De kalder det koggertræet
I DET sydlige Afrikas regnfattige vildmark vokser et træ som man ikke kan undgå at blive betaget af, nemlig Aloe dichotoma. De lokale kalder det for „koggertræet“. Men hvad er det for et træ, og hvordan har det fået dette navn?
Koggertræet er en af de 150 aloearter som vokser i det sydlige Afrika. Træets savtakkede blade er fulde af saft, men det kan gro i områder hvor der kun falder lidt, om overhovedet nogen, regn. Det overlever i kraft af at det har et vanddepot i stammen. I juni og juli måned virker træets skinnende gule blomster som en magnet på både fugle, bier og bavianer, der kommer for at få et festmåltid af nektar.
I sin bog The Land God Made in Anger (Landet Gud skabte i vrede) beskriver Jon Manchip White koggertræet sådan: „Med dets grå bark med hvide striber . . . står det rankt på bjergryggene, majestætisk og skarpt aftegnet mod himmelen. . . . Det minder om en vagtpost fra en forsvundet legion — hærdet mod vind, sol, tørst og nattefrost.“
Men hvorfor kalder de lokale det for koggertræet? Fordi buskmændene, de opfindsomme jægere i det sydlige Afrika, fremstillede kogger til deres pile af træets grene, som billedet viser. De fjernede grenens bløde fiberved og lod den hårde ydre skal tørre, hvorved der dannedes et hult rør. Derfor navnet: koggertræet.