En livets gave eller et dødskys?
„Hvor mange mennesker skal endnu dø? Hvor mange lig vil I have på bordet? Fortæl os hvor mange der skal til før I vil tro på at det er sådan det forholder sig.“
DON FRANCIS fra Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol (CDC) hamrede sin knytnæve i bordet mens han råbte ovenstående på et møde for ledere inden for blodbankerne. Fra CDC søgte man at overbevise blodbankerne om at AIDS blev spredt gennem landets blodbanksystem.
Men blodbankernes ledere var ikke blevet overbevist. De betegnede bevismaterialet som spinkelt — blot en håndfuld tilfælde — og besluttede at de ikke ville intensivere de hæmatologiske undersøgelser eller screeninger. Sådan var stillingen den 4. januar 1983. Seks måneder senere sagde præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker beroligende: „Der er ingen eller kun ringe fare for befolkningen i almindelighed.“
Mange sagkyndige mente imidlertid at der allerede var tilstrækkeligt med beviser til at man burde gøre noget. Og siden er den oprindelige „håndfuld tilfælde“ vokset med alarmerende hast. Allerede før 1985 havde måske op mod 24.000 personer fået transfusionsblod der var inficeret med HIV-virus (humant immundefekt-virus), der forårsager AIDS.
Det AIDS-fremkaldende virus spredes uhyggeligt effektivt gennem inficeret donorblod. Ifølge The New England Journal of Medicine for 14. december 1989, kan en enkelt portion inficeret blod indeholde tilstrækkeligt med virus til at kunne forårsage 1,75 millioner nye infektioner! Det Amerikanske Center for Sygdomskontrol har fortalt Vågn op! at der i juni 1990 var 3506 personer i De Forenede Stater som havde udviklet AIDS efter at have modtaget blodtransfusion, blodkomponenter og transplantation af fremmed væv.
Men disse tal er blot statistik. De kan ikke skildre omfanget af de personlige tragedier dette har medført. Tag for eksempel den 71-årige Frances Borchelt. Hun havde udtrykkeligt sagt til lægerne at hun ikke ønskede blodtransfusion. Alligevel fik hun blod. Hun døde en pinefuld død af AIDS, mens hendes familie hjælpeløst så til.
Eller tænk på den 17-årige pige der blødte kraftigt i forbindelse med sin menstruation, og som fik to portioner blod blot for at rette op på en lav blodprocent. Som 19-årig og gravid fandt hun ud af at hun ved blodtransfusionen var blevet smittet med AIDS-fremkaldende virus. I en alder af 22 havde hun AIDS i udbrud. Foruden at hun vidste at hun snart selv ville dø af AIDS, stod hun med uvisheden om hvorvidt hun havde givet sygdommen videre til sit barn. Sådan kunne man fortsætte med at berette om de tragedier der har ramt børn såvel som voksne i hele verden.
Bogen Autologous and Directed Blood Programs, der udkom i 1987, siger beklagende: „Næsten samtidig med at man havde afgrænset de oprindelige risikogrupper, skete det utænkelige — det blev påvist at denne potentielt dødelige sygdom [AIDS] kunne overføres og blev overført gennem donorblod. Dette var den mest bitre lægelige ironi: at donorblodet som en værdifuld livgivende gave kunne vise sig at være dødsensfarligt.“
Også medicin udvundet af blodplasma kunne overføre denne sygdom, og har faktisk medvirket til at sprede den i hele verden. Bløderpatienter, der i de fleste tilfælde benytter en koagulationsfaktor der er udvundet af plasma for at holde deres sygdom under kontrol, begyndte at dø i stort tal. I De Forenede Stater fik mellem 60 og 90 procent af denne patientgruppe AIDS inden der blev taget skridt til at varmebehandle medicinen for at fjerne HIV-smitten.
Selv i dag kan man stadig ikke være sikker på at donorblod ikke er HIV-inficeret. Men AIDS er langtfra den eneste sundhedsfare ved blodtransfusioner.
Farer der overskygger AIDS
„Det er det farligste stof vi bruger i lægegerningen,“ siger dr. Charles Huggins om blod. Og han må vide det, eftersom han er leder af transfusionstjenesten ved et hospital i Massachusetts. Mange tror at det ved en blodtransfusion kun er et spørgsmål om at finde en blodtype der passer. Men foruden AB0-typen og Rh-faktoren, som blodet rutinemæssigt bliver undersøgt for, er der måske 400 andre faktorer der ikke bliver undersøgt. Som hjertekirurgen Denton Cooley siger: „En blodtransfusion er en organtransplantation . . . Jeg mener at der forekommer uforligelighedsreaktioner ved næsten alle blodtransfusioner.“
Det er ikke overraskende at transfusion af en så kompliceret substans som blod kan „forstyrre“ kroppens immunforsvar, som en kirurg udtrykker det. Faktisk svækker en blodtransfusion kroppens immunforsvar i helt op til et år efter behandlingen. I nogle tilfælde viser dette sig at være den største fare ved blodtransfusion.
Desuden er der en række infektionssygdomme, med eksotiske navne, som for eksempel Chagas’ sygdom og cytomegalovirus. Virkningerne varierer fra forkølelse og feber til død. Dr. Joseph Feldschuh fra Cornell-universitetets medicinske fakultet siger at risikoen for at pådrage sig en infektionssygdom i forbindelse med blodtransfusion er 1 til 10. Det er som at spille russisk roulette med en revolver der har plads til ti patroner. Nyere undersøgelser har også vist at blodtransfusion i forbindelse med kræftoperationer muligvis kan øge risikoen for at kræften bryder ud på ny.
En fjernsynsudsendelse gjorde således opmærksom på at en blodtransfusion kan blive den største hindring for at genvinde helbredet efter et kirurgisk indgreb. Hepatitis angriber i hundredtusindvis af de patienter der modtager blodtransfusion og dræber langt flere af disse end AIDS gør — man taler blot ikke så meget om det. Ingen ved hvor mange der egentlig dør af denne årsag, men ifølge økonomen Ross Eckert kan det ikke udelukkes at antallet vil svare til at der styrtede et fyldt DC-10 passagerfly ned hver måned.
Faremomenterne og blodbankerne
Hvordan har blodbankerne reageret på afsløringerne af alle disse faremomenter ved deres produkter? Ikke særlig positivt, siger kritikerne. En rapport fra den amerikanske præsidents Råd for HIV-smitte anklagede i 1988 blodproduktindustrien for at være „unødigt langsom“ til at reagere på AIDS-truslen. Blodbankerne er blevet opfordret til at påvirke donorer i højrisikogrupperne til ikke at give blod, og til at teste og screene blodet for tegn på om det skulle stamme fra donorer i en af højrisikogrupperne. Men blodbankerne tøvede, og bagatelliserede de anførte faremomenter som hysteri. Hvorfor?
I bogen And the Band Played On anklager Randy Shilts blodbankerne for at have modarbejdet yderligere sikkerhedsforanstaltninger „næsten udelukkende af økonomiske årsager. Selv om det stort set udelukkende er ikkekommercielle organisationer som Røde Kors der står bag blodproduktindustrien, er det store beløb der står på spil — årlige indtægter på omkring en milliard dollars. Deres forretning i forbindelse med at tilvejebringe blod til de 3,5 millioner transfusioner årligt, var truet.“
Desuden er de ikkekommercielle blodbanker i høj grad afhængige af frivillige donorer og har derfor været bange for at støde nogle bort ved at udelukke højrisikogrupper og navnlig homoseksuelle. Forkæmpere for de homoseksuelles rettigheder har advaret om at hvis man ville forbyde dem at give blod, ville det være at krænke deres borgerrettigheder og ville være et udtryk for en koncentrationslejrmentalitet fra en svunden tid.
Hvis man mistede donorer og måtte indføre mere omfattende kontrol, ville det koste penge. I foråret 1983 begyndte Stanford-universitetets blodbank som den første at benytte en testmetode der efter sigende skulle kunne afsløre om blodet kom fra en donor der var i fare for at udvikle AIDS. Andre blodbanker kritiserede initiativet som et kommercielt trick for at tiltrække flere patienter. Desuden medfører sådanne prøver forhøjede priser. Men som et forældrepar hvis spædbarn fik blodtransfusion uden deres vidende, udtrykker det: „Vi ville hellere end gerne have betalt 5 dollars mere for hver portion [for at have fået blodet testet].“ Deres barn døde af AIDS!
Fremmer egne interesser
Nogle sagkyndige siger at blodbankerne er sene til at træffe forholdsregler mod farerne ved transfusionsblod, fordi de ikke skal stå til ansvar for følgerne af deres egen efterladenhed. For eksempel oplyser den føromtalte rapport i The Philadelphia Inquirer at FDA (Den Amerikanske Levnedsmiddel- og Lægemiddelstyrelse) har ansvaret for at kontrollere om blodbankerne lever op til standarden, men at man i høj grad støtter sig til blodbankerne når disse normer skal fastlægges. Desuden har nogle af de ansvarshavende i FDA tidligere haft ledende stillinger i blodproduktindustrien. Således er kontrollen med blodbankerne faktisk aftaget samtidig med at AIDS-krisen har udviklet sig!
De amerikanske blodbanker har også ved hjælp af korridorpolitik søgt at fremme love der beskytter dem mod retsforfølgelse. I næsten alle de amerikanske stater er det nu vedtaget ved lov at blod ikke er et produkt men en tjenesteydelse. Det betyder at en person der sagsøger en blodbank må kunne bevise at den har gjort sig skyldig i forsømmelighed — en vanskelig juridisk forhindring. Mens sådanne love beskytter blodbankerne mod sagsanlæg, medvirker de ikke til at øge sikkerheden for patienterne.
Hvis blodbankerne blev holdt ansvarlige for det blod de distribuerer, ville de gøre mere for at sikre kvaliteten af det, mener økonomen Ross Eckert. Den pensionerede blodbankleder Aaron Kellner er helt enig heri: „Ved hjælp af en smule juridisk alkymi er blod blevet en tjenesteydelse. Alle, undtagen det uskyldige offer — patienten — kan melde hus forbi.“ Og han tilføjer: „Vi kunne i det mindste have gjort opmærksom på uretfærdigheden i dette, men det gjorde vi ikke. Vi var bekymrede for vores egen situation; men hvor var vores bekymring for patienterne?“
Konklusionen synes uomgængelig. Blodbankerne og hele den industri de forsyner, er langt mere interesseret i at beskytte deres egne økonomiske interesser end i at beskytte folk mod farerne ved deres produkter. ’Men hvor meget betyder disse faremomenter egentlig hvis blodtransfusion er den eneste behandling der kan redde ens liv?’ vil nogle måske spørge. ’Bliver ulemperne ikke opvejet af fordelene?’ Det er gode spørgsmål. Hvor stort behov er der egentlig for alle disse transfusioner?
[Tekstcitat på side 9]
Læger går langt for at beskytte sig selv mod deres patienters blod. Men bliver patienterne beskyttet tilsvarende mod farerne ved transfusionsblod?
[Ramme/illustration på side 8, 9]
Er donorblod i dag fri for AIDS-smitte?
„GODT nyt om blod,“ lød en overskrift i New York-avisen Daily News for 5. oktober 1989. Artiklen oplyste at risikoen for at få AIDS ved en blodtransfusion er som 1 til 28.000. Metoderne til at holde blodforsyningen fri for det AIDS-fremkaldende virus er nu 99,9 procent sikre, hed det.
En lignende optimisme hersker inden for blodproduktindustrien. ’Donorblod er mere sikkert end nogen sinde,’ hævder man. Præsidenten for Den Amerikanske Sammenslutning af Blodbanker siger at risikoen for at pådrage sig AIDS ved en blodtransfusion „praktisk talt er elimineret“. Men hvis der ikke er nogen fare forbundet med brugen af blod, hvad er da grunden til at både dommere og læger har betegnet det som „giftigt“ og „ubetinget farligt“? Hvorfor søger nogle læger at undgå enhver kontakt med blod ved at iføre sig noget der minder om en rumdragt, komplet med ansigtsmaske og støvler? Hvorfor beder så mange hospitaler patienterne om at underskrive et dokument der fritager hospitalet for ethvert ansvar i forbindelse med eventuelle skadevirkninger som følge af en blodtransfusion? Kan man virkelig være sikker på at donorblod er helt smittefrit?
Sikkerheden afhænger af de to foranstaltninger der bliver benyttet for at beskytte forsyningen af donorblod: Kontrol af donorerne og testning af selve blodet. Nylige undersøgelser har vist at der trods alle anstrengelser for at sortere de donorer fra som på grund af deres livsform befinder sig i en af højrisikogrupperne, alligevel er nogle der slipper igennem kontrollen. Nogle giver forkerte oplysninger når de udfylder spørgeskemaet. Andre ønsker blot anonymt at finde ud af om de selv er blevet smittet.
I 1985 begyndte blodbankerne at teste donorblodet for antistoffer som legemet danner mod det AIDS-fremkaldende HIV-virus. Problemet er blot at der går et stykke tid fra en person er blevet smittet med HIV til vedkommende har dannet antistoffer som kan afsløres ved en test. Denne periode kaldes inkubationstiden.
Påstanden om at risikoen for at få AIDS ved en blodtransfusion er som 1 til 28.000, bygger på en undersøgelse som er blevet offentliggjort i The New England Journal of Medicine for 5. oktober 1989. Ifølge dette blad går der sandsynligvis gennemsnitlig otte uger fra smittetidspunktet til antistof kan konstateres. Men blot få måneder tidligere, i juni 1989, kunne man i det samme tidsskrift læse om en undersøgelse der viste at denne periode kan være meget længere — tre år eller mere! Denne undersøgelse antydede at perioder af denne længde måske forekommer mere hyppigt end først antaget og, hvad der er endnu værre, at nogle HIV-smittede muligvis aldrig udvikler antistoffer! Den senere og mere optimistiske undersøgelse tog imidlertid ikke hensyn til disse faktorer, idet den betegnede dem som „mangelfuldt dokumenterede“.
Som dr. Cory SerVass fra Den Amerikanske Præsidents AIDS-Kommission har sagt: „Blodbankerne kan fortælle offentligheden nok så meget at donorblodet er så sikkert som det overhovedet kan blive, men den hopper folk ikke længere på, for de fornemmer selv at det ikke er sandt.“
[Kildeangivelse]
CDC, Atlanta, Ga.
[Ramme på side 11]
Transfusionsblod og kræft
Forskere har fundet ud af at transfusionsblod kan svække kroppens immunforsvar og at et svækket immunforsvar kan have en ugunstig indflydelse på overlevelsesmulighederne for patienter der er blevet opereret for kræft. Tidsskriftet Cancer for 15. februar 1987 forelagde resultaterne af en undersøgelse der var foretaget i Holland: „Hos patienterne med tyktarmskræft viste det sig at transfusion havde en markant negativ indvirkning på langtidsoverlevelsen. I denne gruppe var der en samlet 5-års overlevelse på 48% hos de patienter der havde fået transfusion og på 74% hos dem der ikke havde fået transfusion.“
Endvidere har læger ved University of Southern California påvist at blandt patienter som har gennemgået en kræftoperation, får mange flere tilbagefald hvis de har fået blodtransfusion. Bladet Annals of Otology, Rhinology & Laryngology for marts 1989 berettede om en efterfølgende undersøgelse af hundrede patienter som disse læger havde foretaget: „Tilbagefaldsraten for alle typer strubekræft var 14% hos dem der ikke fik blod og 65% hos dem der fik blod. For kræft i mundhule, svælg og næse eller bihuler var tilbagefaldsraten 31% uden transfusion og 71% med transfusion.“
I artiklen „Blodtransfusioner og kræftoperationer“ drager dr. John S. Spratt denne slutning: „Kræftkirurger bliver måske nødt til at operere uden blod.“ — The American Journal of Surgery, september 1986.
[Illustration på side 10]
Om blod er en livreddende medicin kan i høj grad diskuteres, men at det slår folk ihjel er en kendsgerning