Niagara Falls — Amerikas tidløse juvel
Af Vågn op!-korrespondent i Canada
„ET AF de vidunderligste, smukkeste og mest storslåede scenerier naturkræfterne nogen sinde har frembragt!“ udbrød Canadas generalguvernør, lord Dufferin, i en tale til Ontarios Sammenslutning af Kunstnere i Toronto. Året var 1878, og han gav sin støtte til anlæggelsen af et offentligt parkanlæg til beskyttelse og bevarelse af Niagara-vandfaldenes „ærefrygtindgydende særpræg“.
Storheden i dette fantastiske naturfænomen er nærmest ubeskrivelig. Simpelt hen en fryd for øjet! Mennesker fra alle dele af verden drages mod denne ’Amerikas tidløse juvel’.
Historien viser at den første europæer fik kendskab til disse „vandenes torden“, som Niagara-vandfaldene er blevet kaldt, for over tre hundrede år siden. I 1644 nævnte Le Sieur Gendron, en fransk læge, Niagara-vandfaldene i nogle breve han sendte til venner i Frankrig. Senere fik missionærer, købmænd og opdagelsesrejsende skabt stor forventning hos andre ved deres beskrivelser af et stort buldrende vandfald mellem Eriesøen og Ontariosøen.
Niagara Falls består faktisk af to vandfald, beliggende på grænsen mellem Canada og USA. På den canadiske side ligger Hesteskofaldet, og på den amerikanske side ligger det man kalder Det Amerikanske Fald. For at komme til denne ’Amerikas strålende juvel’ måtte de første rejsende kæmpe sig vej gennem sumpede slugter og ad ufremkommelige stier som indianerne havde udhugget i den stejle klippekløft som floden gennem årtusinder havde gnavet.
Oprigtig bekymring
Så kom alle iværksætterne med et væld af turistattraktioner. Den ukontrollerede kommercialisme i nærheden af dette storslåede naturfænomen foruroligede mange. De ville gerne tage skridt til at bevare den tidløse Niagara-juvel. Landskabsmaleren F. E. Church mente at alt det kommercielle var uønsket fordi det ville aflede opmærksomheden. I 1847 kom en besøgende med følgende beklagelse: „Området omkring ’det store under’ er nu oversået med enhver art afskyelig svamp — gevækster af dårlig smag.“
I 1832 følte E. T. Coke sig bevæget til at skrive: „Det er en skam at et sådant område ikke er blevet fredet som helligt i al evighed; at skovens træer ikke bare har fået lov til at brede sig i al deres uberørte og vilde skønhed i et område hvor alt menneskeværk til enhver tid vil forekomme ynkeligt i sammenligning.“ Forudseende mænd var klar over at kommercialismen kunne slå rod og dermed ødelægge det smukke natursceneri der omgav dette under som Jehova havde frembragt.
Takket være de anstrengelser som lord Dufferin og andre fremsynede mænd gjorde sig, er der nu smukke parkområder på begge sider af Niagara-floden fra vandfaldene og ned til Whirlpool Rapids. Skønheden i dette skaberværkets vidunder er blevet beskyttet mod uskøn kommercialisme. Man har sørget for at placere turistfaciliteterne borte fra selve vandfaldene, nemlig i grænsebyernes gader. For nylig er miljøværnsfolk begyndt at bekymre sig for om ’Amerikas juvel’ går en usikker fremtid i møde på grund af den ubønhørlige erosion. — Se rammen om erosion.
Vi udforsker den tidløse juvel
Vi fandt ud af at dette naturens underværk uhindret kan udforskes og betragtes fra alle mulige vinkler. For eksempel er et kig på vandfaldene fra luften, enten fra et af observationstårnene eller fra en helikopter hængende lige over faldet, nok til at tage vejret fra en. Nogle vil måske finde en spadseretur eller en ridetur langs med Niagara Parkway mere tiltalende. Der er ikke langt fra vandfaldene og ned ad floden til Whirlpool Rapids, der virkelig er et besøg værd.
En vandretur ned ad bjergsiden og gennem nogle tunneler bringer os om „bag scenen“, under vandfaldene. Herfra kan vi spejde ud gennem det vandslør der har gjort Hesteskofaldet så berømt og fascinerende. Der er en øredøvende larm fra vandfaldene. For de mere hårdføre og eventyrlystne er en tur med en af de både der regelmæssigt sejler hen nær foden af faldene, en uforglemmelig oplevelse. Når vandet brager ud over kanten og ned i floden, opstår der en sky af vanddråber hvori man kan se flere smukke regnbuer. Hele tiden opstår der nye variationer af regnbuer. Her fra „første parket“ har vi mulighed for at smage vandet og mærke tågedisen der strømmer ned over regntøjet vi har fået udleveret.
En brochure over Niagara Parks siger: „At se Niagara Falls om aftenen er som en tur i drømmeland.“ Vi vil derfor ikke snyde os selv for synet af dette aftensceneri, hvor vandfaldene oplyses af forskellige kombinationer af kraftige, farvede projektører. I 1860, samme år som prinsen af Wales første gang så Niagara Falls oplyst, beskrev Nicholas A. Woods, en journalist fra The Times i London, det storslåede sceneri på denne måde: „På et øjeblik syntes disse frådende livlige vandmasser, der nærmest så hvidglødende ud på grund af det skarpe lys, at blive forvandlet til flydende sølv. Fra et sted bag vandfaldet skinnede lyset med en sådan stråleglans at vandet umiddelbart foran lyset lignede en plade af det klareste krystal, en kaskade af diamanter, hvor hver dråbe og hver vandstrøm sprang og glitrede og spredte et blændende lysskær over hele scenen som var det en flod af fosfor.“
Også smukt om vinteren
Den fugt vi både kan lugte og mærke i sommerluften stiger op fra vandfaldene og er med til at give de omkringstående blomster, buske og træer et sundt og frodigt udseende. Men om vinteren vil den samme tågedis af de fremherskende vinde blive båret over mod flodbredden hvor vandet fryser til is og nærmest laminerer træerne og planterne, som så står og funkler og glimter i deres skrøbelige isdragt. På en solskinsdag er de, sammen med det snedækkede landskab, med til at indramme det smukke skue af vandfaldene i en blændende opvisning af dansende, reflekterende sollys.
Om vinteren flyder der også store isflager ind i Niagaraflodens smalle slugt. Tidligere blev slugten hvert år fyldt op med isflager fra Eriesøen. Isen på søen brækkede og flød som flager ned ad floden, hvor den i et flot skue gled ud over vandfaldene for til sidst at hobe sig op i den smalle slugt. Denne ophobning af isflager skabte bjerge af is og sne der til sidst helt dækkede floden. I de senere år har man lavet en barriere af stålkabler og bjælker tværs over Niagaraflodens udløb fra Eriesøen for at forhindre store ophobninger af is.
Niagara-halvøen
Foruden vandfaldene er der også den frugtbare Niagara-halvø, et smalt stykke land mellem Ontariosøen, Eriesøen og Niagaras stejle skråning. Kombinationen af det beskyttende landskab og søerne skaber et mikroklima der er enestående for halvøen.
Luftstrømme cirkulerer mellem den stejle skråning og søerne og regulerer klimaet, både vinter og sommer. Frugthaver med dejlige æbler, kirsebær, pærer, blommer og ferskner, og vingårde med forskellige slags druer, trives på denne beskyttede og maleriske halvø. Endnu et kendetegn ved dette område af Ontario er vingårde og druesaftfabrikker der ligger i charmerende landsbyer. Alt dette er med til at gøre en tur gennem egnen behagelig, specielt i forsommeren og sensommeren.
En juvel på alle tider af året
Amerikas berømte juvel er en enestående gave fra Gud. (Jævnfør Salme 115:16.) Enhver som får mulighed for at betragte vandfaldene må erkende at de er en fryd for øjet.
Uanset årstiden kan gæster komme og blive betaget af variationen i dette kunstværk som Jehova har frembragt. De kan indånde den friske duft fra forårsblomsterne i frugthaverne, smage på de mange lækre frugter, eller se Skaberens nænsomme hånd i de smukke, klare farver på et væld af sommerblomster der vandes rigeligt af vandfaldene. Man kan også nyde synet af ahorntræets strålende efterårsfarver eller de gyldne og orange farver på de mange andre træer der er almindelige her i det sydlige Ontario.
Andre vil glæde sig over Niagara-vandfaldenes pragt om vinteren, hvor bjerge af is og sne hober sig op ved foden af vandfaldet, og træer og buske prydes af ren hvid sne eller er betrukket med is der glimter som fint krystal i vinterens sollys.
Niagara-halvøen og de imponerende vandfald får det bedste frem i årstidernes skiften og øger vor taknemmelighed mod Jehova, som for tusinder af år siden udtalte: „Herefter skal, i alle de dage jorden består, såtid og høsttid, kulde og hede, sommer og vinter, dag og nat aldrig ophøre.“ — Første Mosebog 8:22.
[Ramme på side 16]
Hvordan kontrollerer man erosion af vandfald?
Erosion vil med tiden føre til at alle vandfald forsvinder. I de senere år har man begrænset erosionen ved Hesteskofaldet til otte centimeter om året, og til to og en halv centimeter om året for Det Amerikanske Falds vedkommende. Dette har man hovedsagelig opnået på to måder: (1) ved at gøre flodsengen dybere og dirigere vandstrømmen væk fra det midterste sejlløb og (2) ved at lede en stor del af vandet gennem nogle vandkraft-generatorer, så man mindsker mængden af vand der fosser ud over faldene. Dette reguleres ved en dæmning der ligger længere oppe ad floden og som har 18 sluseporte. Det er kun når turistsæsonen er på sit højeste at man lader alt vandet fosse ud over faldene.
Man har regnet ud at Hesteskofaldet er omkring 53 meter højt og 792 meter bredt. Det Amerikanske Fald er 55 meter højt og 305 meter bredt. Den totale mængde vand over begge vandfald, når der ikke holdes noget tilbage, er anslået til omkring 7,6 millioner liter i sekundet.
[Ramme på side 18]
Linedansere og stuntmen
De to berømteste linedansere der gentagne gange krydsede kløften med Niagara-floden, var Blondin og Farini.
Blondins mest fantastiske vovestykke var at han bar et pladejernskomfur ud på linen, satte det ned, tændte ild og lavede en omelet. Han skar så omeletten i småbidder og sænkede dem helt ned til passagererne på dækket af turistbåden Maid of the Mist.
Farini, som ikke ville stå tilbage for Blondin, bar en slags vaskemaskine ud på linen, satte den ned, trak vand op fra floden med en spand og vaskede nogle dametørklæder. Efter at have vasket tørklæderne hængte han dem til tørre på nogle lodrette og vandrette stivere på vaskemaskinen og gik derefter tilbage med tørklæderne blafrende i vinden.
Stuntmen trodsede tidligere Hesteskofaldet ved at lukke sig inde i tønder, kugler og andre beholdere, for derefter at lade sig rutsje ud over vandfaldet. Nogle overlevede med skader, men mange led druknedøden eller døde af kvælning eller ved at blive kastet mod klipperne ved foden af vandfaldet. Sådanne vovestykker er ikke længere tilladt.
[Kildeangivelse]
H. Armstrong Roberts
[Illustrationer på side 16, 17]
At se det tordnende Hesteskofald fra en turbåd (i forgrunden) er en uforglemmelig oplevelse
Det Amerikanske Fald (nederst) og Hesteskofaldet (øverst) i al deres betagende skønhed
En glitrende flade af is og sne omgiver vandfaldene om vinteren
[Kildeangivelse]
Niagara Parks Commission
Et maleri fra 1857 af Frederic Church, hvor han har fastholdt en regnbue
[Kildeangivelse]
Frederic Edwin Church: NIAGARA/Corcoran Gallery of Art, Museum Purchase, 76.15