Over de schweiziske alper
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I SCHWEIZ
HVIS man ser på et kort over Europa er det ikke vanskeligt at finde Alperne, som danner en halvmåneformet bue fra Middelhavet til Schweiz før de drejer mod øst. Med en samlet længde på cirka 1200 kilometer strækker denne bjergkæde sig fra Frankrig tværs over Schweiz, Italien og Østrig til Jugoslavien. I Østrig når den sin største bredde på 200 kilometer.
Hvis man har et detaljeret kort, vil man lægge mærke til at der i Schweiz er adskillige tinder i denne imponerende bjergkæde som er mere end 4000 meter høje, mens det højeste bjerg, Mont Blanc (4807 meter), ligger i Frankrig. Alperne udgør over tre femtedele af Schweiz, og cirka en tiendedel heraf er dækket af sne.
Midt i Alperne rejser det majestætiske bjergmassiv Skt. Gotthard sig, kendt som Europas vandtårn, fordi tre store europæiske floder udspringer her: Rhinen (der løber mod Nordsøen), Rhône (der flyder ud i Middelhavet) og Ticino, den største biflod til Po (der udmunder i Adriaterhavet). Hvis man følger disse floders løb vil man se at de alpedale hvorigennem de løber, letter samfærdselen mellem øst og vest. Floderne Rhône og Rhinen deler de schweiziske alper i fire store bjergkæder, to på hver side af Skt. Gotthard. Men de tværgående dale der åbner mulighed for handel mellem Nordeuropa og Italien, er de vigtigste når man skal over de schweiziske alper.
En kort oversigt over de transalpinske veje
Længe før vor tidsregning drog rejsende, hovedsagelig handelsfolk, over Alperne på vej fra Italien og nordpå. Men det schweiziske vejnet begyndte først at blive bygget på romerrigets tid. Romerne var de første som byggede internationale veje tværs over Alperne, og det var af militære grunde. De kaldte Skt. Bernhardpasset i det vestlige Schweiz for Mons Jovis eller Jupiterbjerget, og de byggede et tempel dér til ære for denne gud.
Denne vanskeligt tilgængelige vej, hvortil der knytter sig mange historiske begivenheder, er nu og da blevet indtaget af skiftende hære; i 1800 blev den for eksempel erobret af Napoleon. I dag er der anlagt en vej som stiger til en højde af 2470 meter og som gør det muligt for bilister at køre ned til Italien i tiden fra juni til midt i oktober. Man får et indtryk af det barske klima i dette imponerende område af Alperne når man hører at en sø i nærheden af passet er tilfrosset gennemsnitlig 265 dage om året.
For schweizerne er Skt. Gotthard-vejen midt i Alperne den vigtigste forbindelseslinje, idet den forbinder det centrale Schweiz, hvor befolkningen taler tysk, med det sydlige Schweiz, hvor man taler italiensk. Det nuværende vejanlæg kan i det store og hele føres tilbage til 1830, selv om arbejdet med at forbedre og udvide det stadig fortsætter. Da det er den korteste forbindelseslinje mellem Nord- og Sydeuropa, er der en meget stærk trafik på denne vej i den korte tid den er åben, og bilkøen er ofte adskillige kilometer lang. Skt. Gotthard-passet (der ligger i en højde af cirka 2100 meter) er normalt spærret af sne fra november til juni, men det holdes åbent ved hjælp af kraftige sneplove i påskeferien.
En bilist vil måske synes at Skt. Gotthard-vejen går gennem temmelig dystre bjergområder, selv om den gennemskærer et centralt bjergmassiv med otte store gletschere. Herfra udgår der 17 dale i alle retninger. Schweizerne har i århundreder betragtet dette bjergmassiv midt i Alperne som et symbol på deres frihed og uafhængighed. Det har fået sit navn efter et kapel opført omkring år 1230 til ære for „Sankt“ Gotthard, der var biskop i Hildesheim.
Så tidligt som i sidste halvdel af det trettende århundrede var den tyske kejser klar over at Skt. Gotthard-passet spillede en vigtig rolle i europæisk politik og i handelen mellem nord og syd. Schweizerne forstod imidlertid snart at det tjente deres uafhængighed bedst at holde fremmede hære borte fra passet. De bemægtigede sig den sydlige skråning af passet i 1331, for at forhindre plyndring af konvojer og overfald på købmænd og pilgrimme. Et dokument fra 1370 bekræfter at udlændinge og indfødte kunne foretage rejsen fra Skt. Gotthard til Zürich uden fare for at miste „liv og ejendele“. I denne forbindelse kan det også nævnes at Skt. Gotthard så tidligt som i 1240 i visse historiske optegnelser omtales som „den almindelige vej for pilgrimme der kommer nordfra til Rom“.
I århundreder måtte de rejsende benytte en vej der ikke var bredere end 3 til 4,5 meter og som var lavet af flade granitsten. Det at skulle krydse Skt. Gotthard-passet indebar desuden mange farer som det var umuligt at forudse — snefald, sneskred, klippeskred, tordenvejr og storme, som alt sammen var årsag til forsinkelser og tab af liv og ejendele. I vintertiden var passet lukket i mange måneder. Ja, det var det farligste af alle alpepassene.
Fra 1831 blev det muligt for diligencer at komme over Skt. Gotthard-passet, takket være en vej som det havde taget 10 år at bygge. Det tog 22 timer at rejse de 153 kilometer fra Flüelen til Lugano, „landet hvor citrontræerne blomstrer“. Den 31. maj 1882, den dag Skt. Gotthard-jernbanetunnelen blev indviet, kørte diligencen over passet for sidste gang, og på grund af denne tunnel sænkede tavsheden sig over de snedækte tinder — dog ikke for evigt.
I dag er alpevejene naturligvis langt bedre, men alligevel er de farlige om sommeren på grund af den tætte trafik og de utallige vejsving. Om efteråret og foråret øges faren på grund af sne og is. Forbindelsen med tilkørselsvejene kan pludselig blive spærret på grund af jordskred eller sneskred. Men nu har man sørget for at bilisten kan få besked om køreforholdene ved at spørge sig for hos automobilklubber eller ved blot at dreje et telefonnummer. Kun én gang i nyere tid, nemlig i 1975, har de schweiziske pas været lukket længere end normalt. Det skyldtes voldsomme snefald i maj.
Længere mod vest på kortet over Alperne finder man Simplonvejen, som var den første transalpinske hovedvej der blev bygget i nyere tid. Det var Napoleon der i sin tid gav ordre til at Simplonpasset skulle åbnes så man kunne transportere kanoner igennem det. Passets forholdsvis ringe højde (2000 meter) og dets forholdsvis lille snelag førte til dette valg. Den nuværende 8 meter brede kørebane har en maksimumstigning på 10 procent (for hver 10 meter stiger vejen en meter). Tidligere var dette pas spærret af sne fra december til maj, men nu er det åbent året rundt. Ingen kan undgå at blive slået af skønheden langs denne vej, der er anlagt så den passer ind i omgivelserne og fører forbi mange maleriske steder.
I 1974 omfattede det schweiziske alpevejnet 1098 kilometer. Cirka halvdelen af det er blevet moderniseret. Der er alt for mange pas til at vi kan omtale hvert enkelt. Men før vi taler om nogle af de andre muligheder for at komme over Alperne, bør vi lige nævne de gule postbusser der snor sig op og ned ad bjergvejene. Deres tretonede horn minder alle om at disse busser har forkørselsret.
Jernbaneforbindelser
Med jernbanens fremkomst blev Skt. Gotthard snart „Europas drejeskive“. I 1869 indledte Italien og Tyskland et samarbejde med Schweiz om at bygge den korteste jernbanelinje mellem Nord- og Sydeuropa. Det tog 10 år at bore den 15 kilometer lange Skt. Gotthard-jernbanetunnel, der ligger i en højde af 1155 meter. Siden 1882 har togene dag og nat tordnet gennem denne tunnel.
Schweizerne er stolte af „deres“ Skt. Gotthard-linje, der udelukkende drives elektrisk, hvilket i øvrigt er tilfældet med praktisk talt hele det schweiziske jernbanenet. Som rejsende må man beundre dette tekniske vidunder af et jernbanesystem med de mange tilsluttede tunneler. Men man bliver heller aldrig træt af at nyde det rigt varierede landskab i de fire eller fem timer turen varer med de komfortable tog. Ved den nordlige indgang til Skt. Gotthard-tunnelen er vejret ofte gråt eller regnfuldt. Hvilken overraskelse er det da ikke at komme ud af tunnelen under en strålende blå himmel! Endnu nogle få kilometer, og se engang! Vinstokke, kastanjetræer, figentræer og ferskentræer — alt sammen vidner det om det milde klima mod syd som man slet ikke kender nord for alperne. Ja, det er i sandhed en uforglemmelig oplevelse at rejse over Skt. Gotthard-passet med tog.
I 1906 blev den endnu længere Simplontunnel åbnet. Dermed havde man skabt en mere direkte forbindelse mellem Frankrig og Italien via Schweiz. Den første del af tunnelen (19,8 kilometer) blev påbegyndt i 1898, og åbnet for jernbanetrafik i 1906. Den anden del, en paralleltunnel (18 meter længere), blev påbegyndt i 1912, men kunne ikke åbnes før 1922 på grund af den første verdenskrig. Simplontunnelen, som er den længste i verden, ligger i en højde af 700 meter, og klippelaget over tunnelhvælvingen er 2135 meter på det tykkeste sted. Det var en særdeles vanskelig opgave at bore denne tunnel, idet arbejdet flere gange måtte indstilles på grund af sivevand.
Adskillige schweizere mindes med vemod det internationale tog „Orientekspressen“, der i 1919 blev indsat som en del af togforbindelsen mellem London og Istanbul. Dette tog, som tordnede gennem Simplontunnelen, var 60 timer om at tilbagelægge den længste europæiske jernbanestrækning på 3027 kilometer, idet det udgik fra Paris, fortsatte gennem Frankrig, Schweiz, Italien, Jugoslavien og Bulgarien, og endte i Istanbul i Tyrkiet.
Vejtunneler
Af de vejtunneler man er ved at bygge i Alperne, er to blevet åbnet for trafikken: Den privatbyggede Store Skt. Bernhard-tunnel mod vest og Lille Skt. Bernhard-tunnelen mod øst. Benytter man Store Skt. Bernhard-tunnelen, der blev indviet i 1964 og som er 5,8 kilometer lang, må man betale en afgift. Lille Skt. Bernhard-tunnelen, der er cirka 6 kilometer lang, blev åbnet 1. september 1967. Da den er en del af det nationale schweiziske vejnet, betales der ingen afgift for at benytte den.
I øjeblikket arbejder man på at bygge en vejtunnel under Skt. Gotthard-passet i nærheden af jernbanetunnelen. Man regner med at det bliver verdens længste vejtunnel, idet den bliver mere end 16 kilometer lang. Den skulle have været indviet i 1977, men på grund af vanskeligheder forudser man en forsinkelse på 16 til 18 måneder.
Mens bilisterne venter på at andre vejtunneler bliver åbnet, kan de komme over Alperne med biltog. Takket være særlige, flade transportvogne kan chaufførerne og deres passagerer blive i bilerne. De schweiziske statsbaner befordrer dem gennem den lange Skt. Gotthard-jernbanetunnel på blot 15 minutter.
Hvis man har travlt kan man naturligvis vælge en af de mange flyveruter der nu er åbne i praktisk talt al slags vejr. Flere end 250 rutefly passerer daglig Alperne. Men hvis man ønsker at foretage en rejse der virkelig fylder én med ærefrygt, vil man få selv sine største forventninger indfriet ved at rejse med tog eller bil.