„Giv aldrig op“

WILMA RUDOLPH var lille og svagelig da hun blev født. Hun begyndte først at gå da hun var fire. Senere blev hun alvorligt syg af skarlagensfeber og lungebetændelse. Hun overlevede, men hendes venstre ben blev lammet. Beslutsomt masserede Wilmas moder hendes syge ben og lærte tre af hendes ældre søskende at gøre det samme. De fire skiftedes hver dag til at massere Wilma.

Da Wilma var otte kunne hun gå med en benskinne. Snart kunne hun løbe og lege. Hun var besluttet på at overvinde sit handicap. Motion hjalp hende og det samme gjorde moderens formaning: „Giv aldrig op.“

Wilma gav ikke op. Ved de olympiske lege i Rom i 1960 vandt hun tre guldmedaljer. Hun vandt både 100- og 200-meter-løbet, og i 4 × 100 meter stafetløb kom hun som sidste løber først over målstregen.

Under den første verdenskrig blev Glenn Cunningham, der dengang var en dreng på syv, livsfarligt forbrændt på benene. Han lå i sengen i månedsvis og fik at vide at han aldrig mere ville komme til at gå. Hans moder masserede daglig hans ødelagte muskler og tilskyndede ham til at gå og derefter til at løbe. Glenn gav aldrig op. Til sidst vandt han 21 ud af 31 løb over en engelsk mil (1609,35 meter) på indendørsbanen i Madison Square Garden. Og i 1934 satte han verdensrekord på denne distance.

På et eller andet tidspunkt i livet får vi alle en nedtur af en eller anden art — ofte i form af sygdom. I stedet for at give op, er det bedre at kæmpe! „Derfor giver vi ikke op,“ skrev apostelen Paulus med henblik på den åndelige kamp. „Nej, selv om vort ydre menneske [vort fysiske legeme] hentæres, så fornys [eller styrkes] jo vort indre menneske fra dag til dag.“ — 2 Korinther 4:16.

[Kildeangivelse på side 31]

UPI/Bettmann Newsphotos