„Vi bringer en meddelelse!“
HVAD vi end foretager os, vil vores opmærksomhed blive fanget hvis vi hører ordene „Vi bringer en meddelelse!“ Hvis det drejer sig om en ekstraudsendelse af radioavisen, vil man uvilkårligt spidse ører. Bilister skruer højere op for bilradioen. Husmødre standser midt i deres arbejde. Samtaler ophører brat. Hvad går meddelelsen ud på — er der sket en katastrofe i nærheden? Er en ledende politiker blevet myrdet?
Næsten hver dag er der et eller andet sted i verden hvor den slags sker. Men hvad man ikke ser når man modtager nyhedsmeddelelsen, er det der skete bag kulisserne før radioprogrammet blev afbrudt af den vigtige meddelelse. Et glimt af dette kan vi få ved at træde indenfor i et stort nyhedsbureaus „nervecenter“, nyhedsredaktionen.
Noget af det første vi lægger mærke til, er at der er stille. Redaktionslokaler har traditionelt ry for at bære præg af støjende, men organiseret, „forvirring“ — man forestiller sig i snesevis af fjernskrivere der arbejder „for fuld damp“ med at aflevere nyheder og sportsresultater fra hele verden, en hær af journalister og redaktører der klaprer på skrivemaskiner mens de arbejder på deres artikler, og redaktionsbude der hastigt bringer de færdige artikler hen til redaktørerne og videre igen. I mange årtier stemte en sådan beskrivelse ganske godt med virkeligheden.
Men i vor edb-tid er nyhedsbureauerne fulgt med videnskabens fremskridt. De støjende fjernskrivere er borte og er nu erstattet af moderne apparater med særlige elektroniske typehoveder der glider lydløst hen over fjernskriverstrimmelen. Visse af maskinerne arbejder så hurtigt at de kan gengive tolv hundrede ord i minuttet — en hel paragraf på seks linjer i løbet af kun tre sekunder!
Skrivemaskinerne er helt borte. Redaktionsmedarbejderne sidder i stedet ved en computerterminal der ligner en fjernsynsskærm med tastatur foran. Når medarbejderen berører tasterne, viser bogstaverne sig på skærmen, og artiklen tager form. Med dette udstyr kan journalisten på stedet foretage rettelser og ændringer. Han kan omskrive en sætning, fjerne en sætning eller en hel paragraf og indføje den et andet sted i artiklen, eller udelade den fuldstændig.
Den eneste lyd der høres, er samtale; af og til ringer en telefon — og så er der selvfølgelig selve klokkerne. Når klokkerne ringer er det et tegn til redaktøren om at en vigtig nyhed er på vej. Klokkerne høres ikke så ofte, og en besøgende bemærker måske slet ikke deres dæmpede ringen. Men når klokkerne ringer vil mindst én af de vagthavende omgående tage sig af den meddelelse hvis komme de bebuder.
Hvordan begyndte det hele?
En pariser ved navn Charles Havas besluttede i 1835 at han ville begynde for sig selv med en ny slags forretningsforetagende. Han tegnede abonnement på en del udenlandske aviser, og efterhånden som han modtog dem fik han det økonomiske nyhedsstof oversat og trykt. Dette stof solgte han til forretningsmænd i byen. Aviserne i Paris blev også interesseret i hans service, og efterhånden udvidede Havas sit arbejde så han også oversatte og solgte almindelige nyheder, foruden erhvervsstoffet.
Snart indsamlede Havas nyheder fra hele Frankrig — ved hjælp af bude og brevduer, og senere også ved hjælp af telegrafen. På den måde fødtes det franske nyhedsbureau Agence France-Presse. I byen New York havde seks bladudgivere i mellemtiden dannet et nyhedsbureau der senere blev kendt som Associated Press (AP). Snart begyndte lignende bureauer at dukke op over hele verden — for eksempel Reuters bureau i London og Canadian Press i Toronto.
Hundreder af aviser fandt at deres læsere ikke blot ønskede at få at vide hvad der skete rent lokalt, men også gerne ville læse nyheder fra resten af verden. Det var udelukket at nogen enkelt avis selv kunne indsamle nyheder fra hele verden. Men hvis aviserne i fællesskab drev et bureau, kunne de dække hele verden.
Hvordan får disse bureauer fat i alle deres nyheder?
Nyhedsbureauet i aktion
Der er to former for nyhedsbureauer — de enkelte landes bureauer, og de internationale. De enkelte landes egne bureauer opretholder en række lokale kontorer, som regel et i hver af de større byer, eller et i hver provins. Det betjener, mod betaling, hundreder eller måske tusinder af aviser, foruden radio- og fjernsynsstationer i det pågældende land. Prisen på bureauets ydelser afhænger som regel af hvor stor den pågældende avis eller radiostation er.
Alle aviser og radio- og fjernsynsstationer har deres egne folk til at behandle lokale nyheder. Men når der sker noget som har mere end lokal interesse, sender de nyheden til lokalkontoret for det landsdækkende nyhedsbureau. Dette kontor bringer nyheden ud over hele det område hvor den måtte have interesse.
Samtidig har det nationale nyhedsbureaus hovedafdeling overblik over alle de lokale nyheder som dets lokalkontorer modtager. Når der sker noget som har interesse over hele landet, bliver nyheden sendt ud overalt. Foruden dette har hvert lands nyhedsbureau sin egen stab af journalister og redaktører som indsamler nyheder og behandler større og vigtigere nyheder.
For at få oplysning om hvad der sker i andre lande, har de enkelte landes nyhedsbureauer en aftale om, mod betaling, at modtage nyheder fra et eller flere af de internationale nyhedsbureauer. Disse bureauer dækker mange lande og sælger deres ydelser til flere forskellige landes egne nyhedsbureauer, og måske også direkte til visse større aviser og radio- og fjernsynsstationer. Samtidig modtager de internationale bureauer nyheder fra alle de enkelte landes bureauer. Når der hænder noget som har interesse ud over landegrænserne, tager det internationale bureau sig af det, og nyheden bliver en international „story“ (historie).
De nyhedsbureauer der har aftale om at være fælles om nyhederne, har automatisk forbindelse mellem deres dataanlæg. Det betyder at en nyhed som modtages af dataanlægget på et af de tilknyttede kontorer, automatisk viderebringes til dataanlæggene i de kontorer som har købt sig ind i dette fællesskab. Lad os prøve at følge hvad der sker når en stor nyhed bringes videre:
Vi antager at der sker noget sensationelt i San Francisco. Måske er nyhedsbureauet Associated Press (AP) først på pletten, og en af bureauets journalister udformer på få sekunder en meddelelse på fire eller fem linier på computerterminalen. Hans redaktør kontrollerer meddelelsens rigtighed og sender den straks videre gennem anlægget. Nogle få sekunder senere har redaktørerne ved nyhedsburauets hovedkontor i New York modtaget meddelelsen og sendt den videre ud over hele landet, hvorefter den kan aflæses på fjernskriverne i nyhedsredaktioner over hele U.S.A., hvad enten det er ved aviser eller ved radio- og fjernsynsstationer.
Samtidig har en medarbejder ved det canadiske nyhedsbureau Canadian Press i Toronto hørt klokkerne ringe som tegn på at en vigtig nyhed er kommet; han kalder meddelelsen frem på sin computerterminal, kontrollerer den og sender den videre ud over hele Canada. På dette tidspunkt har AP, som var først til at bringe nyheden, også overført meddelelsen til de internationale kanaler, og i mange andre lande vil de lokale nyhedstjenester, som har aftaler med AP, bringe meddelelsen ud overalt i deres eget land. Inden der er gået fire eller fem minutter efter at journalisten i San Francisco har affattet meddelelsen, kan den samme meddelelse — som på intet tidspunkt er blevet omformet eller omskrevet — være nået frem pr. fjernskriver til en radiostation på New Foundland eller en avisredaktion i Rom.
Samtidig med alt dette modtages meddelelsen af mange andre nyhedsbureauer — for eksempel Reuters bureau og United Press International.
Fjernsyn og satellitter
Hvad angår nyhedsformidlingen i radio og fjernsyn, er der lidt forskel fra land til land. Nogle lande har, ligesom Danmark, en statsdreven, landsdækkende nyhedstjeneste. I andre lande kan der, som i U.S.A. og Canada, være et større antal private stationer. Disse private stationer bringer lokalt stof, men samtidig er de måske tilsluttet en kæde af lignende stationer der er fælles om mandskab og udstyr til nyhedsdækning, og måske også til underholdningsprogrammer. Stationerne har altså både udsendelser som de producerer rent lokalt, og udsendelser som de har fælles med andre stationer i en kæde. En gang om dagen har de måske en nyhedsudsendelse fælles med næsten alle andre stationer i hele landet.
Når fjernsynsstudiet bliver opmærksomt på en nyhed som det ønsker at dække øjeblikkelig, kan reporterne rykke ud med rullende udstyr og sende direkte fra det sted hvor begivenheden foregår. Transmissionen kan samtidig overføres til andre stationer, enten i samme land eller i andre lande. For eksempel kunne millioner af canadiere i 1970 følge med i fjernsynet samtidig med at nogle terrorister som havde kidnappet den britiske diplomat James Cross, kørte i en bil fyldt med sprængladninger gennem gaderne i Montreal, efter at have gennemtrumfet deres ønske om tilladelse til at flyve ud af landet.
Med et kompliceret system af rumsatellitter og mikrobølgestationer på jorden kan TV-stationer overføre udsendelser til TV-stationer i fjerntliggende lande, enten til direkte transmission eller til oplagring og senere brug.
Lad os for eksempel sige at en fjernsynskæde i Canada ønskede at vise en reportage fra en alvorlig flykatastrofe i Australien, på den modsatte side af jorden. Så ville den lokale australske fjernsynsstation overføre reportagen ved hjælp af mikrobølger til den nærmeste jordstation for et satellitsystem. Derfra ville reportagen blive sendt op til en Intelsat-satellit som befinder sig et sted højt over Stillehavet. Denne satellit ville sende programmet videre til en jordstation i provinsen British Columbia i Canada. Derfra ville det blive sendt til en jordstation for Telesat (det canadiske kommunikations-satellit-system) og videre til en anden satellit, som befinder sig over det vestlige Canada. Så ville signalet blive sendt ned til en jordstation i Rivière-Rouge i Quebec, hvorfra reportagen ved hjælp af mikrobølger ville blive overført til Montreal eller Toronto.
Alt dette foregår på en brøkdel af et sekund. Det er selvfølgelig en temmelig bekostelig affære — tusinder af kroner for nogle få minutter. Satellitternes tid kan kun beslaglægges i portioner på ti minutter ad gangen, og derfor slår TV-stationerne eller kæderne sig ofte sammen om at overføre flere programmer i løbet af en sådan periode, sådan at for eksempel to eller tre film bliver overført samtidig, nogle af dem til senere brug.
Nyhedernes indvirkning på os
Eftersom nyhedsformidlingen kan benytte sig af alt dette udstyr, får vi da alle nyhederne? Nej. Nyhedsbureauerne modtager langt flere oplysninger end de har mulighed for at viderebringe. Mange af dem bruger kun mellem 5 og 7 procent af alt det stof de modtager. Og de nyhedsredaktioner der modtager stof fra bureauerne, bruger dernæst kun en del af de oplysninger de får. Derfor gælder det uanset hvor man bor i verden, at der foregår langt mere end man nogen sinde får at vide.
Hvis man bor i en mindre by eller et forholdsvis lille samfund, kan ens samlede billede af nyhederne således afhænge af de beslutninger som en lille håndfuld mennesker træffer i en eller anden fjern nyhedsredaktion. Selv i de større samfund, hvor der er mange nyhedsmidler og mange nyhedsbureauer, er det alligevel et ret lille antal mennesker der afgør hvilke nyheder der kommer ud. Enhver reporter eller redaktør vil sandsynligvis viderebringe de nyheder der lige nu synes mest spændende eller betydningsfulde, med det resultat at nyhederne fra forskellige bureauer ofte er udvalgt på ret ensartet måde. Ens indtryk af verdenssituationen vil således blive formet efter disse nyheder der når frem.
Når der sker en regeringsomvæltning, hvad enten det er ved valg, revolution eller krig, er det forsidestof. Men ironisk nok beskæftiger nyhedsbureauerne sig ikke med historiens største nyhed, en begivenhed der vil indtræffe i nærmeste fremtid. Vi befinder os i dag på tærskelen til en verdensomspændende regeringsomvæltning, nemlig afslutningen på hele denne tingenes ordning. — Dan. 2:44.
Uden at vide det er nyhedsbureauerne dog, ved deres hurtige og ofte meget grundige dækning af verdensbegivenhederne, med til at gøre kristne endnu mere overbeviste om at vi befinder os langt fremme i „de sidste dage“ for denne verdensordning. (2 Tim. 3:1-5; Matt. 24:3-44) — Indsendt.