Øen Coco — og dens historier om skjulte skatte

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I COSTA RICA

OMKRING 480 kilometer ud for Costa Ricas sydvestkyst ligger en ø som er kendt for sine historier om skjulte skatte. Nogle mener at Robert Louis Stevenson baserede sin berømte bog Skatteøen på fortællinger om sørøverskatte som lå begravet dér.

Siden øens opdagelse i det 16. århundrede har kartografer og søfarende givet øen forskellige navne. Spansktalende indfødte kalder i dag øen for Isla del Coco (Kokosnøddens ø). Dens engelske navn er Cocos Island. På dansk kaldes den Coco.

Mellem Costa Rica og Galápagosøerne ligger en undersøisk landmasse, den såkaldte Coco-ryg. Det er vulkansk aktivitet på denne ryg der har dannet Coco, som er dens eneste ø. Denne lille, forrevne ø er den eneste større ø i det østlige tropiske Stillehav der får tilstrækkeligt med nedbør til at kunne danne livsgrundlag for en tropisk regnskov. Hvert år falder der cirka 7000 millimeter regn på øen!

Den engelske digter Samuel Taylor Coleridge fra det 18. århundrede beskrev en gammel nødstedt sømand der havde „vand, vand, kun vand overalt, kun intet til tørsten at stille“. I det 17. og 18. århundrede var Cocos ferskvand en oase i havet for de sømænd som kunne finde frem til øen.

En røverhistorie om skjulte skatte

I en tid hvor international kommunikation og handel var afhængig af skibsfart, udgjorde væbnet røveri på åbent hav, eller sørøveri, en trussel mod samfundet. Sørøverne udgjorde også en fare for hinanden.

Når en lille kystby eller et skib var blevet plyndret, delte besætningen rovet imellem sig. Det betød at hver enkelt sørøver stod over for et vanskeligt problem. Hvordan kunne han sikre sig at den andel som han ganske uhæderligt var kommet i besiddelse af, ikke faldt i de andre sørøveres hænder? De fleste valgte at skjule skatten et hemmeligt sted i håb om senere at kunne vende tilbage for at hente den. Skattekortet, hvis kryptiske instrukser ingen andre end kortets tegner forstod, blev nøglen til at kunne finde skjulte skatte.

En af fortællingerne fra Coco handler om en gruppe sørøvere som efter flere vellykkede plyndringer af skibe og byer langs Mellemamerikas Stillehavskyst havde overlæsset deres skib med guld og ædelsten. På Coco var der rigeligt med ferskvand og en stor forsyning af kød (i slutningen af det 18. århundrede havde man indført grise på øen). Skibets kaptajn planlagde derfor at bruge Coco som base for sine sørøvertogter.

Ifølge én version af historien var man en hel dag om at dele byttet, og guld blev udmålt i kander. Drevet af frygt for at miste deres rigdom til begærlige kammerater valgte alle sørøverne at grave deres andel ned et eller andet sted på øen. Med reb klatrede de op ad klipperne langs øens kyst og forsvandt ind i tropeskoven. Mens nogle forlod sig på deres hukommelse, vendte andre tilbage med kort som ingen andre end de selv kunne tyde. Alle disse udmattende anstrengelser var dog til ingen nytte. Ifølge den videre beretning sejlede sørøverne bort i deres galeon for at skaffe sig mere rigdom. Af frygt for at nogle af sørøverne ville begå mytteri, satte kaptajnen de mistænkte oprørere af på land og sejlede væk. Han håbede at disse ville blive genkendt som sørøvere for derefter at blive hængt, og det var meget tæt på at gå sådan. Men han tog ikke højde for de to mest fremtrædende besætningsmedlemmers evne til at forhandle sig frem til en aftale med de myndigheder der ønskede at fange kaptajnen. Den engelske flåde sendte et skib af sted som hurtigt indhentede galeonen, og kaptajnen samt hans mandskab blev taget til fange og henrettet.

Denne fortælling gav i det forrige århundrede næring til mange skattejægerdrømme. Men drømmer man om at blive skattejæger, bør man, som det illustreres i følgende beretning, tænke sig godt om inden man begiver sig ud på en ekspedition til Coco. I The New York Times for 14. august 1892 kunne man i en artikel læse om kaptajn August Gislers søgen efter en skat af guld, sølv og ædelsten, der var vurderet til 60.000.000 dollars (cirka 390.000.000 danske kroner). Gislers liv som skattejæger indebar isolation fra omverdenen, og han måtte udholde meget vanskelige forhold på den øde jungleø. Han brugte mindst 50.000 dollars (325.000 danske kroner) og mere end 19 år af sit liv på at lede efter skatten. I 1908 forlod den ruinerede og modløse Gisler øen Coco — trods alle hans anstrengelser var det ikke lykkedes ham at finde nogen skat.

At Gislers forsøg på at finde skatte på øen mislykkedes, har ikke holdt andre tilbage. Mere end 500 organiserede ekspeditioner har prøvet lykken. Ifølge tilgængelige oplysninger har ingen endnu fundet de sagnomspundne rigdomme.

Naturens rigdomme på Coco

I den senere tid er en anden slags skattejægere blevet lokket til Coco. Økoturister, naturforskere og andre forskere er blevet draget af øens plante- og dyreliv samt det rige havliv som omgiver Coco.

Øen er dækket af frodig tropevegetation. Man har registreret cirka 450 arter af leddyr, deriblandt insekter, men det anslås at der lever over 800 arter på øen. Der er 28 floder der snor sig gennem ujævnt terræn og falder ud over høje klipper som storslåede vandfald.

Silketernen, en af øens 97 fuglearter, har det morsomme særkende at den tilsyneladende ganske uden frygt holder sig svævende lige over folks hoveder. Af den grund har man på spansk givet fuglen kælenavnet espíritu santo, som betyder hellig ånd, med henvisning til den bibelske beretning om Jesu dåb. — Jævnfør Mattæus 3:16.

Dybt nede i havet omkring Coco findes en verden fyldt med naturrigdomme. Nogle af økoturisterne som besøger øen, er sportsdykkere der forundres over den store koncentration af hammerhajer de finder her. Disse hajer, samt glathajerne, holder ofte til i dette område, og man har observeret flokke på mellem 40 og 50. Også det usædvanlig klare vand imponerer dykkerne. De bliver næsten blændet af de mange farvestrålende tropiske fisk der søger efter alger og plankton.

Costa Rica har tradition for at værne om landets biologiske skatte. I øjeblikket er 18 procent af dets landareal indlemmet i et system af nationalparker og reservater. I 1978 blev Coco erklæret for en del af dette system, som nu omfatter 56 beskyttede områder i Costa Rica. I 1991 blev øens beskyttede område udvidet til at omfatte en 24 kilometer lang barriere omkring øen. At bevogte og beskytte havmiljøet mod erhvervsfiskere er en udfordring. Miljøbeskyttelsesfolk frygter at et ubegrænset fiskeri vil kunne skade det sårbare økosystem i den undersøiske verden der omgiver øen.

Coco er stadig væk kendt for sine historier om storpralende sørøvere og deres skjulte skatte, og skattejægere fra hele verden bliver stadig tiltrukket og tryllebundet af øen. Men dens største rigdomme findes i naturens skatkammer.

[Illustrationer på side 26]

I Cocos farvande færdes glathajen (1) og hammerhajen (2, 3) i flokke på mellem 40 og 50

[Kildeangivelse på side 25]

Billederne på siderne 25 og 26: Med tilladelse af José Pastora, Okeanos