Hjælp til døende i vor højteknologiske tidsalder

KVINDEN, der selv var læge, havde været igennem en meget svær tid. Hun havde set sin 94-årige bedstemoder dø på hospitalets intensivafdeling efter at have gennemgået en kræftoperation „mod sin vilje“.

„Jeg fældede ikke tårer på grund af hendes død, for min bedstemoder havde levet et langt, rigt liv,“ skrev kvinden. „Jeg græd fordi hun havde haft frygtelige smerter og fordi hendes ønsker ikke var blevet respekteret. Jeg græd på min moders og hendes søskendes vegne, på grund af deres tab og frustration.“

Måske tænker du på hvad man kan gøre for en sådan alvorligt syg person. Lægen fortsætter:

„Først og fremmest græd jeg på grund af den overvældende skyldfølelse jeg bar på fordi jeg ikke kunne redde hende fra smerte og værdighedstab, og på grund af den frygtelige utilstrækkelighed jeg som læge følte fordi jeg ikke kunne helbrede og lindre lidelserne. På intet tidspunkt i min uddannelse havde jeg lært at acceptere døden eller dødsprocessen. Fjenden var sygdommene — som til stadighed skulle bekæmpes, til den sidste ressource var udtømt. Døden var nederlaget, fiaskoen. Kroniske sygdomme var en konstant påmindelse om lægens hjælpeløshed. Jeg kan stadig pines ved erindringen om min lille bedstemoder der stirrede på mig med frygt i øjnene, mens hun blev behandlet på intensivafdelingen.“

Denne hændelse retter opmærksomheden mod et kompliceret etisk og medicinsk-juridisk spørgsmål som debatteres i retssale, i kommissioner og på hospitaler rundt om i verden: Hvad skal man gøre for håbløst syge patienter i vor højteknologiske tidsalder?

Nogle mener at man skal gøre alt hvad man lægeligt set kan for de syge. Den Amerikanske Lægeforening har følgende holdning: „Lægens forpligtelse over for den dybt bevidstløse, vegetative og stærkt invaliderede patient er ikke afhængig af udsigten til helbredelse. Lægen bør altid handle til gavn for patientens velbefindende.“ Han bør med andre ord give al den lægebehandling det er muligt at give. Tror du at dette altid er bedst for en alvorligt syg patient?

For mange mennesker lyder dette synspunkt fornuftigt. Men i det sidste par årtier har den moderne lægevidenskabs teknologiske landvindinger sat spørgsmålstegn ved det. I 1984 skrev et panel bestående af ti erfarne læger i et skelsættende skrift der hed „Lægens ansvar over for håbløst syge patienter“: „Det er tilrådeligt at aftrappe intensiv behandling af den håbløst syge patient når en sådan behandling kun kan forlænge en vanskelig og ubehagelig dødsproces.“ Fem år senere offentliggjorde de samme læger en artikel der fulgte den første op. Heri indtog de en endnu mere afgjort holdning: „Mange læger og etikere . . . har derfor konkluderet at det er etisk rigtigt at undlade at give visse døende, håbløst syge eller permanent bevidstløse patienter næring og væske.“

Dette er ikke en rent teoretisk debat uden praktisk betydning for os. Talrige kristne har stået over for vanskelige beslutninger om livsforlængende behandling. Bør håbløst syge mennesker holdes i live ved hjælp af en respirator? Bør en døende patient mades intravenøst eller med andre kunstige ernæringsmetoder?

Det er ikke nemt at tage stilling til sådanne spørgsmål. Hvis du ønsker at hjælpe en syg ven eller slægtning, vil du måske spørge: ’Hvilke retningslinjer har kristne at holde sig til? Hvilken hjælp er der at få? Og vigtigst: Hvad siger Bibelen om emnet?’