Hvordan vil fremtiden blive?
Hvorfor virker tanken om fred mellem dyr og mennesker så tiltalende? Det gør den fordi mennesket oprindelig blev skabt til at leve i fred med dyrene, også dem der i dag betragtes som farlige.
Da Gud skabte den første mand og kvinde, satte han dem i et paradis på jorden hvor de skulle nyde livet. Guds hensigt var at menneskene skulle få børn og at de skulle udvide grænserne for det oprindelige paradis indtil det dækkede hele jorden. Overalt i disse omgivelser skulle dyrene være underlagt menneskene i fred.
Beretningen i Første Mosebog lyder: „Råd over havets fisk og himmelens flyvende skabninger og hver levende skabning af dem der myldrer omkring på jorden. . . . Derpå så Gud alt hvad han havde frembragt, og se, det var virkelig godt.“ — 1 Mosebog 1:26-31; 2:9.
Menneskenes herredømme over dyrene skulle være helt uden brutalitet. Hensigten var at mennesker og dyr skulle leve sammen i fred. Dette fremgår for eksempel af at Adam ikke havde behov for at være bevæbnet da dyrene kom hen til ham for at få navne. Og der siges heller intet om frygt, hverken hos dyrene eller hos mennesket. — 1 Mosebog 2:19, 20.
Den oprindelige hensigt virkeliggøres
Lykkeligvis vil Guds oprindelige hensigt snart blive gennemført. Det vil ske når alle menneskeskabte regeringer bliver erstattet af Guds rige, der udøver sit herredømme fra himmelen. (Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10) Når Guds styre er fuldstændig genoprettet på hele jorden, vil hans oprindelige hensigt med jorden, og med menneskene og dyrene på den, gradvis blive gennemført.
De forandringer som Guds retfærdige styre vil indebære, bliver smukt beskrevet i mange af Bibelens profetier. Læg for eksempel mærke til hvad Esajas skrev under inspiration: „Ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen; og det er en lille dreng der fører dem. Og både koen og bjørnen vil græsse; deres unger ligger sammen. Og løven æder halm som kvæget. De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:6, 7, 9.
Der er også andre profetier som skildrer den altomfattende fred der vil råde i Guds nye verden. I den forbindelse skrev Mika: „De skal smede deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive. Nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig. Og de skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve.“ — Mika 4:3, 4.
Til den tid vil ingen vilde dyr forstyrre menneskenes fred, for Guds ord siger profetisk: „Jeg vil slutte en fredspagt med dem, og jeg vil udrydde de farlige vilddyr af landet, og de skal bo trygt i ørkenen og sove i skovene. . . . og de skal være trygge på deres jord.“ — Ezekiel 34:25, 27.
Der vil råde fuldkommen fred og harmoni i det genoprettede paradis. Derfor kan forholdene med rette beskrives som den sidste bog i Bibelen gør det: „’[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’ Og han som sad på tronen sagde: ’Se! Jeg gør alting nyt.’ Og han siger: ’Skriv, for disse ord er troværdige og sande.’“ — Åbenbaringen 21:4, 5.
Ja, „disse ord er troværdige og sande“. Det betyder at vi kan have fuldstændig tillid til Guds løfter. Til forskel fra ufuldkomne mennesker er han i besiddelse af den magt, den visdom og den handlekraft der skal til for at gennemføre sin hensigt. Som en af Guds trofaste tjenere i fortiden har udtrykt det: „Ikke ét af alle de gode ord som Jehova jeres Gud har talt til jer, er slået fejl. De er alle gået i opfyldelse for jer. Ikke ét af dem er slået fejl.“ — Josua 23:14; se også Esajas 55:11.
Vi kan have lige så stor tillid til at Guds oprindelige hensigt med jorden, menneskene og dyrene snart vil blive opfyldt i hans nye verden. Gudgiven fred vil da blive en realitet over hele jorden. Og denne fred vil ikke kun råde blandt mennesker. Den vil også afspejle sig blandt dyrene.