Unge spørger:

Hvorfor må jeg ikke blive ude noget længere?

LEN holdt af at blive længe ude med sine venner. Men hans far opdagede snart at det de foretog sig var alt andet end uskyldige løjer. „Engang fik jeg rodet mig ind i så mange vanskeligheder at jeg fik stuearrest i fjorten dage. I den tid måtte jeg kun komme ud af mit værelse til måltiderne og når jeg skulle i skole,“ fortæller Len. „Jeg måtte ikke engang kigge ud ad vinduet! Da jeg havde udstået min straf, gik jeg i byen med nogle venner og blev ude til midnat. På vej op mod vores hus så jeg at min far sad ude foran og ventede på mig . . .“

Mange unge er stærkt imod at deres forældre holder øje med hvornår de kommer og går. En ung pige beretter: „Da jeg blev teenager begyndte mine forældre at lægge alle mulige begrænsninger på mig. For eksempel skulle jeg være hjemme til midnat. Jeg hadede det.“ Hvis de unge så afreagerer ved at trodse forældrenes påbud, får de i regelen ikke mere frihed, men kun flere og mere strikse begrænsninger.

Hvis det drejer sig om en mild overtrædelse, kan det være at de unge slipper med at skulle være tidligere hjemme. I alvorligere tilfælde kan det være at de mister nogle friheder eller får husarrest. En teenagepige siger: „Hvis man kommer for sent hjem en lørdag aften, får man måske ikke lov at gå i byen næste lørdag.“ Og så er der stuearresten: Ingen gæster, ingen telefonsamtaler, intet tv-kiggeri. Det værste nogle unge kan udsættes for er imidlertid forældrenes moralprædikener. „Sikken skyldfølelse de giver én!“ udbryder en teenager. „De begynder med at de har været så bekymrede. Man føler sig frygtelig skyldig.“

Men er det ikke sandt at dine forældre holder af dig og har ret til at kræve at du kommer hjem i rimelig tid? Og når du ikke er kommet til tiden, er det da så mærkeligt at de bliver urolige og måske ligger søvnløse. Hvis man virkelig holder af sine forældre kan man ikke tænke sig at gøre dem unødigt bekymrede. Det ville være egoistisk.

Mange unge mener imidlertid at deres forældre sætter urimelige og ufornuftige grænser. „Det er skørt at de behandler mig som om jeg var femten,“ indvender Fred på 18. „Jeg vil bare ikke gøre som min far siger, og vi er rygende uvenner på grund af det.“ Men der findes bedre udveje end at trodse forældrene.

Rimeligt eller urimeligt?

Først og fremmest: Hvor urimelige er begrænsningerne egentlig? Som en artikel i foregående udgave viste, har dine forældre sandsynligvis gyldige grunde til at frygte at du kan komme ud for noget.a Har dine jævnaldrende kristne venner ikke de samme begrænsninger? Har du i så fald grund til at mene at dine forældre tager fejl?

Len, som vi omtalte i indledningen til artiklen, fattede ikke at hans far tænkte på hans eget bedste. Som du husker, kom Len for sent hjem og så sin far sidde ude foran huset og vente på ham. Hvad gjorde Len? Han valgte igen at sætte sig op mod sin far. „Da bilen skulle til at køre op ad indkørselen, dukkede jeg mig så far ikke kunne se mig og bad min ven om at køre væk. Jeg besluttede at flytte hjemmefra.“ Det gjorde han så, og han blev optaget i en klike der førte ham ud i umoralitet, biltyveri og stofmisbrug. Han endte i fængsel. Et ekstremt tilfælde? Måske. Men det belyser meget godt sandheden i Ordsprogene 1:32: „Det er de uerfarnes troløshed der dræber dem.“

Nogle unge er måske i princippet ikke imod at de skal være hjemme til en aftalt tid, men de har ondt af at deres søskende tilsyneladende får friere tøjler end de selv. „Min storebror Mark blev ude så længe han ville, uden at få husarrest,“ klager en ung pige ved navn Patti. „Men hvis jeg kommer nogle minutter for sent hjem, er det bare sket! Det er uretfærdigt.“ Det er forståeligt hvis du opponerer imod det, men prøv et øjeblik at tænke over de bibelske principper der findes i Galaterbrevet 6:4, 5: „Lad enhver prøve sin egen gerning, og så kan han have grund til at rose sig i forhold til sig selv alene, og ikke i sammenligning med en anden. Enhver skal nemlig bære sin egen ansvarsbyrde.“

Du har din egen personlighed og har derfor ikke automatisk ret til de samme friheder som en storebror eller -søster. Sandsynligvis har han eller hun i et stykke tid måttet vise sin pålidelighed. Du må også vise at du er til at stole på. Bliver du forresten ikke ofte meget irriteret på dine forældre når de sammenligner dig med dine ældre søskende? Hvorfor så ligefrem ønske at de skal gøre det? Og hvorfor selv foretage en sammenligning? Dr. Louis Fine skriver i sin bog „After All We’ve Done for Them“: „Forældre behandler og opdrager ofte deres børn forskelligt. Det kan skyldes at de har forstået at børn er individer med særskilte behov og evner og derfor bør betragtes forskelligt.“

Nogle gange synes man måske at man bøder for sine ældre søskendes fejltrin. „Bare fordi min søster tog bilen og blev for længe i byen fik jeg automatisk forbud mod at være længe ude. Jeg får ikke engang en chance til at vise hvordan jeg er!“ siger én. Men måske er det ikke så urimeligt som det lyder. Din far og mor er ældre og mere erfarne end da de opdrog din bror eller søster. De er måske en smule strengere over for dig fordi de ikke vil gentage deres fejl.

Men hvorfor skal man ligefrem straffes for at komme lidt for sent hjem? Husarrest er ikke videre morsomt. Så det hjælper dig til at tænke dig om to gange, inden du gør det igen. Som Marcus udtrykker det: „Jeg er blevet straffet mange gange. . . . Uden straf lærer man ikke noget.“ Bibelen siger: „Den der giver agt på tugt er en sti til livet.“ — Ordsprogene 10:17.

Overbeskyttende forældre

Det må indrømmes at straffen ikke altid står i rimeligt forhold til „forbrydelsen“. Forældre kan godt være lidt overbeskyttende og måske stille urimelige krav. Men god kommunikation tager tit problemet i opløbet. Hvis du fortæller din far og mor hvor du skal hen, hvad du skal lave, hvem du er sammen med og hvornår du er hjemme, vil de sandsynligvis give dig lidt længere snor. Hvis du synes at de er urimelige, så forsøg at snakke med dem på det rigtige tidspunkt — for eksempel når de er rolige og afslappede. (Ordsprogene 25:11) Forstå deres ængstelse og bekymring. Overbevis dem om at du holder af dem og gerne vil samarbejde. Hjælp dem til at forstå at større frihed hører med til det at blive voksen.

„Man må også sætte dem grundigt ind i situationen,“ siger en teenagepige. „Når man forklarer hvorfor man ikke kan være så tidligt hjemme ved en bestemt lejlighed, forstår de det i regelen.“ Ved at drøfte sagerne igennem på en moden måde viser du dine forældre at du er ansvarsbevidst og pålidelig. Hvis dine forældre stadig er forbeholdne kan du måske foreslå et rimeligt kompromis.

Hvad så hvis du får lov? Så ’lad dit ja betyde ja’ og vær hjemme til tiden! (Mattæus 5:37) Sandt nok kan selv den bedste planlægning slå fejl. (Jævnfør Jakob 4:13, 14.) Der kan ske noget uforudset, eller planer kan pludselig blive ændret. I så fald bør du ringe hjem og orientere dine forældre. „Så længe min mor ved hvor jeg er henne og at jeg er på vej hjem, tager hun det fint,“ siger en teenager.

Det er også vigtigt at være kendt for sin pålidelighed. Ordsprogene 20:11 siger: „Selv en dreng kendes på sine handlinger, om det han gør er rent og retskaffent.“ Hvis du har for vane at være lydig og retskaffen, tager dine forældre det sikkert med ro hvis du en enkelt gang bliver forsinket. Og selv Jesu forældre, der havde et fuldkomment barn, nærede „stor bekymring“ da Jesus blev væk for dem. (Lukas 2:48) Bliv derfor ikke overrasket hvis dine forældre er ude af sig selv — endda i en sådan grad at de til at begynde med ikke engang vil høre hvorfor du kommer for sent.

I Ordsprogene 29:11 står der: „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste.“ Lad deres vrede lægge sig og forklar så grunden til forsinkelsen. Og husk at ’tale sandt’. (Efeserne 4:25) Kom ikke med søforklaringer; så vil du kun virke upålidelig. Sig oprigtigt undskyld hvis du har været forsømmelig eller glemsom, og tag konsekvenserne. Måske synes din far og mor ikke at der er grund til at gøre mere ud af sagen. Men de kan også finde det påkrævet med flere begrænsninger, og så må du ganske enkelt genvinde deres tillid.

Det er måske besværligt at man skal være hjemme til en bestemt tid, men det kan ikke kaldes ondt eller unormalt. Tag det i stiv arm. Hvis du samarbejder med dine forældre og ikke trodser dem, beslutter de måske endda at du bør have større frihed.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

At sætte sig op mod sine forældre medfører normalt kun flere begrænsninger