landene på den nordlige halvkugle end om landene på den sydlige halvkugle, tilføjede en artikel i det franske dagblad Le Monde: „Dette har givet anledning til en alvorlig ubalance i den offentlige opinion, en ubalance der berører både de industrialiserede lande og udviklingslandene.“

Pressionsgrupper

Det pres som bladredaktionerne er underlagt fra annoncørernes side, har også indflydelse på det stof der bliver bragt. I 1940’erne mistede et amerikansk blad annonceindtægter fra flere pianofabrikanter da det offentliggjorde en artikel som fremhævede fordelene ved at bruge guitaren som akkompagnement til sang. Senere indeholdt bladet en lederartikel hvori pianoet blev omtalt yderst positivt. Det kan derfor heller ikke overraske at artikler der fremhæver farerne ved tobaksrygning forekommer forholdsvis sjældent, i betragtning af at cigaretreklamer er en væsentlig indtægtskilde for mange blade.

I andre tilfælde kommer presset fra læserne eller fjernseerne. Den forhenværende leder af en populær fransk radiostation, Raymond Castans, fortæller at lytterne overvejende var konservative, og at man måtte passe på ikke at støde dem. Det kan derfor ikke undre at man i et land hvor en bestemt religion er fremherskende, vil søge at fortie umoralske forhold inden for den pågældende religion.

Også ekstremistgrupper eller enkeltpersoner der føler at deres synspunkter ikke får tilstrækkelig opmærksomhed i medierne, kan udøve et vist pres. For eksempel forlangte de terrorister der for nogle år siden kidnappede den forhenværende italienske premierminister Aldo Moro at deres synspunkter fik fuld mediedækning af radio, fjernsyn og aviser i Italien. På lignende måde opnår terrorister der kaprer fly og tager gidsler at blive omtalt i fjernsynets nyhedsudsendelser, og får derved den offentlige opmærksomhed de søger.

Pressefolk bliver af og til beskyldt for at være konformister, der blot støtter den bestående orden og de anerkendte meninger. Men kan man forvente at et erhverv hvis mål er at tiltrække det størst mulige antal læsere og seere skulle fremme ideer og synspunkter som strider imod hvad det store flertal mener?

Et beslægtet problem er at de stigende omkostninger i mange lande har bevirket at flere dagblade har slået sig sammen til kæmpemæssige bladhuse der styres af en lille gruppe eller blot én enkelt person. Hvis antallet af bladhuse fortsat falder, vil dette begrænse variationen af synspunkter der bliver offentliggjort.

Påvirkning af offentligheden

Der er ingen tvivl om at nyhedsmedierne medvirker til at forme samfundets normer. Dette sker ved at moralnormer og samlivsformer som for blot få år siden ville være blevet misbilliget, nu bliver fremstillet som acceptable.

I begyndelsen af 1980’erne, for eksempel, drøftede en midaldrende mand der er et af Jehovas vidner, spørgsmålet om homoseksualitet med sin fader, som dengang boede i nærheden af San Francisco i Californien. Denne fader havde opdraget sin søn til at betragte homoseksuelle handlinger med afsky. Men nu, nogle årtier senere, var denne ældre mand blevet påvirket af medierne så han nu forsvarede homoseksuelle forhold som en acceptabel, alternativ livsform.

Det franske opslagsværk Encyclopédie de la sociologie (Sociologisk leksikon) siger: „Radio og tv kan meget let . . . indprente nye tanker og fremme radikale og urostiftende tendenser. På grund af deres sensationslyst overdriver disse medier visse nyheders betydning.“

Men hvad kan vi gøre hvis vi ikke ønsker at medierne skal forme vore normer? Da gør vi klogt i at følge Bibelens vise råd. Dens normer og principper forbliver gyldige for ethvert samfund på et hvilket som helst tidspunkt i historien. Desuden vil vi derved blive hjulpet til at indse hvor vigtigt det er at vi lader os forme af Guds normer og ikke af populære ideer i det moderne samfund. — Esajas 48:17; Romerne 12:2; Efeserne 4:22-24.

Dertil kommer at Bibelen oplyser os om et vigtigt aspekt ved de nyheder der i almindelighed overses af medierne. Vi vil undersøge dette aspekt i den følgende artikel.

[Illustration på side 7]

Yderliggående bevægelser får den offentlige opmærksomhed de ønsker

[Kildeangivelse]

Foto: ANSA