Jeg har holdt mit løfte
JEG er født i 1930 i Rio de Janeiro i Brasilien en søndag midt under en karnevalsfest. Blandt festdeltagerne var nogle af Rios ’spidser’ — læger, oberster og velhavende forretningsmænd. For at hjælpe den lille purk til at blive rig og berømt smed de alle af ren og skær overtro guldringe og diamanter ned i mit første bad. Cirka halvandet år efter var der en konkurrence i et blad om hvem der var Rios smukkeste spædbarn. Jeg vandt førsteprisen!
Kort efter blev min mor alvorligt syg. Da lægerne sagde at der ikke var noget at stille op, forlod min far hende og os børn. Jeg blev givet i bytte for en gæld han havde stiftet og kom derfor til at bo hos en rig familie i Guarujá, der ligger på øen Santo Amaro i staten São Paulo. Der voksede jeg op uden at kunne huske noget om min tidligere familie. Men da jeg var på skoleferie i Rio de Janeiro — cirka 450 kilometer fra min hjemby Guarujá — skete der noget som fuldstændig ændrede mit liv.
Et møde der ændrede mit liv
Under ferieopholdet i Rio legede jeg med nogle jævnaldrende drenge i bydelen Jardim da Glória. Eftersom mine plejeforældre gav mig rigeligt med penge kunne jeg købe is til alle mine kammerater — og var derfor temmelig populær. En af drengene, Alberto, spurgte hvor jeg kom fra. Da jeg fortalte ham det sagde han: „Jeg har en lillebror som også bor i São Paulo-staten, men jeg har aldrig kendt ham. Han hedder Cézar. Min far gav ham til en familie dér, og nu græder mor hver dag fordi hun sikkert aldrig får ham at se igen.“
Han tilføjede: „Hvis du nogen sinde møder en dreng i São Paulo som er ti år og hedder Cézar, må du endelig huske at fortælle ham at du har talt med hans bror og at hans mor meget gerne vil hilse på ham.“
„Det kan jeg sagtens huske. Han hedder jo det samme som mig,“ svarede jeg.
Mine forhold ændrer sig
Da Alberto fortalte sin mor om vores samtale, ville hun gerne møde mig. Den følgende søndag traf jeg Alberto igen i Jardim da Glória, og han sagde: „Min mor vil gerne hilse på dig. Hun vil nok bede dig om at tage en besked med til min bror i São Paulo.“
Alberto tog mig straks med hen til sin mor, som sad og ventede på en bænk. Meget nøje kiggede hun op og ned ad mig, hvorefter hun omfavnede mig og begyndte at græde. „Hvem er dine forældre?“ spurgte hun.
„Garibaldi Benzi og Nair,“ svarede jeg. „Og jeg hedder Cézar Benzi.“
Hun spurgte om hun kunne møde min mor, som var nær ved at besvime da jeg fortalte hende om hændelsen. Senere traf de to mødre hinanden og talte om mig i lang tid. Derefter sagde Alberto til mig: „Min mor er din rigtige mor, og du er min bror!“
Det viste sig at min mor var kommet sig over sin sygdom og nu var alene om at opdrage min storebror og min søster. Da jeg nu var sikker på at jeg havde fundet min biologiske familie, spurgte jeg om jeg måtte flytte hen til dem — til stor skuffelse for min stedmor. Mit største ønske var at være sammen med mine egne søskende. Jeg syntes også at min mor havde haft det hårdt og at det var synd for hende at hun ikke havde vidst om jeg var i live eller ej. Jeg stod derfor fast på min beslutning, selv om det betød at jeg måtte opgive mit luksuøse hjem i Guarujá til fordel for et hjem i den fattigere del af Rio de Janeiro. Sikke en forandring! Nu var jeg nødt til at gå på arbejde efter skoletid, eftersom min familie var økonomisk afhængig af mig.
Jeg aflægger et løfte
Da jeg blev ældre lærte jeg at fremstille, og senere hen at designe, smykker. Mine kolleger og jeg handlede blandt andet med importvarer — hvoraf meget var smuglergods — hvilket viste sig at være yderst indbringende. På grund af de lettjente penge førte jeg et udsvævende liv, et liv med mange vilde fester og kvindebekendtskaber. I en alder af blot 22 giftede jeg mig med Dalva. Vi kendte hinanden fra skoletiden. Jeg havde virkelig ikke fortjent hende. Hun var den ideelle hustru og mor — veluddannet, høflig og kultiveret.
Efter syv års ægteskab var jeg en nat på vej hjem fra et sviregilde. Den nat begyndte jeg at tage mit liv op til revision. ’Sådan som jeg opfører mig vil jeg aldrig kunne indgive en god moral i vores tre børn,’ tænkte jeg. Jeg blev derfor enig med mig selv om at jeg fra nu af ville være et nyt menneske. Da jeg kom hjem vækkede jeg Dalva og fortalte hende om min beslutning.
„Vil det sige at du har vækket mig klokken to om natten bare for at fortælle mig den omgang sludder?“ Af bitter erfaring troede hun ikke på mig. Men jeg lovede: „Denne gang mener jeg det virkelig. Det første jeg vil gøre er at flytte butikken nærmere vores hjem, så vi kan få mere tid sammen som familie.“ Dalva var stadig skeptisk, og vi lagde os til at sove.
Den næste dag fandt jeg et toetages hus der var til salg og traf forberedelser til at vi kunne bo på førstesalen og have forretning i stuen. Derefter tog jeg afsked med mine tidligere kolleger. Jeg var fast besluttet på at holde mit løfte. For første gang begyndte Dalva og jeg at nyde livet sammen med børnene.
Jeg får hjælp til at holde mit løfte
Cirka tre måneder senere fik jeg besøg af Fabiano Lisowski. Vi havde kendt hinanden gennem lang tid. Da jeg spurgte ham om han ville hilse på min kone, svarede han derfor: „Hende du har papir på?“
Da Dalva kom ind præsenterede jeg Fabiano som „en præst fra en eller anden af Bibelens religioner“. Han lo hjerteligt og forklarede at han var et af Jehovas vidner. Religion var ikke lige mig, men Dalva kunne godt lide Bibelen. Da Fabiano og Dalva begyndte at snakke forholdt jeg mig tavs, da jeg ikke forstod hvad de talte om.
Fabiano inviterede os med til et møde den følgende søndag. Til hans store overraskelse lovede jeg at komme. Dalva var ovenud lykkelig. Hun vidste at jeg var en mand der holdt ord. Hvis jeg havde sagt at jeg ville komme til det møde, så kunne hun også regne med at jeg gjorde det. To ting havde jeg lært mens jeg handlede med smuglergods: Hold hvad du lover, og kom aldrig for sent til en aftale.
Jeg har altid gået med en revolver i mit bælte, men da jeg tog til dette møde lod jeg den ligge derhjemme. Folk opførte sig pænt og var meget venlige og imødekommende. Jeg lovede derfor at vende tilbage næste søndag. Lige siden har vi regelmæssigt overværet møderne i rigssalen, og jeg har aldrig igen gået med skydevåben.
Fabiano, hans hustru og hans svigermor besøgte os hver onsdag aften. Han vidste at jeg var ateist og talte derfor mest med Dalva. Jeg følte mig udenfor og begyndte at snakke om andre ting. Meget venligt viste han mig derfor mere opmærksomhed. Jeg lagde mærke til at han havde en bog, Gud Maa Være Sanddru, men at han holdt sig tilbage fra at tilbyde mig den. Det endte med at jeg spurgte: „Hvad bruger man den bog til?“
Noget overrasket svarede han: „Den er til at studere i.“
„Hvis den er til at studere i,“ sagde jeg, „så lad os gå i gang.“
Alle lignede et stort spørgsmålstegn og vidste ikke rigtig hvad de skulle tro. Studiet kom i gang og jeg lyttede meget opmærksomt. Dalva strålede som en sol, og selv vore tre børn nød Fabianos forklaringer.
Under studiet røg jeg den ene cigaret efter den anden. Hertil sagde Fabianos hustru: „Du ser ud til at være glad for at ryge.“
„Jeg har røget siden jeg gik i skole,“ forklarede jeg. „Og da jeg læste til smykkedesigner var jeg kæderyger.“
Meget taktfuldt sagde hun: „Mange vil gerne holde op med at ryge, men kan ikke.“
„Jeg kan stoppe når som helst jeg har lyst,“ svarede jeg skarpt.
„Ja, det tror du,“ sagde hun.
„Så skal jeg bevise det: Jeg kvitter rygningen fra i dag.“ Og det gjorde jeg. Siden har jeg ikke røget.
De første fem måneder vi studerede kom jeg ud for mange vanskeligheder. Tidligere venner opsøgte mig og tilbød mig en andel i deres lyssky forretningsforetagender. Nogle af de kvinder jeg før var gået ud med, kom også for at besøge mig. Men jeg var besluttet på ikke at vende tilbage til det liv jeg havde levet før, og takket være Jehovas ufortjente godhed lykkedes det mig at stå fast. Til at begynde med gik min forretning dårligt, og vi måtte derfor skære vort forbrug drastisk ned. Men hele tiden var Dalva en kilde til stor opmuntring.
Da vi havde studeret fem måneder havde jeg ikke længere tvivlsspørgsmål. Jeg var overbevist om at Jehova er den sande Gud og at Bibelen er hans skrevne ord. Den 12. januar 1962 var Dalva og jeg derfor blandt de 1269 dåbskandidater der lod sig døbe ved det første store stævne i São Paulo. Hvilket syn at se 48.000 overvære stævnet i Ibirapuera Park!
Vi underviser vore børn
Ved dette stævne indså jeg nødvendigheden af at undervise og oplære vore børn. Vi arrangerede med det samme et familiestudium hver onsdag aften. Selv i dag studerer vi stadig hver onsdag aften, men nu er det kun Dalva og mig der er til stede, eftersom børnene er gift og flyttet hjemmefra.
Under studiet med børnene drøftede vi ofte de spørgsmål som unge i dag kommer ud for. Det kunne for eksempel være spørgsmålet om hvordan man skal gå klædt, hvilken frisure man skal vælge, eller hvordan man skal opføre sig over for det modsatte køn. Hvis et af børnene havde en opgave på den teokratiske skole havde vi generalprøve onsdag aften.
Vi forsøgte også at lære børnene at se skønheden i Jehovas skaberværk ved for eksempel at tage dem med i zoologiske haver og andre steder. Vi hjalp dem til at værdsætte at Jehova har skabt dyrene og fuglene til menneskets glæde, og at vi kan se frem til snart at kunne omgås dem i deres naturlige omgivelser og ikke, som nu, at se dem indelukkede i bure eller bag tremmer.
Allerede da børnene var små satte vi en læseplan op i vort spisekammer så de kunne få læst Vagttårnet og Vågn op! og andre af Selskabets publikationer. Børnene gjorde deres bedste for at følge med planen så de kunne fortælle os hvad de havde lært. Vi har høstet en stor løn af denne oplæring. Alle tre børn blev døbt inden de kom i teenageårene.
Vort yngste barn, Cézar, var den første der fik lyst til heltidstjenesten. Da han var ni år blev han uden varsel kaldt op på podiet af en rejsende tilsynsmand, der spurgte ham om hvad han ville være når han blev stor. „Jeg vil på Betel eller være kredstilsynsmand eller missionær,“ lød det prompte fra Cézar.
Som 17-årig blev Cézar pioner (heltidsforkynder). Han tog samtidig et trykkerkursus for at forberede sig til eventuelt at tjene på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Brasilien. Kort efter blev han inviteret på Betel, hvor han virkede i fire år. Derefter blev han gift og gik ud i specialpionertjenesten sammen med sin hustru. De fortsatte i denne tjeneste indtil deres søn blev født. I dag er Cézar ældste i menigheden, og hans hustru er pioner. Deres søn blev døbt i 1990, i en alder af 11 år.
En af vore piger, Sandra, tog pionertjenesten op i 1981. Året efter giftede hun sig med Sílvio Chagas, der var medlem af betelfamilien. I otte år tjente de sammen som specialpionerer og er nu i kredstjenesten, hvor de besøger forskellige menigheder af Jehovas Vidner. Sandras tvillingesøster, Solange, virkede i tre år som specialpioner sammen med sin mand. Deres søn, Hornan, blev for nylig døbt. Solanges mand er kristen ældste.
At det er gået vore børn så godt åndeligt set skyldes for en stor del vort regelmæssige familiestudium hver onsdag aften gennem cirka 30 år. Vi føler også at det har været en stor hjælp i opdragelsen at vi ofte har haft besøg af rejsende tilsynsmænd og andre heltidstjenere. Disse kristne brødre og søstre har medvirket til at børnene har sat sig heltidstjenesten som mål.
Personlige velsignelser
Dalvas og min dåb i 1962 var den første store milepæl i vort liv. Siden har vi passeret mange andre. På et tidspunkt da jeg var vikar for kredstilsynsmanden havde vi den glæde at besøge flere af Jehovas Vidners menigheder. Jeg var også med på byggeriet af vor stævnehal i Duque de Caxias, et byggeri der strakte sig over fem år. Og jeg har ofte haft møder med læger, militærpersoner og folk fra statsadministrationen, deriblandt statens viceguvernør. Disse møder har drejet sig om Jehovas vidners syn på blodtransfusion, spørgsmålet om neutralitet og muligheden for at leje stadioner hvor vi kunne holde vore kristne stævner.
Siden den epokegørende nat hvor jeg vækkede Dalva for at fortælle hende om min beslutning, har jeg haft mange velsignelser. Den største har været at virke som en forkynder af den gode nyhed om Guds rige. Dalva og jeg er overbeviste om at den måde hvorpå Jehova Gud leder os gennem sin organisation er „Vejen“ der fører til et lykkeligt liv nu og siden hen til evigt liv i Guds nye verden. (Apostelgerninger 9:2; 19:9) — Fortalt af Cézar A. Guimarães.
[Illustration på side 23]
Cézar Guimarães og familie i dag