Børneopdragelse verden over — Værdien af kærlighed, tugt, gode eksempler og åndelige interesser

FORÆLDRE fra forskellige lande har indsendt beretninger om hvordan de med godt resultat har opdraget deres børn fra de var små og op gennem teenageårene. De er alle Jehovas vidner, og derfor understreger deres beretninger betydningen af ovenstående fire punkter. Her er nogle uddrag af deres breve.

Fra Hawaii

„Som Bibelen siger, er kærlighed den ’største’ egenskab. Hjemmet og familien må udstråle kærlighed i alle dens dyrebare facetter. Carol og jeg står hinanden meget nær. Vi elsker at være sammen. Jeg kan ikke understrege kraftigt nok at forudsætningen for at man kan opdrage børn med succes er at man har et lykkeligt ægteskab.

Den dag i dag husker jeg de stærke følelser som vældede op i mit hjerte i dagene og ugerne efter at vi havde fået vort første barn. Det var betagende at et nyt levende væsen var kommet til verden. Jeg husker at Carol strålede af lykke når hun ammede vores nyfødte Rachel. Jeg glædede mig på hendes vegne, men følte mig også lidt krænket, ja, en smule jaloux. Carol havde et nært forhold til Rachel, men hvad havde jeg? Jeg følte at jeg — ganske vist blidt — blev holdt udenfor. Med Jehovas hjælp betroede jeg Carol mine følelser og min bekymring, og hun viste mig stor forståelse og støttede mig.

Derefter begyndte jeg at passe vores nyfødte barn og blev derved nærmere knyttet til det. Jeg udførte også nogle af de mindre behagelige opgaver — for eksempel er det mildt sagt en helt speciel oplevelse at vaske en snavset ble! Vi har fået fem børn efter Rachel. Rebecca, den yngste, er otte år nu. Vi har haft et personligt, individuelt bibelstudium med hvert af børnene.

Hvad der også har været vigtigt i forbindelse med opdragelsen af børnene i de første år, er at Carol og jeg altid har nydt at snakke med vore børn lige fra de blev født. Vi har snakket om alt muligt. Nogle gange har vi talt om Jehova og hans smukke underværker. Andre gange har vi talt om sjove og pudsige ting der er sket. Vi har selvfølgelig forsøgt at undervise dem, men der har også været afslappende og uforpligtende stunder. Jeg tror at sådanne samtaler bidrog meget til at vi fik et nært forhold til dem. De har uden tvivl været med til at skabe grundlaget for den gode kommunikation vi har haft i vores familie.

Jehova har lært os værdien af at satse på det åndelige, og af at give af os selv. Carol og jeg har aldrig haft ret mange materielle goder, og vi har aldrig stræbt efter at få det, endsige savnet det. Hvis vi havde tilbragt det meste af vores tid med at trælle for rigdom, kunne vi ikke have viet så meget tid til Jehova og familien. Vi har truffet det rette valg.“ (Herefter følger Carols kommentarer.)

„Jeg tror at mødre får et nært forhold til børnene når de passer dem. Man tilbringer så meget tid med at pusle og bære rundt på barnet at det simpelt hen ikke kan undgås. Moderen kan aldrig forlade barnet i mere end to til fire timer. Ed og jeg har aldrig overladt vore børn i fremmedes varetægt. Jeg ønskede at undervise mine børn og se dem vokse op. I den periode de var små, havde jeg intet verdsligt arbejde. Jeg tror at dette hjalp dem til at indse hvor meget de betød for os. For at få et nært forhold til børnene må man tilbringe tid sammen med dem. Intet kan erstatte ens egen fysiske tilstedeværelse. Ingen materielle ting kan træde i stedet.

Teenageårene var kun vanskelige fordi jeg måtte vænne mig til at børnene var blevet store. Det var svært at erkende at de ikke længere havde det samme behov for mig, at de var ved at blive uafhængige. Det er en skræmmende tid hvor al ens tugt, formaning og oplæring skal stå prøve. Det er for sent at begynde når de er teenagere. Det er for sent at lære dem moralnormer, almindelig næstekærlighed og ikke mindst kærlighed til Jehova. Dette må indpodes i dem fra fødselen.

Man har 12 år til at gøre dette i, før de kritiske teenageår sætter ind. Men hvis man arbejder ihærdigt på at følge de bibelske principper, vil man høste glæde og fred når de af hjertet vælger at tjene Jehova.“ — Edward og Carol Owens.

Fra Zimbabwe

„Børn er ’en arv fra Jehova’, siges der i Salme 127:3. At huske dette har hjulpet os som forældre til at gøre alt hvad vi kunne for at passe på denne arv. Noget af det vigtigste i vores familie har været at gøre tingene i fællesskab. Vi har bedt sammen, studeret Bibelen sammen, overværet møder sammen, arbejdet sammen, besøgt venner sammen, leget sammen.

Til tider har det været nødvendigt med tugt. Engang da vores søn var i begyndelsen af teenageårene var han længe om at komme hjem. Vi var bekymrede. Han virkede undvigende. Vi kunne fornemme at der var noget galt, men vi besluttede at vente med at ordne sagen til næste morgen. Ved midnatstid bankede det på døren til soveværelset. Der stod vores søn, med tårer i øjnene.

’Far, mor, jeg har ikke kunnet sove i de sidste fire timer, og det skyldes at jeg ikke lyttede efter da I ud fra Bibelen advarede mig mod dårligt selskab. I dag efter skoletid pressede nogle af kammeraterne mig til at tage ud og svømme med dem, og en af drengene trak mig ned under vandet. Hvis ikke en anden dreng havde hjulpet mig var jeg druknet. De grinede ad mig og kaldte mig en svækling. Jeg gik lige hjem men kunne ikke få mig selv til at gå ind fordi jeg følte mig flov. Jeg er ked af at jeg ikke lyttede til jer da I ud fra Bibelen advarede mig mod at få dårlige venner.’ — 1 Korinther 15:33.

Han græd, og det samme gjorde vi. Men vi var glade for at han havde taget ved lære; alligevel tugtede vi ham, for at lektionen skulle fæstne sig dybere. Anden Mosebog 34:6, 7 viser at Jehova er barmhjertig og tilgiver overtrædelse, men ’på ingen måde fritager for straf’.“ — David og Betty Mupfururirwa.

Fra Brasilien

„Jeg er enke og er ene om at opdrage min søn. Samtidig har jeg arbejde som lærer. Det er ikke let at opdrage og undervise børn. Der er brug for en konsekvent oplæring, en afbalanceret tugt og et godt eksempel fra forældrenes side. Det har været svært for mig at være fast og samtidig medfølende. Jeg måtte lære kunsten at lytte, især med hjertet. Det er vigtigt at kommunikere og ikke blot tale. Barnet skal involveres og engageres følelsesmæssigt. Jeg forsøgte at få min søn til at føle sig som en del af familien ved at inddrage ham i budgetlægningen. Når regningen for lys og vand kom, eller udgifterne til tøj eller sko steg, drøftede vi problemerne sammen.

Det er vigtigt at rose når der er grund til det. Når lejlighed byder sig, viser jeg ham værdien af at følge Guds love og principper. På et tidspunkt blev jeg, efter at have irettesat ham adskillige gange, nødt til at bruge den bogstavelige kæp. Det var svært, men velsignelserne udeblev ikke! Nu hvor han er i teenageårene har vi vores op- og nedture, men vi kan se værdien af oplæring og tugt. Han fortæller mig om sine personlige problemer og sine følelser.

Jeg må hele tiden pleje den gode kommunikation. Jeg passer derfor på ikke at blive så optaget af mit verdslige arbejde at jeg forsømmer min søn. Når vi har problemer, lytter jeg til ham, og med Jehovas hjælp overvinder vi dem. Jeg lader ham vide at jeg også begår fejltrin. Ved en lejlighed mistede jeg besindelsen og sagde at han skulle ’klappe i’. Han fortalte mig at når man sagde sådan vidnede det om manglende kærlighed. Han havde ret. Den eftermiddag fik vi os en lang snak.“ — Yolanda Moraes.

Fra Korea

„Jeg fulgte nøje Bibelens principper i mit familieliv. Især Femte Mosebog 6:6-9 lagde jeg mig på sinde. Jeg forsøgte at være så meget som muligt sammen med mine børn, at få et nært forhold til dem, at indpode Guds ords principper i deres sind og hjerter. Jeg inviterede også missionærer og medlemmer af betelfamilien hjem så børnene kunne få smag for heltidstjenesten.

Det første forældre bør gøre når børnene skaber problemer, er at vise åndens frugter. Det er let at blive vred på børnene og miste besindelsen. Men vi forældre bør være tålmodige og lægge en eksemplarisk opførsel for dagen. Det er vigtigt at respektere børnene og give dem lejlighed til at forklare situationen. Hvis ikke det er fuldstændig klart at de har gjort noget forkert, så stol på dem og opbyg dem. Hvis du er nødt til at tugte et barn, så ræsonner først med det og vis hvad det har gjort forkert og forklar hvorfor Jehova og I som forældre ikke bryder jer om det. Først da skal man straffe barnet. Ofte siger mine sønner, efter at de er blevet tugtet: ’Far, jeg forstår ikke selv hvorfor jeg var ulydig. Det var bare dumt.’ Børn sætter pris på forældre der elsker dem højt nok til at tugte dem.

Forældre må være på vagt lige så snart børnene begynder at udvikle sig i uheldig retning. Da min ældste søn gik i niende klasse, hørte jeg en dag at der lød høj rockmusik fra hans værelse. Jeg erfarede at han var blevet optaget i et elevråd, og at han derigennem var blevet udsat for en verdslig påvirkning. På grund af nysgerrighed, og under pres fra de andre i rådet, havde han røget. Vi talte sammen om farerne ved at ryge, og min søn konkluderede selv at han måtte forlade elevrådet, hvilket han gjorde. For at udfylde det tomrum der opstod bagefter, arrangerede vi sunde adspredelser i familien og sammen med nogle i menigheden.

Men jeg vil sige at det vigtigste for forældre er at sætte et godt eksempel. Jeg har altid sagt til mine to drenge at jeg ønskede at tjene Gud som heltidsforkynder af den gode nyhed. Da min næstældste søn var færdig med skolen tog jeg min afsked fra silkefabrikken hvor jeg arbejdede og blev heltidsforkynder. Mine to sønner iagttog min beslutsomhed og fulgte trop. Efter at have været i fængsel på grund af neutralitetsspørgsmålet, er de begge begyndt i heltidstjenesten og er fortsat i denne tjeneste lige siden.“ — Shim Yoo Ki.

Fra Sverige

„Vi har opdraget syv børn — fem drenge og to piger. Nu hvor de er voksne er de alle meget aktive i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. Lige fra små har de overværet menighedsmøderne og været med os i forkyndelsen. Skridt for skridt har de lært at forkynde — først at ringe på dørklokken, så at sige goddag, præsentere sig og tilbyde en løbeseddel, en traktat eller et blad. Endnu mens de var små holdt de indlæg på den teokratiske skole.

Til tider opstod der alvorlige problemer som har krævet særlig opmærksomhed. Så har det været vigtigt at vise kærlighed og tålmodighed — og ikke råbe eller skænde. Problemerne er blevet løst ved at vi ræsonnerede med dem og henviste til Jehovas syn på sagen. Vi lærte dem at klare pengesager. Da de blev ældre gik de med aviser, var med til at grave tørv, ordne have og så videre. Når de besøgte deres bedsteforældre som boede langt fra os, stiftede de bekendtskab med ældres problemer og lærte at tage hensyn.

På vores tredive års bryllupsdag modtog vi følgende brev:

’Til vore kære forældre:

TAK FOR ALT! Den varme og kærlighed som I har overøst os med, den ægte tro som I har indpodet i os og det vidunderlige håb I har givet os, kan ikke udtrykkes i ord eller gøres op i penge. Men vi håber at dette lille minde vil vise jer hvor højt vi elsker jer, kære far og mor. Jeres børn.’

Når vi ser tilbage på alle disse ’20-års-projekter’ føler vi dyb taknemmelighed mod Jehova, vor himmelske Fader, som har været så barmhjertig mod os.“ — Bertil og Britta Östberg.

Forskellige betragtninger fra forældre

„At moderen ammer er Jehovas måde at bringe spædbarnet i nær fysisk kontakt med moderen på, men faderen kan supplere hende ved at vugge barnet. Jeg nød at holde børnene i mine arme og at vugge dem i søvn næsten hver aften.“

„Som deres fader kunne jeg ikke amme børnene, men jeg kom i nær fysisk kontakt med dem når jeg badede dem om aftenen. Det var sjovt, både for dem og mig!“

„Tid efter anden tog jeg et af børnene med ud at spise. De elskede at være alene med farmand.“

„Som årene gik betroede vi dem lidt efter lidt større frihed og ansvar. En sammenpresset fjeder i hånden må løsnes langsomt for at undgå at den farer ukontrolleret af sted.“

„Giv dem masser af kærlighed. Der er aldrig noget barn der har taget skade af kys og kram — men deres følelser kan dø hvis ikke de får det.“

„Vær tålmodig, gør dem ikke mismodige. Vær ikke hele tiden efter dem. Styrk deres selvtillid. For hver gang de kritiseres skal de roses fire gange!“

„Gør dit bedste, så vil du få det bedste frem i dine børn.“

[Illustration på side 9]

Børn som Rebecca har behov for ægte kærlighed

[Illustration på side 10]

Sæt tid af til at foretage jer noget sammen som vil styrke familiebåndet