Vi er elleve forældreløse søskende — hvordan har vi klaret os?

FORTALT AF MARIA LUCIA VINHAL

„HVIS Gud virkelig var kærlig, ville han ikke have taget både far og mor bort i løbet af så kort tid!“ „Hvis Gud er almægtig, hvorfor sørgede han så ikke for at mor ikke døde, når han vidste at hun ville efterlade sig 11 forældreløse børn?“

Sådan argumenterede jeg gentagne gange med mine katolske venner og slægtninge når de holdt på deres og sagde at det var Guds vilje at far havde begået selvmord og at mor fire måneder senere var død efter et hjerteanfald. I min angst og forvirring blev jeg ved med at spørge mig selv: „Hvordan skal jeg, en pige på 17, tage mig af 10 mindre brødre og søstre, hvoraf den yngste kun er en måned gammel?“

Vores familie

Vi havde været en from katolsk familie. Far var skolelærer og tjente desuden som kasserer og kateket i en nærliggende kirke, og jeg sang i koret. Både han og jeg hørte til den religiøse orden Saint Vincent de Paul. Hele familien var med til vore daglige andagter og andre kirkelige aktiviteter, for meget andet var der ikke at foretage sig i den lille, stilfærdige by hvor vi boede i det indre af staten Goiás i Brasilien.

Far ønskede inderligt at lære Bibelen at kende og at forstå den, og han læste hyppigt i den, tit til ud på de små timer. Jeg husker at jeg engang hørte ham græde fordi han ikke kunne forstå Jobs ord: „Hvem vil tilstå mig dette, at du vil beskytte mig i helvede?“ (Job 14:13, Douay) „Hvis Job var en trofast tjener, hvorfor bad han da om at blive sendt til helvede for at blive beskyttet?“ spurgte han højt. Der var andre spørgsmål han ikke kunne få svar på: Hvorfor lider vi så meget? Husker Gud os ikke? Han opsøgte endda nogle protestantiske kirker for at få svar — men forgæves.

Vores rolige, enkle tilværelse blev slået i stykker den 24. juni 1974 da to af mine nære slægtninge overbragte mig den knusende nyhed: „Maria Lucia, din far har taget sit eget liv!“ En forretning var slået fejl og havde efterladt far fortvivlet, økonomisk ruineret og forgældet. Chokket og smerten viste sig at være for meget for mors svage hjerte, og fire måneder efter døde også hun og efterlod os 11 børn forældreløse, fattige og tyngede af sorg.

Hvordan vi klarede os

På det tidspunkt arbejdede jeg i et supermarked for en lille løn. På grund af den efterladte gæld led vi efterhånden afsavn og havde til tider ikke engang nok til at kunne sætte mad på bordet. En kollega havde øje for vore kummerlige kår og gik fra dør til dør for at samle mad ind til os. Jeg var flov over det, men alligevel taknemmelig for hendes kærlige håndsrækning og for den hjælp vi modtog af folk omkring os.

Huset havde tilhørt mor, så vi havde i det mindste et sted at bo. Efter et stykke tid begyndte vi også at modtage en lille pension. For at strække disse knappe midler tog den 12-årige Paulo arbejde i en slagterbutik, og Sílvio på kun 11 begyndte som mælkedreng. Lucia Maria på 15 og Maria Aparecida på 9 tog sig af det huslige. Det kunne simpelt hen ikke lade sig gøre at vi blev boende sammen alle 11, så det blev besluttet at de 6 mindste foreløbig skulle flytte hen til nogle slægtninge. De øvrige af os var snart fuldstændig fordybet i bestræbelserne på at klare dagliglivets problemer.

Der var så mange beslutninger at træffe som berørte os alle, og da jeg var den ældste, fik jeg normalt det sidste ord at skulle have sagt. Nogle gange var det svært for de andre at affinde sig med mine afgørelser, da jeg jo stadig var ret ung. For eksempel prøvede jeg engang at få Paulo til at være stille fordi han lavede så megen støj at vi andre ikke kunne læse.

„Hvem har givet dig lov til at rette på mig?“ svarede han. Efter en ret voldsom diskussion forlod han så huset og kom ikke hjem hele natten. Næste morgen var mine øjne røde og forgrædte da jeg gik ud for at lede efter ham, og jeg tænkte endda på at gå til politiet. Vi var derfor ubeskriveligt lettede da Paulo hen på formiddagen kom hjem, smilende og sorgløs. Han havde tilbragt natten hos nogle venner! Sådanne misforståelser hørte dog heldigvis til sjældenhederne.

Spørgsmål der foruroligede os

Der var stadig trosspørgsmål som foruroligede os. Vore venner havde jo sagt at det var Gud der havde taget vore forældre bort, og vi tænkte derfor hele tiden at hvis det var sandt, så ville han sandsynligvis også tage resten af os bort en efter en. Når en af os så blev syg, var vi bange for at Gud ville til at tage endnu én bort! Vi var skrækslagne! Desuden havde vi lært at en selvmorders sjæl kom i helvede, og derfor spurgte jeg hele tiden mig selv: ’Lider far virkelig i luerne?’ Da jeg spurgte vores præst om det, ville han ikke svare. Det gjorde mig ulykkelig og fik mig til at tvivle angående min tro.

Som medlem af Vincentianerordenen samlede jeg stadig tiende ind til kirken. En mand jeg henvendte mig til spurgte mig hvad pengene skulle gå til, og desuden hvilket bibelsk grundlag der var for at indsamle tiende. Jeg kunne ikke svare. Da jeg kom igen måneden efter stillede han de samme spørgsmål. Jeg besluttede derfor at spørge præsten.

„For at dække kirkens udgifter,“ svarede han.

„Og det bibelske grundlag?“ blev jeg ved.

Intet svar. Jeg begyndte at græde fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne svare på mandens spørgsmål. I tilgift skete der det at navnene på bidragyderne blev læst op ved et møde i vor orden, og der blev sagt nogle anerkendende ord om dem der havde givet meget. Forestil jer derfor hvordan jeg følte det da mit navn engang blev læst højt og jeg ikke havde været i stand til at give noget — og det blev sagt mens alle kunne høre det!

Det bidrog alt sammen blot til min skuffelse. Når jeg nu ser tilbage, satte vi ganske vist stor pris på den materielle hjælp vi fik i ugerne efter mors død, men jeg indser også at alle de ritualer i kirken som vi skulle igennem, kun gjorde lidt til at sætte mig i stand til at klare mit ansvar og give vor familie moralsk vejledning.

Mine spørgsmål bliver besvaret

Seks måneder efter mors død åbnede der sig en mulighed for mig til at få mine spørgsmål besvaret. En dame ved navn Yolanda besøgte min arbejdsplads og tilbød en kollega et gratis hjemmebibelstudium. Hun præsenterede sig som et af Jehovas vidner. Jeg lyttede med og blev fængslet af titlen på den blå bog i lommeformat, Sandheden der fører til evigt liv, som hun tilbød. Jeg havde ikke penge til at købe en, og en kollega forærede mig derfor senere et eksemplar.

Hjemme „slugte“ jeg bogen, og da jeg få dage senere igen mødte dona [fru] Yolanda, bønfaldt jeg hende: „Giv mig Deres adresse så jeg kan komme hjem til Dem og få det bibelkursus De lovede.“ Sikke mange spørgsmål jeg havde! Det der gjorde mest indtryk på mig ved bibelstudiet var den måde hun besvarede mine spørgsmål på, ud fra vores bibel — netop det præsten havde undladt dengang jeg spurgte ham.

Et skriftsted der virkelig gik mig til hjerte, var Johannes 5:28, 29, hvor der står: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ Lucia Maria og jeg græd af glæde over udsigten til at gense mor!

„Men hvad med far? Lider han i helvede?“ Det var spørgsmål der ligefrem tiggede om svar. Hvilken lettelse var det ikke at finde ud af at helvede er menneskehedens fælles grav og at ingen lider dér! Det var samtidig svaret på fars spørgsmål i sin tid om Job der bad om at blive beskyttet i helvede. Vi lærte også at fars udsigt til liv i fremtiden ligger i hænderne på den store Dommer, Jehova Gud. Men i hvert fald er han ikke i pine! — Prædikeren 9:5, 10.

En efter en begyndte resten af familien også at studere Bibelen, sammen med andre forkyndere. Hvor er vi taknemmelige for deres venlighed og tålmodighed med at undervise os i Bibelens sandheder! Vi lærte hvorfor Gud tillader det onde, og at han ikke har glemt os. Vi fandt også ud af at Bibelen har god vejledning til os angående moral, ærlighed, respekt for myndighed og den måde vi behandler hinanden på. — 1 Korinter 6:9, 10; Hebræerne 13:17, 18; Romerne 13:1, 2; Mattæus 7:12.

Vi var besluttede på at leve som vi her lærte, og vi indgik en „overenskomst“ imellem os om at hvis én gjorde noget forkert, skulle en anden rette ham. For eksempel begyndte Paulo at få smag for sammenkomster hvor der blev drukket for meget. I løbet af nogen tid, og med den rigtige vejledning, blev dette problem overvundet, og han begyndte at anlægge en mere alvorlig holdning. Sílvio, der er et år yngre end Paulo, tog ikke bibelstudiet alvorligt til at begynde med, og han gik kun med os til møde i rigssalen fordi vi overtalte ham. Men senere, efterhånden som vort bibelstudium skred frem, begyndte han at få et inderligt ønske om at tjene Gud og påtage sig ansvar. Han siger selv at det der hjalp ham, var den opmuntring han fik af andre i menigheden.

Ikke længere „forældreløse“

Som familie følte vi at Jesu ord i Markus 10:29, 30 havde særlig betydning for os: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader . . . for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tidsperiode, huse og brødre og søstre og mødre.“ Ja, nu har vi mange „brødre og søstre og mødre“ i åndelig forstand.

For eksempel studerede dona Yolanda ikke blot Bibelen med os, men brugte også megen tid på at lære os hvordan vi kunne tage os bedre af det huslige, lave mad, vaske og stryge. Havde det ikke været for hendes „moderlige“ rådgivning, ved jeg ikke hvad der skulle være blevet af os. De kristne brødre i den lille menighed (i alt omkring 20 tilsluttede) var også opmærksomme på vore behov. De traf endda foranstaltninger til at reparere huset!

Al den opmærksomhed vi fik blev alligevel for meget for nogle af vore slægtninge — som indtil da ellers kun havde udvist sparsom interesse for vore kår — og de dukkede derfor også op den dag det var aftalt at arbejdet på huset skulle påbegyndes. „I Jehovas vidner kan godt overlade det her til os,“ sagde de. „Vi skal nok sætte huset i stand.“ Vi var på én gang overraskede over og taknemmelige for at få hjælp fra dem. Senere kom brødrene så og færdiggjorde elektrikerarbejdet, så vores hjem nu blev meget mere komfortabelt.

Alt det vi efterhånden foretog sammen med Jehovas vidner blev naturligvis også bemærket af vore naboer, som ikke gerne så at vi blev Jehovas vidner. En dag, da vi var på vej til møde i rigssalen, standsede genboen os.

„I skal ikke til det møde!“ sagde han bestemt.

„Hvorfor ikke?“ spurgte jeg.

„Fordi det er en ny religion, som først er blevet dannet for kort tid siden. Jeres far døde som katolik, og I er nødt til alle sammen at blive stående i den katolske kirke indtil I dør. Gå hjem!“

Han mente os det åbenbart godt, men vi lod dog ikke denne hændelse afskrække os.

En af de største glæder bibelkundskaben bibragte os, var den enhed vi kom til at erfare som familie. Vi studerede Bibelen sammen, bad sammen og begyndte senere at forkynde fra hus til hus sammen. Alt dette forenede os på en måde som vi aldrig havde kendt til før. Som tiden gik, begyndte vi at tænke på om det ikke kunne lade sig gøre at i det mindste én af os kunne få en større andel i forkyndelsen.

Indtil da havde Lucia Maria taget sig af syning og reparation af familiens tøj (og havde også syet for fremmede), og desuden havde hun klaret en stor del af det huslige. Vi ordnede det sådan at Maria Aparecida lærte at sy og også påtog sig mere af det huslige arbejde, sådan at Lucia Maria fik frigjort en hel del tid. I april 1978 blev det så muligt for Lucia Maria at begynde at anvende det meste af sin tid til forkyndelsesarbejdet som pioner. To år senere blev hun udnævnt til specialpioner, og tilbringer nu 140 timer månedligt med at undervise andre i Bibelen i en fjerntliggende by hvor der er ved at blive oprettet en menighed af Jehovas Vidner.

Ti år er gået siden det sørgelige år 1974, da det så ud som om hele vor verden styrtede sammen. Men hvor har tingene forandret sig! Nu hvor vore forhold har bedret sig, materielt og især åndeligt, er det lykkedes os at genforene det meste af vor familie. I 1979 kom Dorinato hjem til os, og få måneder senere fik jeg bedstemors tilladelse til at tage Dalva og Lourdes hjem. Alle tre har de gjort gode fremskridt; de to sidstnævnte blev døbt i 1980. Hvor lykkelige var vi ikke for at se Bibelens sandhed slå rod i deres hjerter!

Så kom turen til Beatriz. Den familie hun var flyttet hen til var katolikker, og hun havde fulgt dem i deres religion. Vi tænkte at det nok ville blive svært at få hende til at komme hjem. Men til vores store overraskelse og glæde kom hun hjem i november 1981. Hun begyndte at studere Bibelen for alvor med os, og i juli 1982 blev hun døbt. Nu leder hun selv bibelstudier. Jehovas arm var i sandhed ikke for kort!

Så blev det Clodoaldos tur. I maj 1983 var vi omsider i stand til at tage ham hjem, og han deltager nu regelmæssigt i vort familiebibelstudium og også i forkyndelsen. Vor bøn er at både han og Dorinato vil fortsætte med at gøre fremskridt henimod indvielse og dåb. Den yngste, Alexandre, bor stadig hos nogle slægtninge. Skønt vi endnu ikke har tilladelse til at tage ham hjem, er det lykkedes os at træffe foranstaltninger til at give ham regelmæssig åndelig hjælp. For tiden glæder han sig over at læse bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.

Efter at Paulo og Sílvio var blevet døbt, begyndte de at lede os i familiebibelstudiet og i bøn. Sílvios arbejdsforhold tillader ham endda at tage så megen tid fri at han i de seneste ni måneder har kunnet virke som hjælpepioner. For øjeblikket har Paulo den forret at tjene på Vagttårnsselskabets afdelingskontor her i Brasilien. Jeg har stadig mit verdslige arbejde og bruger så megen tid som det er muligt til at tjene Jehova. Det er vist overflødigt at fortælle at alt dette har været mig en kilde til virkelig glæde og tilfredshed efter de foregående års kamp.

Vi tænker tit på det salmisten skrev i Salme 127:1: „Dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“ Hvis Jehova ikke havde ’vogtet’ os, ville al min påpasselighed med familien sandsynligvis have været forgæves.

Det har været en fryd og glæde for os at studere, blive undervist i, og selv tale med andre om, Jehovas vidunderlige hensigter. Han har været som en rigtig far for os, og vi er lykkelige for at kunne sige med David: „Syng for Gud, lovsyng hans navn, hyld ham, der farer frem gennem ørknerne! [Jehova] er hans navn, . . . faderløses fader, . . . Gud i hans hellige bolig.“ — Salme 68:5, 6.

[Illustration på side 26]

Syv medlemmer af familien Vinhal

[Illustration på side 27]

Alexandre, der blev født kort før sin moders død

[Illustration på side 29]

Min søster Lucia Maria, der nu tjener som heltidstjener i Goiás i Brasilien