Når vi blinker med øjet

Dér gjorde du det igen. I går gjorde du det cirka 15.000 gange. Skønt du højst sandsynligt slet ikke tænkte over at du gjorde det, blev du ikke desto mindre ved med det, og derved beskyttede du noget af det mest dyrebare du ejer. Desuden gav det et fingerpeg om hvordan din hjerne arbejder. Hvad var det egentlig du gjorde? Jo, du blinkede.

Hvis vore øjne virker som de skal, er de de mest fintfølende sanseapparater vi er udstyret med. Der er almindelig enighed om at de er et mirakel. Øjet er blevet sammenlignet med et fuldautomatisk autofokuskamera der kan optage tredimensionelle levende billeder i farver. Når et kamera ikke er i brug er dets sarte objektiv beskyttet af et objektivdæksel. Men øjet er konstrueret endnu mere genialt.

Størstedelen af øjeæblet ligger beskyttet i øjenhulen. Men de resterende 10 procent af øjets overflade er direkte udsat for påvirkning af luften, med dens væld af støvpartikler og farlige stoffer. For at beskytte øjet mod de stadige farer, er det udstyret med et raffineret objektivdæksel der automatisk kan trækkes tilbage, nemlig øjenlåget. Øjenlåget, der er opbygget af kroppens tyndeste hud og forstærket med små fibertråde, glider jævnt og glat op og ned over øjet. Et blink varer kun omkring en tiendedel sekund, og man blinker cirka 15 gange i minuttet.

Men denne lille, knap nok synlige, bevægelse udretter en masse. Når øjenlåget hurtigt åbner og lukker sig, efterlader det et tyndt lag af tårevæske på øjets overflade som renser den grundigt. Desuden polerer den øjets frie overflade. Øjenlåget kan derfor sammenlignes med en kombination af objektivdæksel, objektivrenser og linsepapir. En fantastisk konstruktion, ikke sandt!

Forskere har imidlertid længe spekuleret over et ejendommeligt fænomen: I betragtning af den hastighed hvormed tårehinden på øjets overflade opløses, skulle et eller to blink i minuttet være tilstrækkeligt til at rense og polere. Hvorfor så alle disse ekstra blink? Det ser ud til at svaret skal findes i hjernen.

Undersøgelser har vist at der er en forbindelse mellem det at blinke og det at tænke. For eksempel blinker man oftere hvis man er bange. Hvis man prøver at flyve en helikopter for første gang, hvis man bliver krydsforhørt af en uvenlig advokat eller hvis man bliver angst, vil man blinke mere end sædvanligt. Og nyhedsoplæsere på tv får måske at vide at de ikke må blinke for ofte, for at seerne ikke skal tro at de er foruroligede over nyhederne.

Hvis man derimod skal koncentrere sig om at se noget bestemt, for eksempel trække en streg i en labyrint, finde vej i byens gader eller læse en roman, vil man ikke blinke så ofte. En førstepilot har for eksempel brug for at koncentrere sig mere end andenpiloten, og blinker derfor færre gange. Blinkefrekvensen bliver især nedsat hvis man er i overhængende fare og har brug for hurtigt at flytte blikket fra hovedobjektet til omgivelserne og tilbage igen.

Der er også en anden forbindelse mellem hjernen og blinkefunktionen. Ifølge det canadiske blad The Medical Post antyder undersøgelser at „man blinker netop i det øjeblik hvor synet holder pause og tankevirksomheden sætter ind“. For eksempel vil en person der skal lære noget udenad, højst sandsynligt blinke lige efter at have læst de oplysninger han ønsker at huske. Eller i situationer hvor man skal tage beslutninger „fremkalder hjernen et blink når den har tilstrækkeligt med oplysninger til at træffe en beslutning“. Som bladet The Medical Post tilføjer: „Forsøg viser at blinkefunktionen tjener som en slags mental tegnsætning.“

For næsten tre tusind år siden blev en vís mand inspireret til at skrive: „Jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt.“ (Salme 139:14) De fremskridt som den moderne lægevidenskab har gjort bekræfter blot denne udtalelse. Tænk engang: Polering og rensning af et raffineret objektiv, registrering af hjernens koncentrationsniveau eller angstbelastning, og regulering af strømmen af synsindtryk — alt dette finder sted under blot et blink med øjet.

[Illustration på side 14]

Øjeæblet hvor kun 10 procent er blottet