Ugler — skabt til livet om natten

UGLER findes på alle kontinenter undtagen Antarktis. Nogle er på størrelse med spurve, mens andre er lige så store som ørne. Alfeuglen og spurveuglen hører til de mindste. I den anden ende af skalaen finder vi de store hornugler og lapugler, der er udbredt i Europa og Asien, samt de betagende smukke sneugler der forekommer hele vejen rundt om Arktis. De næsten 140 uglearter der findes, lever så vidt forskellige steder som på græsstepper og prærier, i ørkener, sumpområder og skove og på den arktiske tundra. Deres føde er lige så varieret som deres levesteder. Den kan bestå af orme, insekter, frøer, gnavere, småfugle og fisk.

Det forholdsvis store hoved og de store fremadrettede, orange eller gule øjne der sidder i en fjerskive som kan minde om et ansigt og som synes at betragte omgivelserne koncentreret og velovervejet, har givet næring til forestillingen om uglens visdom. Den er endda blevet kaldt visdommens fugl. Det faste blik er dog ikke et udtryk for dyb tankevirksomhed, men skyldes at øjnene sidder ubevægeligt fast i øjenhulerne. Ikke desto mindre har man lige siden oldtiden tillagt uglen særlig visdom, som visdommens gudindes, Pallas Athenes, hellige fugl.

Det er dog ikke alle ugler der i den grad giver indtryk af visdom. For eksempel har den lille alfeugle og prærieuglen slet ikke den store hornugles imponerende fremtoning. Alfeuglen findes i ørkenområder, hvor den bor i gamle spættehuller i de kæmpemæssige saguaro-kaktus. I forhold til sin størrelse har alfeuglen imidlertid en særdeles kraftig stemme. Og når et par alfeugler synger en duet — hvis man kan kalde det sang — lyder det nærmest som hundehvalpe der bjæffer af kådhed.

Prærieuglen bor i forladte jordhuller efter præriehunde eller jordegern, og ses ofte hoppe op og ned fra jordbunker eller siddende på hegnspæle. Hvis prærieuglens unger føler sig truet mens de befinder sig inde i redehullet, udsender de en kraftig, summende lyd der minder om en klapperslanges advarselssignal. Det er tilstrækkeligt til at tage modet fra uønskede gæster.

Mange tror at ugler ikke ser særlig godt i dagslys og at de ser bedst i mørke. Men ingen af delene er rigtigt. Ugler har et meget veludviklet syn og ser godt både om dagen og om natten. Hos de ugler der jager om natten — og det gør de fleste — er der ekstra mange stavceller i øjets nethinde. Derfor er de i stand til at se ved selv det svageste lys. I meget svagt belyste omgivelser er deres øjne hundrede gange mere lysfølsomme end vores. Men i totalt mørke kunne de lige så godt være blinde. En forsker lagde døde mus ud på gulvet i et fuldstændig mørkt rum og lukkede nogle ugler derind. Uglerne fandt ikke en eneste af musene.

Ører der virker som øjne

Da man gentog eksperimentet med en slørugle (billedet side 15) der blev lukket ind i et fuldstændig mørkt rum med blade på gulvet hvor der løb levende mus rundt, fangede den imidlertid samtlige mus. Andre nataktive ugler kunne have præsteret noget tilsvarende, men sløruglen er specialist på dette felt. Når det er helt mørkt fungerer dens ører nærmest som øjne. Sløruglen kan bestemme retningen til en lydkilde med større præcision end noget andet af de dyr på landjorden man har undersøgt.

Når vi ønsker at høre en meget svag lyd, retter vi øret mod lydkilden og holder måske en krummet hånd bag øret for endnu bedre at opfange lydbølgerne. Hos sløruglen er denne funktion indbygget, så den med lethed opfanger lyde der er så ekstremt svage at vi ikke ville kunne høre dem. Årbogen Science Year 1983 oplyser: „Sløruglens overordentlig skarpe hørelse skyldes i høj grad det hjerteformede slør af tætsiddende stive fjer på forsiden af hovedet, der medvirker til at opsamle lydene. . . . På samme måde som når vi holder en hånd op til øret, bliver lydbølgerne opfanget af det store slør som leder dem ind til øreåbningerne.“

Sløruglens hørelse bliver imidlertid ikke kun forstærket af sløret. Endnu en ’krum hånd’ medvirker til at lede lydbølgerne ind i øregangen. Science Year 1983 fortæller: „Den lyserøde klap over sløruglens øregang ligner i sin udformning det ydre øre hos mennesket. Fjerene på ydersiden af øreklappen og i sløret virker som krumme hænder der leder lydbølgerne ind til øret.“

Denne øreklap er dog ikke blot en lydtragt som forstærker virkningen af sløret. Både øreklappen og sløret er konstrueret sådan at de tilsammen giver sløruglen en ganske særlig evne til at lokalisere en lydkilde. Øreåbningerne i selve kraniet er symmetriske, det vil sige at højre og venstre øreåbning sidder nøjagtig over for hinanden, på hver sin side. De udvendige dele af øret er derimod ikke symmetriske. Den højre øreklap og ydre øreåbning sidder lavere og er rettet mere opad end venstre øreklap og ydre øreåbning, der sidder højere og er mere nedadrettet. Det højre øre er derfor mere følsomt over for lyde der kommer oppefra, hvorimod det venstre øre lettere opfanger lyde der kommer nedefra. Hvis lyden er kraftigst i det højre øre, ved uglen altså at lyden kommer oppefra; hvis den er kraftigst i det venstre øre må lydkilden befinde sig længere nede.

Hvis lydkilden befinder sig til en af siderne, og for eksempel det højre øre opfanger lyden først, vil uglen straks være klar over retningen. I forhold til lydens udbredelseshastighed er uglens hoved ikke ret stort, så den tid der går fra lyden opfanges af for eksempel det højre øre og til den når det venstre er meget kort, blot nogle få mikrosekunder (et mikrosekund er en milliontedel af et sekund). Men uglen er øjeblikkelig i stand til at bestemme retningen til lydkilden, og i løbet af en hundrededel af et sekund har den drejet hovedet i den rigtige retning. Sløruglens evne til at bearbejde disse ganske kortvarige informationer på få hundrededele af et sekund er afgørende for at den kan lokalisere en lydkilde præcist.

Som nævnt er uglens øjne praktisk talt ubevægelige — men det skyldes ikke en konstruktionsfejl. Uglernes hals er bygget sådan at nogle kan dreje hovedet helt op til 270 grader. Derved er uglen i stand til at se ret bagud. Desuden er det en fordel at øjnene er ubevægelige, for det betyder at når uglen hører en lyd og drejer hovedet mod lydkilden, vil øjnene altid være rettet i nøjagtig samme retning. Derved får den øje på lydkilden blot nogle få hundrededele af et sekund efter at den har hørt lyden.

Vinger med lyddæmpere

Hos de fleste fugle frembringer fjerene støj når de flyver. Men hos ugler er fjerene lyddæmpede. De er så bløde og dunede at luften ikke frembringer nogen som helst støj når den passerer hen over dem. Kanterne på svingfjerene er hos de fleste fugle lige og forholdsvis stive, og det skaber vindstøj når de flyver. Fjerstrålerne på uglefjer er ikke lige lange. Derved bliver fjerkanterne bløde og frynsede, og uglen støjer derfor ikke når den flyver.

Når uglerne meddeler sig til hinanden går det imidlertid ikke stille af — det foregår med tuden, trillelyde, næbklapren og klappen med vingerne når de flyver. Nogle forskere omtaler disse lyde som uglesang — og i ugleører forekommer mange af lydene sikkert som sang, eftersom de benyttes som kommunikation i forbindelse med pardannelse og kurmageri.

Selv om uglerne måske ikke oprindelig blev skabt med det formål, har de i dag stor værdi i forbindelse med at holde insekt- og gnaverbestande under kontrol. Navnlig sløruglen betragtes som landmandens bedste ven, idet den gennemsøger markerne for mus, rotter og andre skadedyr der spiser afgrøderne. Nogle steder inviterer man ligefrem uglerne til at bo på gårdene ved at opsætte specielle ’ugledøre’ så de let kan komme ind og ud af ladebygningerne. I Malaysia har ejere af oliepalmeplantager sat redekasser op til slørugler — og det er ikke blot af hensyn til uglerne. Et sløruglepar befrier hvert år plantageejeren for op til 3000 rotter der ellers ville have spist af hans afgrøder. Desuden er sløruglerne meget smukke fugle — måske blandt de smukkeste der findes, med deres betagende hjerteformede ’ansigt’.

Når man tænker på de store gule øjne der opfanger selv det svageste lys, ørerne der hører den svageste puslen og øjeblikkelig registrerer retningen, og svingfjerene der lydløst bevæges gennem luften, forundres man uvilkårligt over disse ugler der er skabt så enestående til livet om natten.

[Illustrationer på side 16, 17]

Til venstre og herover: Stor hornugle og unge

Til højre: Prærieugle

Længst til højre: Alfeugle