Tryllebundet af den bedårende koala
Af Vågn op!-korrespondent i Australien
EN AF de mest fascinerende overraskelser for den opdagelsesrejsende i fremmede, uudforskede områder, må være mødet med spændende og usædvanlige dyr. Sådan var det i hvert fald i Australien i slutningen af 1700-tallet.
I 1788 blev der oprettet fangelejre omkring Port Jackson (nu Sydney), hvor man anbragte straffefanger fra England. Ti år senere tog en tidligere fange, som nu var blevet opdagelsesrejsende, af sted med kurs mod højlandet i syd, cirka 130 kilometer inde i landet. Det var en herlig oplevelse for ham da han første gang så den australske koala. Der var „et andet dyr,“ beretter han, „som de indfødte kaldte ’cullawine’, og som på mange måder lignede det amerikanske dovendyr.“
Har du lyst til at se nærmere på denne betagende pelsklædte klump som nu, to hundrede år senere, er blevet et stort trækplaster for turister i det solrige Australien? Det har du uden tvivl, for lige bortset fra kænguruen er denne ’nuttede lille teddybjørn’ det dyr som turister i Australien oftest beder om at få lov at se — og røre ved.
Egentlig ikke en bjørn
Koalaen er et bedårende lille dyr — derom er alle enige. Den bliver kun omkring 80 centimeter lang og ligner faktisk en teddybjørn med en knap-næse og en skøn blød pels. Men måske vil det overraske dig at koalaen slet ikke hører til bjørnefamilien.
Sandt nok kaldes den ofte en koalabjørn eller Australiens nationalbjørn, men disse benævnelser er misvisende. Koalaen har mere tilfælles med en vombat, et andet australsk pungdyr, som i mange henseender ligner en bæver.
Opslagsværket The Australian Encyclopaedia giver et fascinerende billede af denne fortryllende skabning: „Koalaen har en kraftigt bygget krop, en tyk lodden pels som øverst er grå eller brunlig og nederst flødefarvet, store afrundede lodne ører og en læderagtig, aflang, næsten snabellignende snude . . . Dyret klatrer meget sikkert men bevæger sig kluntet på jorden.“
En fuldvoksen koala vejer cirka 14 kilo. Den kan blive omkring 20 år i det fri. I fangenskab er koalaer blevet op til 12 år gamle.
Koalaen er et pungdyr ligesom den australske kænguru. Når ungen kommer til verden er den meget lille og endnu ikke fuldt udviklet. Ikke desto mindre finder den ved egen hjælp frem til moderens pung hvor den bider sig fast til en af de to dievorter.
Seks måneder senere er den blevet en fuldt udviklet unge og kan nu forlade pungen i kortere perioder. Efter endnu to måneder eller deromkring er den for stor til at komme ind i pungen igen. Hvad så? Det er ikke noget problem. Den kravler blot op på moderens ryg og klamrer sig til hende mens hun klatrer rundt i træerne.
Men koalaungen kan ikke fortsætte som passager på denne måde, så efter endnu fem til seks måneder må junior klare sig selv. Men det er et herligt syn at se moderen i disse måneder slæbe rundt på sin unge, der med et jerngreb holder fast i pelsen på hendes ryg. Når den unge koala har forladt sin moder, lever den en temmelig ensom tilværelse og har kun kontakt med andre koalaer i parringstiden.
En løvrig kost
Navnet koala stammer fra et ord som de indfødte brugte og som hentyder til at dyret næsten ikke drikker noget. Men hvordan kan koalaen leve uden vand? Det kan den heller ikke. Den får sit behov dækket ved at slikke dug og fra den væde der findes i eukalyptustræernes blade, som den æder.
Koalaerne har omkring 50 forskellige arter af eukalyptustræer på kostplanen, men af disse hører kun omkring 10 arter til deres yndlingsføde.
En fuldvoksen koala æder daglig 1 kilo blade som den tygger grundigt i ro og mag. Koalaerne tilbringer det meste af livet højt til vejrs i eukalyptustræerne og kommer kun ned på jorden for at komme hen til et andet træ. Nede på jorden bevæger de sig kejtet og klodset.
Eftersom koalaen er et natdyr tilbringer den det meste af dagen med at sove, skødesløst henslængt i en grenkløft højt over jorden. Om det er ukomfortabelt? Det ser ikke ud til at koalaerne synes det, og stedet giver udmærket beskyttelse mod eventuelle rovdyr.
Kan koalaen blive tam?
Koalaer kan gøres tamme og blive hengivne kæledyr hvis man får dem mens de er små. Et ægtepar i North Queensland fik en koalaunge der kun var tre måneder gammel og opfostrede den som kæledyr. Den lille unge, som var en hun, hylede hver aften indtil den blev trøstet med et stykke koalaskind viklet omkring en pude som blev lagt ned til den i kurven som erstatning for dens moder. De kaldte den Teddy, og indtil den blev gammel nok til at få fast føde i form af eukalyptusblade, levede den af komælk som den labbede i sig som en killing.
Problemet var at Teddy blev så vant til mennesker at hun hadede at være alene og helst ville bæres omkring som et lille barn. Hun blev faktisk lidt af en plage. Hendes magelige tilværelse varede i 12 år. Så koalaer kan altså blive tamme — men nu er det ulovligt i Australien at holde dem som kæledyr.
Udryddelsestruet, nu fredet
Ved begyndelsen af dette århundrede blev der rapporteret om millioner af koalaer på det australske fastland. Men de var lette at få ram på når de sov i grenkløfter om dagen, og i tusindvis af dem blev skudt blot for sportens skyld.
Da efterspørgselen efter deres bløde sølvgrå pels begyndte, resulterede det i en regulær massakre. For eksempel blev der i 1908 solgt 60.000 koalaskind alene i Sydney. Og i 1924 blev der eksporteret over to millioner skind fra de østlige stater i Australien.
Lykkeligvis indså den australske regering at dette lille, bedårende dyr var truet af udryddelse, og i 1933 blev det ved lov forbudt at eksportere koalaer og koalaprodukter. Koalaen er nu et fredet dyr.
I andre lande har man forsøgt at holde koalaer i zoologiske haver, men uden særligt held. Den specielle kost som udelukkende består af eukalyptusblade er vanskelig at fremskaffe. I Californien er det imidlertid lykkedes at få koalaer til at trives, først og fremmest fordi klimaet giver mulighed for at dyrke eukalyptustræer. Nu har zoologiske haver i San Diego og Los Angeles sunde, livskraftige koalabestande. Siden har man også sendt koalaer til Japan, hvor man ved hjælp af omhyggeligt undersøgte metoder sikrer sig at dyrene hele tiden er sunde og livskraftige.
Vil koalaen overleve?
Det ser ud til at fornuftige forholdsregler som forhindrer hensynsløs nedslagtning har forbedret koalaens muligheder for at overleve. Forfatteren Ellis Troughton afslutter sin bog Furred Animals of Australia med dette ønske: „Den fascinerende koala er helt igennem uskadelig. Hvor ville det være glædeligt for alle hvis koalaerne var så talrige at de også ville forekomme naturligt på landet og i forstæderne, ligesom vombatten! Måtte deres antal stige mirakuløst og måtte de trives fredeligt i beskyttede skovreservater.“
Alle der holder af dyr kan tilslutte sig dette gode ønske, ikke blot af hensyn til koalaen, men også af hensyn til alle de andre vidunderlige skabninger der lever sammen med os her på jorden og som er skabt til glæde for os.
[Illustration på side 16]
En voksen koala æder omkring 1 kilo eukalyptusblade om dagen, som den tygger grundigt i ro og mag