Norfolk Island — Fra straffeø til turistparadis

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NEW ZEALAND

DET var som regel ikke af egen fri vilje når nogen for 150 år siden blev sejlet til Norfolks kyster — da blev øen nemlig brugt som straffekoloni. Forbrydere blev deporteret til øen fra Australien, og den havde ry for at være en af de strengeste fangelejre England nogen sinde havde oprettet. I dag valfarter over 20.000 turister om året til dette ø-paradis.

Men hvor ligger øen Norfolk? Hvordan foregik forvandlingen fra straffeø til turistparadis? Hvilke usædvanlige begivenheder har formet øens historie? Og hvilke turistattraktioner kan øen byde på i dag?

Inden jeg besøgte øen blev min nysgerrighed vakt af min granskning af dens omskiftelige historie. Jeg havde læst om den berømte engelske kaptajn og opdagelsesrejsende James Cook og om hans sejlads i 1774 i den sydvestlige del af det vældige Stillehav. Han fandt ikke hvad han var sejlet ud for, nemlig „Det Store Sydlige Kontinent“, men opdagede i stedet en lille vulkanø på blot fem gange otte kilometer. Denne ø er en del af en havryg som strækker sig fra New Zealand og hundreder af kilometer nordpå. James Cook opkaldte øen efter hertugen af Norfolk.

„Elendigheds-øen“

Bogen Norfolk — An Island and Its People oplyser: „Norfolk har en meget broget fortid. Ét er sikkert: Som uvejrsskyer i horisonten varsler dårligt vejr, sådan varslede menneskets opdukken på denne ø oprør.“

Tumulterne tog deres begyndelse 14 år efter kaptajn Cooks opdagelse, da løjtnant Philip King koloniserede øen for at sikre den for det britiske kongehus, og — trist nok — også for at etablere en fangelejr der kunne aflaste de overfyldte engelske fængsler.

Fængselet blev lukket i 1814 af økonomiske årsager, men i 1825 genåbnede det og husede forbrydere af alle slags, både farlige forbrydere og politiske fanger. Mange blev også deporteret til øen fra deres fjerne hjemlande blot fordi de havde gjort sig skyldige i nogle småforseelser. Det der kunne have været et fredeligt ø-paradis i Stillehavet, blev nu i 30 år en plet man kaldte „Elendigheds-øen“. I 1854 lukkede fængselet igen.

Hvorfor fik den navnet „Elendigheds-øen“? I bogen Discovering Norfolk Island læste jeg at „forholdene varierede meget fra den ene [fængsels]kommandant til den anden. Et behageligt og liberalt system blev ofte afløst af et yderst hårdt og undertrykkende regimente. Historien fra den tid er fuld af beretninger om mord, opstande og mere eller mindre vellykkede flugtforsøg. Ofte blev der gjort gengæld med henrettelser og piskning. Major Thomas Bunbury, der var kommandant i 1839, gav ordre til at fem mænd skulle have hver 300 piskeslag for at have bemægtiget sig en båd og forsøgt at flygte. Men interessant nok indførte han også et belønningssystem for fanger der lagde en god opførsel for dagen.“

Fangerne byggede selv straffekolonien, deriblandt cellerne, kasernen og andre bygninger. Den er delvis bevaret og står stadig som et tavst vidnesbyrd om øens usædvanlige historie. Jeg kunne gå rundt mellem disse gamle mure og bygninger, der anses for at være blandt de flotteste levninger af gregoriansk arkitektur på den sydlige halvkugle. Min vandring førte mig 150 år tilbage i tiden, og jeg kunne næsten høre klageskrigene fra de indsatte i fængselet.

Norfolk og mytteriet

Jeg fik en større indsigt i byens særprægede historie ved at gå en tur gennem dens kirkegård. Det slog mig at der på gravstenene ofte stod Christian som efternavn. Under mit besøg hørte jeg gentagne gange de indfødte sige „I am a Christian“ („Jeg er en kristen/Christian“), ikke fordi de henviste til deres religiøse tilhørsforhold, men fordi de talte om deres forfædre.

Hvem har ikke hørt om skibet Bounty og om det mytteri der fandt sted på dette skib? Utallige bøger og mindst tre biograffilm har handlet om denne begivenhed. Lige så velkendte er nok de to ærkerivaler, kaptajn Bligh og hans unge andenstyrmand Fletcher Christian. Efter at have forladt Tahiti blev kaptajn Bligh sammen med 18 af sine loyale officerer i april 1789 sat ud i en lille åben båd af Fletcher Christian og de andre mytterister. Derefter fulgte syv frygtelige uger på havet med det der har været beskrevet som en af søhistoriens mest bemærkelsesværdige navigationspræstationer. Det lykkedes kaptajn Bligh og hans ledsagere at nå frem til øen Timor, der nu er en del af Indonesien, næsten 6400 kilometer vest for det sted hvor de var blevet overladt til sig selv. Kaptajnen vendte senere tilbage til England og berettede sin historie, hvilket førte til at tre af mytteristerne blev dømt til hængning.

Efter mytteriet vendte Bounty tilbage til Tahiti, og herfra sejlede Fletcher Christian, otte medsammensvorne og 19 tahitiske mænd og kvinder bort for at undgå repressalier. I 1790 nåede de til den afsidesliggende ø Pitcairn — cirka 2200 kilometer sydøst for Tahiti.

Set med mytteristernes øjne var opholdet på Pitcairn en straf i sig selv. Ølivet var nemlig barskt, og misundelse førte til voldshandlinger og død. Men på trods af disse og andre vanskeligheder med at skaffe det nødvendige til dagen og vejen, overlevede „kolonien“, og ingen havde vel drømt om at deres efterkommere i 1856 fik lov til at bosætte sig på Norfolk, knap 7000 kilometer mod vest.

Fra Pitcairn til Norfolk

Ved daggry den 8. juni 1990 var det koldt og vådt på Norfolk. Men flere hundrede øboere, der var klædt i farverige dragter fra midten af det 19. århundrede, lod sig ikke afskrække af vejret, men samledes på kajen for at fejre Bounty-dagen, en fest som holdes én gang om året. Som opmærksom iagttager så jeg hvordan matroser måtte kæmpe mod blæst og bølger da de rekonstruerede landgangen som den havde fundet sted 134 år tidligere, nemlig i 1856 — 67 år efter mytteriet på Bounty.

I dette år flyttede 193 øboere fra Pitcairn til deres nye hjem på Norfolk. Nogle vendte dog senere tilbage til Pitcairn, som altså stadig er beboet.

I stedet for at lægge en aggressiv og genstridig adfærd for dagen som mytteristerne, udviklede Norfolks nye kolonister sig til et religiøst og venligsindet samfund der var knyttet nært sammen. De var et hårdført folk af europæisk og tahitisk herkomst. Hovederhvervene var landbrug og fiskeri. Takket være de erfaringer øboerne havde gjort sig på Pitcairn havde de lært at klare sig selv og kunne uden videre fortsætte deres isolerede tilværelse. Eftersom de ikke havde nogen dyb havn kunne forbisejlende skibe vanskeligt lægge til kaj, og de fik derfor kun sjældent kontakt med omverdenen.

Lufthavnen bringer forandring

Da den anden verdenskrig rasede skete der store forandringer på mange Stillehavsøer, deriblandt Norfolk. Den største ændring var etableringen af en lufthavn. I kraft af lufthavnen fik øboerne jævnligt kontakt med omverdenen og fik samtidig en helt ny hovedindtægtskilde — nemlig turisme.

Før mine rejsefæller og jeg forlod Norfolk lufthavn oplyste en stedlig repræsentant fra øens turistbureau at kreaturerne på øen strejfede om på vejene, hvorfor vi blev bedt om at „køre forsigtigt, da dyrene har ’forkørselsret’“. Turister, der hovedsagelig kommer fra Australien og New Zealand, fascineres af den enkle og ukomplicerede livsform som kendetegner disse øboere. Den smukke natur, den toldfri handel og den spændende historie med de tidlige fangelejre og det senere mytteri på Bounty, virker også tiltrækkende på mange.

Norfolks indbyggere er godt klar over deres afhængighed af turismen, men nogle af de mangeårige øboere er meget bekymrede over den tiltagende turisme og ønsker sig tilbage til de gode gamle dage hvor de i langt højere grad måtte sørge for sig selv. Da jeg spurgte en beboer om hun længtes efter fordums dage, svarede hun: „Ja, mon ikke! Dengang havde alle mere tid til at være noget for hinanden. Folk delte hvad de havde. Nu drejer alt sig kun om penge.“

„Watawieh Yuu“

En formiddag da jeg gik fra hus til hus i den kristne forkyndelse, blev jeg mødt med denne hilsen „Watawieh yuu“ (What a way you), der betyder „Dav, hvordan har du det?“ Immigranterne indførte i 1856 deres eget herlige sprog på øen, en blanding af oldengelsk og tahitisk som blev udviklet under deres ophold på Pitcairn. Almindeligvis taler øboerne dog engelsk. Det lokale sprog, „pitcairn“ eller „norfolk“, er imidlertid ikke blot gebrokkent pidginengelsk, men et komplekst, selvstændigt og melodiøst sprog der er meget behageligt at lytte til.

I publikationen Speak Norfolk Today så jeg nogle flere eksempler på det lokale sprog. „Twelw salan goe d’ miiting“ betyder „Twelve people went to the meeting (Tolv mennesker gik til møde)“. Og „Es gud dieh, el duu f’ gu fishen“ svarer til „It is a fine day, just right for going fishing (Det er en flot dag, lige vejr til en fisketur)“.

„Kom selv og se“

I en turistbrochure står der om Norfolk: „Det mest idylliske, det smukkeste og det tryggeste sted, og det mest venligsindede, historiske, afslappende, forførende, uspolerede, sportsegnede og unikke sted man kan holde ferie i verden.“ En lokal beboer sagde stolt til mig: „Øen her er nok det tætteste man kan komme på Paradiset i den nuværende tingenes ordning, og jeg kunne ikke tænke mig at flytte noget som helst andet sted hen.“

Selv om øen ligger i Sydhavet, ligner landskabet til forveksling det der kendetegner tempererede lande. Der er grønne, jævnt kuperede bakker med mange smukke træer, buske og blomster. Fra hvert udsigtspunkt kunne jeg se det vældige Stillehav. Husene ligger med passende afstand og er omgivet af skønne haver. Forbrydelser kender man praktisk taget ikke til. Det er fortsat et hårdtarbejdende folk der kun får lidt hjælp fra det offentlige. De har den indstilling at de vil klare sig selv. Og selv på denne lille ø forkynder Jehovas vidner budskabet om den gode nyhed.

Dette enestående gæstfri folk siger ofte „Yorlye cum look orn“ — „Do come and have a look (Kom selv og se)“. Det var en stor glæde at kunne tage imod denne indbydelse.

[Illustration/kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Fra ethvert udsigtspunkt kan man se det vældige Stillehav

Norfolk

Pitcairn

New Zealand

[Illustrationer på side 16]

Administrationsbygninger og fængselsmure; øen Philip ses i det fjerne

En karakteristisk symmetrisk Norfolk-gran