„Juridiske aspekter ved behandling med blodtransfusion“

„DET tyvende århundredes nyeste og potentielt farligste sygdom, AIDS.“ Med disse ord har videnskabsmanden dr. L. A. Laskey beskrevet et problem der gav anledning til afholdelsen af en konference i Washington, D.C., den 19. og 20. september 1985.

Som du sikkert ved, har man konstateret en forbindelse mellem AIDS (erhvervet immundefektsyndrom), blodprodukter og blodtransfusioner. I det trykte program til konferencen blev det udtrykt på denne måde:

„Vi kan ikke mindes at en enkeltstående sundhedstrussel tidligere har skabt så megen debat og frygt blandt folk i almindelighed. Antallet af AIDS-tilfælde vil måske fordobles inden for det næste år, og muligvis vil helt op til en million amerikanere [samt utallige flere i andre lande] blive berørt af sygdommen. AIDS medfører derfor store risici for strafansvar.“

Omkring 200 læger, jurister og ansatte på blodbanker var samlet til konferencen, der havde temaet „Juridiske aspekter ved behandling med blodtransfusion“. De fleste af deltagerne havde at gøre med blodtransfusion i kraft af deres arbejde. Konferencen blev imidlertid også overværet af nogle Jehovas vidner, og vi vil gerne her gøre dig bekendt med noget af det talerne nævnte i deres indlæg.

Det man viste størst opmærksomhed var risikoen for AIDS-smitte gennem blod, og de juridiske risici for dem der indsamler, behandler eller sælger blod. At dette sidstnævnte vakte bekymring fremgik af det første indlæg, der handlede om ’blodbank-systemets organisering, økonomi og vedtægter’. Taleren, dr. P. J. Schmidt, oplyste at disse vedtægter stammer fra 1600-tallet. En fransk læge ved navn Denis blev dengang som den første i blodtransfusionernes historie „sagsøgt for uforsvarlig behandling“, idet han havde givet „lammeblod til en ung mand, som døde“. Er der stadig behov for visse vedtægter? Schmidt indrømmede: „Jeg tror vi står over for en mængde ukendte faktorer. Selve det at give blodtransfusioner er stadig — hver eneste dag — en kæmpemæssig udfordring. Her i landet er blodtransfusionerne en million gange om måneden eksperimenter med immunologi og epidemiologi, ofte uden juridiske fortilfælde.“

Senere talte dr. Paul Ness over emnet „Hvad der kan gå galt i forbindelse med transfusioner“. Han gav udtryk for at han ’på blot en halv time vanskeligt kunne nå at komme ind på alt det der kan gå galt i forbindelse med blodtransfusioner’. Han fortalte at han havde overvejet at vise et lysbillede af en etiket, fremstillet til lejligheden, med teksten: „Advarsel: Følgende kan gå galt i forbindelse med blodtransfusioner,“ fulgt af en liste med „omkring 50 forskellige ting“. Han opgav imidlertid, da han „vidste at listen ikke på nogen måde kunne blive komplet“.

Dr. Johanna Pindyck nævnte at ’af sygdomme der kan overføres gennem blodtransfusioner, frembyder non-A non-B hepatitis det mest presserende problem som vi i øjeblikket må kæmpe med’. Denne form for hepatitis „menes at være forårsaget af mindst to forskellige virusstoffer, men man har ikke kunnet bestemme disse stoffers eksakte natur. Vi har forsket i mange år — mindst ti til femten — men endnu har vi ikke fundet sygdommens årsag.“ Angående den bedste metode man har til at undersøge blodet for denne hepatitisform sagde hun: „Jeg vil mene at det i øjeblikket er omkring ti procent af blodforsyningen der testes, eller måske endda lidt mindre.“

Da drøftelsen drejede sig om AIDS, gav dr. Pindyck og andre udtryk for det optimistiske synspunkt at de nyeste testmetoder nu sætter blodbankerne i stand til næsten at udelukke „transfusioner med blodprodukter som AIDS-smittekilde“. Men er det sandt? Dr. Laskey nævnte senere at de prøver man i øjeblikket anvender ’er utrolig kostbare, farlige at fremstille og ikke fuldstændig nøjagtige’. Hvordan forholder det sig da med en nyudviklet metode som han mener er bedre? Han fortalte om nogle eksperimenter med patienter der led af AIDS eller af det med AIDS forbundne kompleks. Hos flere af disse patienter gav prøverne intet udslag. ’Ingen [af prøverne] ville have [påvist] AIDS,’ sagde han.

Det er derfor forståeligt at mange overvejer at oplagre deres eget blod eller kun at modtage blod fra en ven eller en slægtning. Dr. Joseph Bove frarådede imidlertid dette, idet han hævdede at det ville være kostbart og ville medføre mangel på blod. Han tilføjede: „En af de største årsager til transfusionsforbundne dødsfald er administrative fejl — at den forkerte patient får tilført det forkerte blod. Det piner mig at . . . sige at vi i 1985, trods al vor teknologi, datamater og så videre, end ikke kan sørge for at den rigtige patient får det rigtige blod. Men sandheden er at det kan vi ikke altid, og sådan går det til at vi slår folk ihjel.“

Som følge heraf havde konferencedeltagerne meget at sige om de juridiske aspekter. Hvordan kan en blodbank sikre sig mod at blive sagsøgt for uforsvarlig behandling? Hvis en donors blod ved en test viser sig at indeholde AIDS-antistoffer, bør blodbanken da underrette dem der har modtaget denne donors blod inden for de senere år? Dr. Schmidt (leder af en blodbank) sagde: „På nuværende tidspunkt er jeg modstander af underretning. Vi gør præcis hvad vi skal, og ikke mere.“ Bør man skaffe retskendelser for at påtvinge folk der ikke ønsker det, en blodtransfusion? Dette kunne for eksempel gælde Jehovas vidner, der af religiøse årsager ikke ønsker at modtage blodtransfusion.

Jehovas vidner blev omtalt i et indlæg med titlen „Forsømmelighed og strafansvar“, som blev holdt af dr. William Dornette. Han forklarede at en del af baggrunden for at Jehovas vidner ikke ønsker at modtage blod „er et kapitel i Første Mosebog [9:3, 4]. Deri står der udtrykkeligt: ’Jeg giver jer det alt sammen. Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.’“ Er Jehovas vidners holdning rimelig, og har de nogen juridisk ret til at nægte at modtage blodtransfusion?

William Dornette, der er doktor i både jura og lægevidenskab, erklærede: „I mange, mange år er medlemmerne af Jehovas vidners tro blevet betragtet som en flok originaler der ikke aner hvad de gør, fordi lægernes holdning har været: ’Vi alene vide.’ Vi må, for det første, indse at de er dybt religiøse. For det andet er de amerikanske statsborgere . . . For det tredje har de ret til at udøve deres tro, og de ønsker at blive raske . . . De er ikke modstandere af lægebehandling som sådan. Og jeg mener at vi må respektere deres ret til frit at udøve deres tro som enkeltpersoner.“ Han tilføjede: „Man begår et overgreb hvis man undlader at skaffe noget som helst samtykke fra patienten. Man begår ligeledes et overgreb hvis man undlader at skaffe patientens samtykke til en blodtransfusion. . . . Hvis man får et oplyst afslag fra en patient der er ved sin fornufts fulde brug, kan man ikke drages til ansvar i nogen retssal.“

En anden taler, juristen Susan Lentz, betonede den samme tanke med ordene: „Det er vigtigt at forstå at begrebet oplyst samtykke kun giver mening hvis man erkender at det ikke blot indbefatter retten til at samtykke, men også retten til ikke at samtykke.“ Hun tilføjede at „blot i år [1985] har tre-fire [rets]afgørelser stadfæstet Jehovas vidners ret til som patienter at nægte at modtage blodtransfusion“. Hun sluttede: „Eftersom det vi har hørt den sidste halvanden dag er at AIDS og de dermed forbundne vanskeligheder er et voksende problem, eller i det mindste opfattes som sådan af offentligheden, vil problemerne med hensyn til nægtelse af blodtransfusion måske også vokse.“

[Ramme på side 26]

Kan patienterne stole på at en blodbank vil opdage det hvis en portion blod er inficeret med AIDS? Dr. Myron Essex, formand for cancerbiologiafdelingen ved Harvards medicinske fakultet, har for nylig sagt: „Det er højst usandsynligt at prøven opfanger mere end 90 procent, og hvis jeg skal gætte er det kun 75-80 procent. Det vil komme bag på mig hvis procenten er højere.“ — The New York Times, den 4. oktober 1985.

[Ramme på side 27]

„Den nye blodtest der blev godkendt i april sidste år og som nu anvendes af alle blodbanker [i USA], kan kun påvise antistoffer mod AIDS-viruset, HTLV-III. Det den desværre ikke kan udpege er dem der er bærere af det smitsomme AIDS-virus, men som endnu ikke har dannet antistoffer imod det . . . Hos en lille men betydningsfuld del af de omtrent en million mennesker der er bærere af AIDS-viruset, vil man altså endnu ikke finde antistoffer mod dette virus ved den rutinetest der nu anvendes i blodbankerne.“ — Dr. med. Sanford F. Kuvin, Jerusalem, den 17. november 1985.