Hvilken trøst er der for de efterladte?

DE DER pludselig mister et familiemedlem ved en spiritusulykke har selvsagt „ikke haft lejlighed . . . til at sige farvel . . . eller: ’Jeg elsker dig,’“ som Janice Lord skriver i bogen Survivor Grief Following a Drunk-Driving Crash.

Som vi har set, må de efterladte igennem en hård kamp med chok, gru, vrede og fortvivlelse. Det føles som et varigt tab når man mister et familiemedlem på denne måde. De efterladte føler måske at de aldrig rigtig kan komme over deres sorg.

I erkendelse af hvor smertelig denne erfaring er, sætter myndighederne mange steder hårdt ind på at nedbringe det chokerende høje antal trafikdrab som forårsages af spritbilister. En embedsmand har for eksempel, med tanke på at spritbilister ofte har en svag karakter, foreslået at der oprettes centre hvor disse skal modtage undervisning og rådgivning vedrørende beskæftigelse og stofmisbrug og derved blive styrket til at overvinde deres svagheder.

Det virkelige behov

Hvor ønskeligt dette end er, kan ingen mennesker eller menneskelige institutioner fjerne de efterladtes smerte eller give de døde livet igen. Det overstiger den menneskelige formåen at gøre skaden god igen. Der kræves en helt ny verdensordning, en der ikke bygger på vor tids selviske og nedbrydende trang til at more sig for enhver pris, hvilket jo har kostet så mange livet.

Er der solidt grundlag for at håbe at verden bliver forandret sådan at førnævnte tragedier vil høre fortiden til? Ja, det er der. Der findes faktisk et sikkert håb om en ny verden her på jorden hvor sådanne ting ikke vil finde sted og hvor ulykkesofre endog vil komme til live igen. Det bliver en ubeskrivelig glæde når disse genforenes med deres efterladte. I denne nye verden vil sørgelige minder om fordums tragedier med tiden udviskes for evigt.

Dette håb om en ny verden fremholdes i Guds inspirerede ord, Bibelen. Den siger blandt andet at Gud „vil opsluge døden for bestandig, og den suveræne Herre, Jehova, vil tørre tårerne af alle ansigter“. (Esajas 25:8) Det vil også betyde at de døde bringes tilbage fra graven. Som apostelen Paulus skrev: „Jeg har håb til Gud . . . at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ (Apostelgerninger 24:15) Jesus og hans apostle viste dette ved at oprejse døde. — Lukas 7:11-16; 8:40-42, 49-56; Johannes 11:1, 14, 38-45; Apostelgerninger 9:36-42; 20:7-12.

Livet på jorden i den nye verden vil blive kronet med menneskelig fuldkommenhed, også for de opstandne. Guds helbredelseskraft vil gøre alle fuldstændig raske på sind og legeme: „Ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ „Da åbnes de blindes øjne, og de døves ører lukkes op. Da springer den halte som hjorten, og den stummes tunge råber af glæde.“ — Esajas 33:24; 35:5, 6; se også Mattæus 15:30, 31.

Om menneskets tilstand til den tid fortæller Bibelen videre at Gud „vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ (Åbenbaringen 21:4) Han der vil frembringe disse vidunderlige, glædebringende forhold erklærer: „Det tidligere vil ikke blive husket, og det vil ikke opkomme i hjertet. Men I skal glæde jer og juble evigt over det jeg skaber.“ — Esajas 65:17, 18.

Hvem har myndighed til at indføre dette? Jehova Gud, universets Skaber og ophav til vort storslåede håb, besidder magt og myndighed til dette. I sit ord står han inde for at en ny ordning „hvori retfærdighed skal bo“, snart erstatter denne selviske og voldsprægede tingenes ordning, der allerede er langt fremme i sine „sidste dage“. — 2 Peter 3:13; 2 Timoteus 3:1-5, 13; Ordsprogene 2:21, 22.

Trøst fra Guds ord

Jehovas vidner er ligesom andre udsat for tragiske hændelser, og de forventer ikke at Gud i denne farefulde verden skåner dem for at dø ved ulykker eller på anden måde. De ved at det ikke er Guds vilje lige nu. Prædikeren 9:11 siger: „Tiden og tilfældet berører dem alle.“ Men Jehovas vidner har længe henledt opmærksomheden på Guds ord, hvor der loves varig trøst til alle der stoler på hans løfter.

Et Jehovas vidne blev dybt berørt da en spritbilist slog hendes svoger ihjel og påførte hendes søster en så alvorlig hjerneskade at hun måtte under konstant pleje. De var begge Jehovas vidner. Den sørgende søster beretter:

„Det meste af et år græd jeg hyppigt, og jeg var vred på den unge mand der havde forvoldt tragedien, og på hans forældre fordi de ikke havde holdt bedre øje med ham. Til tider var jeg endda vred på Gud og englene fordi de ikke havde hindret det der skete. To gode mennesker der tjente Gud fik deres liv ødelagt — hvilket spild!

Jeg vidste udmærket at Gud ikke kan drages til ansvar og at han ikke ønskede at dette skulle ske, og alligevel troede jeg i sin tid at han styrede alle vore skridt og skærmede os mod en sådan overlast. Men jeg blev klar over at jeg måtte anlægge et mere ligevægtigt syn, og jeg begyndte at lede efter svarene.

Det tog sin tid før jeg kunne beherske smerten og ræsonnere over sagen. Jeg har haft det som Asaf, der i Salme 73 giver udtryk for at det tilsyneladende går de ugudelige godt. Men i samme salme viser Guds ord os at det ikke forholder sig sådan, at Gud ikke begunstiger de ugudelige, men at han til sin tid vil lade dem „synke i ruiner“.

Jeg kom til den erkendelse at det ikke var Gud, men min tankegang, der var noget i vejen med. Jeg havde misforstået skriftstederne. Gud garanterer ikke at vi forskånes for ulykker, sygdom og død nu, men han lover at vi vil opleve disse velsignelser i hans nye verden. Da det først gik op for mig hvad Guds ord egentlig siger om hans nutidige beskyttelse, at den er åndelig, ikke bogstavelig, forsvandt min vrede efterhånden. Jeg kunne nu også tydeligt se hvem der er den egentlige årsag til ulykker, nemlig Satan Djævelen, der har været en manddraber og en løgner lige siden han gjorde oprør mod Gud. Bibelen viser tydeligt at det er Satan der er denne lidelsesfyldte verdens gud. — Johannes 8:44; 2 Korinther 4:4.

Da jeg først havde fået en dybere forståelse af hvorfor mennesker lider, hvorfor Gud tillader lidelser og hvordan han vil afskaffe dem, gik det rigtig op for mig at Gud ikke er vor fjende, men vor Frelser!

Det var også til stor trøst at vide at Jehova ved hjælp af sin hellige ånd opretholder dem der tjener ham. Bibelen forsikrer os om at den hellige ånd vil skænke os ’den kraft som er ud over det normale’. Derigennem giver han os styrke til at udholde det uudholdelige. Og han trøster os med håbet om at vi vil gense vore kære i opstandelsen. På denne måde kan vi overvinde modgang.“ — 2 Korinther 4:7.

En lykkelig fremtid

Mange, deriblandt Jehovas vidner, er i tidens løb blevet ramt af tragedier. Dette bekræfter at Guds ord taler sandt når det siger at tid og tilfælde berører alle. (Prædikeren 9:11) Men Guds tjeneres erfaringer bekræfter også at Guds ord har ret i at Jehova trøster og opretholder sine tjenere i nød, og desuden forvisser dem om at der venter dem en lykkelig fremtid i hans nye verden, hvor sådanne sørgelige hændelser hører fortiden til.

Det er en trøst at vide at der i Guds nye verden vil råde ægte kærlighed blandt mennesker og respekt for livets dyrebare gave. Disse smukke egenskaber vil fortrænge den selviskhed og den kommercielle udnyttelse af menneskelige svagheder som nu gennemsyrer verden. Borte er da også den nuværende verdens bekymringer, pres og frygt der driver mange ud i alkoholmisbrug eller andet misbrug.

Allerede nu udgør Jehovas vidner et verdensomspændende brodersamfund der er knyttet sammen af kærlighedens forenende kraft. (Johannes 13:34, 35) Dette brodersamfunds enkelte medlemmer støtter dem der har mistet en de holdt af. De vil med glæde hjælpe enhver der ønsker at finde samme trøst som de selv har fundet. — 2 Korinther 1:3, 4.

[Illustration på side 13]

Bibelen lover en opstandelse af de døde