En kolossal vækst

JEHOVAS VIDNER har aldrig udgjort nogen trussel mod de politiske myndigheder i deres respektive lande — hvilket der nu er mange som indser. I en kommentar til et af sommerens stævner i Sovjetunionen bemærkede avisen Krasnojárskij Komsomólets: „Vort lands ideologer anerkender langt om længe at Jehovas folk på ingen måde truer den offentlige lov og orden.“

Tilsvarende skrev sovjetavisen Vostotjno-Sibirskaja Právda: „Eftersom Jehovas Vidners organisation er strengt religiøs, tager dens medlemmer ikke del i politiske konflikter og man opfordrer dem ikke til at støtte nogen politisk blok. Derimod forsvarer man Bibelens autoritet og dens forfatter, Jehova Gud.“

Væksten i de tidlige år

Jehovas vidner har været aktive i Østeuropa i mange årtier. Allerede i slutningen af 30’erne var der over to tusind i Rumænien, et tusind i Polen, flere hundrede i Tjekkoslovakiet og Ungarn, og et tocifret antal i Jugoslavien. Der var dog kun få i det vældige Sovjet, men situationen skulle pludselig ændre sig.

En sovjetekspert, Walter Kolarz, siger i sin bog Religion in the Soviet Union at andre Jehovas vidner kom ind i Rusland „via de af Sovjetunionen i 1939-40 annekterede områder, hvor der boede små men meget aktive grupper af Jehovas vidner“. Jehovas vidner i de østlige egne af Polen, Tjekkoslovakiet og Rumænien var pludselig borgere i Sovjetunionen!

Jehovas vidner kom også ind i Sovjetunionen på en anden bemærkelsesværdig måde, nemlig via de tyske koncentrationslejre. Hvordan det? Jo, under den anden verdenskrig blev russiske fanger spærret inde i disse lejre sammen med tusinder af tyske Jehovas vidner, som var blevet sendt til lejrene fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet. (Johannes 17:16; 18:36) De foretrak at lide og dø frem for at overtræde Guds love ved at lade sig indrullere i Hitlers hære; derved undgik de at slå deres trosfæller eller andre ihjel og pådrage sig blodskyld. — 1 Johannes 3:10-12.

Walter Kolarz skriver: „Hvor utroligt det end lyder, er de tyske koncentrationslejre en af de kanaler hvorigennem Jehovas vidners budskab trængte ind i Rusland. Det blev bragt dertil af russiske fanger i Tyskland som havde beundret ’Vidnernes’ mod og standhaftighed og som måske af den grund fandt deres teologi tiltrækkende.“ Alene i kvindelejren Ravensbrück tog i snesevis af unge russere efter sigende imod det bibelske budskab Jehovas vidner fremholdt.

Efter krigen vendte østeuropæiske fanger som var blevet Jehovas vidner tilbage til deres hjemlande. Dér forkyndte de nidkært at Guds rige er det eneste håb om varig fred. Antallet af Jehovas vidner i Østeuropa steg derfor brat. I april 1946 var der over fire tusind forkyndere i Sovjetunionen, og dette antal fordobledes hurtigt. I september 1946 holdt Jehovas vidner i Rumænien et stævne i Bukarest som blev overværet af omkring 15.000.

Kort efter begyndte den kolde krig, og rejsevirksomheden og kommunikationen mellem Østeuropa og Vesten ophørte praktisk talt. Desuden var Østeuropas nye herskere begyndt at modstå Jehovas vidner. Desværre betragtede de dem som en trussel, og mange blev fængslet. Trods dette var der i 1951 3705 aktive forkyndere i Tjekkoslovakiet, 2583 i Ungarn, 617 i Jugoslavien, og over 15.000 i Polen.

Modstand men stadig fremgang

I 1967 omtalte Maurice Hindus Jehovas vidner i Sovjetunionen og andre dele af Østeuropa i sin bog The Kremlin’s Human Dilemma. Han skrev: „Skønt de virker under jorden, bliver de efterstræbt og idømt hårde fængselsstraffe. Men intet kan standse dem. Undertrykkes de ét sted, dukker de op et andet . . . De er sandsynligvis lige så sejlivede som det sovjetiske politi.“

I foråret 1951 blev der rettet et hårdt slag mod Jehovas vidner i Sovjetunionen. Mere end syv tusind forkyndere i de europæiske sovjetrepublikker blev arresteret og ført til fangelejre i fjerne afkroge af landet, herunder Sibirien og Vorkuta i det høje nord. Hvad blev følgen af dette?

Walter Kolarz skriver: „Dette betød ikke afslutningen på ’Vidnerne’ i Rusland, men kun begyndelsen til et nyt kapitel i deres forkyndervirksomhed. De forsøgte endog at udbrede deres tro når de standsede ved stationerne på vej til deres eksil. Den sovjetiske regering kunne ikke have gjort noget bedre for at udbrede deres tro end at deportere dem. Fra deres isolerede tilværelse i landsbyerne blev ’Vidnerne’ ført ind i en større verden, selv om det var koncentrations- og slavearbejdslejrenes forfærdelige verden.“

I og uden for fængslerne

Ligesom de første kristne fortsatte Jehovas vidner i Sovjetunionen med at forkynde trods forfølgelse. (Apostelgerninger 5:42) Helene Celmina, en lette som blev fængslet for påståede forbrydelser, siger at i den del af Potma-straffelejren hvor hun sad indespærret fra 1962 til 1966 var der cirka 350 indsatte. „Omkring halvdelen af dem,“ siger hun, „var Jehovas vidner.“ I sin bog Women in Soviet Prisons beskriver Helene Celmina sine oplevelser i lejren:

„Publikationer fra Brooklyn kommer regelmæssigt — i god behold og i store mængder — gennem uofficielle og velorganiserede kanaler . . . Ingen kan forstå hvordan det forbudte læsestof kommer ind i dette land med pigtråd og begrænset menneskelig kontakt — og så kommer det tilmed fra USA! Mange Jehovas vidner idømmes ti års hårdt strafarbejde blot for at have et par numre af bladet Vagttårnet i deres lejlighed. Eftersom folk arresteres for at besidde disse skrifter, er det forståeligt at tilstedeværelsen af disse publikationer i lejren vækker administrationens bekymring og harme.“

Takket være Jehovas hjælp kunne intet stoppe uddelingen af denne åndelige føde! Helene Celmina bemærker: „Ingen har fundet ud af hvordan [Vagttårnet] kommer ind i lejren. Efter domfældelsen skal hver eneste fange lægge alt sit tøj og kropsvisiteres. Ved ankomsten til lejren bliver hver fange grundigt undersøgt igen, ned til mindste detalje. Det undersøges om kufferter har dobbeltbund. Ingen fremmede kommer ind i lejren uden gyldigt ærinde. Når indsatte lukkes ud af lejrområdet for at arbejde i markerne er de omgivet af bevæbnede vagter og ingen får lov at nærme sig dem. Alle fanger visiteres grundigt før de vender tilbage til lejren om aftenen. Men trods denne overvågning når publikationerne fra Brooklyn frem til læserne.“

Samtidig fortsatte trofaste kristne uden for de sovjetiske fangelejre med deres offentlige forkyndelse og undervisningsvirksomhed, som det fremgår af de publikationer og film der blev fremstillet for at bekæmpe deres forkyndelse. I 1978 blev der udgivet en bog The Truths About Jehovah’s Witnesses, som ifølge forordet havde til hensigt at „give tilhængere af denne religiøse bevægelse en ateistisk undervisning“.

Forfatteren, V. V. Konik, pegede blandt andet på at Jehovas vidner ofte holdt offentlige foredrag ved deres begravelser og bryllupper. Han skrev: „I august 1973 blev der for eksempel i landsbyen Krásnaja Poljana, i Krasnodárskij-regionen, holdt bryllup for to medlemmer af organisationen som blev overværet af omkring 500 mennesker. Seks prædikanter holdt foredrag for dem, og deres foredrag blev transmitteret gennem to højttalere. Derefter skildrede et skuespil hvordan Jehovas vidner forkynder for folk fra andre trosretninger og for ateister.“

Ja, trods forbudet mod deres arbejde fortsatte Jehovas vidner i Østeuropa nidkært med at forkynde den gode nyhed om Guds rige i lydighed mod Kristi profetiske befaling. (Mattæus 24:14) I maj og juni 1989 blev Jehovas vidner langt om længe legaliseret i Polen og Ungarn. Rumænien gav Jehovas vidner juridisk anerkendelse i april 1990, Sovjetunionen i marts 1991 og Bulgarien i juli 1991. Og deres arbejde kan uhindret udføres i Tjekkoslovakiet.

Glade stævnedeltagere

Med dette in mente forstår du måske bedre hvorfor titusinder af delegerede ved stævnerne i Østeuropa frydede sig, græd af glæde, omfavnede hinanden, klappede og vinkede ivrigt under deres samvær på stadionerne.

I Budapest, Prag og Zagreb blev der holdt „internationale stævner“, og der var truffet særlige foranstaltninger for at indlogere titusinder af delegerede fra andre lande. I Sovjetunionen blev der holdt stævner i syv byer og 74.252 mødte op, 131.554 overværede de 12 stævner i Polen, og 34.808 var til stede ved de 8 stævner i Rumænien. Jehovas Vidner kunne ikke holde stævne i Bulgarien, men tre hundrede bulgarere rejste over grænsen til Thessaloniki i Grækenland, hvor de fulgte programmet på deres eget sprog.

Det har været et stort arbejde for de østeuropæiske forkyndere at tage sig af de mange tusind delegerede. Vidste du at man aldrig før har haft sådanne stævner i Sovjetunionen? At sørge for underhold til titusinder af gæster, som forkynderne i Budapest og Prag gjorde, var et kæmpeprojekt. Forestil dig hvordan det var at holde et stævne i Zagreb hvor borgerkrigsfaren truede og hvor man i det fjerne kunne høre lyden af eksplosioner!

Du vil helt sikkert finde det spændende at læse følgende rapport fra disse stævner.

[Kort på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

BYERNE HVOR DE TRE INTERNATIONALE STÆVNER OG DE SYV STÆVNER I SOVJETUNIONEN BLEV HOLDT

SOVJETUNIONEN

Tallinn

Kíjev

Lvov

Tjernovtsý

Odessa

POLEN

TYSKLAND

TJEKKOSLOVAKIET

PRAG

ØSTRIG

UNGARN

BUDAPEST

RUMÆNIEN

JUGOSLAVIEN

ZAGREB

BULGARIEN

ALBANIEN

ITALIEN

GRÆKENLAND

TYRKIET

[Kort]

SOVJETUNIONEN

Alma-Ata

Usólje-Sibírskoje