Kricket og baseball — hvad er forskellen?

Af Vågn op!-​korrespondent i Australien

DA ENGLANDS dronning Victoria i 1897 fejrede regeringsjubilæum, var en fjerdedel af jordens landareal under britisk styre. Nu er det engang så mægtige imperium kun et minde, men det har efterladt overraskende mange spor i store dele af vore dages verden. Én arv er det fængslende spil kricket.

Kricket er populært i de fleste tidligere britiske kolonier, for eksempel i Asien, Vestindien og Afrika — men ikke i USA, hvor baseball er nationalsporten. Efter sigende er der dog mindst hundrede kricketklubber i denne tidligere koloni. Til en kort orientering kan det oplyses at kricket spilles på en oval bane hvor kasterne forsøger at ramme („bryde“) et gærde der bliver forsvaret af en gærdespiller. Mere herom senere.

Har kricket og baseball noget tilfælles?

Både ja og nej. På de fleste baseballfans virker kricket som et begivenhedsløst og langsomt spil, ’baseball på Valium’, som en amerikansk komiker har kaldt det. Men nogle kricketudtryk går igen i baseball. På den anden side er der stor forskel på spillereglerne og spillets gang. Et indblik i hvad kricket går ud på vil måske åbne dine øjne for det fascinerende ved denne sportsgren.

Ligesom i baseball er der i kricket to hold der spiller mod hinanden. På hvert krickethold er der 11 spillere plus en reserve, kaldet tolvtemanden. Til sammenligning har et baseballhold 9 spillere. I kricket hedder slåeren en gærdespiller, mens han i baseball kaldes batteren. Battene har også vidt forskellig form. (Se illustrationen på side 23.) Kasteren i kricket kaldes på engelsk en „bowler“, mens han i baseball kaldes en „pitcher“. I begge spil „scorer“ man løb, ganske vist på lidt forskellige måder. Et andet fællestræk er betegnelsen „inning“ for en spilleperiode. Det er ikke overraskende at nogle vendinger går igen, for Encyclopedia International oplyser at baseball blev udviklet sidst i 1800-tallet af det engelske kricket tilsat elementer fra rundbold.

Men bortset fra disse lighedspunkter er der talrige forskelle på de to spil. Spillernes påklædning og stilling, banens udformning (oval i kricket, nærmest firkantet i baseball), markspillernes placering og spilletempoet har ikke meget tilfælles. Men trods forskellene har de der kender det ene spil normalt let ved at fatte gangen i det andet og nyde det, når først de har fået begyndelsesgrundene forklaret.

Nu til spillet!

Den ideelle spilleplads til kricket er en oval bane der er knap 140 meter lang og godt 150 meter bred. Midt på banen ligger den såkaldte pitch (kasteplads), der er 20 meter lang og godt 3 meter bred. En pitch til betydningsfulde kampe skal være dækket af klippet og omhyggeligt tromlet græs. I andre tilfælde kan den være af beton eller af kunststof på et hårdt underlag. Ved pitchens ender står gærderne, der er sammensat af tre opretstående, 71 centimeter høje træpinde med riller til de to korte overliggere øverst. Gærdets totalbredde er lige under 23 centimeter, hvilket gør det umuligt for bolden at passere mellem pindene.

En hvid streg 1,22 meter foran gærdet og parallelt med det markerer slaggrænsen, inden for hvilken gærdespilleren er „i sikkerhed“. Kasteren må ikke overtræde slaggrænsen under kastet; ellers dømmes der „fejl bold“ (no ball) imod ham, og modstanderholdet tilkendes et point.

Der slås plat eller krone mellem anførerne om retten til at bestemme hvilket hold der først skal til gærdet. Vinderen tager faktorer som pitchens tilstand og vejret i betragtning når han vælger om det skal være hans hold eller det andet hold.

To gærdespillere går til hver sin ende af pitchen. Begge bærer benskinner, skridtbeskyttere og handsker; i de senere år er de fleste professionelle gærdespillere begyndt at bære hjelme. Alle markspillerne placeres strategisk rundt om på banen i forskellig afstand fra den gærdespiller der modtager kastet. Markspillernes positioner har farverige navne som „slip“, „silly mid on“, „point“, „cover“, „gully“, „square leg“ og „fine leg“. Den velbeskyttede keeper (der modsvarer griberen — catcheren — i baseball) står bag det gærde som gærdespilleren forsvarer. Hans opgave er at gribe alle bolde der måtte passere gærdespilleren, og at „gribe ham ud“ eller „stokke ham ud“ når han er uden for slaggrænsen. — Se rammen på side 24.

Markholdets anfører udpeger to kastere, der har denne opgave så længe han synes. Hver af dem kaster seks bolde i træk (otte i Australien og Sydafrika) fra hver sin ende af pitchen. En serie på seks kast kaldes et „over“. Normalt er der adskillige kastere på et hold, og anføreren afgør hvornår der skal skiftes mellem hurtige, middelhurtige og langsomme kastere med skruede bolde. Bolden må ikke kastes på samme måde som i baseball; kricketkasteren skal holde armen fuldstændig strakt til han har sluppet bolden. — Se side 2.

Kricketbolden er almindeligvis rød og har læderovertræk; den vejer 156 gram og er dermed lidt mindre, hårdere og tungere end bolden i baseball. På grund af den kraftige sammensyning kan kasteren få bolden til at skrue, sådan at den ved opspringet tager den retning han ønsker. I modsætning til baseball rører bolden nemlig normalt jorden inden den når gærdespilleren. Kun undtagelsesvis kastes bolden direkte mod gærdet sådan at gærdespilleren får en chance for at slå til den inden nedslaget. Det er ofte sværere at tage imod en skruet bold end en hurtig bold. Kasteren får bolden til at skrue ved at dreje den med fingrene lige idet han slipper den. Der findes to former for skruning, „off breaks“ og „leg breaks“.

Gærdespilleren på hårdt arbejde

Gærdespilleren har to opgaver: At forsvare sit gærde så han undgår at blive dømt ude, og at score løb så hurtigt som muligt. (Se rammen på side 24.) En overdrevent forsigtig gærdespiller der udelukkende koncentrerer sig om at forsvare gærdet og ikke gør noget for at score løb, vil ofte blive kritiseret for at hans defensive taktik gør spillet kedeligt.

En dygtig gærdespiller koordinerer blik, hænder og fødder godt, har hurtige reflekser og kan nå til det andet gærde i en fart. Hver gang det lykkes ham og hans medspiller ved det andet gærde at bytte plads, scores der et løb. Hvis gærdespilleren med sit slag får bolden til at løbe ud over banens grænselinje før den bliver fanget, scorer han en „firer“. Hvis han slår bolden ud af banen uden at den rører jorden (ligesom et „home run“ i baseball), tilskrives han en „sekser“.

Hvert hold bliver ved gærdet indtil ti af dets spillere er blevet dømt ude. Den 11. gærdespiller kaldes „not out“, eftersom han ikke har nogen medspiller ved det modsatte gærde. Det andet hold går derefter til gærdet og forsøger at score flere løb end det første hold. Hvis kampen strækker sig over én inning pr. hold, vinder holdet med den højeste totalscore. Men de fleste betydningsfulde kampe går over to innings pr. hold, og en kricketkamp kan derfor vare (giv agt, baseballfans!) tre til fem dage. Hvert hold kan i den tid score flere hundrede løb. Nogle berømte gærdespillere har holdt deres gærder i dagevis og scoret over 400 løb. Dette er helt forskelligt fra baseball, hvor spillet sædvanligvis er overstået i løbet af tre-fire timer, skønt hvert hold spiller ni innings. Og selv da vinder et hold måske kun med ét løb mod nul.

I kricket er der to dommere, én ved hver ende af pitchen. Den ene står på linje med gærdespilleren i nogen afstand, mens den anden står bag gærdet i den ende der kastes fra. Dommernes afgørelse er uomstødelig, og det er usportsligt at diskutere dommerkendelser.

Spillet vinder ved nærmere bekendtskab

Kricket har det med at tryllebinde én når man har sat sig ind i spillet. Tom, der med sin familie emigrerede fra Europa da han var ni år, erfarede hurtigt dette efter at han var kommet til Australien. Han havde aldrig hørt om spillet, men blev snart revet med af det. Han beretter: „Efterhånden som jeg lærte at spille kricket og blev dus med reglerne, voksede min begejstring. Jeg fandt hurtigt ud af at en gærdespiller har brug for et sikkert boldøje, hurtige reflekser og en evne til at bevare fatningen når bolden bliver slynget mod ham med en fart af 150 kilometer i timen.“

Kricket har naturligvis mange finesser som vi ikke har kunnet komme ind på i denne korte artikel. Men vi håber at du bedre kan følge med i hvad der foregår næste gang du ser nogen spille kricket. Måske bliver du endda grebet af det når du iagttager den dristige gærdespiller og den snedige kaster.

[Ramme på side 24]

Gærdespilleren kan blive dømt ude på følgende måder:

Kastet ud. Når kasteren bryder gærdet (rammer det med bolden og slår enten en pind eller en overligger af).

Grebet ud. Når en bold gærdespilleren har rørt, bliver grebet inden den rammer jorden.

Stokket ud. Når han er uden for slaggrænsen og keeperen bryder gærdet med bolden i hånden.

Ude med ben for. Hvis han med sin krop (undtagen hånden) standser en bold som dommeren skønner ville have ramt gærdet.

Løbet ud. Hvis han ikke er inden for slaggrænsen af det gærde han er på vej mod, og en markspiller med bolden bryder gærdet.

Revet ud. Hvis han med sit bat eller med kroppen slår sit gærde ned i forsøg på at spille bolden eller løbe.

[Illustration på side 23]

Sådan har kricketbattet ændret form i tidens løb

Det moderne bat set forfra og fra siden

Gærde

[Illustration på side 24]

Gærdespiller der modtager en bold fra kasteren. Bemærk dommeren (yderst til venstre), keeperen (yderst til højre) og den anden gærdespiller på vej hen ad pitchen