Skaberens australske mesterværker
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I AUSTRALIEN
FORESTIL Dem at De befinder Dem i det australske buskland. Mens De ser Dem omkring opdager De et aftryk i jordoverfladen som minder om tallet elleve. Hvad er det? Blot et af de mange træk ved det australske dyreliv som gør det forskelligt fra dyrelivet i andre lande. Det De står og kigger på, er fodsporene af det dyr der hopper i stedet for at løbe — kænguruen.
Hvis De følger sporene et lille stykke vej vil De se at der her og der forekommer et tredje aftryk bag og mellem de andre to. Det er de steder hvor den har hvilet sig, siddende på sin tykke hale, og måske har den slået sin hale i jorden nogle gange for at signalere til andre i flokken.
Stå helt stille og se! Så De de to spidse „blade“ der rejste sig bag busken derovre? Den har også set os. Se med hvilke graciøse spring „old man roo“, som vi kalder den, bringer sig selv i sikkerhed!
Kænguruens måde at bevæge sig på er kun én af de ting der adskiller den fra andre dyr. Nogle af dens ejendommeligheder er knyttet til dens unge, „Joey“, som vi kalder den. De viser sig allerede før fødselen.
Kænguruen er det man kalder et „pungdyr“, idet den har en pung hvori den bærer sin unge. Men egentlig er der forbundet meget mere med betegnelsen „pungdyr“.
Joeys bemærkelsesværdige fødsel
Pungdyrene og kloakdyrene (som vi senere skal høre om) adskiller sig fra de „placentale“ dyr hvis hunner har en livmoder hvori fosteret vokser og ernæres gennem en moderkage (placenta). Joeys mor har ikke nogen livmoder. I stedet begynder Joey efter undfangelsen at vokse i en blommesæk hvori fosteret ernæres indtil sækken otte til fyrre dage senere, alt efter hvilken art det drejer sig om, brister og Joey fødes.
Vi siger „fødes“, men det er måske så meget sagt. Ungen befinder sig nemlig stadig på et fosteragtigt stadium. Dens øjne og ører er uudviklede, og den eneste sans den har er lugtesansen. I udseende ligner den et lille stykke formet, næsten gennemsigtigt gummi. Men nu sker der noget som er virkelig forbløffende! Denne lille bitte fosteragtige skabning, der ikke er større end en bønne, klatrer langsomt op ad sin moders pels, ledet, mener man, af sin lugtesans, for at finde hendes pung — en rejse som tager cirka tre minutter. Hvis den finder pungen kravler den ned i den for at fødselsprocessen kan fuldføres her; dette tager adskillige måneder.
Men hvad nu hvis den ikke finder pungen? Det ville være sørgeligt! Den kunne få lov til at kravle rundt i op til en halv time, og hvis den stadig ikke nåede sit mål, ville dens liv få en tidlig afslutning. Og hvad gør kængurumor ved alt dette? Ingenting. Hun er ligeglad. Efter al sandsynlighed har hun allerede undfanget igen mens Joey var ved at blive født. Men det nye foster udvikler sig ikke til over hundrede celler. Dets udvikling standses på det man kalder „blastulastadiet“ og fortsætter først når pungen er ledig.
Men vores Joey klarede den. Den nåede sit bestemmelsessted helt uden hjælp. Kængurumor havde ikke gjort særlig store forberedelser. Hun havde kun slikket pungen ren og derpå sat sig med halen fremefter og lænet sig mod et træ for ikke at tumle omkuld. Når Joey er kommet ned i pungen suger den sig fast til en dievorte som straks svulmer op så Joey bliver hængende, og ved hjælp af muskelbevægelser sprøjter mor sin mælk ned i dens lille hals. Fra nu af kan man kun fjerne Joey ved at øve vold mod dens mund.
Så utrolig er hele processen at de første opdagelsesrejsende og naturforskere troede at Joey blev født i pungen „ligesom æbler på en kvist“, som en beskrev det. Først mange år senere blev man i Londons zoologiske have vidne til fosterets fødsel, og selv da troede man at moderen førte ungen op i pungen med sine læber. Ikke før 1932 vidste man at den selv fandt frem til pungen.
Vi kan springe over den periode hvori Joey befinder sig i pungen, men blot nævne at den vokser, så den fra at være på størrelse med en bønne og veje under et gram, kommer til at veje nogle få pund. Først efter otte måneders forløb og når den er vænnet fra, løsner den sig og begynder at forlade pungen i korte perioder. Men den kan stadig lide at spise morgenmad på sengen — hvilket den let klarer ved at læne sig ud og nippe til det græs som passerer forbi når mor spiser.
I en flok som tæller fra seks til halvtreds medlemmer vokser Joey nu op. Når den er voksen kaldes den „old man roo“ ude i busklandet. Hvis den tilhører den røde art kan den opnå en højde af 1,5 til 1,8 meter og en vægt på op til halvfems kilo, og den kan hoppe halvtreds kilometer i timen med spring der er henved tre meter høje og seks meter lange.
Den er en mild, ja endog frygtsom skabning medmindre den kommer i knibe og må kæmpe for sit liv. Da vil den med ryggen mod et træ og siddende på sin hale forsvare sig med for- og bagben og skarpe kløer — og således kan den holde stand mod adskillige hunde. Og føler den at den er ved at trække det korteste strå, springer den bort til en „billabong“, et vandhul. Stående i vand til midt på livet vil den dér tvinge hund efter hund ned under vandoverfladen efterhånden som de kommer svømmende, og den vil holde dem nede ved hjælp af sin hale eller sine ben indtil de drukner.
Pungbjørnen
Der findes andre pungdyr end kænguruen. Kommer det overraskende for Dem? Det gør det for nogle, men hvem har ikke set et billede af den nuttede pungbjørn? Den er som navnet siger et pungdyr, idet hunnerne har en pung. På de oprindelige indbyggeres sprog kaldes den koala, som betyder: „Jeg drikker ikke.“ Og det gør den faktisk heller ikke. Men ih hvor den spiser! Op til halvandet kilo eukalyptusblade om dagen. Det forklarer hvorfor man ikke har pungbjørne i zoologiske haver uden for Australien. Den australske stat har forbudt eksport af pungbjørne. Intet andet land kan skaffe mad til den. Den er kræsen. Af over hundrede eukalyptusarter vil den kun spise bladene fra seks, og da disse seks arter ikke findes i særlig stor målestok uden for Australien, ville den dø.
Det siges at eukalyptustræets blade har en narkotisk virkning, som muligvis kan forklare pungbjørnens søvnige, føjelige natur. Men pas på! Lad Dem ikke bedrage af dens venlighed og mildhed. En amerikansk soldat gjorde denne fejl efter at have kælet for en i den zoologiske have. Da han senere fandt en ude i busklandet syntes han at han ville tage den med og vise den til sin veninde i bilen. Men pungbjørnen havde en anden mening om tingene. Soldatens uvidenhed kostede en ny uniform og seks ugers hospitalsophold.
Andre pungdyr
Mange af de andre pungdyr ligner deres placentale „dobbeltgængere“ så meget i udseende og adfærd at man let kunne tage fejl af dem. Pungmus, pungrotter, pungkatte, pungmuldvarpe, pungmyreslugere og pungulve ligner de placentale arter i visse henseender, og er dog helt anderledes i andre retninger.
For eksempel findes en mus der kan springe to meter og fange flyvende insekter som den lokaliserer ved hjælp af lydbølger, en kat som føder tyve killinger men kun har seks dievorter, og en ulv som kan åbne sit gab i en vinkel på 180 grader.
Der findes en punggrævling som kan grave hurtigere end en mand med en skovl kan følge den, og hvis pung meget fornuftigt har åbning bagtil sådan at den ikke bliver fyldt med jord. En kænguru med snohale lever i træerne og er en forbløffende akrobat. Der er en pungmyresluger som ikke har nogen pung, og en lille pungmus der lever i revnerne i tørret mudder og hvis kranium kun måler cirka tre millimeter fra isse til hals.
I dag findes der i Australien og på Ny Guinea i alt 175 pungdyrarter, hvoraf 104 er planteædende og 71 er kødædende. De uddøde pungdyr siges at omfatte pungelefanten, der var på størrelse med et næsehorn, og en tre meter høj kænguru.
Er det egentlig mærkeligt at de første som udforskede Australien og bosatte sig på dette kontinent blev forvirrede over dette dyreliv der var så anderledes end alt det de kendte i forvejen? Bortset fra to arter i Nord- og Sydamerika har pungdyrene ikke hjemme andre steder på jorden.
Kloakdyrene
Der findes tusinder af placentale dyrearter, og som vi har nævnt findes der 175 arter pungdyr, men der findes kun to arter kloakdyr. De lever begge to kun i Australien.
Disse dyr kaldes „kloakdyr“ fordi der fra deres legeme kun er én udmundingskanal, „kloakken“. Ud af denne ene kanal kommer der både ekskrementer, urin og æg. Ja, ÆG! De to arter kloakdyr er de eneste kendte pattedyr der lægger æg.
De fleste mennesker kender allerede næbdyret. Som om det ikke er tilfreds med at være et æglæggende pattedyr, er det fyldt med særheder i en sådan grad at det ligner et spøgefuldt påfund, lavet af en konservator. Sådan forekom dyret også de første der så det. Ja, da en beskrivelse af det blev sendt til nogle engelske naturforskere, nægtede de simpelt hen at tro på rapporten. Selv da der blev sendt et tørret skind til dem, stemplede de det som svindel. Hvorfor al denne skepsis? Lad os se.
Næbdyret består af følgende sammensætning: dyreskind, mælkeåbninger, et næb der kan minde om et andenæb, svømmefødder, en kraftig bæveragtig hale, giftkløer på fødderne og en kæbepose som en abes til opsamling af føde. Kan De forestille Dem det indtryk næbdyret har gjort på datidens naturforskere?
Dog vidner næbdyret på grund af dette sammensurium af gaver, om Skaberens visdom og dygtighed, idet dette dyr egner sig fortrinligt til de omgivelser det lever i, og trivedes i stort tal indtil mennesket kom med sit gevær. Med kløer til at grave med og en pels til at holde sig varm føler det sig hjemme på landjorden, selv om dets rette element er vandet. Men det bedste af det hele er dets næb.
Dette næb er ikke af dødt horn ligesom andens. Det er yderst følsomt — det har en masse nervespidser. Når næbdyret dykker ned og driver sig selv frem ved hjælp af sine svømmefødder og den kraftige hale, bliver dets øjne og ører hermetisk lukket og næbbet overtager deres funktioner. Mens det undersøger slammet indtager det mudder og sand og orme og rejer og larver! Nu får næbbet travlt med at sortere kød fra mudder og oplagre det første i kæbeposen og komme af med det andet, indtil dyret stiger op til overfladen for at ånde og for at fortære sin fangst. Det har travlt, og det med god grund, for det spiser hver dag halvdelen af sin vægt i orme. Det forklarer hvorfor det er dyrere at holde et næbdyr i fangenskab end en elefant.
Foruden at fungere som ører, øjne og næse når dyret svømmer, er dets næb indbygget radar når det graver. Life Nature Library siger: „Næbdyrets næb er en masse nerver som viderebringer berøringsfornemmelser . . . Det siges at næbdyret, når det graver, har en mystisk viden om huler i jorden forude, en viden som sætter det i stand til at undgå at grave ind i nærliggende kaninboer, i rottehuller eller i andre næbdyrgange.“ På lignende måde kan den føle trærødder og sten og dreje af før den når dem. Synes De ikke også at næbdyret passer forbavsende godt til sine omgivelser?
Det samme kan siges om det andet medlem af kloakdyrfamilien — myrepindsvinet. Da det er det eneste pattedyr foruden næbdyret som lægger æg, kunne man forvente at de to lignede hinanden. Men bortset fra at de lægger æg minder de kun om hinanden på to andre måder: De ammer begge deres unger og har begge kun én udmundingskanal, kloakken.
I virkeligheden ligner myrepindsvinet et almindeligt pindsvin, bortset fra at dets pigge er kortere, tykkere og yderst skarpe. Dets korte, kraftige ben er forbavsende godt egnet til at grave med i jernhårde myretuer hvor dets livret, termitten, bor.
Myrepindsvinet har også en pung. Eller rettere: den kan lave en når den vil. Når ungen er udruget danner hunnen ved muskelsammentrækninger en pung omkring mælkekirtlerne, og i denne pung anbringes ungen — hvordan ved man ikke. Der bor den og får næring ved at slikke den med mælk gennemvædede overflade, indtil dens pigge begynder at dannes og den ikke længere er en fredelig beboer i mors hudvugge. Så må den ud!
Myrepindsvinet har andre særlige egenskaber. En af dem er den forbløffende styrke som det besidder selv om det kun er en halv meter langt og kun vejer et til halvandet kilo. En naturforsker erfarede dette da han af sikkerhedshensyn havde taget et myrepindsvin ind på sit værelse om natten. Da det blev morgen havde dyret i sine bestræbelser for at undslippe, skubbet alle de tunge møbler ud fra væggen! Kun en jernovn måtte den lade stå — den var fastgjort til væggen!
En anden interessant egenskab er myrepindsvinets evne til at grave lodret ned — og det hurtigt! Snude og ben hjælpes ad med at flytte selv hårdt grus ud til siderne og opad med en fart som bringer dyret ud af syne på cirka ét minut, så kun nogle skarpe pigge stikker frem til enhver nysgerrig næse eller klo. Til sidst er der dyrets evne til at gøre sig fladt og kravle gennem en åbning som kun er godt et par centimeter høj.
Vidner denne store variation ikke om en viis Skabers hånd? Jo, vi kan være glade for de glimt vor søgen har givet os af Skaberens australske mesterværker.
[Illustration på side 8]
Først efter otte måneders forløb forlader kænguruungen sin moders pung i korte perioder
[Illustration på side 10]
Pungbjørnen lever af eukalyptusblade
[Illustration på side 11]
Næbdyret er et æglæggende pattedyr med et forbløffende næb der ligner et andenæb