Med toget til Europas top
Af Vågn op!-korrespondent i Schweiz
I DET nittende århundrede var mennesket opsat på at besejre naturen. De schweiziske Alper var et oplagt emne. I århundreder havde deres ugæstfri, forrevne og isdækkede bjergrygge holdt mennesket i respektfuld afstand — men ikke længere. Tidligt i 1800-tallet lykkedes det for bjergbestigere at bestige det 4158 meter høje Jungfrau. Det er ikke det højeste bjerg i Alperne, men bestemt et af de mest imponerende.
Ved slutningen af 1800-tallet begyndte nogle driftige mænd at spekulere over hvordan man kunne gøre denne tinde tilgængelig for andre end blot nogle frygtløse bjergbestigere. Snart fødtes idéen til at bygge en jernbanelinje til toppen.
Et modigt forehavende
At bygge en jernbanelinje til et så højt punkt var en kolossal opgave, især i betragtning af den begrænsede teknologi man på det tidspunkt rådede over. Den schweiziske regering overvejede forskellige forslag til hvordan det kunne gøres, og til sidst valgte man det forslag Adolphe Guyer-Zeller, en fabrikant fra Zürich, var kommet med. Først skulle han iværksætte en videnskabelig ekspedition til de høje Alper for at bevise at arbejdere og turister kunne overleve i disse højder.
Hans plan var at gøre brug af Wengernalpjernbanen, der allerede forbandt de alpine dale i Lauterbrunnen og Grindelwald neden for Jungfrau. For at føre jernbanelinjen videre op til toppen foreslog Guyer-Zeller at man byggede en syv kilometer lang tunnel op gennem Eiger og Mönch, som er Jungfraus berømte nabobjerge. På denne måde ville jernbanen ikke blive påvirket af det voldsomme vejr udenfor.
I juli 1896 påbegyndte man arbejdet. Efter to år havde man færdiggjort første etape, der var i åbent terræn, fra Kleine Scheidegg til Eigergletscher Station — et stykke på kun to kilometer. Den næste opgave var at begynde at bore gennem Eiger. Da vinteren 1898/99 nærmede sig, forberedte flere hundrede tunnelarbejdere sig på at være fuldstændig afskåret fra resten af verden på grund af de enorme snemasser.
Indkvartering af arbejderne og lagerplads til opbevaring af proviant skabte næsten en hel landsby. I tusindvis af kilo fødevarer, byggematerialer og brændstof skulle oplagres. Provianten skulle række indtil forsommeren, hvor Wengernalpjernbanen igen kunne køre.
Der blev arbejdet døgnet rundt i tre ottetimers skiftehold. Men arbejdet med at gennembryde bjerget havde sin pris. En alvorlig mineulykke kostede seks arbejdere livet. Den 7. marts 1899 havde tunnelarbejderne dog fuldført anden etape, til Eigerwand Station. Fra stationsbygningens vinduer kunne de se Kleine Scheidegg 4,3 kilometer bag sig, og langt nede kunne de se Thunsøen.
Uventede forhindringer
Den 3. april 1899 blev projektet hårdt ramt da Adolphe Guyer-Zeller pludselig døde. Men under hans sønners ledelse blev næste etape fuldført. I juli 1905 åbnede Eismeer Station i en højde af 3160 meter.
I de følgende år gik arbejdet kun meget langsomt fremad. Tilværelsen i disse ugæstfri egne var meget opslidende. Arbejdernes nerver var tyndslidte og de var efterhånden fuldstændig tappet for kræfter. Den 21. februar 1912 lykkedes det dog at sprænge det sidste hul i klippen i Jungfraujoch (der betyder „Jungfrauåsen“, bjergryggen mellem Mönch og Jungfrau). Et fantastisk panorama viste sig — snedækkede toppe, og gletschere omgivet af en dybblå himmel lå badet i det glitrende sollys!
Europas højest beliggende jernbanestation, Jungfraujoch, i 3454 meters højde og 9,3 kilometer ude ad banestrækningen, blev indviet den 1. august 1912. Den oprindelige idé med at nå toppen af Jungfrau (700 meter højere) måtte forkastes — hovedsagelig på grund af udgifterne og mangel på plads til det mylder af besøgende man forventede ville gæste stedet. Det oprindelige budget på ti millioner schweizerfranc var allerede blevet overskredet med fem millioner, og i stedet for de syv år man havde regnet med at det ville tage, var der gået seksten.
Hvis du besøger Jungfraujoch
Har du planer om at besøge Jungfraujoch? På mindre end en time kan Jungfraujernbanen bringe dig fra Kleine Scheidegg til Europas top. Korte stop undervejs giver dig mulighed for at se ud ad vinduerne på stationerne Eigerwand og Eismeer. Når du kommer op til toppen kan det være at den tynde luft i disse højder tvinger dig til i første omgang at tage den lidt med ro, for eksempel når du besøger den videnskabelige forskningsstations udstillingshal, eller ispaladset med alle skulpturerne. Med elevator kan du blive bragt op til Sphinxterrasserne, hvorfra man kan overskue Aletschgletscheren. Det kan endda være at du får lyst til en tur på hundeslæde!
Hvis du bliver sulten eller tørstig vil du her kunne finde restauranter der passer til enhver tegnebog og enhver smag. Men det bedste er dog gratis: den fantastiske udsigt til Skaberens frembringelser, forudsat selvfølgelig at det ikke pludselig bliver tåget eller overskyet. Sceneriet er et sandt skabelsens mesterværk. Vi små iagttagere kan kun betragte det med ærefrygt og beundring.
[Illustration på side 24]
Jungfraubahn (Jungfraujernbanen)
[Illustration på side 25]
Jungfraujernbanens rute: 1. Kleine Scheidegg (åbent terræn); 2. Eigergletscher (åbent terræn); 3. Eigerwand (i tunnel); 4. Eismeer (i tunnel); 5. Jungfraujoch (i tunnel)