Hendes syn er svagt men hendes tro er stærk

CAROL DIVERS ser dårligt, men hun har stor sans for humor. Hun mistede synet på det højre øje i 1976 på grund af sukkersyge og har nedsat syn på det andet. „Jeg kan miste synet på det andet øje hvornår det skal være,“ siger hun, „men jeg prøver at lade være med at tænke på det.“

Carol har lidt af sukkersyge siden hun var 11 år gammel. Hun er nu i fyrrerne og har trods sin sygdom opdraget to sønner. „Da jeg fik at vide at jeg havde sukkersyge, troede jeg den ville forsvinde igen ligesom mæslinger. Lægen gav mig en bog om sygdommen. Jeg læste den, og så kylede jeg den ind i væggen. Min sukkersyge ville aldrig forsvinde. Det føltes så uretfærdigt. Jeg syntes at min fremtid så meget deprimerende ud.“

„Enhver ved at diabetikere har problemer med blodsukkeret,“ påpeger Carol. „Hvad der er mindre kendt, er at den ustabile diabetes som jeg lider af, ofte medfører en masse lidelser i hele legemet. Blindhed er en af dem, forårsaget af nogle små, nydannede blodkar der vokser i nethinden hos diabetikere og som kan briste og fylde øjet med blod. Diabetikere har også alvorlige kredsløbsforstyrrelser og kan miste deres ben på grund af koldbrand. De kan få dårlige nyrer, der kan komme åreforkalkning og være særlige vanskeligheder i forbindelse med graviditet og fødsel. Og man kunne blive ved.“

Det lyder nedslående, ikke? For millioner af mennesker er sukkersyge en uhyggelig, daglig kendsgerning. „Man kan blive skør af at gå og tænke på de frygtelige ting der sker inden i en, og vente på at der kommer en ny blødning i øjet.“ Løsningen? „Prøv at se det humoristiske i situationen hvis du kan,“ råder Carol til, „og lad ikke dine tanker opholde sig ved de negative ting.“

Det humoristiske i situationen? „Netop,“ siger Carol muntert, „ligesom dengang jeg forsøgte at ringe fra en veninde og tog fejl af telefonen og en smørkrukke.“

„Pointen i det,“ tilføjer Carol, „er at latteren kan afholde en fra at have for ondt af sig selv. Det sidste et sygt menneske har brug for, er selvmedlidenhed.“

Bibelen, hvis praktiske leveregler ofte bliver undervurderet, giver lignende gode råd. For eksempel: „Glad hjerte er godt for legemet, nedslået sind suger marv af benene.“ — Ordsprogene 17:22.

Sagt med andre ord: „Et glad hjerte er ypperlig medicin,“ (Jerusalem-Bibelen) „men en nedbrudt ånd gør en syg.“ (The Living Bible) Carol Divers har ikke altid værdsat disse gode råd. Hvad har ændret hendes indstilling?

Hun fortæller: „I 1962, da jeg var nygift og havde to små drenge, fik jeg besøg af en ældre dame der tilbød mig et abonnement på bladet Vagttårnet. Jeg var ikke særlig interesseret i bladet, men jeg modtog abonnementet fordi damen mindede mig om to af mine tanter der var Jehovas vidner. Jeg havde altid beundret mine tanter, selv om jeg ikke rigtig forstod hvad det var de troede på.

Resultatet blev at jeg begyndte at lære hvad Bibelen siger om dét at mennesker lider, og jeg indså at der var en fornuftig grund til det. Jeg var glad for at lære ud fra Bibelen at Gud ikke ønsker vi skal lide. Ja, faktisk ville der ikke have været nogen der havde sukkersyge eller andre former for lidelser, hvis menneskene fra starten havde været lydige mod Gud.

Beretningen om Job hjalp mig til ikke at have ondt af mig selv. Satan påstod jo i forbindelse med Job at ethvert menneske der lider tilstrækkeligt, til sidst vil vende sig mod Gud. Jeg var besluttet på ikke at lade Satan le sidst i mit tilfælde.“

Bibelkundskab har også på en anden måde hjulpet Carol til at undgå selvmedlidenhed. „Når man får en kronisk sygdom,“ siger hun, „er det så let at tænke: ’Hvorfor lige mig?’ ’Hvorfor lider andre ikke, når jeg gør?’ Bibelen viser imidlertid at vi alle er i samme båd. Vi dør alle. Nogle af os dør bare hurtigere end andre. I stedet for at gå og hænge med hovedet og ønske jeg ikke havde sukkersyge, får denne viden mig til at ønske at gå ud og hjælpe andre til at få det samme fremtidshåb som jeg.“

Hvad er Carols håb for fremtiden? „Jeg bliver fuldstændig helbredt,“ siger hun overbevist. „Jeg får mit syn tilbage, og jeg vil aldrig mere behøve en insulinindsprøjtning. Jeg bliver sund og rask, hele dagen, hver dag.“

Den moderne lægevidenskab kan naturligvis ikke helbrede Carols sukkersyge eller give hende synet igen. Men det er heller ikke lægevidenskaben hun knytter sit håb til. „Hvis Jesus var her på jorden i dag, kunne han helbrede mig,“ påpeger hun. „Han helbredte nogle med et dårligere syn end jeg. Hvorfor gjorde han det? For at vise hvordan mennesker vil blive helbredt under Guds rige.“

Carol tror fuldt og fast på dette rige. „Du har sikkert hørt folk bede: ’Komme dit rige.’ Tro mig, det vil komme. Jeg forventer fuldt ud at være her når disse bønner bliver besvaret. Jesus udtalte en profeti for at vise hvornår Riget var nær, og at læse den er som at læse dagens avis. Du kan selv læse den i Mattæus, kapitel 24, Lukas 21 og Markus 13.“

Carols tro har givet hende mere end et håb for fremtiden. Den har også hjulpet hende til at undgå problemer med helbredet nu. Hvordan det?

„Bibelen har lært mig at Jehova betragter livet som helligt,“ siger hun. „Efterhånden som jeg lærte Bibelen bedre at kende, indså jeg at jeg havde en forpligtelse til at passe bedre på mig selv. Hvordan kunne Jehova tro at jeg gerne ville leve evigt hvis jeg snød med min diæt og ikke tog hensyn til mit nuværende helbred?

For at passe på sig selv må man naturligvis have selvbeherskelse, men Bibelen hjælper én til at opdyrke denne egenskab. Selvbeherskelse er faktisk et spørgsmål om liv og død for en diabetiker.“

Hvordan kan man sige det? „Når legemet er udsat for pres, frigøres der ophobet sukker fra leveren. Når en diabetiker bliver ophidset, er det derfor som om han hurtigt sætter en masse sukker til livs — det sidste han har brug for! Jeg har altid været meget følelsesbetonet, men jeg har lært at holde tand for tunge inden jeg får sagt noget der kan starte en diskussion. Jeg har måttet lære at blive en fredsstifter. Det har taget mig mange år, men nu bliver jeg ikke så let bragt ud af ligevægt.

Bibelen siger at Guds fred vil beskytte vort hjerte og sind,“ ler Carol, „men den beskytter også mit blodsukker!“

Bliver Carol Divers aldrig nedtrykt? „Selvfølgelig bliver jeg nedtrykt,“ svarer hun oprigtigt, „men det løser ingenting. Igennem årene har jeg lært at når jeg bliver nedtrykt, er det bedste jeg kan gøre at interessere mig for andre mennesker og få tankerne ledt væk fra mig selv.

Mit syn begyndte at svigte i 1970, og det var meget deprimerende. Men omtrent samtidig var det som om jeg stadig fik flere muligheder for at hjælpe andre til at lære Bibelen bedre at kende. Det at blive mere engageret i at undervise andre i Bibelen, var den bedste terapi jeg kunne få. Siden jeg begyndte at miste synet, har jeg studeret med elleve mennesker der har taget imod budskabet og nu underviser andre.“

Efterhånden som Carols syn blev dårligere, blev hun stadig mere aktiv i dette bibelundervisningsarbejde. „Begge mine sønner er rejst hjemmefra og tjener ved Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn,“ siger hun stolt. „Det betyder at jeg nu har mere tid til min rådighed. Derfor var jeg i stand til at begynde som almindelig pioner i september 1980, hvilket betyder at jeg nu bruger det meste af min tid til at besøge folk og dele Bibelens gode budskab med dem. Det er noget jeg længe har ønsket mig.“

„Jeg er ikke nogen ’superkvinde’,“ siger Carol ærligt. „Jeg kunne aldrig klare det uden den støtte jeg får af min familie og af venner i menigheden. Førhen var jeg altid meget selvstændig, så da jeg begyndte at miste synet var det utrolig vanskeligt at indrømme over for mig selv at jeg var handicappet. Jeg havde aldrig forestillet mig selv i den situation. Det var ikke let for mig at bede om hjælp, men jeg har lært at jeg kan bede om hjælp, både af andre mennesker og af Jehova Gud. Jehova tilvejebringer både menneskene og hjælpen. Det har været en god lektie for mig.

Det er min erfaring at jeg bliver deprimeret når jeg tænker på alt det jeg før kunne gøre, men som jeg ikke kan gøre længere. Løsningen er ganske enkel. Jeg tvinger mig selv til at tænke på det jeg kan gøre, og prøver så at finde en ny eller bedre måde at gøre det på.

For eksempel var jeg nedtrykt en sommer fordi jeg måtte tilbringe lange perioder derhjemme. Derfor startede jeg en lille teokratisk skole for børn i menigheden en gang om ugen. Det opmuntrede mig meget, for jeg elsker børn, og børnene elsker skolen. Vi opfører bibelske begivenheder som små skuespil, leger, og lærer skriftsteder udenad. Engang prøvede vi endog at bygge Noas ark af ispinde.

Der har været tidspunkter hvor der har været blødninger i mit andet øje og jeg har været fuldstændig blind og lænket til sengen i dage- eller ugevis. På sådanne tidspunkter er bøn meget vigtig. Det samme er de dejlige kassettebånd med Bibelens bøger som Vagttårnsselskabet udgiver, og også telefonen. Selv om jeg ikke kan komme ud, kan jeg stadig telefonere. Hvis jeg tænker mig godt om, kan jeg altid komme i tanker om nogle der er endnu dårligere stillet end jeg og som vil sætte pris på en opringning.“

Der er ingen der bryder sig om at lide — heller ikke Carol Divers, som har lidt mere end de fleste. Mens vi ikke selv kan vælge om vi vil lide eller ej, kan vi vælge hvordan vi vil reagere på lidelserne. Bliver vi bitre, giver Gud skylden, og bliver vi ved med at tænke på hvordan vi kunne have haft det? Eller udnytter vi lejligheden til at støtte os til Gud, idet vi knytter os nærmere til ham?

Carol udtrykker det på denne måde: „Jeg ved ikke hvad der sker med mig i morgen — hvad jeg yderligere skal igennem — men jeg véd at uanset hvad Jehova tillader, vil det være i orden. Jeg véd at han vil give mig den fornødne styrke. Det har han altid gjort.“

[Tekstcitat på side 19]

„Når man får en kronisk sygdom er det så let at tænke: ’Hvorfor lige mig?’“

[Tekstcitat på side 20]

„Det bedste jeg kan gøre er at interessere mig for andre og få tankerne ledt væk fra mig selv“