Unge spørger:

Hvad er der i vejen med den musik jeg spiller?

„Min far siger: ’Sluk for den larm! Jeg får ondt i ørerne!’“ — En teenagedreng.

„Noget rap-musik er meget, meget skrapt.“ — En teenagepige.

„DET er da ikke noget at gøre så meget vrøvl over,“ siger Jodie irriteret. „Hvorfor skal mine forældre altid kritisere min musik?“ Lisette på 13 år mener det samme. „Det er jo bare en sang!“ siger hun.

Ligger du også i stadig krig med dine forældre på grund af den musik du spiller? Du føler måske at du bliver mødt med klager, trusler og forbud hver gang du spiller et bånd eller en plade du godt kan lide. (En teenagedreng fortæller at hans far plejer at sige: „Sluk for den larm! Jeg får ondt i ørerne!“) Efterhånden er du måske træt af ballade, og mener at dine forældre gør et stort nummer ud af ingenting. „Var det ikke det samme dengang de var unge?“ spørger en teenagepige. „Mente deres forældre ikke også at den musik de spillede var forfærdelig?“

Det er der måske noget om. I historiens løb har der været en stadig tendens til sammenstød mellem en ny og en ældre generation på grund af smagsspørgsmål. Derfor spørger du måske nu hvorfor du skulle holde op med at høre den musik du nu kan lide, bare fordi den ikke tiltaler din far og mor. Ja, hvad er der i det hele taget i vejen med den musik?

Musikkens plads i tilværelsen

Der er ingen der siger at det er forkert at kunne lide musik. Noget af Bibelen er endda skrevet som tekst der skulle synges til musik. På bibelsk tid havde musikken en fremtrædende plads i tilbedelsen af Gud. (Salme 149:3; 150:4) Musikken var også en måde hvorpå man udtrykte sin glæde, begejstring eller sorg. (1 Mosebog 31:27; Dommerne 11:34; 1 Samuel 18:6, 7; Mattæus 9:23, 24) På Jesu Kristi tid var det almindeligt at der var musik ved festlige lejligheder; det gjorde samværet endnu mere festligt. — Lukas 15:25.

Musik har også en fremtrædende plads i dag — især blandt unge. I Den Amerikanske Lægeforenings blad (JAMA) har der stået: „Fra 7. til 12. skoleår lytter en teenager i gennemsnit til 10.500 timer med rockmusik — næsten lige så mange timer som teenageren har siddet i sit klasseværelse, lige fra børnehaveklassen til og med studentereksamen.“

De fleste unge i Danmark såvel som resten af den vestlige verden hører næsten udelukkende musik der kan kaldes enten pop eller rock (benyttet som brede betegnelser der omfatter både soul, new wave, hip-hop, rap og heavy metal). Et leksikon (The World Book Encyclopedia) siger: „Rockmusik er ikke længere bare de unge amerikaneres musik. Det er hele verdens musik.“

Rockmusikkens appel

Hvorfor er rockmusikken blevet så udbredt? Bogen Youth Trends (Tendenser blandt unge) siger at rock er blevet „et sprog som alle unge har tilfælles“. Af den grund føler nogle unge også at de må følge med i de seneste navne og titler og vise begejstring for dem hvis de overhovedet skal være accepterede af deres generation. Det giver dem en slags fællesskab med andre unge, og stof til uendelige samtaler, i en alder hvor man netop gerne vil føle sig accepteret.

Men der er også mange unge der helst vil være alene når de hører deres musik. Har du haft en rigtig hård dag i skolen? Så har du det måske ligesom en teenagepige ved navn Bree, der siger: „Jeg sætter mig ind på mit værelse, tænder for mit anlæg, skruer rigtig højt op, og så sidder jeg bare dér. Det er ligesom det får presset og spændingen til at lette.“ Meget af den nyere musik, især rockmusik, bliver kritiseret for at være støjende og pågående, men det må siges at der også er meget populær musik der er melodisk og iørefaldende og er arrangeret på en behagelig måde.

For mange er det dog rytmen i musikken der har den store tiltrækning. En pige der blev spurgt hvorfor hun var rap-fan, svarede bare: „Det er den musik det er lettest at danse til.“ Dog er der også mange der kan lide teksterne. Ordene er ofte sat sammen sådan at de netop griber det unge publikum som skal købe pladerne. Teksterne beskriver alle de følelser og bekymringer som teenagere kender. Og specielt rap-musikken har ført sig frem på debatemner som racisme, sociale spørgsmål og lignende. „Når jeg tænder for radioen, så er de fleste af de sange jeg hører simpelt hen så tomhjernede at jeg bliver vanvittig af det,“ siger Dan, en teenager der er citeret i bladet Newsweek. „Men rap-musik er helt anderledes — der er handling i, og den fortæller om virkelige forhold. Det er der noget ved at høre.“

Ja, musikken ’fortæller noget’. Og det kan godt være netop det der gør dine forældre bekymrede.

Hvad fortæller rap-musikken?

Rap-musik (nogle af de ægte rap-fans i USA kalder den hip-hop) siges at være opstået i 1970’erne på små diskoteker i New York hvor storbyens unge kom. På et tidspunkt begyndte discjockeyerne at finde på nogle tekster der var fyldt med gadens slangsprog og som rimede — dem fremsagde (eller ’rappede’) de i takt til en stærkt rytmisk musik der blev spillet i baggrunden. Begejstringen på dansegulvet nærmede sig hysteri. Det var begyndelsen til rap-musik, den genre hvor teksten bliver talt og ikke sunget, og hvor ordene og begreberne ofte er groft vulgære. Snart bredte formen sig fra gaderne og de små diskoteker ud til det store plademarked.

Der er naturligvis ikke noget forkert i selve den idé at fremsige en tekst i stedet for at synge den. Det har også været praktiseret i andre genrer. Det særlige ved rap-musikken var det ekstreme, det provokerende indhold i teksterne, og hele den „rap-kultur“ der fulgte i kølvandet. Mange af grupperne antog navne der var lige så opsigtsvækkende som deres musik, og snart var æteren fyldt med kraftige rytmer og huggende, slangfyldte tekster fra Public Enemy, M. C. Hammer, Vanilla Ice og mange lignende grupper.

Men hvad så med kristnes forhold til den slags ord og musik? Da en medarbejder fra Vågn op! i 1992 spurgte en gruppe unge kristne fra en storby: „Er der mange af jer der lytter til rap-musik?“, var der forbavsende mange der svarede ja! „Hvad er det I kan lide ved det?“ fortsatte han, og en teenagepige svarede: „Rytmen. Den kører bare. Den glider lige ind.“ En anden sagde: „Man kan danse til det.“ Men det næste spørgsmål blev ikke besvaret lige så hurtigt. Medarbejderen spurgte: „Kan der ikke ligge nogle problemer for kristne i rap-musik?“

Efter en vis forlegenhed indrømmede en pige: „Jo, noget rap-musik er meget, meget skrapt.“ Andre gav hende tøvende ret. Faktisk var mange af de unge kristne uhyggelig godt kendt med en lang række sange der beskrev og opfordrede til perverse handlinger og fri sex i meget tydelige og vulgære vendinger. Nogle af de unge indrømmede at der var meget dårligt sprog i disse sange.

Ja, det som rap-musikken ’fortæller’, og ofte opfordrer til, handler om vold, oprør, vrede, racisme og promiskuitet. En af rap-musikkens foregangsmænd, Daniel Caudeiron, der er formand for Black Music Association of Canada, priser rap’en for at være „næsten udelukkende positiv“; men han indrømmer at den i mange tilfælde er „kvindefjendsk og sexorienteret, og til tider vulgær i sproget“. — Maclean’s, den 12. november 1990.

Også en livsstil

Det er rigtigt at ikke al rap-musik opfordrer til umoralitet eller vold. Ifølge en artikel i The New York Times handler den i visse tilfælde mere om uddannelse og om kampen mod stofmisbrug og social uretfærdighed. Men en rap-tekst der er acceptabel for kristne er nok undtagelsen snarere end regelen. Ugebladet Newsweek prøvede at bedømme de ti mest populære rap-plader på samme måde som censuren i USA bedømmer biograffilm. Kun to af de ti plader ville få et „G“, som betyder egnet til et „generelt“ publikum. Fire af dem fik et „R“, hvilket betyder „restricted“ (det vil sige „kun for voksne“). Og to af dem fik prædikatet „X“, som ifølge bladet hentyder til „rendestenssprog“ og stærke beskrivelser af sex.

Rap-musikken har desuden affødt en hel „kulturrevolution“. Millioner af teenagere er begyndt at gå med det typiske rap-udstyr — baseballkasket, posede bukser, mørke solbriller, trøje i oversize, og basketstøvler der ikke er snørede. Mange efterligner også rap-kunstnerne i deres måde at gå, bevæge sig og tale på. I Danmark, for eksempel, bruger nogle unge uden videre engelske gloser som de har hørt, måske uden at vide at de faktisk er groft anstødelige.

Ja, rap-musik er blevet til en hel livsform. Men hvilken livsform? Hvis den i nogle tilfælde er et oprør mod uretfærdighed, så er den dog i de fleste tilfælde et oprør mod de kristne normer for god opførsel, påklædning og tale. Hvorfor skulle man vælge en musik der indebærer en risiko for at man bliver påvirket i den retning? Og selv om man måske ikke forstår alle ordene i en tekst — hvorfor skulle man da støtte nogle kunstnere og en livsform man ikke bryder sig om?

Det er klart at rap-musik ikke er den eneste form for musik der går til yderligheder. Bladet Time fortæller: „Der er krasse sager inden for næsten alle områder af amerikansk popkultur. Heavy metal-mestrene Motley Crüe bruger satanistiske symboler, og The Beastie Boys simulerer masturbation på scenen.“ En bibelsk profeti lyder: „I de sidste dage vil . . . onde mennesker og bedragere . . . gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“ (2 Timoteus 3:1, 13) Skal man da undre sig over at en stor del af den musik der produceres i dag, sender et forkert og skadeligt budskab til kristne unge mennesker?

Der kan altså være god grund til at dine forældre er bekymrede hvis du går ind for rap-musik eller andre ekstreme former for rock. Måske forudser de at konstante doser af den slags musik kan virke negativt på dig. Kan de have ret? Det vil vi se på i næste nummer.

[Illustration på side 17]

Mange unge efterligner rap-musikerne i påklædning og opførsel