Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g91 22/4 s. 3-5
  • En skilsmisse har sine ofre

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • En skilsmisse har sine ofre
  • Vågn op! – 1991
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Ofrene må betale dyrt
  • Hvad med de større børn?
  • Hvilket håb er der for børnene?
  • Skilsmisse — den bitre høst
    Vågn op! – 1992
  • Hvordan kommer jeg over mine forældres skilsmisse?
    Vågn op! – 1988
  • Hvordan skilsmisse påvirker børn
    Hjælp til familien
  • Skilsmisser i hobetal
    Vågn op! – 1992
Se mere
Vågn op! – 1991
g91 22/4 s. 3-5

En skilsmisse har sine ofre

HVIS man skulle tro alt hvad eksperterne har skrevet om skilsmisse i de seneste årtier, kunne man let få den opfattelse at der i vore dages skilsmisser hverken er skyldige eller ofre.

Mange forældre er blevet forledt til skilsmisse af nogle klichéer der bliver forkyndt vidt og bredt: Skilsmisse er bedre for børnene end et ulykkeligt ægteskab; man skal blot vente til de har ’den rette alder’ så det ikke volder dem smerte; børn kommer over traumet efter nogle få år.

Disse optimistiske antagelser har fået støtte fra flere sider. Forfatterne Susan Gettleman og Janet Markowitz tror for eksempel ikke på „myten om det skadede barn“. De hævder at en skilsmisse ikke behøver at være traumatisk for børnene, når blot forældrene ’griber det fornuftigt an’. De mener endog at forældrenes skilsmisse kan hjælpe børnene til en dag bedre at klare deres egen skilsmisse! „Det der bør reformeres er ægteskabet som institution, og myten om selve familielivet,“ siger de. — The Courage to Divorce.

Men lyder disse frimodige påstande fornuftige? Hvilke omkostninger har skilsmisserne for børnene i en verden hvor skilsmissetallene eskalerer? Er det sandt at der ikke er nogen ofre?

Ofrene må betale dyrt

I 1971 påbegyndte de amerikanske forskere Judith Wallerstein og Joan Berlin Kelly en skelsættende undersøgelse af skilsmissernes langtidsvirkninger på familierne. De udvalgte 60 familier befandt sig midt i en skilsmissesituation. Disse familier havde tilsammen 131 børn i alderen fra 2 til 18 år. Til forskernes overraskelse kom skilsmissen så godt som aldrig som en lettelse for børnene. Heller ikke i de tilfælde hvor forældrene havde et ulykkeligt ægteskab. Skilsmissen gjorde i stedet børnene splittede.

Var der blot tale om et kortvarigt traume? Desværre nej. Efter fem år var 37 procent af børnene stadig mere eller mindre deprimerede. De fleste håbede stadig på at deres forældre ville flytte sammen igen — også selv om de havde giftet sig med en anden! Selv efter 10 og 15 år var næsten halvdelen af børnene i undersøgelsen „bekymrede, kompleksfyldte og til tider vrede unge mænd og kvinder der ikke kunne præstere det samme som gennemsnittet“.

Disse resultater harmonerede ikke med de traditionelle opfattelser. Som Judith Wallerstein skriver: „De resultater vi nåede frem til var de stik modsatte af dem vi havde forventet. For mange mennesker var det en uvelkommen nyhed, og vi fik vrede breve fra terapeuter, forældre og advokater som sagde at vi var helt galt afmarcheret.“

Men børnene løj ikke; andre undersøgelser har bekræftet det resultat Wallerstein og Kelly nåede frem til. Tidsskriftet Journal of Social Issues har skrevet at de fleste fagfolk, deriblandt adfærdsforskere, „mener at forældres separation og opløsningen af ægteskabet har en stærkt negativ virkning på både mindreårige og halvvoksne børn“. Tidsskriftet tilføjede at „dette i det store og hele er blevet bekræftet“ og citerede forskningsresultater som viser at kriminalitet og asocial adfærd forekommer hyppigere blandt skilsmissebørn end blandt børn fra uopløste familier, at dobbelt så mange skilsmissebørn kommer på psykiatriske hospitaler som børn der ikke har oplevet en skilsmisse, at skilsmisse måske er den førende årsag til depressioner blandt børn.

Hvad med de større børn?

Større børn klarer ikke en skilsmisse stort bedre end mindreårige. Når halvvoksne børn oplever at deres forældre lader sig skille, bliver de ofte dybt desillusionerede, hvilket er ødelæggende for deres indstilling til ægteskabet og andre institutioner, som for eksempel skolen. Nogle børn drager den slutning at alt er uholdbart og at alle forhold er dømt til en dag at opløses i forræderi og tillidsbrud.

Teenagere der på den måde bliver bragt ud af ligevægt i forbindelse med deres forældres skilsmisse, går nogle gange til yderligheder. Nogle begynder at tage stoffer, andre kaster sig ud i promiskuitet, og nogle løber hjemmefra. Andre synes umiddelbart at klare skilsmissen uden besvær; men reaktionen viser sig ofte senere. Bladet The Washingtonian skriver at det måske ikke er et tilfælde at spiseforstyrrelser og selvmord blandt teenagere er steget i takt med skilsmissetallene.

Forældre der ønsker at vente med at indlede skilsmisseforhandlinger til børnene har ’den rette alder’, kan komme til at vente længe. Det lader ikke til at der findes nogen magisk alder hvor børnene kan komme uskadte gennem en skilsmisse.a I bladet Psychology Today har sociologen Norval D. Glenn endog antydet at børn måske vil lide under en skilsmisses negative virkninger „som varer ved med uformindsket styrke hele livet igennem“. Han slutter: „Man må alvorligt overveje den foruroligende mulighed at det voksende antal skilsmissebørn efterhånden vil underminere hele befolkningens velbefindende.“

Men uanset hvor barske sådanne undersøgelsesresultater og statistikker måtte synes, er det ikke dermed sagt at alle skilsmissebørn vil få en vanskelig tilværelse. De viser ikke desto mindre at en skilsmisse udgør en særdeles reel fare for børnene. Spørgsmålet er derfor: Hvordan kan børn beskyttes mod virkningerne af en skilsmisse?

Hvilket håb er der for børnene?

Den bedste beskyttelse er forebyggelse. Som dr. Diane Medved skriver i sin bog The Case Against Divorce (Hvad der kan siges imod skilsmisse): „Vi må holde op med at lade selviske hensyn være det eneste kriterium for retmæssigheden af en skilsmisse.“ Der er ingen tvivl om at den selvcentrerede jeg-dyrkelse som gennemsyrer vore dages samfund, har undergravet utallige ægteskaber. Hvordan kan ægtepar modstå denne indflydelse og få deres ægteskab til at holde?

Bibelen hævder at dens Forfatter også er ægteskabets Ophavsmand. Dette bekræftes af at Bibelens vejledning om ægteskabet er en vejledning der virker i praksis. Den har hjulpet millioner af mænd og kvinder til at forbedre deres familieliv. Bibelen har reddet utallige ægteskaber fra skilsmisse. Den kan også hjælpe dig.b

Sørgeligt nok kan skilsmisse ikke altid undgås eller forhindres. Det er en af vor tids realiteter. Nogle lærer Guds normer for ægteskab at kende efter at de er blevet skilt. Andre lever trofast efter disse normer, men bliver bedraget af en selvisk og utro ægtefælle. Desuden giver Bibelen selv rum for skilsmisse under visse ekstreme omstændigheder. (Mattæus 19:9) Men som Jesus sagde er det umuligt at træffe en klog afgørelse uden først at ’beregne omkostningerne’. — Lukas 14:28.

Hvis en skilsmisse er en fuldbyrdet kendsgerning, er der ingen grund til at lade sig tynge af skyldfølelse eller fortrydelse. Tiden er da inde til at gøre det lettere for børnene at klare situationen. Og det kan lade sig gøre. Dr. Florence Bienenfeld, der er en respekteret rådgiver og mægler i skilsmissesager, giver fraskilte forældre følgende forsikring: „En skilsmisse behøver ikke at være som en græsk tragedie hvor alle dør. Alle kan leve, og med tiden komme over det og klare sig udmærket.“ — Helping Your Child Succeed After Divorce.

Men hvordan bærer man sig ad? Hvad kan forældre, slægtninge og venner gøre for at hjælpe skilsmissebørn?

[Fodnoter]

a Nye undersøgelser har vist at selv unge først i tyverne i betragtelig grad berøres når deres forældre vil skilles. Den ændring der tilsyneladende sker med forældrenes moralnormer ryster dem, skriver The New York Times Magazine. Mange kaster sig ud i hedonisme og promiskuitet, mens andre fuldstændig forkaster det andet køn, og nogle sværger på at de aldrig vil giftes.

b Se bogen Hvordan man opnår et lykkeligt familieliv, udgivet af Vagttårnets Selskab.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del