Når man er indlagt på hospital

„Da jeg første gang blev indlagt på et hospital følte jeg det som om jeg pludselig havde mistet kontrollen over mit liv. Det var som om jeg var blevet reduceret til et nummer.“ — Marie G.

„Jeg kan huske at jeg under min første indlæggelse følte mig meget sårbar og værgeløs.“ — Paula L.

HAR du nogen sinde været indlagt på et hospital? Har du i så fald haft det på samme måde? Uanset hvad du svarer, må det indrømmes at de fleste sjældent spekulerer over hvordan det er at være patient. Men måske bliver du en skønne dag selv indlagt. I 1988 blev gennemsnitlig hver femte dansker udskrevet efter et hospitalsbesøg. Hvilke forholdsregler kan man træffe i tilfælde af at man skulle blive indlagt?

„Det vigtigste man kan gøre for at beskytte sit helbred er at forvisse sig om at det er nødvendigt at blive indlagt,“ siger dr. Sidney Wolfe, der er leder af Borgernes Sundhedsforskningsgruppe i De Forenede Stater. Uanset hvilket land man bor i, har man ret og pligt til at få at vide hvad man fejler hvis man bliver syg. Ofte vil ens egen læge være i stand til at give én et tilfredsstillende svar.

Men hvis der hersker tvivl om hvad man fejler, kan det anbefales at man hører en anden læges mening. I nogle lande kræver forsikringsselskaberne oven i købet at man får to lægers bedømmelse før de vil betale for visse større kirurgiske indgreb. Det er desuden ikke ualmindeligt at man også får en tredje læge til at bedømme sagen hvis der er tvivl om diagnosen og behandlingen. Men uanset om man har fået en, to eller flere lægers vurdering af sagen, tager en klog patient sig altså tid til at finde ud af hvorvidt det er fornuftigt eller nødvendigt at underkaste sig den foreslåede behandling.

Nødsituationer

I en nødsituation er det naturligvis ikke sikkert at der er tid til at få forskellige lægers vurdering. Ved indlæggelsen er patienten måske oven i købet bevidstløs og ude af stand til at skrive eller tale. Til tider må lægerne påbegynde behandlingen med det samme, endog før man finder frem til slægtninge der kan oplyse om patientens ønsker. Dette understreger at det er yderst vigtigt at man har forberedt sig på en sådan situation og truffet de nødvendige forholdsregler.a

For Jehovas vidner vil dette betyde at man altid bærer et korrekt udfyldt ’blodkort’ på sig. Herpå kan man forud give udtryk for sine ønsker i forbindelse med lægebehandling og anføre vigtige oplysninger, således at lægepersonalet kan kontakte slægtninge eller andre som kender patientens ønsker. Dette kort kan selvsagt ikke tage højde for enhver tænkelig situation, men det er et juridisk dokument der tilkendegiver ens ønsker når man ikke selv er i stand til det.

Det er også en stor hjælp hvis en nær ven eller slægtning som kender ens overbevisning og ens ønsker i forbindelse med lægebehandling, kan komme til hospitalet og støtte én. Uanset om dette kan lade sig gøre med det samme eller ej, vil et korrekt udfyldt ’blodkort’ måske en dag være netop det der kan beskytte ens rettigheder.

Hvis man ikke er et døbt Jehovas vidne og derfor ikke har et sådant kort, kan man selv udfærdige et lignende dokument (helst på skrivemaskine). Man skal heri gøre opmærksom på sine ønsker i forbindelse med lægebehandling og angive eventuelle forbehold. Det bør desuden oplyses hvem der skal kontaktes i nødstilfælde.

Udfyldelse af formularer og erklæringer

Patienters rettigheder er forskellige alt efter hvor i verden man bor. (Se rammen på side 7.) I nogle lande har patienter i de senere år fået betydeligt flere rettigheder. Nogle steder må en læge for eksempel ikke give nogen som helst behandling uden patientens samtykke, der som regel skal foreligge i skriftlig form. Dette er en af årsagerne til at nogle hospitaler fremstiller deres egne formularer som de ønsker at patienten skal underskrive. Hvis dette også er tilfældet i det land hvor du bor, vil det følgende være til hjælp for dig.

Du bør omhyggeligt læse alle formularer før du underskriver dem, da din underskrift betyder at du giver dit samtykke til alt det der står i formularen. Lad ingen presse dig til uden videre at underskrive en indlæggelsesformular, eller en formular hvor du indvilliger i at blive behandlet, uden først omhyggeligt at have læst den igennem. Hvis det kun er en bestemt del af det der står i en sådan standardformular som du ikke kan gå med til, kan du strege denne del over. Selv om man måske vil protestere og sige at det er hospitalets formular og at den ikke kan ændres, er det ikke desto mindre et juridisk dokument, og man kan ikke kræve at du skriver under på noget som du ikke er enig i. Som patienter ønsker vi naturligvis ikke at være urimelige, men det er vigtigt at man ikke går på kompromis i dette spørgsmål. Man har ret til at nægte at godtage et hvilket som helst afsnit af en sådan formular.

Det er især vigtigt at man omhyggeligt undersøger de paragraffer hvor man giver samtykke til operative indgreb og brug af blod. Nogle Jehovas vidner er blevet chokerede over ordlyden i en hospitalsformular som tilsyneladende var fremstillet specielt til dem. I indledningen stod der ganske vist at patientens ønsker vedrørende blod ville blive respekteret, men i en senere paragraf stod der noget i retning af at ’hvis der opstod en nødsituation eller hvis lægen fandt det nødvendigt, bevarede han sin ret til at give blod’. Da Guds ord befaler kristne at afholde sig fra blod, er det en god idé at skrive „Ingen blodtransfusion“ på alle papirer man får forelagt. (Apostelgerninger 15:28, 29) Det vil gøre ens standpunkt klart for hele personalet. Det er en kendsgerning at stadig flere patienter nægter at modtage blod fordi de ikke vil risikere at pådrage sig hepatitis, AIDS eller andre dødelige sygdomme.b

I nogle lande har patienter ikke de ovenstående rettigheder. Der findes lande hvor lægens ord er lov, og patienterne er mere eller mindre overladt til hans nåde og barmhjertighed. En læge fra et vestligt land som besøgte et afrikansk land fortæller: „Forholdet mellem læge og patient var uvant for mig . . . Patienterne udtalte sig aldrig medmindre de blev spurgt. De stillede aldrig deres læge spørgsmål.“ Sådanne skikke kan naturligvis gøre det sværere for patienten, men kloge kristne vil ikke desto mindre — respektfuldt men med fasthed — insistere på at det er en menneskeret at kunne bestemme over sit eget legeme og deltage i drøftelser der berører ens helbred.

Hvordan man taler med lægepersonalet

Din praktiserende læge bør være din vigtigste talsmand og den der i første række giver dig de informationer du ønsker; det er derfor vigtigt at vælge en god læge. En skribent skriver: „Man bør forstå at en læge er et menneske med gode og dårlige sider som alle andre. De fleste læger forsøger at give deres patienter den bedst mulige behandling, men nogle er blevet socialiseret [indoktrineret] til at tro at de har ret til at træffe afgørelser på dine vegne. Hvis en læges anskuelser eller personlighed ikke harmonerer med patientens, er det bedre at finde en anden læge.“

Forsøg at få udførlige og tilfredsstillende svar på dine spørgsmål før du giver dit samtykke til en behandling. (Se rammen på side 8.) Undlad ikke at sige det hvis der er noget du ikke forstår. Bed om at få spørgsmålet forklaret i et enkelt sprog uden medicinske udtryk. Det vil også være taktfuldt hvis du på et tidspunkt i samtalen med lægen giver udtryk for oprigtig værdsættelse af at han viser forståelse for din holdning, som bygger på din religiøse overbevisning.

Forsøg at opnå et venskabeligt forhold til det hospitalspersonale der tager sig af dig, deriblandt sygeplejerskerne, som kan og bør være dig til stor hjælp i forbindelse med din pleje og helbredelse. Når de kommer med medikamenter eller sprøjter, så forvis dig om at disse virkelig er til dig. Det vil være et udtryk for praktisk visdom, for selv om personalet har de bedste intentioner, sker der af og til fejl.

Hospitalspersonalet har højst sandsynligt travlt, men glem ikke at de fleste af de ansatte har valgt deres beskæftigelse fordi de interesserer sig for andre mennesker og oprigtigt ønsker at hjælpe dem. Du kan samarbejde med dem ved klart at give udtryk for dine behov og bekymringer. Ingen sygeplejerske (eller nogen som helst anden af sygehuspersonalet) har ret til at true dig ved for eksempel at sige: „Du vil dø hvis ikke du indvilliger i denne behandling.“ Hvis du bliver udsat for sådanne trusler, så meddel det til hospitalsledelsen og til dine slægtninge eller til en ældste; de kan eventuelt tale din sag.

Hvis der opstår problemer

Der har været situationer hvor patienter pludselig har befundet sig i dyb konflikt med lægepersonalet, til trods for at de måske har benyttet sig af de ovennævnte råd. Dette forekommer ganske vist sjældent, men hvad skal man gøre hvis man pludselig befinder sig i en sådan situation?

For det første skal man ikke blive grebet af panik. Situationen er sædvanligvis vanskelig for alle implicerede, og som regel ret følelsesladet. Det vil derfor være en stor fordel hvis man kan bevare roen og handle fornuftigt og respektfuldt. For det andet bør man sørge for at få al den hjælp man kan. Hospitalet har måske en patienttalsmand som man kan kontakte og søge hjælp hos.

Jehovas vidner kan desuden kontakte ældste fra deres menighed. Disse kloge og erfarne rådgivere kan endog være behjælpelige med at finde frem til hospitaler der er villige til at samarbejde hvis situationen er så alvorlig at man må vælge et andet sygehus.c Sande kristne vil også altid søge hjælp hos Jehova Gud i bøn. I vanskelige situationer findes der som regel ikke nogen patentløsning på problemet, og vi er måske i tvivl om hvad vi skal gribe til. Mange har erfaret at når man har gjort alt hvad der er menneskeligt muligt, kan det at vende sig til Gud i bøn ikke blot virke trøstende men også føre til at problemet bliver løst på en måde man ikke havde forudset. — 1 Korinther 10:13; Filipperne 4:6, 7.

Forhåbentlig vil du ikke få nogen af disse problemer, men det er godt at være forberedt. Husk også på at man forventer visse ting af dig når du er indlagt på et hospital. På hospitalet har du lejlighed til at vise kristne egenskaber som tålmodighed og hensyn, samt taknemmelighed for den venlighed du møder, især over for dem der hjælper dig. Et kort takkebrev til hospitalspersonalet eller måske oven i købet en lille gave som tak, kan gøre et varigt, positivt indtryk. Under et hospitalsophold har man mulighed for at aflægge et vidnesbyrd ved sin eksemplariske opførsel, og derved bidrage til det gode omdømme sande kristne har som patienter. — 1 Peter 2:12.

[Fodnoter]

[Ramme på side 5]

Hvis du bliver indlagt på et hospital

Huskeliste:

□ 1. Medbring et korrekt udfyldt ’blodkort’ af nyere dato, eller et underskrevet dokument der fortæller om dine ønsker.

□ 2. Vær omhyggelig når du vælger læge.

□ 3. Forvis dig om at det er nødvendigt at blive indlagt.

□ 4. Gennemlæs omhyggeligt eventuelle indlæggelses- formularer før du underskriver dem. Hvis du er et af Jehovas vidner bør du fortælle dette med det samme.

□ 5. Medbring kun de nødvendigste personlige ejendele, såsom badekåbe, toiletartikler og læsestof.

□ 6. Lad smykker, unødvendige elektriske apparater samt penge du ikke skal bruge, blive hjemme.

[Ramme på side 7]

En patients rettigheder

Når en patient bliver indlagt på et hospital er der ingen grund til at vedkommende lader sig skræmme af omgivelserne eller tror at han eller hun nu er reduceret til et nummer. Den følgende oversigt over rettigheder bygger på en liste med ti punkter som findes i bogen How to Stay Out Of the Hospital af sygeplejerske Lila L. Anastas.d

En patient har ret til:

1. At blive omsorgsfuldt og respektfuldt behandlet af et kompetent personale.

2. At få fyldestgørende oplysninger fra lægen om diagnose og behandling, samt en prognose. Alt sammen i et sprog som patienten kan forstå.

3. At få de oplysninger fra lægen der er nødvendige for at kunne give et informeret samtykke før et indgreb og/eller en behandling iværksættes. I de tilfælde hvor der findes effektive alternative behandlingsmetoder, har patienten ret til at blive oplyst herom.

4. At nægte behandling i den udstrækning loven tillader det.

5. At den behandling man modtager holdes fortrolig.

6. At alle optegnelser og journaler om sygdommen behandles fortroligt.

7. At et hospital i rimeligt omfang og alt efter mulighederne efterkommer ønsket om at få en bestemt behandling eller om at blive overflyttet til et andet hospital hvis dette er forsvarligt.

8. At få oplyst hospitalets kontakter til andre hospitaler, hvis dette har indflydelse på patientens muligheder for behandling.

9. At få at vide om hospitalet påtænker at deltage i eller udføre eksperimenter som vil få indflydelse på behandlingen.

10. En rimelig kontinuitet i behandlingen og forhåndsviden om hvilke læger der er til rådighed, samt hvor og hvornår de kan træffes.

[Fodnote]

[Ramme på side 8]

En patients beskyttelse og medbestemmelsesret

„Lige så vel som en anklaget person ikke bør møde i retten uden bistand fra en advokat, bør ingen patient lade sig indlægge på et storbyhospital uden at være ledsaget af et familiemedlem eller en nær ven som er rede til at varetage patientens interesser og tale vedkommendes sag hvis det skulle blive nødvendigt.“ — June Bingham, The Washington Post, den 12. august 1990.

„Tanken om patientens medbestemmelsesret i forbindelse med lægelige afgørelser har igennem tiderne været fremmed for lægerne i deres behandling. Og patienter har af bitter erfaring lært at når de stiller for mange ransagende spørgsmål skaber det afstand, da vi alt for ofte tager sådanne spørgsmål fortrydeligt op.

Ikke desto mindre er den tanke at vi véd hvad der tjener vore patienters interesser og derfor kan træffe afgørelser på deres vegne uden først at spørge, så åbenlyst forkert at man kun kan undre sig over den nidkærhed hvormed denne opfattelse er blevet forsvaret. . . .

Vi kan være uenige med vore patienter, ja, endog argumentere med dem og søge at overtale dem, men dette må altid foregå på en måde der viser at vi kun ønsker dem det bedste. I sidste instans må vi respektere hvad vore patienter ønsker eller ikke ønsker af os.“ — Dr. Jay Katz, professor i psykiatri ved Yale University, The Medical Post, Canada.

„Patienter er ikke spædbørn og læger er ikke forældre. . . . Det forekommer særdeles mærkværdigt at man skal minde både medicinstuderende og læger om at patienter forventer at kunne stole på lægerne, og forventer at man viser dem tillid, lader dem stå på egne ben og ikke udnytter deres afhængighed, at man taler og lytter til dem, behandler dem som ligemænd og ikke bestemmer over dem, at man respekterer deres livsholdning og at man lader dem leve deres liv på den måde de selv ønsker.“ — The Silent World of Doctor and Patient af dr. Jay Katz.

„Den hjælp vi yder begynder med kontakten til patienten. De omkring fire millioner gange daglig hvor læger i De Forenede Stater må tage sig af patienter, giver os lejlighed til at demonstrere ikke blot vor dygtighed, men også vor oprigtige medfølelse og omsorg og vort ønske om at ofre os for hver eneste patient vi yder hjælp.“ — Læge James E. Davis, formand for Den Amerikanske Lægeforening.