Jeg var gidsel

„Bed din Gud om at det her går godt!“ Ordene kom fra en fremmed som blot nogle timer forinden havde holdt mig — en hjælpeløs kvinde — fast om halsen og truet mig med en håndgranat. Udenfor havde politiets skarpskytter rettet deres våben mod det sted hvor jeg blev holdt fangen. Jeg var gidsel i en bank i byen Guatemala!

Manden havde råbt med høj stemme: „Stå stille! Det er et røveri! Giv mig alle pengene!“ Han råbte til politiet: „Skyd ikke. Det jeg har her i hånden er ikke legetøj. Hvis I skyder vil jeg ikke være den eneste der dør. Vi vil alle blive sprængt i stumper og stykker!“

JEG bad Jehova Gud om at hjælpe mig, for jeg mærkede at jeg var ved at miste fatningen. Jeg bad ham hjælpe mig til at bevare roen og udholde denne prøve. Jeg mindede mig selv om at han er et stærkt tårn som de retfærdige kan søge beskyttelse hos. — Ordsprogene 18:10.

Da jeg genvandt fatningen lagde jeg mærke til at det var lykkedes bankpersonalet og kunderne at slippe ud. Kun sikkerhedsvagterne, røveren og jeg var tilbage. Så fik sikkerhedsfolkene lov til at gå.

Efter nogen tid fik fire ubevæbnede mænd lov til at komme ind, deriblandt en psykolog (hvilket jeg senere fandt ud af) og en journalist. De stillede begge manden spørgsmål og spurgte ham blandt andet hvorfor han gjorde det. Han svarede at han ville hævne sig fordi nogle institutioner havde behandlet ham dårligt.

Jeg fortæller hvem jeg er

På dette tidspunkt så jeg rolig ud, så psykologen begyndte at udspørge mig. Han bad mig om navnene på mine forældre og mine brødre og søstre. Jeg fortalte ham at jeg var et af Jehovas vidner, at jeg var den ældste af fem børn og at mine kristne forældre havde opdraget os efter Bibelens principper.

Efterhånden som aftenen skred frem forlod de fire mænd en for en bygningen. Jeg bad min fangevogter om også at lade mig slippe ud. Men det ville han ikke. Han sagde: „Vær ikke bange. Det hele skal nok gå. De vil give mig hvad jeg vil have, og så kan du tage hjem.“ Dertil svarede jeg: „De vil ikke give dig noget som helst. De vil slå os ihjel. Lad os nu gå ud.“ Men han sagde: „Jeg ville hellere dø, og hvis det bliver nødvendigt vil vi begge dø.“

Jeg huskede hvad han tidligere havde sagt, og forsøgte at ræsonnere med ham: „Var jeg til stede dengang de gjorde dig uret?“ „Nej,“ svarede han. „Hvorfor skal jeg så undgælde for noget jeg ikke har gjort?“ spurgte jeg. Han svarede: „Det er skæbnen. Hvis vi skal dø her, så dør vi.“ Hertil svarede jeg: „Det er ikke skæbnen. Det er dig der har fået den idé i hovedet at du skal dø. Jehova er en kærlig Gud; han er tilgivende. Han giver os mulighed for at redde livet, og hans hensigt har ikke forandret sig. Han vil igen gøre jorden til et paradis.“

I samme øjeblik kom der én ind i banken og opfordrede røveren til at overgive sig. Vedkommende sagde: „Lad os forhandle. Lad Siomara gå. Tag pengene på skranken og i boksen og lad os gå ud sammen, så vil de ikke gøre dig noget.“ Men det ville røveren ikke gå med til.

Ikke en medsammensvoren

Timerne gik. Så hørte jeg pludselig en mand tale i en megafon. Han sagde: „Overgiv jer. I vil aldrig kunne vinde. Kom ud med hænderne i vejret. Bed røveren overgive sig. Du er ikke et gidsel. Du er en medsammensvoren! Hold op med at spille komedie!“ Bange råbte jeg tilbage: „Hvilken ret har du til at komme med sådanne beskyldninger?“ Stemmen svarede: „Vi har holdt øje med dig og set hvor rolig du er. Det ville enhver anden i dit sted ikke være.“

Da jeg hørte dette sagde jeg Jehovas navn højt og bad. Så sagde jeg til anklageren med megafonen: „Du får dette på din samvittighed resten af livet, for du beskylder mig for noget som du ikke har bevis for.“ Senere fandt jeg ud af at en avis og en fjernsynsstation i Guatemala også havde sagt at jeg åbenbart var en medsammensvoren.

Men nu brød røveren ind og sagde: „Hold op med at genere hende! Hun har ikke noget med mig at gøre! Jeg fandt hende her, og hun gør kun hvad jeg giver hende ordre til.“

Jeg kom til at tænke på at Jehova ikke har givet os fejheds ånd, men krafts og et sundt sinds ånd. (2 Timoteus 1:7) Det indgød mig mod, og det samme gjorde bevidstheden om at jeg ikke var alene. Jeg følte en dyb indre ro og tænkte: ’Når vi lever, ved vi at det er for Jehova; og hvis vi dør, er det også for ham.’ — Romerne 14:8.

Efter midnat spurgte jeg igen gidseltageren om han havde skiftet mening. Det havde han ikke. Jeg begyndte så at fortælle ham om min familie, og om hvor meget jeg holdt af dem og at jeg ikke ville skilles fra dem, selv om jeg vidste at jeg ville få dem at se igen i den nye verden hvis det var Jehovas vilje. Det var på dette tidspunkt at røveren sagde at jeg skulle bede til Gud om at det hele ville ende godt.

Det lod nu til at politiet uden for banken forsøgte at fortælle mig noget. Senere fandt jeg ud af at de havde forsøgt at få mig til at komme hen til døren så de kunne få mig ud. Jeg hørte dem sige til røveren: „Tag de penge der er og lad hende komme ud. Vi ved at Siomara ikke er medskyldig.“

Jeg vidste ikke at mine forældre befandt sig udenfor sammen med nogle af mine medkristne. De havde gjort det klart at jeg ikke havde noget med røveren at gøre.

Nu stillede gidseltageren et nyt krav: „Jeg vil have en patruljevogn med en ubevæbnet chauffør der skal køre mig derhen hvor jeg ønsker, og når vi befinder os på et sikkert sted slipper jeg hende løs. Hvis I forsøger at skyde mig, vil både hun og jeg blive sprængt i småstykker.“ Hertil indvendte jeg: „Det kan du godt slå ud af hovedet. Du tænker kun på at dø. Men vore legemer tilhører Jehova.“

Omsider fri

Omkring klokken fire om morgenen begyndte jeg at få det dårligt. Det var nu over 16 timer siden jeg var gået ind i banken. Jeg havde ikke sovet og jeg havde intet spist, og megafonstemmen gjorde os begge nervøse.

Ved daggry talte en kvinde, der viste sig at være læge, til mig. Hun sagde at jeg ville få det værre jo længere tid der gik. Min fangevogter sagde til mig: „Hold ud lidt endnu.“ Derefter indvilligede han i at nogen kom ind og tog sig af mig. Men de ansvarlige udenfor var bange og turde ikke komme ind.

Omkring et kvarter i otte begyndte jeg at ryste over det hele. Jeg blev svimmel og besvimede. Da jeg atter kom til bevidsthed befandt jeg mig uden for banken! En politibetjent hjalp mig på benene, og med hjælp fra to andre løb jeg hen til patruljevognen og blev kørt på hospitalet. Idet jeg stod ud af bilen besvimede jeg igen, og var bevidstløs indtil jeg kom under lægebehandling. Da jeg vågnede sagde de: „Du er i sikkerhed nu. Alt gik godt. Hvil dig.“ Mine tanker gik til Jehova Gud. Jeg takkede ham fordi han havde hjulpet mig til at udholde denne prøve.

Senere fortalte mine forældre hvordan jeg var kommet ud af banken. Røveren havde taget mig med udenfor og havde forsøgt at genoplive mig. Men et kort øjeblik lod han mig være, vendte sig om og så tilbage mod banken. I samme øjeblik overmandede politiet ham og jeg blev reddet. Politiet vidste ikke hvorfor røveren lod mig ligge og kiggede tilbage mod banken, for han vidste jo godt at der ikke var nogen derinde.

Efter fire dage på hospitalet blev jeg udskrevet og kom hjem. Jeg blev dybt bevæget over den kærlighed mine kristne brødre og søstre viste mig. Der var omkring 60 af dem samlet i mit hjem. Det var en stor glæde at føle at min familie og jeg ikke var alene! Jeg kunne tænke over mit mål i livet, nemlig at tjene Gud. Jeg har erfaret sandheden i følgende ord: „Jeg rådspurgte Jehova, og han svarede mig, og fra alt det jeg gruede for, udfriede han mig.“ (Salme 34:4) — Fortalt af Siomara Velásquez López.

[Illustration på side 18]

Siomara Velásquez López