Jehovas vidners historie i nyere tid

Nittende del: Neutrale kristne i Amerika under anden verdenskrig

DE BEMÆRKELSESVÆRDIGE hændelser, vi i det foregående har berettet om, overgik Jehovas vidner uden for de Forenede Stater under den anden verdenskrig. Men hvad skete der i det samme tidsrum med vidnerne i de Forenede Stater? Også de holdt sig neutrale midt i et menneskehav, som krigen havde drevet til hysteri. De amerikanske vidner måtte derfor udstå en af den moderne histories mest brændende kristenforfølgelser. Fra 1933, da Vagttaarnets Selskab begyndte at føre statistik over foretagne arrestationer, til 1951, da man endnu mærkede dønningerne efter retssagerne om værnepligten, er der registreret 18.886 tilfælde af arrestationer.a Dette er et næsten utroligt tal, når man betænker, at det stammer fra et land, der gør krav på at være demokratisk, ja, på at være frihedens forkæmper.

Desuden forekom mindst 1500 pøbeloverfald, der gik ud over Jehovas vidner overalt i de Forenede Stater. Som tidligere omtalt gik den kendelse, de Forenede Staters højesteret den 3. juni 1940 afsagde i Gobitis-sagen om den tvungne flaghilsen, Selskabet imod. Det fremkaldte en enorm modstand mod vidnerne blandt offentligheden. For Jehovas folk betød det, at alle, mænd og kvinder, børn og voksne, i højeste grad måtte lægge kristen styrke og tro for dagen for at udholde denne prøvelsens tid og samtidig fortsætte deres offentlige forkyndelse fra hus til hus og på gaderne. Men i det lange løb vandt den sande tro på Jehova sejr over forfølgelsen, ligesom tilfældet var i Tyskland og andre lande.

Tre år senere (1943), da sagen om den tvungne flaghilsen for anden gang indbragtes for de Forenede Staters højesteret, indeholdt Selskabets resumé, der tilstilledes hver af de ni højesteretsdommere, følgende officielle beretning angående befolkningens fjendtlige indstilling som følge af afsigelsen af rettens kendelse i 1940:

„Umiddelbart efter afsigelsen af rettens [os ugunstige] kendelse i Gobitis-sagen den 3. juni 1940 iværksatte Jehovas vidners fjender en landsomfattende sladder- og aviskampagne, under hvilken man løgnagtigt anklagede vidnerne for at være „modstandere af flaget og regeringen“, udelukkende fordi de af samvittighedsgrunde nægter at hilse noget som helst flag, deriblandt det amerikanske. Den nævnte kendelse virkede som en tændstik, der sættes til en tør græsmark. Fordomme, der var fremelsket gennem uvenlig avisomtale, brød ud i åbenlyse voldshandlinger. Resultatet var, at pøbelen mange steder gik til øjeblikkeligt angreb mod Jehovas vidner. Mange tusinde steder har visse religiøse og såkaldt patriotiske elementer i mere end to år været anførere for folk, der uden at lade sig lede hverken af loven eller fornuften har begået overfald på tusinder af Jehovas vidner, mænd, kvinder og børn, ødelagt deres ejendom, fordrevet dem fra deres hjem, brændt deres huse, deres mødesale, møbler, bøger og penge, bundet dem sammen gruppevis og fyldt dem med amerikansk olie, gennet dem som dyr ad varme, støvede landeveje og mange steder drevet dem ud ad jernbanelinierne, trukket dem gennem byens hovedgader med reb om halsen og klynget dem op, samt begået talrige andre onde voldshandlinger mod dem uden grund, og uden at myndighederne har grebet ind. Offentlige embedsmænd, der var under kendte, religiøse lederes indflydelse, er brudt ind i private borgeres, Jehovas vidners, hjem, har kidnappet dem og slæbt dem fra den ene stat til den anden, foruden at de har afbrudt deres private bibelstudiemøder. Tusindvis af børn er blevet bortvist fra skolerne, mange er blevet anklaget for forbrydelser, kendt skyldige og beordret fjernet fra forældrene. Hundredvis af forældre er blevet truet med anklage for den påståede forbrydelse at have medvirket til deres børns forseelser og skulkeri, og mange er blevet dømt — altsammen fordi de har undervist dem i Bibelens lære, og fordi børnene ydmygt har adlydt Guds bud.“b

Den 16. juni 1940 fremsatte de Forenede Staters rigsadvokat, Francis Biddle, i en radiotale, der som et forsøg på at dæmme op for den overhåndtagende pøbel- og voldsmentalitet udsendtes over en kæde af stationer fra kyst til kyst, følgende erklæring:

„. . . Jehovas vidner er gentagne gange blevet overfaldet og slået ned. De havde ikke begået nogen forbrydelse; men pøbelen anså det for bevist, at de havde, og lynchede dem. Justitsministeren har beordret iværksat en øjeblikkelig undersøgelse af disse voldshandlinger. Befolkningen må være årvågen og på vagt og frem for alt rolig og fornuftig. Eftersom pøbeloverfald vil vanskeliggøre regeringens opgaver umådelig meget, vil de ikke blive tålt. Vi skal ikke bringe nazismens ondskab til nederlag ved at efterligne dens metoder.“c

Læg i øvrigt mærke til følgende beretning om forfølgelserne under krigen. Den er affattet af en forening, hvis formål er at forsvare de borgerlige friheder:

„Siden mormonforfølgelserne for år tilbage har intet religiøst mindretal været udsat for så hårde og omfattende angreb som Jehovas vidner, i særdeleshed i foråret og sommeren 1940. Men selv om dette tidsrum betegner højdepunktet for angrebene på dem, har de dog i adskillige år været udsat for fjendskab og forskelsbehandling. Af dokumenter, som Jehovas vidners sagførere og American Civil Liberties Union har tilstillet justitsministeriet, fremgår det, at der i 1940 i fire og fyrre stater er forekommet over tre hundrede og fem og tredive tilfælde af pøbeloverfald, der gik ud over i alt eet tusinde fire hundrede og otte og firs mænd, kvinder og børn. Årsagen til denne usædvanlige opstand var den „patriotiske“ frygt, der opstod som følge af de nazistiske hæres fremmarch i Europa, og den panik, der greb vort land, da man begyndte at forestille sig en mulig invasion i de Forenede Stater. Fra California til Maine gav disse følelser sig udslag i, at man begyndte at lede efter „femte kolonne-folk“ og „trojanske heste“ — fraser, som straks blev yderst populære, når man ville karakterisere mennesker, som man mente var modstandere af det nationale forsvar. Jehovas vidner blev øjeblikkelig genstand for omfattende angreb, hvilket i første række skyldtes deres indstilling over for den tvungne flaghilsen, en indstilling, som de til alle sider havde givet udtryk for gennem bladet Consolation, 29. maj 1940, hvori højesterets behandling af Gobitis-sagen om den tvungne flaghilsen omtaltes udførligt. Efter at rettens kendelse, der gav skolemyndighederne ret til at bortvise børn af denne sekt, hvis de nægtede at gøre honnør for flaget, var afsagt den 3. juni 1940, var der adskillige, som anså sektens propaganda for at være en opfordring til oprør.“d

Portene til de Forenede Staters højesteret blev bestormet med anmodninger om hjælp og udfrielse — og til sidst skete det ganske usædvanlige. I sagen West Virginia State Board of Educatian (Staten Vest Virginias undervisningskommission) kontra Barnette omstødte højesteret den 14. juni 1943 sin egen kendelse og erklærede, at Jehovas vidner ikke behøver at gøre honnør for flaget. I rettens historiske kendelse siges blandt andet:

„Dersom vi ønskede at bibeholde den tvungne flaghilsen, måtte vi nødvendigvis samtidig hævde, at en lov om personlig frihed, der beskytter den enkeltes ret til at udtale sin mening, samtidig overlader det til offentlige myndigheder at tvinge vedkommende til mod sin vilje at give udtryk for noget, han ikke føler. . . . Hvis der i vor forfatning overhovedet findes noget, der kan kaldes urokkeligt, så er det dette, at ingen offentlig myndighed, den være sig overordnet eller underordnet, kan foreskrive, hvad der på det politiske, nationale, religiøse område eller i andre meningsspørgsmål skal være normen, eller tvinge borgerne til ved ord eller handling at give udtryk for tro på denne. . . . Det er vor opfattelse, at når de lokale myndigheder kræver, at der gøres honnør for flaget og aflægges højtidelige løfter, overskrider de de grænser for deres myndighed, som forfatningen har afstukket, og trængen ind på tankens og åndsfrihedens område, som vor forfatnings First Amendment [første lovtilføjelse] netop har til hensigt at holde uden for enhver kontrol fra myndighedernes side. Denne domstols afgørelse i sagen Minersville School District kontra Gobitis . . . [er] omstødt.“e

Hvilken glæde bragte denne sejr ikke Jehovas folk! Nu kunne deres børn atter tage del i undervisningen i de offentlige skoler, og det var ikke længer nødvendigt at drive de midlertidige Kingdom Schools. For første gang i otte lange år kunne vidnernes børn indtage de pladser i landets skolestuer, de havde ret til, og det uden at det kunne forlanges, at de skulle foretage en hilsen, som for dem var afguderisk.

Endnu en falsk anklage blev fremsat, nemlig beskyldningen for oprørskhed. I juni 1942 blev R. E. Taylor og to andre Jehovas vidner i Mississippi arresteret og med urette anklaget for at opfordre til ulydighed mod de Forenede Staters og staten Mississippis regering, for mundtligt at udbrede en lære og for at distribuere litteratur, der var beregnet på at fremkalde ulydighed mod de Forenede Staters regering. De blev kendt skyldige i oprør og idømt fængsel, så længe krigen varede, dog ikke over ti år. Dermed var den alvorlige anklage for oprør rejst. Et år senere nåede sagen frem for de Forenede Staters højesteret, der den 14. juni 1943 med 9 stemmer mod 0 afsagde en kendelse til fordel for Jehovas vidner, som blev frikendt for oprør. I rettens kendelse hedder det blandt andet:

„Ifølge den lovbestemmelse, der søges bragt til anvendelse i disse sager, er det en forbrydelse at meddele andre sit syn på og mening om den politik, der føres, samt at profetere om vort eget og andre folks fremtid. Således som bestemmelsen anvendes på appellanterne, ville den medføre straf, skønt det, de har bragt videre, hverken hævdes eller er bevist at have ond eller fordægtig hensigt eller at have tilskyndet eller ophidset til oprør mod landet eller staten eller at have betydet nogen klar og nærliggende fare for vore institutioner eller regering. Det, appellanterne har meddelt, er deres opfattelse og mening med hensyn til vort lands forholdsregler og tendenser i egne og verdens anliggender. Vor afgørelse går ud på, at det ikke er strafbart at give sådanne meddelelser.“f

Endnu en sejr var vundet, en enstemmig afgørelse var truffet: vidnernes religiøse fjender kunne ikke, om de anvendte nok så livlig en fantasi, brændemærke dem som oprørere og få dem straffet i henhold til loven. Denne gunstige afgørelse betød et stort skridt hen imod rejsningen af en forsvarsmur omkring tilbedelses- og talefriheden, og det endda midt under en verdensomspændende krig.

Efter mange kampe for de underordnede domstole, hvor lovbestemmelser, der vedrørte licensafgifter for omvandrende handelsfolk, blev forsøgt anvendt over for ordets tjenere eller præster (det vil sige over for Jehovas vidner med hensyn til udbredelsen af deres litteratur), havde de Forenede Staters højesteret den 8. juni 1942 afsagt en kendelse, der gik Selskabet imod i sagen Jones kontra City of Opelika (Alabama).g Med denne kendelse havde man til hensigt at rette et afgørende slag mod vidnernes hus-til-hus-arbejde. I virkeligheden var det en fuldstændig undertrykkelse af tilbedelses-, tale- og trykkefriheden, idet man ganske lod garantierne i de Forenede Staters forfatning ude af betragtning. Uden at lade sig forstyrre fortsatte vidnerne imidlertid deres forkynderarbejde og nægtede at ansøge om licens. På den måde blev man tvunget til at tage spørgsmålet op igen under en lidt anden synsvinkel, og på ny indbragtes stridsspørgsmålet for de Forenede Staters højesteret. Det skete i sagen Murdock kontra Pennsylvania, i hvilken den høje ret den 3. maj 1943 vakte opsigt ved til gunst for vidnerne at omstøde sin egen kendelse. Læg mærke til de klassiske, juridiske principper, der den nævnte dag kom til udtryk i rettens kendelse:

„Uddeling af religiøse traktater er en ældgammel form for udbredelse af evangeliet — så gammel som bogtrykkerkunstens historie. . . . Den indebærer mere end at prædike; den indebærer mere end at afsætte religiøs litteratur. Den indebærer en kombination af begge dele. Hensigten med den er lige så evangelisk som med vækkelsesmødet. Denne form for religiøs virksomhed indtager en lige så fremskudt plads under First Amendment [første lovtilføjelse] som gudstjenester i kirkerne og forkyndelse fra prædikestole. Den har samme krav på beskyttelse som de mere ortodokse og konventionelle former for religiøs virksomhed. Den kan også gøre de samme krav gældende, som de øvrige, med hensyn til talefrihed og trykkefrihed. . . . Men selve den kendsgerning, at den religiøse litteratur „sælges“ af omvandrende forkyndere og ikke „foræres“, gør ikke forkyndelsen til et handelsforetagende. Hvis det var tilfældet, ville også det, at en indsamlingsbøsse ombæres i kirken, gøre gudstjenesten til et handelsforetagende. . . . En enkeltstat [det vil sige en af de amerikanske enkeltstater] kan ikke påligne nogen en afgift for nydelsen af en grundlovsmæssig rettighed. . . . Lovligheden af at påligne en licensafgift for udøvelsen af disse frihedsrettigheder kan i virkeligheden sammenlignes med lovligheden af at udøve censur, hvilken denne domstol gentagne gange har underkendt. . . . Dommen i sagen Jones kontra Opelika er dags dato omstødt. Befriet for dette fortilfælde, der virkede begrænsende, kan vi atter lade de friheder, omvandrende forkyndere har til gennem afsættelse af litteratur at udbrede deres religiøse tro og læresætninger, indtage deres fremskudte plads i vor forfatning.“h

Storslåede, strålende ord! Endnu en eklatant sejr til styrkelse af forsvaret mod angreb på tilbedelsesfriheden. Der kunne nu ikke rejses nogen tvivl om det lovlige i vidnernes hus-til-hus-arbejde. Deres ret til at forkynde på apostlenes måde var blevet indføjet i landets lov!i

(Fortsættes)

[Fodnoter]