Det moralske sammenbrud og dets omfang

Det berører enhver side af samfundet

VORE dages samfund befinder sig i et moralsk tomrum — uden normer. Der findes utallige former for livsstil, og mange ræsonnerer som så: ’Man kan leve som man har lyst. Hvis du er tolerant over for min livsstil, vil jeg være tolerant over for din. Du gør hvad der passer dig, og jeg gør hvad der passer mig. Der findes mange måder at leve på, og den ene kan være lige så god som den anden. Intet er forkert. Intet er synd. Kæmp for dine rettigheder. Fredelige demonstrationer er som en hvisken; skru op for styrken med vold. Vold er et udtryk for ytringsfrihed. Man kan udfolde sig seksuelt hvordan man vil og med hvem man vil. Pornografi er kunst. Lev som du vil og lad andre gøre det samme.’

Måske skulle man omskrive det til: ’Dø som du vil og lad andre gøre det samme.’ Et godt stykke ind i det 20. århundrede havde folk en meget præcis opfattelse af hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, hvad der var moralsk acceptabelt og hvad der var umoralsk, hvad der var ærefuldt og hvad der var vanærende — og nogle ejer stadig denne skelneevne. Men for andres vedkommende indtraf der i 1950’erne en forandring som siden er blevet mere udbredt. Alt hvad der før blev betragtet som dydigt, moralsk, ærefuldt og etisk, blev fremholdt som ulogisk, umenneskeligt og uacceptabelt. De ideer der blev fremherskende forherligede individualiteten. Man forsvarede det synspunkt at den enkelte kan leve sådan som han selv finder rigtigt. Nu blev det anset for en dyd at være tolerant, anderledes og ukritisk. Ifølge denne nye filosofi er det forbudt at forbyde.

De katastrofale følger af denne filosofi blev stadig mere udtalte, og i 1980’erne nåede de alarmerende højder. Men tendensen fortsætter i 1990’erne. Her følger nogle få rapporter om de ulykkelige konsekvenser det har fået. Først vil vi se på en tale der er blevet holdt i New York af en viceformand i et handelsselskab før en konference om forretningsetik:

„Politikere er uærlige over for deres vælgere. Børsmæglere udbytter deres klienter. Ledende bankfolk kører deres pengeinstitutter i sænk og lader skatteyderne betale gildet. Prædikanter og præsidentkandidater er deres hustruer utro. Børn snyder ved eksamen, og millioner ødelægger sig selv og andre med stoffer og kriminalitet. . . . Halvtreds procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse. Toogtyve procent af alle børn fødes i dag uden for ægteskabet, og en tredjedel af alle børn vil, inden de fylder 18, bo sammen med en stedfader eller stedmoder. Familierne er tydeligvis ved at gå i opløsning. Hvis man antager at normerne begynder at dannes i hjemmet — tidligt i livet — er årsagerne til moralens sammenbrud indlysende.“ — Vital Speeches of the Day, 1. september 1990.

Mangelen på normer afspejles daglig i aviser, film og fjernsynsprogrammer. I en tale der blev holdt ved Chicagos universitet sagde formanden for Chase Manhattan Corporation:

„Uanset om man slår op på sportssiderne, på stoffet fra Washington eller på erhvervssektionen, er budskabet det samme. Sportssiderne er fyldt med de sidste skandaler blandt spillere der er blevet bestukket til ikke at score, universitetshold der er idømt karantæne fordi de har overtrådt rekrutteringsbestemmelserne og professionelle atleter der har været dopede. Nyhederne fra Washington omfatter retssager hvor der bliver afgivet falske forklaringer, tiltale mod forbundsdommere, bestikkelse af indflydelsesrige mennesker, og så kan man læse om hvilken lovgiver der i øjeblikket får sine forhold undersøgt af en etisk komité fra Repræsentanternes Hus. Blader man om til erhvervssektionen finder man afsløringer af insiderhandel og lignende.“ — Vital Speeches of the Day, 1. august 1990.

Spærreilden er så vedvarende at de fleste bliver ufølsomme over for den slags. Skandaler bliver ikke længere betragtet som skandaløse. Herom sagde den ovennævnte taler: „Mange amerikanere bliver ikke længere forargede når nogle handler uetisk. Forbrydere betragtes ikke længere som udstødte. De er berømtheder. De bliver inviteret til fester hos eliten. De skriver bestsellere.“

Ivan Boesky fra Wall Street sluttede en tale til eleverne på en handelsskole med at række armen i vejret, vise V-tegnet og sige: „Måtte begærligheden vinde!“ Senere bevirkede hans begærlighed at han gjorde sig skyldig i insiderhandel. Han blev stillet for retten og idømt bøde og fængsel. Bøden lød på 100 millioner dollars, mens hans eget udbytte var over en halv milliard dollars. En anden manipulator fra Wall Street, Michael Milken, blev idømt en bøde på 600 millioner dollars for sin handel med junk bondsa — hvilket svarer til det han tjente på ét år! Han kunne beholde en halv milliard dollars til sig selv.

Bladet Industry Week har bragt en artikel hvis overskrift lød: „Kan man ignorere etikken og få succes?“ En konsulent fra Utah mente at forretningsmoralen er blevet dårligere og siger: „Efter hvad jeg har bemærket lader det til at jo mere fremgangsrig en forretningsmand er, jo mere uetisk opfører han sig.“ En direktør fra Michigan har sagt: „Vi har en forretningsmoral, men på mellemlederplan ignorerer man reglerne og siger blot: ’Det er ikke uetisk, det er bare god forretningssans.’“ En tilsynsførende fra Miami siger beklagende: „Forretningsmoralen er ved at tabe kampen. Det drejer sig først og fremmest om at skaffe fortjeneste uanset omkostningerne.“ Andre forretningsmænd udtrykker sig ligefremt: „Alt er tilladt,“ siger en. „Man kan slippe af sted med alt.“

Det er imidlertid ikke kun forretningsverdenen der bidrager til moralens forfald. Der er tale om en indstilling der har bredt sig til alle samfundslag. Alt for mange advokater optræder mere som prokuratorer end som lovens forkæmpere. Alt for mange videnskabsfolk nedværdiger sig til uredelighed og svindel for at få støtte fra staten. Alt for mange læger får ry for at være mere interesserede i honorarer end i deres patienter — og alt for mange af deres patienter spekulerer i hvordan de kan sagsøge lægerne for forsømmelighed.

Lokalsamfund lider under kriminalitet, bandekrige og narkoens svøbe. Utroskab ødelægger familier. Småbørn bliver ofre for seksuelt misbrug, deriblandt børnepornografi. Sex blandt teenagere fører til graviditeter, aborter og forsømte spædbørn. Læsefærdigheden daler fortsat, hvilket kunne afhjælpes ved at forældre læste for deres børn, men ofte har forældrene for travlt med at skaffe til dagen og vejen eller med at ’realisere sig selv’.

Musikindustrien bidrager også til moralens sammenbrud — især gennem nogle af de yderliggående heavy-metal-rockgrupper. En firmarådgiver har sagt: „Rockmusikken blev det perfekte medium til at fremføre og udbrede ideen om vilkårlig og ubegrænset sex og til at fremme brugen af ulovlige stoffer. Rockmusikken blev også et magtfuldt redskab til at skabe foragt for forældre, for den ældre generation og for de institutioner der var imod den umoralske narkolivsstil.“

Et af rockgruppernes mål er at chokere og vække opmærksomhed med tekster i et sprog der er uforskammet, groft og sjofelt, og propfyldt med hentydninger til et brutalt misbrug af kvinder. Oral og anal sex skildres på utallige måder. Man opfordrer til seksuelt misbrug og beskriver i triumferende vendinger voldtægt der er så voldsom at de kvindelige kønsorganer sprænges. Der er ingen grænser for de sjofelheder der lovprises. Da en rockgruppe blev sagsøgt for at være pornografisk, roste en professor fra Duke University gruppen som litterære genier og forsvarede deres pornografiske udpenslinger med at de havde kunstnerisk værdi. Juryen var enig og nåede til det resultat at teksterne ikke var pornografi men kunst.

En af de mest obskøne og groteske rap-plader blev sidste år ’solgt i så mange eksemplarer (over én million) de første tre måneder den var på markedet, at den røg lige ind på førstepladsen. Det vil sige at den på det tidspunkt var den mest populære salgsartikel i musikverdenen.’ Rockgruppernes navne harmonerer udmærket med deres tekster: „Mindst 13 grupper er nu opkaldt efter de mandlige kønsorganer, 6 efter de kvindelige, 4 efter sæd, 8 efter abort og én efter skedeinfektion.“ — U.S.News & World Report.

En professor ved Boston University har sagt følgende om kunstudstillingen Mapplethorpe: „Jeg så udstillingen på Instituttet for Moderne Kunst i Boston. Som alle andre steder var værkerne ordnet i afsnit. De ’hårde’ fotografier var . . . foruroligende nok lige så pornografiske som man kunne forestille sig. Jeg ved ikke om de er ’homo-erotiske’, men der var tale om fotografier der afbildede handlinger som jeg end ikke kunne forestille mig var mulige, endsige behagelige.“ Da man gik til retten for at få afgjort om udstillingen var pornografisk, nåede en jury til det resultat at obskøniteterne var kunst. Men at kalde pornografi for kunst er bestemt ikke moralsk ansvarligt. Det er blot endnu et vidnesbyrd om moralens forfald hos kunstnere og publikum.

Vi har brug for grænser. Vi har brug for faste retningslinjer. Vi har brug for idealer som vi kan stræbe efter. Vi har brug for at vende tilbage til kilden til sande værdinormer.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 4]

Folk betragter ikke længere skandaler som skandaløse