Under tryk og i kamp for at leve

„UDLIGN trykket i ørerne! Det er vigtigt at du udligner trykket!“ Det var det første jeg hørte efter operationen hvor jeg havde fået fjernet en del af tyktarmen. „Det er mærkeligt,“ tænkte jeg, „det var min mave de opererede, så hvorfor skulle det berøre mine ører?“

Men efterhånden som jeg kom til bevidsthed gik det op for mig at jeg ikke lå på en almindelig hospitalsstue. Jeg befandt mig i et langt, smalt, torpedoformet rum — et trykkammer.

Komplikationer under operationen

Jeg fandt ud af at min operation havde været mere omfattende end oprindelig planlagt. Kræften havde bredt sig til leveren, og jeg havde haft voldsomme indre blødninger. Da jeg forlod operationsstuen var mit hæmoglobintal faldet til 3,6. (Under normale forhold har en voksen cirka 15 gram hæmoglobin pr. 100 milliliter blod.) Lægerne blev ængstelige og tilkaldte min far. Han er også et Jehovas vidne, og han afslog at annullere min egen beslutning om ikke at modtage blodtransfusion. — Apostelgerninger 15:20, 29.

Min kirurg bad øjeblikkelig om tilladelse til at benytte trykkammeret på dybhavs-dykkeranlægget ved Dyce i nærheden af Aberdeen i Skotland. Dette kunne stimulere iltningen af den smule blod der var tilbage i min krop. Tilladelsen blev givet, og efter en tur på otte kilometer i ambulance fra Aberdeen til Dyce kom jeg under et tryk der svarer til trykket femten meter under havoverfladen.

Dette var noget nyt for alle involverede, for trykkammeret bliver normalt brugt til dekompression af dykkere som arbejder ved olieboreplatformene i Nordsøen. Nu hvor det for første gang blev anvendt til postoperativ behandling var der to sygeplejersker og en tekniker, alle i tyverne, som ledsagede mig ind i kammeret, hvor de måtte blive indtil trykket igen blev taget af. Den indviklede styring tog hyperbar-specialister sig af uden for kammeret.

Under tryk

Der blev pumpet luft ind i kammeret, og trykket steg. Jeg trak vejret gennem en maske ved to en halv gang det normale atmosfæriske tryk, hvilket betød at jeg fyldte lungerne med to en halv gang mere ilt end sædvanligt. Derved tvinges ilten til at blive fysisk opløst i blodplasmaet (der nu var suppleret med plasmaerstatningsmidler), hvorved der kompenseres for mangelen på hæmoglobin.a

De næste par dage var ret vanskelige. Kun gæster som slap igennem en streng lægekontrol fik lov til at komme ind i det tilstødende afsnit, hvor trykket kunne sænkes. Et lille kighul i spidsen af torpedoen gjorde det muligt for gæster at se mig, men det eneste jeg kunne se var et øje!

Min lillebror, som også er et Jehovas vidne, kom på et lille besøg hos mig i kammeret. Det opmuntrede mig meget. Det samme gjorde alle de kort mine mange venner sendte hvori de gav udtryk for deres kærlighed og nogle bibelske tanker. Det virkede som om disse hilsener altid kom på tidspunkter hvor jeg følte mig særlig svag.

På min femte dag i kammeret henvendte den ansvarshavende læge sig til mig. Han var tydeligvis bekymret og sagde: „Nu er der for meget ilt i dit blod.“ Det medførte at min knoglemarv tilsyneladende ikke mere fungerede. Han sagde at mit blod bar præg af hæmofili, og man regnede med at den smule blod der var tilbage ville sive ud på grund af en defekt i koagulationssystemet. (På det tidspunkt var mit hæmoglobintal så lavt at instrumenterne ikke kunne måle det. Det var på omkring 2,6.)

Sygeplejerskerne begyndte at græde. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at berolige dem og lod udfaldet hvile i Jehovas hænder.

Dekompression — en succes!

Efter anvisning fra lægen blev dekompressionsprocessen straks påbegyndt. Sygeplejerskerne var begyndt at blive dårlige fordi de havde været under tryk så længe; tre dage var det længste nogen havde været i kammeret indtil da. For os var det allerede den femte dag! Nu måtte vi vente endnu to dage mens trykket gradvis blev sænket.

Den næste gang lægen kom ind så han meget gladere ud og sagde: „Af en eller anden ukendt årsag er dit hæmoglobintal steget en lille smule.“ Han mente at knoglemarven atter var begyndt at fungere. Jeg var ude af mig selv af glæde.

En uge efter operationen og med et hæmoglobintal på 4,6 kom jeg endelig ud af kammeret. Jeg blev flyttet til et tilstødende værelse for at vente på en ambulance der skulle køre mig til intensivafdelingen i Aberdeen. Mens jeg var dér kom en af mine trosfæller med de blade hun havde fået i rigssalen den foregående aften. Forsideartiklen „Hvem skal træffe beslutninger om lægebehandling?“ (Vågn op!, 22. oktober 1984) kom lige i rette øjeblik! Jeg brugte den til at forklare begrundelsen for det standpunkt jeg havde taget.

Mit hæmoglobintal steg gradvis til over 5, og min tilstand blev ikke længere regnet for kritisk. Ud over god, sund mad fik jeg ingen yderligere behandling. Mit legeme gjorde et bemærkelsesværdigt arbejde af sig selv. Dagen efter at mit hæmoglobintal var nået op på 7,8, blev jeg udskrevet.

Da det normalt tager nogen tid at komme sig efter en sådan operation, fik jeg tre måneders orlov fra arbejdet så jeg kunne komme til kræfter. Mit hæmoglobintal steg nu til 15,3 og jeg tog de enogtyve pund på som jeg havde tabt.

Hvor har jeg været glad for i de seneste år at kunne bruge mit genvundne helbred til fortsat at fortælle andre om min tro. Jeg takker Jehova, livets Opretholder, samt det venlige lægehold der gav mig en utraditionel behandling med så godt resultat. — Fortalt af Doreen Strachan.

[Fodnote]

[Illustration på side 11]

Doreen, en uge efter at hun blev udskrevet fra hospitalet

[Kildeangivelse på side 10]

Med tilladelse af Grampian Health Board