„Nu er der kun Mia og Jehova“

ALLEREDE i maj 1991 havde min krop signaleret at der var noget galt. Når jeg havde gået eller cyklet i længere tid fik jeg kraftige smerter i ben og arme, og mine led svulmede op. Da jeg var til en af mine brødres bryllup i Nordnorge i juli 1991, blev jeg syg. Derefter lå jeg faktisk i sengen det meste af tiden, og jeg fik nogle mærkelige røde pletter i ansigtet og på kroppen.

Da vi kom hjem fra brylluppet kørte min moder mig straks til lægen, som i hast fik bragt mig til et hospital i nærheden af vort hjem i Askim i Norge. Diagnosen lød på nedsat nyrefunktion og for højt blodtryk. Mit hæmoglobintal lå på kun 7,3 gram pr. deciliter (svarende til cirka 4,9 mmol/l), et tal som normalt ligger mellem 11,5 og 16 (svarende til mellem 8,0 og 11,0 mmol/l). Efter to dage blev jeg overført til et større hospital, som havde en specialafdeling for behandling af nyrelidelser. Efter at lægen havde fået resultaterne af nogle blodprøver, konkluderede han at jeg led af systemisk lupus erythematosus, og at mit immunsystem producerede antistoffer som angreb mit blod og mit nyrevæv. Jeg fik kortikosteroider og kemoterapi.

Både sygdommen og noget af medicinen nedbryder blodet, og derfor kom spørgsmålet om blodtransfusion på tale. Jeg var afkræftet, men opbød al min styrke og sagde: „Jeg er et indviet og døbt Jehovas vidne, og jeg vil ikke have blod.“ (1 Mosebog 9:4; Apostelgerninger 15:28, 29) Lægen talte derefter i enrum med min moder, som forklarede at vi accepterede behandling med alternativer til blodtransfusion. Han var villig til at respektere mit standpunkt og sagde at han ville gøre sit yderste for at hjælpe mig.

I journalen, som vi senere fik en kopi af, stod der: „Patienten er habil, klar og informeret. Man finder det derfor nødvendigt at respektere patientens synspunkt.“ Der stod også: „Afdelingen er besluttet på at respektere patientens afgørelse om ikke at modtage blod, selv hvis konsekvensen er at hun dør.“

Behandlingen

I de følgende dage forsøgte man med forskellige behandlingsmetoder at sænke mit blodtryk og dermed lette presset på mine nyrer. Min krop reagerede imidlertid ikke på medicinen, og det eneste jeg husker fra den periode er at jeg kastede op i én uendelighed. Til tider var jeg meget nedtrykt, og mine forældre og jeg bad ofte Jehova om hjælp og styrke. Efter en måned på hospitalet fik jeg lov til at tage hjem på weekend. En anden gang hvor jeg var hjemme fra hospitalet fik jeg et svært krampeanfald efterfulgt af fire lettere anfald. Sygdommen indvirkede på mit centralnervesystem. Jeg blev i hast kørt tilbage til hospitalet.

Lægerne besluttede sig for at indlede en alternativ behandling. Man udskilte plasmaet fra mit blod, og dermed blev antistofferne som nedkæmpede mine røde blodlegemer og mit nyrevæv fjernet. Derefter fik jeg indsprøjtninger med Ringer-laktat og albumin. Jeg havde talt med lægerne om denne behandling og givet dem en skriftlig tilladelse til at bruge den.a Trods behandlingen forværredes min tilstand. Jeg tillod dem også at behandle mig med immunglobuliner, men det benyttede de ikke på det tidspunkt.b

Min nyrefunktion var stærkt nedsat, og min serumkreatininværdi lå på 682 μmol/l mod de normale 55-110 μmol/l. Mit blodtryk forblev højt, mens hæmoglobintallet stabiliseredes på mellem 5 og 6 gram pr. deciliter (svarende til 3,3-4,0 mmol/l). En dag var antallet af blodplader på 17.000 pr. kubikmillimeter blod (det normale antal er fra 150.000 til 450.000), hvilket øgede risikoen for indre blødninger. Heldigvis begyndte blodpladetallet straks at stige igen. Dagen efter var tallet 31.000, og var i fortsat stigning.

Kærlig støtte

Det gjorde stort indtryk på hospitalspersonalet at jeg fik alle de blomster, breve, kort og telefonopkald fra kærlige kristne brødre og søstre fra alle egne af Norge. De undrede sig over at en 18-årig kunne have så mange venner. Det gav os lejlighed til at fortælle dem om vort kristne håb og om Jehovas kærlige organisation. — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:3, 4.

I mellemtiden arbejdede Jehovas Vidners Hospitalinformation ihærdigt på at indhente oplysninger om behandling af lupus. Fra afdelingskontoret i Norge modtog vi en artikel der havde været bragt i et lægetidsskrift. Den beskrev to komplicerede tilfælde af systemisk lupus erythematosus hvor man med gode resultater havde indgivet to unge kvinder immunglobuliner. Under en samtale med lægerne bad mine forældre dem læse artiklen for at se om nogle af oplysningerne kunne være gavnlige i mit tilfælde. Lægerne havde delte meninger om hvad de skulle gøre. Det bekymrede dem for eksempel at der kun var begrænsede oplysninger om bivirkningerne ved behandling med immunglobuliner.

Udsat for pres

Jeg havde nu været indlagt i næsten otte uger. En nat fik jeg pludselig smerter i maven, og der var blod i min afføring på grund af indre blødninger. En kirurg blev tilkaldt, og han sagde at jeg øjeblikkelig skulle opereres, hvilket krævede at jeg fik blod; hvis ikke ville jeg dø i løbet af nogle få timer. Kirurgen sagde også til min søster som sad ved siden af mig, at hun skulle overtale mig til at tage imod blod, ellers ville hun være ansvarlig for min død. Det blev jeg vred over, for det var jo min egen beslutning.

Lægerne ville nu tale med mig i enrum for at sikre sig at beslutningen virkelig var min egen og at jeg var helt klar over hvad de mente der ville blive følgen af at nægte blodtransfusion. Efter et kvarter var de overbevist om at jeg ikke ville ændre holdning. I stedet for at operere gav de mig antibiotika som skulle bekæmpe infektionen.

Den 30. september, dagen efter samtalen med lægerne, faldt mit hæmoglobintal fra 6,5 (cirka 4,3 mmol/l) til 3,5 (cirka 2,3 mmol/l). Jeg blev overført til intensivafdelingen, eftersom jeg var meget svag og behøvede iltmaske. Skønt jeg var mere eller mindre ved bevidsthed i hele denne kritiske periode, kan jeg ikke huske noget som helst. Så det der skete de næste par dage har jeg fået fortalt af min familie og to kristne ældste.

Jeg svævede mellem liv og død

Lægerne gik nu med til at forsøge en intravenøs indgivelse af immunglobuliner. Fra den 9. til den 11. oktober fik jeg en daglig dosis på seks gram immunglobulin. Jeg havde ingen kontrol over min urinering eller afføring, og sygeplejerskerne skiftede konstant mit sengetøj. Mit hæmoglobintal blev ved med at falde. I journalen står der: „Som det laveste blev hendes hæmoglobintal målt til 1,4 (cirka 0,9 mmol/l), hvorefter hun havde yderligere melaena [blod i afføringen], og det blev besluttet ikke at tage flere blodprøver. På dette tidspunkt var hun faktisk moribund [døende].“

Lægerne havde nu opgivet alt håb, idet de mente at hvis jeg overhovedet overlevede ville jeg være hjerneskadet og måske delvis lam. De var så sikre på at der ikke var noget at gøre, at de den 12. oktober besluttede at standse behandlingen og blot tilføre mig væske. Min fader, som til stadighed opmuntrede mig til at blive ved med at kæmpe, satte sig ved min seng og sagde: „Nu er der kun Mia og Jehova.“

Der var altid nogen fra menigheden til stede for at støtte min familie i denne svære tid. En af dem fortæller: „Lørdag aften den 12. oktober var der ingen som troede på at Mia ville overleve natten. Men søndag morgen var hun stadig i live. Om eftermiddagen trak hun vejret meget tungt og alle mente at nu måtte det være slut. Hele familien samledes om hendes seng. Hun trak vejret dybt ind, og, efter hvad der virkede som en evighed, åndede hun atter ud. Hendes forældre gennemlevede det værst tænkelige — at se deres kære datter dø langsomt. Hendes fader sagde at vi alle skulle vende os i bøn til Jehova. Vi talte dæmpet sammen bagefter og håbede blot at Mia ikke skulle lide i lang tid.

Men Mia døde ikke. Lægerne og sygeplejerskerne havde aldrig set noget lignende — at nogen kunne leve med så lavt et hæmoglobintal. Blødningerne ophørte, så situationen blev ikke værre. Søndag nat gik, og Mia var stadig i live.“

Et vendepunkt

Mandag morgen den 14. oktober kom en af lægerne for at se til mig. Jeg var døsig og husker ikke episoden. Han stod ved min seng, og min moder sagde: „Lægen er her for at sige godmorgen.“ Jeg reagerede med et tydeligt „hej“. Det havde han ikke ventet, så han blev både overrasket og bevæget.

Min hjerne havde ikke taget skade, og jeg var heller ikke lammet. Behandlingen blev genoptaget. Jeg fik erytropoietin og jerndextran intravenøst, samt to daglige doser immunglobulin. Langsomt bedredes min tilstand. Den 16. oktober var mit hæmoglobintal steget til 2,6 (cirka 1,7 mmol/l), og dagen efter til 3,0 (cirka 2,0 mmol/l). Det gik fremad. Den 12. november blev jeg udskrevet fra hospitalet med et hæmoglobintal på 8,0 (cirka 5,3 mmol/l).

Vi ved ikke med sikkerhed hvorfor destruktionen af mine røde blodlegemer ophørte, eller hvorfor mit hæmoglobintal steg så hurtigt. Sandsynligvis spillede indgivelsen af immunglobulin, erytropoietin og jerndextran en stor rolle. I begyndelsen af maj 1992 var mit hæmoglobintal næsten normalt, nemlig 12,3 (cirka 8,2 mmol/l), og det har været på et normalt niveau lige siden.

Jeg går stadig til behandling og kontrol, men har det efter omstændighederne udmærket. Den 28. november 1992 blev jeg gift med en kristen mand, og vi tjener nu Jehova sammen. Min sygdom, samt det at adlyde Jehovas lov om blodet, har givet mig et mere inderligt forhold til Jehova. Nu ser jeg frem til at tjene ham med hele min styrke i al evighed. — Fortalt af Mia Biørndal.

[Fodnoter]