Hvad siger Bibelen?
„Hvorfor har Gud taget mit barn?“
DET er frygteligt for forældre at miste et barn — ja, det er et ubeskrivelig stort tab når et barn dør. Nogle mener at Gud har taget deres barn, men en sådan opfattelse bunder i en misforståelse og vil kun forøge smerten hos de efterladte. Sandheden er nemlig at Gud ikke tager nogens børn.
Ikke desto mindre tror mange det modsatte. Eksempelvis stirrede en kvinde fortvivlet ned i en åben kiste hvor hendes 17-årige søn lå. Inden han døde var han blevet behandlet for kræft og havde næsten mistet alt sit hår. Kvinden vendte sig om og sagde grådkvalt: „Gud havde brug for Tommy i himmelen.“ Som katolik havde hun lært at tænke sådan gennem mange års kirkegang. Også protestanter har længe givet Gud skylden for at børn dør. Den berømte protestantiske reformator Johannes Calvin sørgede over tabet af sin to uger gamle søn og sagde: „Herren har unægtelig påført os et nagende sår i forbindelse med vor lille søns død.“
Ifølge et gammelt jødisk sagn døde en rabbiners tvillingesønner mens han var borte fra hjemmet. Da han kom hjem og spurgte efter sine sønner, sagde hans hustru: „Hvis du fik to kostbare perler til låns med den besked at du kunne glæde dig over dem så længe de var i din varetægt, ville du så protestere når långiveren ønskede dem tilbage?“ „Nej, selvfølgelig ikke!“ svarede han. Derpå viste hun ham hans to døde sønner og forklarede ganske enkelt: „Gud ville have sine perler tilbage.“
Ingen trøst — og i strid med Bibelen
Er Gud virkelig så grusom og lunefuld at han vil lade børn dø når han samtidig ved hvor sønderknuste forældrene bliver? Nej, sådan er Bibelens Gud ikke, for ifølge Første Johannesbrev 4:8 siges der at „Gud er kærlighed“. Interessant nok står der ikke i verset at Gud har kærlighed eller at Gud er kærlig, men at Gud er kærlighed. Ja, Guds kærlighed er så inderlig, så ren, så fuldkommen og gennemtrænger hans personlighed og handlinger så fuldstændigt, at han med rette kan betegnes som den personificerede kærlighed. Han er ikke en Gud der tager livet af børn ’fordi han vil have sine perler tilbage’.
Nej, Gud elsker børn uendelig højt og fuldstændig uselvisk. Og Jesus Kristus, som i ord og gerninger genspejlede sin himmelske Faders personlighed, viste en varm, personlig interesse for børn. Han lagde engang armene omkring et lille barn og lærte sine disciple at de skulle have en lignende form for uskyldighed og ydmyghed. (Mattæus 18:1-4; Markus 9:36) Århundreder tidligere havde Jehova lært sit folk at skatte børnene højt, og formanet forældrene til at undervise, oplære og tage sig af dem. (5 Mosebog 6:6, 7; Salme 127:3-5) Gud ønsker at familier skal være forenede i livet, ikke splittede i døden.
„Hvorfor døde mit barn?“
Mange mener at eftersom Gud er almægtig må han stå bag alt og kontrollere alt hvad der sker i denne verden, deriblandt børns død. Men er det rigtigt? Da Job mistede alle sine ti børn på én gang troede han at Jehova havde bragt denne frygtelige ulykke over ham. Han vidste ikke det som Bibelen åbenbarer for os, nemlig at en overmenneskelig modstander af Gud — Satan — i dette tilfælde var den egentlige bagmand, at det var ham der påførte Job lidelser for at få ham til at opgive troen på sin Skaber. — Job 1:6-12.
Mange mennesker i dag er heller ikke klar over omfanget af Satans indflydelse. Bibelen viser at det er Satan, og ikke Jehova, der er herskeren over denne fordærvede tingenes ordning. Som Første Johannesbrev 5:19 siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ Jehova kan altså ikke lastes for denne verdens tragiske ulykker, og han har ikke taget nogens børn.
Men betyder det så at det er Satan der tager børn fra deres forældre? Nej, ikke direkte. Da mennesket i Edens Have gjorde oprør mod Gud, valgte det at underlægge sig Satans styre. De første mennesker og deres afkom mistede derved det evige livs gave. (Romerne 5:12) Som en følge af dette lever vi i en verden der er langt fra Gud, en verden hvor vi er underlagt det som Bibelen kalder „tiden og tilfældet“, det vil sige livets uventede og ofte tragiske hændelser. (Prædikeren 9:11) Satan „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9) Hans hovedinteresse er at vende mennesker bort fra Gud. I sit forsøg på at nå dette mål spreder han frastødende løgne om Gud. En af disse løgne drejer sig om at Gud fravrister forældrene deres børn ved at lade dem dø.
„Hvilket håb er der for mit barn?“
I stedet for at give Gud skylden har sørgende forældre brug for at se hen til den trøst han giver i sit ord Bibelen. Falsk religion har forvirret mange forældre med hensyn til hvor deres afdøde børn befinder sig og hvilken tilstand de er i. Der tales om himmelen, helvede, skærsilden og limbus — forskellige bestemmelsessteder som varierer lige fra det uforståelige til det skrækindjagende. Stik modsat siger Bibelen at de døde er uden bevidsthed, i en tilstand der bedst kan sammenlignes med dyb søvn. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14) Forældre behøver altså ikke at være mere ængstelige for hvad deres børn måtte gennemgå efter døden end de er ved at se børnene sove trygt. Jesus talte om en tid hvor ’alle de der er i mindegravene vil komme ud’ til et nyt liv i et jordisk paradis. — Johannes 5:28, 29; Lukas 23:43.
Dette strålende håb fjerner dog ikke al sorg. Selv Jesus brød engang sammen og græd over sin afdøde ven Lazarus — og det skønt han få øjeblikke senere oprejste ham fra de døde! Døden er altså ikke nødvendigvis endelig. Både Jesus og hans Fader, Jehova, hader døden. Bibelen kalder døden for „den sidste fjende“ og nævner at den vil blive ’tilintetgjort’. (1 Korinther 15:26) I det kommende paradis, hvor Satans styre vil høre fortiden til, vil døden blive fjernet for evigt og dens uskyldige ofre blive oprejst til liv igen. Til den tid, hvor forældre er genforenet med de børn som de har mistet i døden, kan vi sige: ’Død, hvor er din brod?’ — Hoseas 13:14.