Verdens mest værdifulde væske
Selv om man kunne afvise transfusionsblod som et farligt og unødvendigt produkt fra en ofte begærlig industri, ville dette stadig ikke kunne forklare hvorfor Jehovas vidner afviser blodtransfusion. De har helt andre og vægtigere grunde til at afvise blod. Hvilke?
DET er så let at tage blodet for givet. Blot ved den mindste skramme eller det mindste prik i huden kommer en lille glinsende rød dråbe til syne, som vi straks vasker af eller tørrer bort uden at tænke nærmere over det.
Men hvis vi kunne gøre os selv så små at denne bloddråbe på huden ville rejse sig over vore hoveder som et bjerg, ville vi i dens blodrøde indre finde en verden af helt utrolig kompleksitet og orden. I blot én dråbe vrimler hærskarer af celler rundt imellem hinanden — 250.000.000 røde blodlegemer, 400.000 hvide blodlegemer og 15.000.000 blodplader, for blot at nævne nogle. Inde i blodkredsløbet har hver af disse hære deres specielle opgaver at udføre.
De røde blodlegemer strømmer rundt i det indviklede net af blodkar, hvor de fører ilt med fra lungerne ud til hver eneste celle i legemet og fjerner kuldioxid som føres med tilbage. Disse celler er så små at en stabel på 500 kun ville måle 1 millimeter i højden. Hvis man stablede samtlige røde blodlegemer et menneske har i kroppen, ville de ikke desto mindre måle op mod 50.000 kilometer i højden! Efter at have rejst rundt i legemet i omkring 120 dage, 1440 gange i døgnet, er de røde blodlegemer slidt op. Den jernholdige kerne bliver genbrugt mens resten bliver kasseret som affald. Hvert sekund bliver der fjernet tre millioner røde blodlegemer, mens et tilsvarende antal nye dannes i knoglemarven. Men hvordan ved kroppen når et rødt blodlegeme har nået aldersgrænsen? Det er stadig en gåde for forskerne. Men uden denne udskiftning ville vores blod, ifølge en kemiker, „blive tykt som cement i løbet af et par uger“.
Samtidig gennemsøger de hvide blodlegemer hele kroppen for at finde og tilintetgøre indtrængende fjender. Blodpladerne samler sig øjeblikkeligt ved enhver læsion og begynder at lukke hullet. Alle disse celler flyder rundt i en klar, lysgullig væske kaldet plasma, som selv er sammensat af flere hundrede bestanddele hvoraf mange spiller en livsvigtig rolle i forbindelse med blodets mange opgaver.
Forskerne er, selv med deres samlede hjernekapacitet, ikke i stand til at forstå alle blodets funktioner, for slet ikke at tale om at fremstille en efterligning af det. Kan denne underfulde og komplicerede væske være andet end et produkt af en stor Skaber? Og siger det ikke sig selv at denne overmenneskelige Skaber i så fald har ret til at bestemme hvordan det han har skabt må benyttes?
Sådan har Jehovas vidner altid set på det. De betragter Bibelen som et brev fra Skaberen der indeholder hans vejledning om hvordan vi får det bedste ud af livet. Og Bibelen forholder sig ikke tavs når det gælder brugen af blod. I Tredje Mosebog 17:14 står der: „Alt køds sjæl er dets blod“ — ikke bogstaveligt, naturligvis, eftersom der også står i Bibelen at et levende væsen i sig selv er en sjæl. Men det betyder at enhver sjæls liv er så uløseligt forbundet med blodet at blodet meget passende bliver betragtet som en hellig væske der repræsenterer livet.
Nogle har vanskeligt ved at forstå dette. Vi lever i en verden hvor kun ganske få ting bliver betragtet som helligt. Selv livet bliver sjældent værdsat i den grad det burde. Det kan derfor ikke undre at man også køber og sælger blod som enhver anden vare. Men de der har respekt for Skaberens ønsker behandler ikke blodet på den måde. ’I må ikke spise blod,’ lød Guds påbud til Noa og hans efterkommere — hele menneskeheden. (1 Mosebog 9:4) Otte hundrede år senere gentog han dette påbud i sin lov til israelitterne. Og femten hundrede år efter dette blev det igen slået fast, denne gang over for den kristne menighed: ’Afhold jer fra blod.’ — Apostelgerninger 15:20.
Jehovas vidner har først og fremmest fulgt denne befaling fordi de ønsker at adlyde deres Skaber. Ved at lade sin egen søn dø offerdøden har Skaberen allerede tilvejebragt livreddende blod for hele menneskeheden. Dette blod kan forlænge livet, ikke blot nogle få måneder eller år, men for evigt. — Johannes 3:16; Efeserne 1:7.
Ved at afholde sig fra blodtransfusioner er Jehovas vidner desuden blevet beskyttet mod et utal af farer. Flere og flere uden for Jehovas Vidners rækker vægrer sig i dag ved at modtage blodtransfusion. Og inden for lægeverdenen er man langsomt ved at nedsætte forbruget af blod. Som publikationen Surgery Annual udtrykker det: „Det står helt klart at den sikreste transfusion er den der ikke bliver givet.“ Tidsskriftet Pathologist gør opmærksom på at Jehovas vidner længe har hævdet at transfusion af blod ikke er en tilrådelig behandlingsform, og tilføjer: „Trods blodbankernes protest er der mange vidnesbyrd som taler til støtte for deres vægring.“
Hvem vil du sætte din lid til? Til den vise Skaber der har dannet blodet? Eller til mennesker der har gjort handel med blod til en indbringende forretning?
[Illustrationer på side 15]
Det menneskelige blodkredsløb med kapillærkar (indsat) der er så tynde at blodlegemerne må passere dem i én lang række