Unge spørger:

Skal jeg blive medlem af en bande?

„Mens jeg sad i skolens omklædningsrum kom nogle fyre hen og begyndte at drille mig. Den ene slog mig i brystet med en knytnæve. En fra banden i mit kvarter kom mig til hjælp. Jeg tænkte ved mig selv: ’Hvis jeg slutter mig til den bande, vil jeg måske altid være beskyttet.’“ — Greg.

DER bliver stadig flere bander på skoler og i boligkvarterer. Politiet skønnede at der i 1989 var 600 bander med i alt 70.000 medlemmer alene i Los Angeles. Ifølge bladet Maclean’s findes der 13 bander med i alt 600 medlemmer i den canadiske by Vancouver.

Ligesom Greg, bliver mange medlem af en bande for at beskytte sig mod skolevold, og i disse voldsramte tider kan man godt forstå hvorfor. Vi oplever en „tiltagende lovløshed“ verden over. (Mattæus 24:12) Men der er også andre årsager til at gadebander tiltrækker nogle unge.

Støtte og kammeratskab

„Jeg ønskede at få venner og føle at jeg hørte sammen med nogen eller med en gruppe som jeg kunne interessere mig for,“ forklarer Bernard, der er forhenværende bandemedlem. Marianne, som sluttede sig til en pigebande, indrømmer at hun gjorde det fordi hun „følte behov for at have styr på noget“ og fordi hun blev tiltrukket af den „familiære atmosfære“.

Nogle unge slutter sig til en bande af kedsomhed eller for spændingens skyld, mens langt de fleste tilsyneladende gør det for at høre til et sted og for at opnå følelsesmæssig støtte og samhørighed med venner — ofte som erstatning for et utilfredsstillende familieliv.

Bernard siger om sig selv og andre medlemmer af sin tidligere bande: „De fleste af os kom fra opløste hjem. Mange var blevet opdraget af eneforsørgere, sædvanligvis en mor, i store familier. Ingen havde haft tid til at snakke med dem. Mange var fra hjem hvor de var blevet fysisk og verbalt mishandlet og hvor ingen gik op i hvad de følte og tænkte. Derfor var de, ligesom jeg, glade for at kunne snakke med nogen der ville lytte.“

Den canadiske ungdomsrådgiver Lew Golding siger samstemmende: „Unge med problemer på hjemmefronten søger til en bande for at få opfyldt deres følelsesmæssige behov.“

I De Forenede Stater bliver mange bander dannet ud fra en bestemt etnisk eller kulturel baggrund. Disse bander byder på samvær med mennesker der har det samme syn på mad, musik, sprog og andet. Unge og andre vil normalt gerne føle at de er accepterede og at der er brug for dem. Men kan disse følelser og behov blive tilfredsstillet i en bande?

Ordsprogene 17:17 siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid.“ Hersker der ægte loyalitet og sande venskabsbånd mellem bandemedlemmer? Nej, tværtimod. Det er snarere interne uoverensstemmelser og endda slagsmål i banden der gør sig gældende. I det barske bandemiljø kommer der let en kurre på tråden. Meningsafvigelser opfattes måske som illoyalitet. Bernard fortæller: „Hvis vi havde et skænderi, var det om at være på vagt, for pludselig blev der trukket en kniv eller en pistol. Og dét til trods for at de sagde de var mine venner! Bandelivet skuffede, for jeg fik ingen virkelige venner.“

Et bandemedlem på 18 tilføjer: ’Man har ingen venner, selv ikke i sin egen bande. Man er kun sig selv.’

Følg ikke mængden

„Du må ikke følge mængden i slette forehavender.“ (2 Mosebog 23:2) Dette blev sagt til Guds folk i gammel tid, og har i princippet adresse til alle unge som overvejer at blive medlemmer af en bande. Måske opfatter du medlemskab af en bande som en form for selvforsvar eller en måde at opnå et godt kammeratskab på. Men er man medlem af en bande bliver man uvægerlig tvunget til at deltage i „slette forehavender“.

The Globe and Mail siger herom: ’Banden bliver ens familie. Det betyder også at banden afgør hvilken adfærd der er acceptabel. I teenagernes ukontrollerede verden betragtes det som rigtigt hvis man begår røveri, vold og voldtægt.’

I 1989 alene var bander i Los Angeles indblandet i 570 drab. Og næsten alle steder hvor der findes bander, hersker der vold. Hvis man nægter at deltage i forbrydelserne bliver man betragtet som en forræder, eller endnu værre, en kujon. Man bliver ugleset. Som én siger: „Man kan ikke sige nej til [banden].“ Ønsker du at udsætte dig selv for et sådant pres?

Forfatteren til Ordsprogene 1:10-15 svarer: „Min søn, giv ikke efter hvis syndere prøver at lokke dig. Hvis de siger: ’Kom med os. Lad os lægge os i baghold efter blod. Lad os uden grund lægge os på lur efter den uskyldige. . . . Kast dit lod iblandt os . . .’ Min søn, gå ikke med dem på vejen.“

At leve ved sværdet

Tænk også på at du risikerer at sætte dit gode liv og helbred på spil. En i en bande siger at ’man må være villig til at dø for de andre medlemmer af banden’. Og ikke sjældent er der nogen der gør det.

Hør i modsætning hertil hvad Jesus lærte sin disciple den nat han blev arresteret. Jesus stod ubevæbnet over for en voldelig menneskemængde. Ønskede Jesus at hans disciple skulle forsvare ham med voldelige midler? Det mente Peter. Han trak sit sværd og gik til angreb på en af mændene i mængden og huggede hans øre af. Jesu reaktion må have overrasket Peter. Jesus helbredte mirakuløst mandens øre og sagde til Peter: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ — Mattæus 26:52.

Hvad kan vi lære af dette? At det ikke alene er ubibelsk men også tåbeligt og umuligt at forsvare sig med våbenmagt. Et ordsprog siger: „Den der søger efter det onde, ham kommer det over.“ — Ordsprogene 11:27.

Hvor man kan finde sande venner

For 50 år siden blev der foretaget en undersøgelse som belyste hvilke faktorer der bidrager til dannelsen af bander. Der blev peget på et dårligt familieliv, fattigdom, intetsigende naboskab og mangelfuld uddannelse. Bandeaktiviteter har ikke rettet op på denne situation, og har heller ikke hjulpet ensomme unge til at opnå ægte venskaber. Men hvor kan man da finde sande venner? Det kan man i den kristne menighed. Her kan man være sammen med mennesker som har ens bedste på sinde. Vi vil derfor tilskynde dig til at opdyrke venskaber dér.

Men hvad skal man gøre hvis man bor i et område med mange bander? Hvordan kan man beskytte sig? Det spørgsmål vil en kommende artikel besvare.

[Ramme på side 18]

’Jeg sluttede mig til en gadebande’

„Jeg var 17 år. Mine venner og jeg var trætte af at se folk i vores kvarter blive skudt, bestjålet og voldtaget. Vi tænkte at vi måske kunne sætte en stopper for det ved at danne vores egen bande. Samtidig følte jeg et behov for at høre til i en gruppe. Sådan opstod vores bande.

Vi begyndte at patruljere i kvarteret, men snart skulle andre bander føle os på tænderne. To af vore medlemmer blev overfaldet af en rivaliserende bande. Én blev slået i ansigtet med en baseballkølle; en anden blev stukket ned. Vi hævnede ugerningen og blev snart den mest frygtede bande på de kanter.

Jeg fandt dog ud af at bandemedlemmer ikke er sande venner. Man kunne ikke stole på alle. Nogle ville ikke hjælpe hvis man kom i vanskeligheder, og andre delte ikke mine idealer, men begyndte at stjæle og endda at slå folk ihjel uden grund. Jeg begyndte derfor at hade min tilværelse. Jeg troede på at Gud var til, men forstod ikke hvorfor han tillod alle de uretfærdigheder. Jeg lærte også i skolen at kirken stod bag inkvisitionen og havde ødelagt hele kulturer i Guds navn. Jeg mente at religion blot var et skalkeskjul for at tjene penge.

En dag bad jeg Gud om hjælp til at finde den organisation han benyttede. Jeg bladede på må og få i en bibel som min onkel havde foræret mig og læste Apostelgerninger 20:20. Her stod der noget om at gå fra hus til hus. De eneste jeg kendte som gjorde det, var Jehovas vidner. Derfor fandt jeg ud af hvor den lokale rigssal lå og tog næste formiddag til møde. Med tårer i øjnene gik jeg hen til et af Vidnerne og hviskede: ’Jeg vil gerne have noget at vide.’ Jeg havde fundet Guds folk. Min tid som medlem af en bande var forbi.“ — Skribenten, som ønsker at være anonym, tjener nu som præsiderende tilsynsmand i en af Jehovas Vidners menigheder.

[Illustration på side 17]

Hvorfor ikke opdyrke venskaber med nogle som virkelig ønsker at det skal gå dig godt?