Elever fejrer en historisk dag

I APRIL 1991 modtog Jehovas Vidners hovedkontor i New York en række telefonhenvendelser fra unge mennesker som var i gang med projekter om Jehovas Vidner.

I De Forenede Stater deltager elever på 6. til 12. klassetrin hvert år i skolekonkurrencer i anledning af nationaldagen. Dette års tema „historiske borgerrettigheder“ har relation til 200-årsdagen for den amerikanske Bill of Rights. Eleverne fik udleveret en liste med materiale og skulle derefter vælge hvilket emne de ville behandle.

Omkring 500.000 elever deltog i syv konkurrencekategorier. Nogle elever i ottende klasse havde interessant nok valgt Jehovas Vidner som emne. Disse blev senere vindere i deres respektive stater og blev inviteret til hovedstaden, Washington, D.C., for at fremlægge deres emne.

To 14-årige piger fra Pennsylvanien, Nicole DiSalvo og Gwen Naglak, der ikke er Jehovas vidner, havde valgt at behandle to retssager fra 40’erne angående flaghilsen og Jehovas vidner. Under forberedelsen havde de talt med de implicerede i sagerne Minersville School District mod Gobitisa og West Virginia Board of Education mod Barnette,* og havde besøgt Jehovas Vidners hovedkontor for at stifte nærmere bekendtskab med deres tro.

En mundtlig fremstilling

Nicole kaldte sin mundtlige fremstilling „Modet til at blive siddende“. Hun tegnede et portræt af Lillian Gobitas og skildrede levende hvilket mod det må have krævet af Lillian at nægte at hilse flaget på trods af skolekammeraternes hån. Hun beskrev Lillians glæde ved hver vunden sejr i retssagen som endte i højesteret i 1940. Nicole tog en sort kappe på for at skildre en højesteretsdommer og berettede om domstolens vurdering af frøken Gobitas. Nicole fortalte at selv om Lillian tabte sagen var hun overbevist om at hendes personlige beslutning var rigtig.

En skriftlig fremstilling

I sin rapport „Én nation under Gud“ analyserede Gwen Naglak verdenssituationen i 1935 og fortalte hvordan Jehovas vidner nægtede at hilse flaget. Læseren mærker følgen heraf, idet først William, 10, og siden Lillian, 12, bortvistes fra skolen.

I de retssager der fulgte efter deres bortvisning i Pennsylvanien dømte alle dommere i Gobitas-familiens favør. Men skolekommissionen appellerede sagen til højesteret. Og den 3. juni 1940 afsagde retten en dom der gik imod Gobitas. Som følge heraf blev Jehovas vidner dænget til med skældsord i tusindvis. Gwen fulgte derefter begivenhederne der ledte op til højesteretsafgørelsen i 1943, hvor dommen fra 1940 blev omstødt.

I sin afslutning skrev Gwen: „Jeg beundrer Lillian og William for deres mod til at gøre hvad de mente var rigtigt og til at kæmpe for deres tro. I mine øjne var det dem som virkelig elskede deres land.“

En fællesopgave

„En guddommelig befaling, en grundlovssikret ret“ var titlen på en fællesopgave som to andre ottendeklasseelever, Robert Young og Stacey Wright, begge Jehovas vidner fra Virginia, havde udarbejdet. Den var udformet som et interview af Lillian Gobitas. Robert havde skrevet journalistens replikker og Stacey havde skrevet Lillians.

Robert og Stacey rejste sammen med deres forældre over 4000 kilometer for at samle oplysninger. Gennem deres undersøgelse fandt de ud af at flaghilsenen blev indført i De Forenede Stater i det 19. århundrede. Til deres forbløffelse viste det sig at George Washington var modstander af at man skulle sværge sit land troskab.

Alle disse unge mennesker blev klar over at professor C. S. Braden havde ret når han i sin bog These Also Believe skrev om Jehovas vidner: „De har gjort demokratiet en enestående tjeneste ved at forsvare deres borgerrettigheder, for gennem deres kamp har de ydet en stor indsats for at sikre disse rettigheder for enhver mindretalsgruppe i Amerika.“

[Fodnote]