Hvordan bør man behandle håbløst syge?

I VOR tid har folks syn på døden og dødsprocessen ændret sig mange steder i verden.

Førhen accepterede lægerne døden som en uundgåelig afslutning på deres behandling af nogle patienter — en afslutning som skulle lettes og som ofte fandt sted i hjemmet.

Med de mange nye hjælpemidlers fremkomst begyndte lægerne at betragte døden som en lægelig fiasko, et nederlag. Lægernes hovedmål blev for enhver pris at hindre dødens indtræden. Samtidig med denne holdningsændring åbnede ny teknologi mulighed for at patienten kunne holdes i live længere end det tidligere var muligt.

Den moderne lægeteknologi har medført store fremskridt i mange lande, men har også givet anledning til ængstelse. Én læge siger: „De fleste læger har mistet den værdifulde egenskab som tidligere udgjorde en integreret del af lægevidenskaben, nemlig menneskeligheden. Varme, medfølelse, forståelse og individuel omsorg er veget for teknik, effektivitet og præcision. Lægegerningen er i dag iskold videnskab. Dens fortryllelse hører en svunden tid til. Det døende menneske kan ikke hente megen trøst hos den mekaniske læge.“

Dette er blot én persons mening, og skal ikke opfattes som en kategorisk fordømmelse af den ganske lægeverden. Men det er et faktum at mange er bange for at blive holdt i live af maskiner og apparater.

Efterhånden er der begyndt at lyde nye røster. Nogle mener at folk i visse tilfælde skal have lov til at dø naturligt og med værdigheden i behold, uden en ufølsom teknologis mellemkomst. En opinionsundersøgelse foretaget for tidsskriftet Time viser at mere end tre ud af fire mener at lægen bør have lov til at afstå fra at give uafvendeligt døende patienter livsforlængende behandling. Konklusionen på undersøgelsen lyder: „Når [folk] har forligt sig med det uundgåelige, ønsker de at dø med værdighed, og ikke forbundet til en masse apparater på en intensivafdeling, som om de var en laboratorieprøve i et reagensglas.“ Er du enig heri? Hvad mener du om emnet?

Løsningsforslag

Alt efter folks kulturelle eller sociale baggrund er der stor forskel på hvordan man forholder sig til døden. I mange lande er der imidlertid en voksende interesse for håbløst syges situation. I de sidste par år har jurister, læger og offentligheden i almindelighed forsøgt at komme disse hårdt ramte mennesker til undsætning.

I 1989 fremkom en arbejdsgruppe under det danske justitsministerium med en „betænkning om afkald på livsforlængende behandling (livstestamenter m.v.)“. Heri foreslog man at der i lægeloven blandt andet blev indføjet en paragraf der lød: „Lægen må ikke indlede eller fortsætte en behandling mod patientens vilje, medmindre andet er særligt hjemlet.“ Hvis dette forslag bliver taget til efterretning vil den habile patients juridiske ret til at afslå livsforlængende behandling blive lovfæstet.

Næsten alle kan skrive under på at det vigtigste bør være hvad patienten ønsker. Ofte er patienten imidlertid bevidstløs eller på anden måde ude af stand til at give sit informerede samtykke eller afslag. Derfor har et dokument kaldet livstestamentet vundet udbredelse. Det giver folk mulighed for på forhånd at tilkendegive hvilken behandling de ønsker når livet går på hæld. Landsforeningen Mit Livstestamentes standardformular til et livstestamente lyder:

„Skulle jeg komme i en tilstand, hvor jeg er ude af stand til at udøve min selvbestemmelsesret, er det min vilje, at nedenstående respekteres af enhver: 1. At jeg fritages for livsforlængende behandling, hvis jeg er i en situation, hvor jeg er uafvendeligt døende. 2. At jeg ligeledes fritages for livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop e.l. har medført en så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på mig selv fysisk og mentalt.“ I et livstestamente kan man desuden angive hvilken slags behandling man ønsker eller ikke ønsker.

Selv om et mindretal både i arbejdsgruppen bag ovennævnte betænkning og i Etisk Råd anbefaler det, har livstestamentet endnu ikke retsgyldighed i Danmark. Da det alligevel tillægges en vis vægt, mener mange autoriteter dog at man bedst kan sikre sig at ens ønsker bliver respekteret ved at udfærdige et livstestamente. Mere end 25.000 danskere har skrevet et sådant testamente. I et land som De Forenede Stater er det tilsvarende tal fem millioner.

Hvilken pleje?

Hvilken pleje skal man give døende patienter? Den måske vigtigste nyskabelse er de såkaldte „hospices“, som nu findes flere og flere steder i verden, blandt andet i England, og forsøgsvis også i Danmark.. Hvad er „hospices“?

Hospices er kort sagt plejehospitaler for døende. Ordet er af fransk oprindelse og anvendtes i middelalderen som betegnelse for et pilgrimsherberg. På disse hospitaler samarbejder læger, sygeplejersker og frivillige om at sikre patienten en værdig og om muligt smertefri død, og helst i eget hjem hvis det kan lade sig gøre.

Nogle hospices fungerer inden for et hospitals rammer, men mange er selvstændige. De fleste drager nytte af offentlige tilbud med besøg af hjemmesygeplejersker, ernæringsfysiologer, præster og kiropraktorer. Hospices forsøger ikke at udføre medicinske mirakler, men lægger vægten på medfølelse med patienten. Man fokuserer ikke på intensiv behandling af patientens sygdom, men på intensiv fjernelse af vedkommendes ubehag. En læge udtrykker det på denne måde: „Et hospice er ikke ensbetydende med mindre behandling, ingen behandling eller billig behandling. Det yder blot en helt anden type behandling.“

Oprindelig var hospices tænkt som et initiativ uden for det etablerede behandlingssystem, men efterhånden har de opnået anerkendelse mange steder, og betragtes nu, også fra lægeligt hold, som et acceptabelt alternativ for døende patienter. Faktisk kan disse specielle hospitaler tegne sig for flere medicinske landvindinger, blandt andet med hensyn til den rette ordinering af smertestillende medicin.

I Danmark er der indtil nu kun taget små tilløb til oprettelse af sådanne hospitaler for døende. Som regel finder plejen af den døende enten sted på den hospitalsafdeling som har behandlet patienten, eller i patientens hjem.

I et brev til New England Journal of Medicine beskriver dr. Gloria Werth sin søsters død på et hospice: „På intet tidspunkt blev min søster tvunget til at indtage medicin, føde eller væske. Hun var fri til at spise, drikke, . . . eller tage den medicin hun ønskede . . . Men vigtigst, vore minder om Virginias død er usædvanligt afklarede og lykkelige. Hvor ofte kan dette siges om et dødsfald på en intensivafdeling?“

[Tekstcitat på side 5]

„Lægegerningen er i dag iskold videnskab. Dens fortryllelse hører en svunden tid til. Den døende kan ikke hente megen trøst hos den mekaniske læge“

[Tekstcitat på side 6]

Hospices fokuserer ikke på intensiv behandling af patientens sygdom, men på intensiv fjernelse af vedkommendes ubehag.